VALG2019 // KOMMENTAR – Blå eller rød. Pest eller kolera. Bullshitbingo eller løgn og latin. Det er valgår, og atter engang står vi for at skulle pakke gyldne visioner, idealistiske ønsker og reelle bekymringer sammen, resignere og gå i boksen for at stemme på det mindste onde. Der gives ikke andre muligheder, og flere og flere river deres usynlige samfundspagt i stykker. Vi mangler et tillægskryds.
Så skal vi til det igen. Demokratiparodien. Det tilbagevendende og opkastfremkaldende valg mellem mindste onder, behændigt serveret som en forskelsgørende og privilegeret mulighed for at øve indflydelse på samfundets udvikling. For det er nemlig sådan valget er for langt de fleste: Pest eller kolera. Det er ikke muligt at nappe hverken en rød eller en sort pille, for der findes i virkeligheden kun den samme, bitre blå pille.
Der er ingen udvej eller noget reelt alternativ (heller ikke Alternativet, sorry, peeps), og vi ved det allesammen, sagtmodigt traskende ad stemmeboks til med neofeudalismens åg over skuldrene, fanget i økonomiske stavnsbånd, vi ikke har bedt om eller bestilt det, omgivet af simulakra og illusion, som mest har til formål at holde os i bås, opbevaringsfacilitet, matrikel og parcel, mens vi agerer menneskelige batterier og produktionsenheder for dehumane interesser, hvis mål er verdensherredømme, evigt liv og total kontrol. 99,99999 procent af verdens befolkning vil noget andet.
Og hvad har politikerne så tænkt sig at gøre ved det? Absolut ingenting. Intet. Der er ikke skyggen af hverken selverkendelse eller -ransagelse her
Men der er jo Løkke på den ene side og Frederiksen på den anden, kan man indvende. Og hver dag kan man læse nyt politisk pølsesnak og valgflæsk i medierne. Det er komplet uden betydning, for alt kommer mere eller mindre til at fortsætte, som det er, efter valget. Det ved vi også godt.
Danskerne tror ikke på politikerne over en dørtærskel. Vi ved, de er fulde af løgn. Sådan siger vi, når vi bliver spurgt. Og politikerstanden er sammen med journaliststanden og de udskældte brugtvognsforhandlere de mest utroværdige erhverv vi har. At den sidste kategori ovenikøbet allermest er en kliché og et stereotypt billede på en særlig slags lumsk kræmmermentalitet gør i og for sig blot utroværdigheden hos politikerne – og de journalister som ifølge befolkningen render deres løgnagtige ærinde – endnu større.
Og hvad har politikerne så tænkt sig at gøre ved det? Absolut ingenting. Intet. Der er ikke skyggen af hverken selverkendelse eller -ransagelse her. Tværtimod. Det er befolkningen som skal ændres. Ikke den uangribelige politiske kultur.
Det er kvæget som skal nudges og infomercialiseres på andre tanker, imens magten gradvist garderer sig med antidemokratisk lovgivning, offentlighedslov og påvirkningslov og enstemmigt og per spin-automatik afviser enhver kritik.
Det er vision, vi har brug for
Selv Christoph Ellersgaard og Anton Grau Larsens uhyre vigtige kortlægning af magtens anatomi, Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet fra 2015 blev belejligt og hurtigt glemt i den fabrikerede shitstorm af afledningsmanøvrer og søforklaringer som er samtidspolitikkens primære varemærke. Det er ellers en uhyre interessant og forskningsbaseret visning af, hvad der skal til for at komme med i det fine selskab, som trækker i politikernes tråde og som, egentlig, er de virkelige magthavere.
Kort sagt er bogens konklusion, at man hverken skal være for uregerlig eller for selvstændigt tænkende for at blive indlemmet i magtens små gyldne cirkler af topledere, bestyrelsesfolk og enkelte politikere. Allervigtigst er kriteriet, at man må støtte antagelsen om, at samfundets grundlæggende måde at fungere på er den rigtige. Det er også her, den allerstørste hund ligger begravet. Og måske også her den underliggende årsag findes til, at samtlige politikere i den grad synes at være blottet for enhver form for vision i en tid, hvor det mere end nogensinde før, er vision – også utopisk vision – som vi og verden har brug for.
Enhver form for vision skydes straks i sænk med hånlatter, kølig afvisning eller den velkendte politikerbemærkning ’Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig’
Tværtimod virker det mange gange, som om der danses efter musik, vi almindelige dødelige lige akkurat ikke kan høre, men opfatter som en art svært definerbar dukkeføreri. Og hvis du synes, der ringer en klokke her, kære læser, er det nok fordi, der er noget om det.
Enhver form for vision, som ikke øjeblikkeligt kan kobles på idiot-ideen om uendelig økonomisk vækst, baseret på privatskabte fantasipenge (som kun findes digitalt) skydes straks i sænk med hånlatter, kølig afvisning eller den velkendte politikerbemærkning ’Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig’.
En præcis spejling. Det er den lille, bitte globale magtelite, som ser på sig selv i spejlet gennem folkevalgte avatarer og forsikrer sig selv: ’Alles gut’.
Blottet for fantasi? Find noget andet at lave
Her bør svaret, og særligt i valgår, være: Hvis du er blottet for fantasi, og hvis din eneste reelle vision er at bestemme, hvordan og under hvilke vilkår andre skal leve, skal du nok finde noget andet at lave.
På den anden side er det forståeligt nok. De allerfleste politikere er i dag karrierepolitikere. Og som et vanhelligt spejl af myten om den uendelige vækst med det uendeligt stigende afkast til de uendeligt sultne aktionærer og spekulanter handler karriere hovedsageligt om én ting: Vækst.
Nu bliver det rigtigt interessant. Lad os lige vende tilbage til det med at bestemme over andre. Det er nemlig et fællestræk hos samtlige politikere: Politikeren er et magtmenneske.
Men politiske poster er midlertidige, og derfor må politikeren hele tiden vejre, hvilke vinde der blæser fra den permanente magts paladser. For skal karrieren rigtig fremtidssikres, må og skal den midlertidige magt veksles til permanent magt, for det er de færreste som får 30 år på tinge som de gamle ronkedorer.
Og hvor er den permanente magt? Den er lige præcis forankret i de erhvervssektorer, som politikerne foregiver at regulere. Brug gerne et mål forestillingsevne til at udfolde konsekvenser og betydning af denne overvejelse i fuld, mørk blomst.
Tillægskryds
Konkret er der masser af tiltag, den politiske kultur kunne iværksætte, hvis der fandtes blot en snert lydhørhed overfor befolkningens stadige og massive mistillidsvotum. Man kunne reformere det bedagede og utidssvarende opstillingssystem. Eller i det allermindste nedsætte et kommissorium.
Endnu bedre, og som en let og elegant lakmusprøve, kunne man tilføje muligheden for at sætte et kryds på stemmesedlen, som markerer, at man er tilhænger af grundlæggende systemforandring.
Det kunne eventuelt være et tillægskryds, i fald man ikke har tilstrækkeligt mod til at se omfanget af mistilliden i øjnene.
Som en let og elegant lakmusprøve, kunne man tilføje muligheden for at sætte et kryds på stemmesedlen, som markerer, at man er tilhænger af grundlæggende systemforandring
Alternativet er, at flere og flere river deres usynlige samfundspagt i stykker. Det ved man til gengæld godt på Christiansborg og i mange andre parlamenter verden over. Derfor offentlighedslov. Derfor påvirkningslov. Derfor kontantløst samfund. Derfor social kontrol og -point. Derfor totalovervågning. Derfor neofeudalt despoti forklædt som ’frie’ valg mellem to udgaver af samme repræsentanter, ikke repræsentanter for dem, som har stemt, men for den virkelige magt.
Vi danskere er jo dybest set også en forsamling overvejende langmodige, passiv-aggressive bonderøve, og vi ligner til en vis grad vores politikere. Så naturligvis skal kulturen da have lov til at se lidt på sig selv i fred og ro.
Indførelsen af muligheden for at markere generel utilfredshed og ønske om grundlæggende ændring af det bestående økonomiske og politiske system med et særskilt kryds, kunne vel være første skridt. Også selv om det ikke kommer til at ske ved dette valg.
Illustration: Collage af POV International, foto fra www.ft.dk.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
