DAGENS POV // SOCIALPOLITIK – “Vi skal hen et sted, hvor menneskelige hensyn og lovgivning vejer tungere end kommunens budgetter,” skriver socialrådgiver Maj Thorsen. Hun påpeger, at systemet, som egentlig skulle hjælpe mennesker, ofte ender med at være “direkte menneskenedbrydende”.
Jeg har ikke tal på de antal gange, hvor en syg borger med en sag i jobcentret, har ringet mig op, og er begyndt at græde inden for de første 5 minutter – aldrig grundet sygdomssituationen, men på grund af jobcentersituationen. Ofte fordi den pågældende er blevet presset for meget af jobcentret, bliver mødt med mistro af sin sagsbehandler eller har modtaget en afgørelse, hvor forsørgelsesgrundlaget er i frit fald.
Og jeg må desværre stort set altid konstatere, at der er al mulig grund til at være ked af det. Der er oftest sket lovbrud i sagen. Flere lovbrud. I enkelte tilfælde mange. Ikke bare ift. beskæftigelseslovgivningen, jeg ser desværre også eklatante brud på retssikkerhedsloven og på grundlæggende forvaltningsretlige principper.
Og når borgeren så tilmed bliver mødt med mistro og presset ud over alle grænser af jobcentret, så har vi balladen. Det kan være en næsten uoverstigelig opgave for borgeren at kæmpe imod, og så sætter magtesløsheden ind.
Jeg har klienter, som for første gang i deres liv har haft selvmordstanker, ene og alene fordi de presses alt for langt i indsatser
En del af ovennævnte borgere har været forbi kommunens rehabiliteringsteam, der har indstillet til et såkaldt ressourceforløb.
Et ressourceforløb kan være rigtig godt – så længe det peger på indsatser, hvor der er et realistisk udviklingsperspektiv for borgerens funktions- og arbejdsevne. Hvilket i øvrigt er et krav for et ressourceforløb. Men det er der desværre teams, som ikke lige helt har forstået. Og jeg har indimellem fornemmelsen af, at det ikke er jobcenterledelsen, som er kerneproblemet, når en jobcentersag går i hårdknude.
Forstå mig ret. Jeg møder bestemt empatiske rehabiliteringsteams med et fast og korrekt blik for lovgivningen. Og når det sker går såvel borgeren som jeg fra sådanne møder med en god følelse af retssikkerhed, tryghed og ikke mindst retfærdighed.
Men jeg støder så sandelig også på det modsatte.
Her taler jeg om rehabiliteringsteams, der er på en så ensidig ressource- og funktionsevnejagt, at der på ingen måder er levnet plads til at møde borgeren med empati og ordentlighed.
200 flere danskere i job i august måned:
– Selv om beskæftigelsen vokser mindre kraftigt end først på året, er der fortsat historisk mange i job. Dansk økonomi står godt rustet, hvis der kommer mere uro på de internationale markeder, siger @PHummelgaard https://t.co/qekni0SO8F— Beskæftigelsesministeriet (@Beskaeft_Min) October 21, 2019
Ja, jeg får næsten fornemmelsen af små fyrstedømmer, som har taget deres magt til nye højder, hvor man fortolker lovgivningen efter forgodtbefindende. Og som ikke holder sig tilbage fra at tildele borgeren det ene ressourceforløb efter det andet, fremfor at give borgeren det retmæssige fleksjob eller en førtidspension.
Og ja, det kan jeg selvfølgelig dokumentere, bl.a. pga. Ankestyrelsen, som i flere af mine sager har bedt kommunen om at rette ind og tildele et fleksjob eller en førtidspension.
Det er en ulige kamp på alle parametre. Og det er her, at den sidste rest af værdighed skrider for nogle meget sårbare mennesker. Fordi systemet ikke altid levner plads til empati, omsorg og ordentlighed i sagsbehandlingen
Der er tale om ren og skær forhaling af sagsforløb. I øvrigt pilhamrende ulovligt – uden nogen som helst konsekvenser for det pågældende jobcenter. Til gengæld har det oftest store konsekvenser for borgeren, som i op til 5 år mere skal trækkes gennem den ene nyttesløse indsats efter den anden uden noget som helst realistisk udviklingsperspektiv.
En ulige kamp
Det kan man slet ikke forestille, hvordan er, hvis man ikke har prøvet det. Men jeg møder de mennesker hver evige eneste uge. Nogle iblandt dem har så store helbredsmæssige udfordringer, at de gennem en årrække ikke har kunnet varetage et arbejde. Andre har tjent en million om året, men er gået ned med et brag på grund af stress eller er ramt af anden sygdom eller ulykke. Og som om det ikke var nok at kæmpe med, så skal de oveni også kæmpe med jobcentret.
Det er en ulige kamp på alle parametre. Og det er her, at den sidste rest af værdighed skrider for nogle meget sårbare mennesker. Fordi systemet ikke altid levner plads til empati, omsorg og ordentlighed i sagsbehandlingen.
LÆS OGSÅ: De aktivitetsparate unge: “Al menneskelighed er væk – man er bare et stykke papir”
For nogle borgere kan det ligefrem ende med lægeerklæringer på, at det psykiske helbred er blevet så forværret af jobcentrets håndtering af sagen, at borgeren ikke længere kan møde op på jobcentret.
Jeg har klienter, som for første gang i deres liv har haft selvmordstanker, ene og alene fordi de presses alt for langt i indsatser, som f.eks. virksomhedspraktik. Og når de forsøger at forklare deres sagsbehandler, at de ikke kan øge arbejdstiden, fordi smerterne er uudholdelige, så sker det ikke sjældent, at sagsbehandleren iværksætter et mentorforløb. For det må jo handle om mangel på motivation.
Jeg må igen og igen spørge mig selv, hvordan vi kan have et system, som egentlig skulle hjælpe mennesker, men i stedet ender med at være direkte menneskenedbrydende og fratage syge mennesker værdighed i deres eget liv.
Kan man trampe mere på borgerne?
Det er fuldstændig vanvittigt. Og jeg bider mig selv hårdt i knoerne for ikke at komme til at råbe højt af arrigskab, når kommunernes heppekor, KL, igen og igen er ude i den offentlige debat med ønske om mere tillid fra regeringen ift. beskæftigelsesområdet.
Senest eksemplificeret ved et indlæg i Berlingske d. 5. november 2019 af Jacob Bundsgaard, formand for KL, og Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg. De to herrer agiterer i indlægget for mere opbakning fra regeringen ift. jobcentrene og gider i øvrigt ikke mere unødig kritik.
Unødig kritik. Virkelig? Kan man trampe mere på borgere, som i forvejen ligger nede under gulvbrædderne?
Der er brug for en gennemgribende ændring af hele jobcentersystemet. Vi skal hen et sted, hvor menneskelige hensyn og lovgivning vejer tungere end kommunens budgetter.
Det er fuldstændig vanvittigt. Og jeg bider mig selv hårdt i knoerne for ikke at komme til at råbe højt af arrighed, når kommunernes heppekor, KL, igen og igen er ude i den offentlige debat med ønske om mere tillid fra regeringen ift. beskæftigelsesområdet
Måske er det på tide at indføre økonomiske sanktioner over for de kommuner, der kontinuerligt og uden at blinke med øjnene, konsekvent overtræder lovgivningen.
Tal og budgetter er jo nok det eneste sprog, kommunerne forstår.
Indtil da vil vi se flere og flere borgere falde igennem det sikkerhedsnet, som egentlig er sat i verden for at støtte og hjælpe med uanede konsekvenser til følge, allermest for borgeren, men også for andre dele af velfærdssamfundet, som skal samle borgeren op bagefter, herunder de praktiserende læger, psykiatere, psykiatriske skadestuer, psykologer mv.
Og det er altså ikke kommunerne selv, der betaler den regning i dette kafkaske cirkus.
Pernille Skipper (EL) vil lukke jobcentre. Læs med her.
Foto: Unsplash
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her