Roskilde Festivalplads åbnede i lørdags for de tusinder af gæster, der havde lagt sig i kø i timer og endda dage forud for den officielle åbning klokken 16. Efter en nat, der modsat gæsternes og festivalens forventning ikke bød på torden og skybrud, kunne festivalgæsterne løbe om kap for at få en god teltplads til dem selv og deres venner. Det første døgn er gået, og dermed også de første mistede mobiltelefoner, den første sigtelse, de første trøstende samtaler og salget af solcreme og allergimedicin er skudt i gang.
Desværre var det ikke alle, der nåede at købe den eftertragtede billet, inden der blev udsolgt, og det har allerede kostet en mand en afgift på 3500 kr. fra festivalen for at springe over hegnet og efterfølgende også en sigtelse, da han ved sit andet forsøg blev pågrebet af politiet.
Fred og fordragelighed
“Vores indtryk er, at festivalen forløber i fred og fordragelighed, dog oplevede vi mange trafikale problemer, hvor der var 12 timers kø ved afkørslen til Roskilde. Alle vil have deres bagage fragtet til indgangene, og vil være fremme, når pladsen åbner”, fortæller Martin Bjerregaard, presseansvarlig for Midt- og Vestsjællands politi. Han siger, at man ligesom de forrige år, forventer en rolig festival uden nævneværdige problemer. “Alle tager jo afsted for at hygge sig, feste og have en god uge. Det er jo det, festivalen handler om”, siger Martin Bjerregaard.
Hos hittegodskontoret var man i sving allerede en time efter, at pladsen åbnede for gæster. Her blev de første glemte og tabte sager indleveret, og indenfor det første døgn modtog man mange telefoner, kort og bæltetasker. 79 med navn på er blevet indleveret, men hittegodsansvarlig Merete Ørgaard Bøggild fortæller, at der gennem ugen typisk indleveres et par tusind genstande med navn på, hvoraf kun halvdelen afhentes af ejeren. “Derudover plejer vi at have en hel kasse med nøgler, solbriller og tøj. Altså en til hver”, siger Merete Ørgaard Bøggild. Hun fortæller også, at de får mere travlt senere på ugen, når alkoholen og den lette stemning har fået tag i gæsterne.
På festivalens apotek er der også hurtigt besøgende, hvor solcreme og vabelplastre i store mængder efterspørges. Senere på dagen og morgenen efter opstår behovet for mavemedicin, panodiler og allergipiller, hvor erfaring viser, at senere på ugen vokser behovet for medicin mod forstoppelse. “Selvom folk har det rigtig skidt, når de kommer, så står de med en øl i hånden, smiler og er glade”, siger apotekerne Leonora Kajo og Simone Josefsen.
Behovet for en krammer
Også hos Roskilde Festivals sikkerhedschef, Martin Therkildsen, lyder det, at festivalen er præget af god stemning, og at arbejdsbyrden ikke har været anderledes end tidligere. “Der har som altid været folk, der drikker for meget og nogen der får småknubs. Folk har lagt sig i kø tidligere end de plejer (allerede tirsdag aften red.), og derfor har de startet festivalen mere trætte, men de var jo friske nok til at løbe om kap med alle andre”, fortæller Martin Therkildsen. Han forventer ikke en stigning i arbejdsbyrden, men nævner at gæsterne bliver trættere senere på ugen, og at det særligt er i de tilfælde, at behovet for samaritter og social workers opstår. Mens samaritterne tager sig af de fysiske skader, har festivalens social workers til opgave at agere psykisk førstehjælp og give omsorg, når behovet for en krammer melder sig. De har imidlertid oplevet et mere roligt døgn end forventet, og arbejdet har derfor bestået i at opsøge de unge, høre om deres oplevelser og frustrationer og oplyse om muligheden for en forløsende snak.
Festivalgæst Ida Helmark beskriver det første døgn som kaotisk, men fedt fordi alle er en del af det samme projekt, nemlig at feste en hel uge i træk og høre en masse god musik. Hele vejen rundt bliver der ønsket en rigtig god festival til gæsterne, der stadig skal vente til onsdag før de første koncerter spilles
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her