DEBAT // BLACK FRIDAY – I dag er det Black Friday – dagen med mange såkaldte tilbud, du næsten ikke kan afslå. Vi har lyst til at drøne ud for at købe en masse dejlige ting billigere end normalt. Men, advarer økonomisk rådgiver Lone Eriksen, der er et par ting, du skal gøre op med dig selv, inden du køber endnu et “uimodståeligt” tilbud.
Black Friday – den amerikanske dag, der har sneget sig ind i nutidsdanmark som en slags Halloween – er fantastisk, hvis dit køleskab lige er stået af, eller børnene mangler en flyverdragt nu.
Dagen er også fin, hvis du er så heldig, at du allerede har modtaget familiens juleønskeliste. Så kan du være heldig at gøre et godt køb, som du faktisk kan bruge til noget.
Set fra min stol indbyder Black Friday imidlertid til forbrugerisme, så det nærmer sig orkan. Jeg oplever, at flere forretninger, både fysiske og online, har udvidet konceptet i år: tilbuddene begynder 14 dage før Black Friday; der tales om Black Week med det ene formål at få os alle til at købe os fra sans og samling i noget, som vi ikke bruger eller har behov for.
Vi føler, at vi mangler noget hele tiden
Vi lever i en kultur, hvor vi konstant føler, at vi mangler noget, og så snart der bliver råbt ”tilbud og lange åbningstider”, starter vi bilen, sætter familien i den og drøner ud og powershopper, som om forretningerne aldrig åbner mere.
Men … Vi mangler ikke noget. Vi lever i et overflodssamfund, når det gælder materielle goder, og når vi shopper, er det ofte, fordi der er noget, vi mangler inde i os selv. Det kan være nærvær, kærlighed, omsorg, ro – fortsæt selv listen.
Når du arbejder, sælger du dig selv og din tid og dermed dit liv. Den tid og det liv, som er begrænset
Disse værdier og behov skubber vi i baggrunden og sørger ikke for at få opfyldt, fordi vi har så travlt med at tjene penge til vores forbrug af ting, vi tit ikke har behov for eller får brugt.
Hvor kommer pengene fra
For mange mennesker er det at arbejde blevet så stor en vane, at de ikke tænker, at der er sammenhæng mellem arbejde og penge. Vi ved selvfølgelig godt, at det er sådan det hænger sammen, men i det daglige tænker vi ikke på det.
Pengene dukker automatisk op på kontoen den sidste dag i måneden, og mange oplever, at de allerede den 25. har brugt den sidste krone og går og venter på, at lønnen igen skal komme ind på kontoen.
Men pengene kommer kun ind på kontoen, hvis du arbejder, og når du arbejder, sælger du dig selv og din tid og dermed dit liv. Den tid og det liv, som er begrænset.
Alle vil gerne sælge deres tid så dyrt som muligt, så de penge, du får for dit arbejde, kan kompensere for den tid, du har solgt.
Når pengene står på kontoen
Hvordan bliver de så brugt, pengene, når de står på din konto? Er det med i dine overvejelser, at de penge, du har tjent, som udgangspunkt skal give dig den samme værdi som det, du har ”solgt” for at få pengene – altså din tid.
Hvilke værdier er vigtige for dig, og hvordan vil det påvirke dit forbrug? Hvad betyder virkelig noget for dig?
Bruger du dine penge uden at gøre dig de store overvejelser på noget, som ikke er vigtigt, og som du efter kort tid fortryder, du har købt eller slet og ret smider ud?
Eller køber du for meget af noget nødvendigt med kort holdbarhed, som så bliver smidt ud, f.eks. mad, simpelthen fordi du ikke tænker dig om?
Eller ryger dine penge på ”usynligt” forbrug, som du ikke engang kan huske hvad er dagen efter, du har købt det.
Sådan sikrer du dig et sundere forbrugsmønster:
Alt hvad du gør og siger, sætter et lille fodaftryk i verden. Det gælder også den måde, hvorpå du bruger dine penge.
Hvor tit har du tjekket om dit forbrug stemmer overens med dine værdier?
Det er nemt at blive forført, når du sidder foran webshoppen, eller er fanget i en fed stemning i forretningen. Men er det det fodaftryk, du ønsker at sætte?
Hvilke værdier er vigtige for dig, og hvordan vil det påvirke dit forbrug? Hvad betyder virkelig noget for dig?
Det kan f.eks. være:
- At dine børn kan vokse op i en ren verden
- At du har frihed til at leve det liv, du drømmer om
- At du bidrager til, at alle børn har en god barndom
- At du tager ansvar for dig selv og dine handlinger
- At dit liv er fyldt med glæde og nydelse
- At …
Når du har svaret på spørgsmålene, kan du tænke over, hvordan disse værdier vil påvirke dine økonomiske handlinger.
Det kræver træning at forbedre sit forbrugsmønster – men det giver en stor tilfredsstillelse ikke at købe, bare fordi du kan, men fordi du har taget et aktivt valg i forhold til det, som betyder noget for dig og de aftryk, du vil sætte i verden.
Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her