ESSAY – En kold morgen, da solen havde fået øjne og lyset blinkede som et masaispyd, skulle min storebror og jeg i BabySam-men, hvor sammen er blevet klippet over som en navlestreng. Vi skulle købe en bamse til min lille niece.
Hendes yndlingsbamse var, ligesom hendes onkel, en rigtig globetrotter, der var taget ud i verden. Det lille myr var først blevet rasende, og med hendes superkræfter havde hun kastet rundt med puder og legoklodser og nægtede at tro, at den var forsvundet. Men da den lille honninggrævling så havde fattet, at man aldrig må eller kan tilbageholde en verdensbamse fra at lunte ud på forvandlingskuglens sletter, blev hun så ked af sin overreaktion, at hendes berlinerblå øjne druknede i pjaskvåde vandpytter.
Min bror var blevet så ked af hendes reaktion, at han havde grebet knoglen og ringet efter min hjælp – for jeg er familiens bamseconnaisseur.
BabySams hylder bugnede med et hoftebredt sortiment af genanvendelige bleer, fængselspyjamaser og holdkæftplastik, som forældre kunne købe sig fattige i.
Imellem rækkerne stod forældre og blev ligeså euforiske som en junkie med sprøjten i armen over begynderbabyslynger for dem, der lige er blevet forældre. De var åndssvage at se på, og jeg vidste, at de godt vidste, at deres liv ikke længere var ligeså fedt, som dengang de uploadede et ultralydsscanningsbillede og fik 200 likes, fordi de troede, at det ragede resten af den digitale landsby.
Selvfølgelig var Afrika heller ikke et paradis før de grisefarvede kom og lavede kontinentet til en sparegris, men efter 20 år står den alligevel 1-0 til Mama Africa i babyartikler
Jeg var lige kommet hjem fra Karens kogende Kenya, hvor kenyanske høvdingedøtre i årevis havde båret deres børn i slynger, men i Danmark var det, det nyeste skrig.
Mine tanker fløj tilbage til en historie, som min veninde fra Somalia engang havde fortalt mig. Da hendes mor i slutningen af 1900-hvidkål var kommet til Danmark fra Somalia, ejede hun ej kongens mønt, og havde ikke råd til at integrere en babyzamboni i sit husholdningsbudget.
Derfor havde hun gået med min veninde på ryggen i en slynge. Moren vidste godt, at det var ergonomisk rigtigt og trygt for barnet. Desuden havde kvinderne fra hendes landsby altid båret deres børn i en slynge. Men uanset hvor visionært det var dengang, så råbte de rød-hvide alligevel landsbyabe efter hende på stenbroen. Selvfølgelig var Afrika heller ikke et paradis før de grisefarvede kom og lavede kontinentet til en sparegris, men efter 20 år står den alligevel 1-0 til Mama Africa i babyartikler.
Hyæner i en disneyficeret virkelighed
Jeg vendte tilbage og kunne konstatere, at min bror var gået i fælden. Undskyldende stod han med favnen fuld af børneudstyr med åndsvage safarimotiver af zebraer, elefanter og løver på. Han vidste godt, at vi kun skulle ind og finde en ny bamse til min niece og ikke spontanshoppe. Jeg ignorerede ham. Han var alligevel en tabt kriger, der var på desperat jagt efter en rygrad. Jeg roterede og gik målrettet mod en tyggegummityggende tyveårig ekspeditrice med krigsmaling i hele femøren og et skævt siddende navneskilt på poloen for at spørge, om hun havde et hyænetøjdyr, der besad vuggegaverne: loyalitet, troskab og kærlighed.
Hun kiggede på mig, som om jeg havde tabt sutten og brød så ud i et hånligt grin, som en hyæne – bortset fra at hyæner ikke griner hånligt. De griner af ophidselse, ligesom løverne brøler af vrede. Nej, hun var et ganske typisk eksemplar på et schadenfreud pattedyr, der levede i en disneyficeret virkelighed, hvor løver personificeres med adel, og hyæner uretfærdigt sammenlignes med pøblen.
Ernest Hemingway, forfatteren og storvildtjægeren, forfattede for mange fuldmåner siden de første myter om hyænen. I hans rejsebeskrivende hyldest til de afrikanske vidders voldsomme vildnis Afrikas grønne bjerge indledte han sit forord således: ”Forfatteren har denne gang forsøgt at skrive en absolut sandfærdig bog”.
Han fortsatte: ”…hyænen, hermafroditten, den sig selv opædende ådselæder, der ikke viger tilbage for at angribe kælvende køer; der skambider sårede dyr; der kan finde på at gnave en i ansigtet om natten, når man ligger og sover; der hyler ynkeligt uden for lejren; stinkende og ækel; med kæber, der knaser de ben, som løverne levner; der render med sin fyldte vom over den brune slette og kigger sig tilbage og prøver på at ligne en kløgtig hund”.
Sine almenkendte antihymner om den plettede hyænes skønhed baserede Hemingway bl.a. på de hårrejsende bålfortællinger, som mennesket har fortalt siden tidernes morgen, da de kravlede op ad Victoriasøens vugge. De historier har spredt sig som glødernes aske i dæmringens føn.
Det var måske også skønheden ved Hemingways forfatterskab, at han loyalt opstillede dikotomier for at vise de afrikanske savanner og særligt udvalgte dyr den naturæstetiske retfærdighed, han mente, de fortjente.
Hemingway kan sagtens kritiseres for sin loyalitet, men kritik er bare så begrænset en genre, og den er så emotionelt drænende.
I stedet for at kritisere hans hyldest til de afrikanske dyr og hans portrættering af hyænen som savannens natmand, bør man hellere prøve at forstå hans motiv – hvilket nok er svært. Han var en kompleks forfatter, der igennem hele sit forfatterskab kæmpede mod sine personlige dæmoner, og om han nogensinde blev forsonet med disse dæmoner, ved jeg ikke. Men i dag er hans ry i hvert faldt ligeså plettet som hyænen.
En sofistikeret liga
Ekspeditricen grinede stadig. Jeg havde absolut ingen mulighed for at forsvare mig selv eller fortælle hende om dengang, jeg fandt en norsk østafrikansk guidebog fra 90’erne i en bogreol på et backpackerhostel i Uganda.
Bogen lugtede mest af udlejningssommerhus og mølkugler, men dens skrøbelige solfalmede sider var fulde af det pureste guld. Deri stod der ganske diplomatisk, at hyænen ikke havde løvens majestætiske solformede solbrændte solmanke, stolte gangart ejheller dens brøl – men det gjorde den ikke mindre værd.
Hyænen derimod havde forben, der var længere end dens bagben, dens snude var en tryne, og dens brøl var en latter – og det havde alt sammen også sin skønhed. Afsnittet i guidebogen fortsatte med at fortælle, at hyæner faktisk er rasende bedre til at kommunikere, koordinere og samarbejde, end man kunne forvente.
Der var så meget jeg gerne ville fortælle ekspeditricen, men hendes latter blev, som nemesis, afbrudt af en voldsom gispen. Hun blev først bleg, dernæst gul, blå og så lilla i kiksen
Det vidste Dr. Jane Goodall, hende med aberne, allerede godt i 70’erne. Hun forsøgte dengang at aflive den plettede hyænes plettede ry. Hun og hendes forskningshold observerede, at den plettede hyæne levede af jagt og kun spiste af ådselsbuffeten, når jagt ikke var en mulighed. Den plettede hyæne er hverken Simbas fjerne slægtning eller Baskervillehundens hæslige fætter. Den plettede hyæne er i sin egen sofistikerede liga sammen med den brune og den stribede hyæne, som mest af alt ligner en langhåret fængselspony. Men på trods af forskning har synet på hyænerne ikke rykket sig en tomme.
Der var så meget jeg gerne ville fortælle ekspeditricen, men hendes latter blev, som nemesis, afbrudt af en voldsom gispen. Hun blev først bleg, dernæst gul, blå og så lilla i kiksen, og hun hev og sled efter vejret. Hendes tyggegummi havde sat sig som et fremmedlegeme i hendes luftrør og med min flade hånd high-fivede jeg straks området mellem hendes skulderblade, indtil hun spyttede sit tyggegummi ud i sine hænder, og hun begyndte at hoste så voldsom, at hun fik tårer i øjnene.
Det lille øjeblik – hvis der altså nogensinde havde været et øjeblik – hvor jeg kunne vise den plettede hyæne retfærdighed, var passé. Min bror og jeg købte en løvebamse på 33 cm og gik hjem med den til min niece.
Illustrationer: Nanna Valentin.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her