NYHED // OVERBLIK – Spaniens efterretningstjeneste advarede både regeringen, politiet og de marokkanske myndigheder om, at migranter planlagde en massiv indtrængen i Ceuta, dagen før mere end 70.000 mennesker krydsede grænsen til den spanske eksklave. Det fremgår af 40 hidtil hemmeligholdte efterretningsrapporter og beskeder, som den spanske regering offentliggjorde onsdag.
Dokumenterne lægger nyt pres på premierminister Pedro Sánchez og hans regering, som er blevet stærkt kritiseret for håndteringen af krisen. Sánchez har selv kritiseret efterretningstjenesten for ikke at have forudset masseankomsten, mens hans udenrigsminister fastholder, at regeringen ikke var blevet advaret om, hvor omfattende den ville blive.
Seks uger efter begivenhederne er krisen langt fra overstået. Tusindvis af migranter opholder sig fortsat i Ceuta, mens lokale beboere har demonstreret mod regeringens håndtering. EU har netop bevilget Spanien 114,7 millioner euro, omkring 860 millioner kroner, til blandt andet grænsekontrol, modtagefaciliteter og hjemsendelser.
Den spanske efterretningstjeneste CNI sendte den 29. juli en advarsel til både de marokkanske efterretningstjenester og den spanske regerings repræsentant i Ceuta. Ifølge Reuters viste opslag på sociale medier, at migranter planlagde at forcere grænsehegnet eller svømme rundt om det den følgende dag, hvor Marokko fejrede den nationale mærkedag Throne Day.
“Der er to forskellige grupper med i alt 180.000 følgere. Bare for at give jer en idé om omfanget”, skrev CNI i en af de WhatsApp-beskeder, som nu er blevet offentliggjort. En anden myndighed, Spaniens nationale center for immigration og grænser, CENIF, udsendte samme dag en advarsel til grænsemyndighederne i Ceuta og Melilla. Her blev risikoen for, at migranter ville forsøge at svømme ind i de to spanske eksklaver, vurderet som “høj”, skriver Euronews.
Advarslerne kom efter flere dage med stigende pres på grænsen. Allerede fra 25. juli var omkring 1.700 migranter kommet til Ceuta fra Marokko ad søvejen. I et internt notat beskrev det spanske forsvarsministerium situationen på den marokkanske side af grænsen som “migrationskaos” og advarede om, at flere forsøg på at komme ind i Ceuta kunne ventes “i meget nær fremtid”.
Den 30. og 31. juli krydsede mere end 70.000 mennesker grænsen. Mange svømmede fra den marokkanske kyst til Ceuta, mens andre kom over grænsehegnet. Organisationer vurderer ifølge Reuters, at omkring 140 mennesker mistede livet under forsøget.
De nye dokumenter rejser spørgsmål om, hvorfor de spanske myndigheder ikke var bedre forberedt. Sánchez sagde så sent som onsdag til spansk tv, at CNI ikke havde været i stand til at forudse den krise, der ramte Ceuta. “En masseankomst af så mange migranter blev bestemt ikke forudset”, sagde Sánchez. Udenrigsminister José Manuel Albares fastholder også, at regeringen ikke kendte omfanget på forhånd. “Jeg var ikke bekendt med nogen form for information, der pegede på omfanget af denne lavine”, sagde han onsdag.
Dokumenterne viser altså, at myndighederne var advaret om et forestående forsøg på en større indtrængen, men de dokumenterer ikke, at regeringen på forhånd vidste, at mere end 70.000 mennesker ville krydse grænsen.
Samtidig fortsætter striden om Marokkos rolle. En tidligere lækket politirapport beskrev de marokkanske grænsevagters adfærd som “total eftergivenhed” og konstaterede, at bemandingen ved grænsen var markant lavere end normalt. De nu offentliggjorte dokumenter viser også, at spansk efterretningstjeneste dagen efter masseankomsten vurderede, at der ikke havde været nogen aktiv marokkansk indsats for at genvinde kontrollen bortset fra udsendelsen af enkelte enheder af uropoliti.
Sánchez fastholder imidlertid, at Spanien ikke har fundet beviser for, at de marokkanske myndigheder organiserede masseankomsten. Marokko har afvist beskyldningerne og blandt andet peget på menneskesmuglere og misinformation på sociale medier.
Krisen har samtidig udviklet sig til et politisk opgør i Spanien. Mere end 100.000 mennesker demonstrerede i begyndelsen af september i flere spanske byer mod regeringens håndtering. Lederen af det konservative Partido Popular, Alberto Núñez Feijóo, har beskyldt Sánchez for at “dække over” Marokkos rolle.
Ceutas konservative præsident, Juan Jesús Vivas, rejste i denne uge til Bruxelles for at bede EU om hjælp. Han beskylder Marokko for at føre en “chikanepolitik” mod Ceuta og siger, at byen er “på randen af sammenbrud”. “Situationen er uholdbar. Vi har brug for EUs støtte for at vende tilbage til normale forhold. Hvis Ceuta falder, falder Europa”, sagde Vivas efter møder med tre EU-kommissærer.
EU-Kommissionen har nu bevilget Spanien 114,7 millioner euro i nødhjælp. Pengene skal blandt andet bruges på bedre grænseovervågning, sikkerhedsudstyr, modtagefaciliteter og hjemsendelser. Frontex, Europol og EUs asylagentur skal desuden øge deres bistand til Spanien.
Den politiske uro omkring Ceuta kan samtidig få betydning for styrkeforholdet i spansk politik. I en kommentar i EUObserver betegner journalist Gaia Neiman krisen som “en gave til Spaniens – og Europas – yderste højrefløj”. Hun peger på, at opbakningen til det højrenationale Vox er steget fra 17,5 procent i juli til 18,4 procent i september. Sammen står Partido Popular og Vox nu ifølge de meningsmålinger, EUObserver henviser til, til mere end 50 procent.
Læs mere Reuters, Euronews, EUObserver, DR
Læs også Alex O Hansens analyse Tusindvis af migranter er stadig i Ceuta. Folk tør ikke færdes efter mørkets frembrud
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.