LIV // ESSAY – Martin Ellermanns roman ”Hvor legen ender” handler om den lille by og det begrænsende samfund, hvor pænheden og kedsomhed hersker, og hvor labyrinter af stisystemer gør, at du aldrig behøver krydse en vej. “Bogen er mit dyk ned i en fortid, der stadig i høj grad definerer den måde, jeg anskuer verden på – og den er samtidig et opgør med den oprørstrang, som dengang var altdominerende.”
Livet er en konstant kamp mellem det gode og det onde, det pæne og det grimme, det ordnede, velfriserede og et befriende, impulsivt kaos. Sådan tænker jeg stadig i dag som voksen familiefar, men det var endnu mere udtalt som barn og ung i en søvnig parcelhusoase ved navn Billund, hvor legetøjsfabrikker og den tilhørende forlystelsespark definerede byens identitet.
Her var pænt – for pænt. Her var stille – for stille, og det drev rastløse børn og unge som mig til at opsøge balladen. Vi ville kradse os ind bag den kedelige og nydelige overflade, hvor vi håbede, at livet og sanserne kunne vågne.
Vi løb rundt i parcelhushaverne om natten og kiggede ind på de få vågne øjne, der flimrede blåt og rødt i skærmenes skær. Men der var ingen liv – ikke rigtigt. Husene var beboet af komapatienter, der fik intravenøse kaffe- og coladoser, mens de lå udtværet på sofaerne. Så vi måtte skabe det hele selv. Vi måtte ruske op i sjælen og den bedøvende hygge og pænhed, før den sneg sig ind på os.
Rastløshed og frustrationer var en væsentlig del af børne- og ungdomslivet i den lille by, som jeg oplevede det. Jeg havde en stor udlængsel i teenageårene. Jeg følte, at trygheden og roen begrænsede mig
Så vi hev tørrestativer ned og satte dem op hos naboen, flyttede cykler, telte og haveborde, så alt til sidst stod forkert. I det mindste ville de søvnige beboere have et mysterium at løse om morgenen, når de skulle lokalisere deres ejendele blandt deres naboer i kvarteret.
Vi blev ældre og fandt på flere drengestreger. Så kom alkoholen og gjorde os modige, og den holdt os med selskab, indtil vi blev gamle nok til at forlade byen og opsøge eventyret på den anden side.
Tv-vindue til verden
Jeg kan huske, at jeg som 13/14-årig så tv-serien “21 Jump Street” – en luftig ungdomsserie fra slut-1980’erne, hvor Johnny Depp var den altoverskyggende hovedperson. Han spillede en storbypolitibetjent, som på grund af sit ungdommelige udseende bliver sendt undercover på forskellige high schools for at udspionere eleverne.
Der er særligt et afsnit, jeg kan huske. Johnny Depps karakter er i færd med at optrevle en gruppe unge punkeres hærværk i nabolaget, og han kan ikke lade være med at fatte sympati for flere af de kriminelle afvigere.
Selvom “21 Jump Street” er en overfladisk ungdomsserie, og punkerne er seriens ’bad guys’, kunne jeg ikke lade være med at blive betaget af skildringerne af punklivet i USA. Depp så exceptionelt cool ud med strittende Sid Vicious-hår og sort læderjakke med flænset hvid T-shirt indenunder.
Punken blev smukkere med ham som ambassadør, og jeg følte mig fanget af Billund og legetøjsfabrikkerne, da afsnittet var slut. Jeg ønskede inderligt, at vi havde et tilsvarende miljø i den lille jyske by. Jeg ville elske at være punker. Jeg tror, at jeg ville have været god til det.
Du vil gerne ud og opleve og blomstre, men det er svært – og hyggen og mageligheden kan snige sig ind på dig, før du for alvor kommer i gang med livet
Men det kunne ikke lade sig gøre i legetøjsbyen. Vi manglede samtlige subkulturer her. Savnede dem alle. Det bedste, du kunne opnå, var at lege med i en periode – være turist i miljøet, efterligne Johnny, som efterlignede Sid Vicious, som efterlignede de udstødte i London, New York og København. Det er kun i den slags byer, du kan dyrke punken for alvor.
Alligevel føltes den ægte, når jeg mærkede efter. Et eller andet sted rullede den i mine årer. Men det var svært at tage alvorligt. Både for mig selv og for andre. Hvis dit miljø er præget af børnefamilier på tur i forlystelsesparken og plastmagere på tilbudsjagt i supermarkedet, er der få steder at gå hen med dine tanker – dine frustrationer. Kun i flaskerne, røgen og nætterne, når byen er døset udmattet om på sofaen, piblede den op til overfladen.
Tryghed vs. eventyr
Jeg endte med at skrive en hel roman om min ungdoms udlængsel og rastløshed. ”Hvor legen ender” er mit dyk ned i en fortid, der stadig i høj grad definerer den måde, jeg anskuer verden på – og den er samtidig et opgør med den oprørstrang, som dengang var altdominerende. I dag kan jeg sågar se værdien i noget af pænheden og ordentligheden. Det er nok alderen, der taler, men jeg tror, det er sundt at genbesøge sine tidligere erfaringer og impulser.
For både eventyrlyst og frygt er stærke drivkræfter. På den ene side har du lyst til at bryde ud af de trygge rammer, men ængstelsen får dig til at blive i den lille verden, du kender. På overfladen var Billund det perfekte sted at vokse op. Men uforløst eventyrlyst og den kvælende tryghed gør det svært at mærke verden. Du vil gerne ud og opleve og blomstre, men det er svært – og hyggen og mageligheden kan snige sig ind på dig, før du for alvor kommer i gang med livet.
Rastløshed og frustrationer var en væsentlig del af børne- og ungdomslivet i den lille by, som jeg oplevede det. Jeg havde en stor udlængsel i teenageårene. Jeg følte, at trygheden og roen begrænsede mig.
For alt var pænt. Alt var ordentligt. Røde klodser for sig og blå klodser for sig. Og paradoksalt nok valfartede folk til den by, jeg havde så travlt med at bryde fri af. De strømmede til forlystelsesparken og de omkringliggende turistfælder. Men de færreste blev mere end en dag. For byen er en konstrueret destination. Den er skabt af plastik. Den har ingen historie, og den har ingen sjæl. Her voksede jeg op.
Martin Ellermann: Hvor legen ender
Byens Forlag
Udk. 11. juni 2020
Hæftet, 132 x 205 mm
203 sider / 279 kr
Foto: Privat.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
