
NYHED // OVERBLIK – USA mindes i dag ofrene for de fire terrorangreb i New York, Washington og Philadelphia den 11. september 2001. På 25-årsdagen samles amerikanere over hele landet til mindehøjtideligheder for de 2.977 mennesker, der blev dræbt, og for de mange, som siden er døde af følgesygdomme eller hvis liv blev forandret af angrebene.
I New York er centrum for dagen National September 11 Memorial, måske bedre kendt som Ground Zero, på det sydlige Manhattan, hvor tvillingetårnene stod. Her læser pårørende navnene på samtlige ofre op, mens en klokke markerer de afgørende tidspunkter under angrebene. Der holdes minutters stilhed, blandt andet da hvert af de to fly ramte World Trade Centers tvillingetårne, og da tårnene senere styrtede sammen. Der er ingen politiske taler. Fokus er på de døde, deres familier og de førstehjælpere, der aldrig kom hjem, skriver AP.

Ofrene er blevet mindet på årsdagen de sidste 25 år, men for første gang indgår et særligt stille øjeblik for de mennesker, der senere er døde af sygdomme, de fik på grund af den giftige støvsky og forurenede luft ved Ground Zero. Ifølge France24 har giftsky og forurenet støv kostet over 9.400 mennesker livet.
De 25 år har sat sig forskelligt i de efterladte. Jenna Jacobs McPartland var højgravid, da hun så tårnene blive ramt og kollapse på TV den morgen. Hun ringede til sin mands arbejdsplads og fik at vide, at Ariel Jacobs befandt sig i restauranten Windows on the World i Nordtårnet. Han overlevede ikke, og seks dage senere fødte hun deres søn.
“Hele verden forsvandt”, siger hun til The Guardian. I dag vil hun mindes sin mand med en picnic på kirkegården, hvor dele af hans jordiske rester er begravet.
Også politibetjenten Casey Kloepfer markerer dagen i New York. Hans far blev dræbt ved World Trade Center, da Casey var fire år. I juni blev han selv politibetjent og bærer nu sin fars badge-nummer, skriver AP.
For en ny generation er begivenhederne i 2001 “kun” historie. Omkring 100 millioner amerikanere, det er knapt 30 procent af befolkningen, er for unge til at kunne huske 11. september, og de må læse om angrebene eller lytte til de mange beretninger fra overlevende og vidner.
Hele ugen har der været forskellige ceremonier til ære for ofrene. Blandt andet har droner dannet et lyssilhouet af tvillingetårnene. Her gengivet på X af BBC:
Præsident Donald Trump har valgt at markere dagen i Washington og deltager i mindehøjtideligheden ved Pentagon i Virginia, hvor et af de fire kaprede fly ramte den 11. september. I New York, hvor flere mennesker omkom, deltager vicepræsident JD Vance sammen med byens borgmester Zohran Mamdani og de fire nulevende, tidligere præsidenter: George W. Bush, Bill Clinton, Barack Obama og Joe Biden, skriver France24.
Borgmester Mamdanis tilstedeværelse bliver dog mødt med blandede følelser. Den 34-årige demokrat er byens første muslimske borgmester, og højrefløjen mener, han skal blive væk. Der er indsamlet over 100.000 underskrifter med krav om, at han ikke deltager i mindehøjtideligheden. Mamdani afviser kritikken og har ifølge AP kaldt 11. september for en “horrific act of terror“, altså en rædselsfuld terrorhandling.
Dagen i dag handler for mange om at dvæle ved minderne om de døde og andre tab. Over hele USA lægger deltagerne kranse, hejser flag og tænder lys. Det meste arrangeres gennem frivilligt arbejde, og det er også frivillige, der holder vagt ved de forskellige ceremonier, så de kan forløbe i fred og ro.

Samtidig bliver de langsigtede helbredskonsekvenser mere tydeligt og derfor undersøgt. Omkring 25.000 børn boede eller gik i skole på det sydlige Manhattan, da tårnene styrtede sammen, og tusindvis flere boede i de omkringliggende områder. Mange blev udsat for den giftige støvsky og støv, der blandt andet indeholdt knust beton, glasfibre og asbest. Men langt færre børn end voksne blev omfattet af de statslige langtidsundersøgelser af 9/11-overlevende, skriver Reuters.
Nu skal et nyt forskningsprogram forsøge at udfylde hullet. Det amerikanske Centers for Disease Control and Prevention (CDC) vil oprette en forskningsgruppe, der skal følge mennesker, som var under 22 år eller endnu ikke født og boede på Manhattan syd for 14th Street eller i Brooklyn efter angrebene. Forskerne skal blandt andet undersøge de mulige langsigtede konsekvenser for kræft, hjerte-kar-sygdomme og reproduktiv sundhed. Reuters skriver, at programmet formentlig vil blive støttet med op mod 50 millioner dollar.
Men i dag, 25 år efter de få minutter, der forandrede folks liv og verden for altid , står tiden stille under ceremonierne, hvor nationen mindes, hvad der gik tabt. I dag gælder det samvær og sammenhold, klokkerne, navnene og stilheden.
Læs Reuters, The Guardian, France24 og BBC
Læs også Niels Ivar Larsens kronik på POV
11. SEPTEMBER 2001
19 al-Qaeda-terrorister kaprede fire passagerfly.
To fly blev fløjet ind i World Trade Centers tvillingetårne i New York, mens et tredje ramte Pentagon i Virginia.
I det fjerde fly gjorde passagerer og besætningsmedlemmer modstand mod kaprerne. Flyet styrtede ned på en mark nær Shanksville i Pennsylvania.
2.977 døde: 2.753 blev dræbt i New York, 184 ved Pentagon og 40 om bord på Flight 93.
De afgørende minutter: Det første fly ramte Nordtårnet kl. 8.46. Sydtårnet blev ramt kl. 9.03 og styrtede sammen kl. 9.59. Nordtårnet kollapsede kl. 10.28 (lokale tider)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og