NYHED // OVERBLIK – Iran afviser, at USA’s nye økonomiske sanktioner vil få landet til at bøje sig og indgå aftaler på præsident Donald Trumps betingelser. Tværtimod lover styret i Teheran at stå imod det amerikanske pres, samtidig med at landet støtter de diplomatiske forsøg på at få afsluttet den langvarige konflikt.
USA’s finansminister, Scott Bessent, præsenterede i går en omfattende ny sanktionspakke mod Iran, som han kalder en “økonomisk D-dag” og “den største finansielle offensiv nogensinde” mod landet. Målet er ifølge Washington at afskære Iran fra internationale finansielle forbindelser og lukke for de indtægtskilder, der holder landets økonomi kørende. Det skriver BBC.
De nye sanktioner rammer omkring 60 højtstående personer, adskillige skibe og virksomheder indenfor forskellige brancher som shipping, luftfart, teknologi, guld og digitale aktiver. Samtidig advarer USA andre lande mod at fortsætte handelen med Iran. Regeringer, banker og virksomheder risikerer at miste adgang til det dollarbaserede finanssystem, hvis de nægter at følge Washingtons krav, skriver Reuters.
Bessent har ikke peget på konkrete lande, der vil blive ramt. Han siger, at Washington vil give regeringer og virksomheder tid til at afvikle deres forbindelser til Iran. Men ifølge BBC understregede han samtidig, at USA vil handle hurtigt og alvorligt.
Teheran afviser, at sanktionerne kan eller vil tvinge landet til at give efter. Irans økonomiminister Ali Madanizadeh har til iransk Press TV sagt, at landet er “fuldt forberedt” på de amerikanske sanktioner.
“Vi har også vores egne værktøjer og ved, hvordan man spiller spillet”, udtalte han i går på iransk stats-tv. Han forudsagde samtidig, at USA’s nye offensiv vil ende med endnu et nederlag for Washington.
Præsident Masoud Pezeshkian lagde samme linje for dagen under et møde med Pakistans hærchef, general Asim Munir, i går aftes. Ifølge det iranske statsmedie IRNA opfordrede Pezeshkian USA til at respektere international lov og leve op til sine forpligtelser over for Iran.
Han advarede samtidig om, at en strategi baseret på tvang kun vil gøre diplomatiske løsninger vanskeligere. Iran, understregede præsidenten, vil ikke lade sig presse af eksterne trusler.
Pezeshkian fremhævede desuden den iranske befolknings modstandskraft og sagde, at national enhed vil gøre landet i stand til at modstå både pres og trusler. Ifølge IRNA ser den iranske regering samarbejde med nabolande som afgørende for landets mulighed for at stå imod presset.
Mødet med Munir finder sted, fordi Pakistan fortsat forsøger at mægle mellem Iran og USA. Den pakistanske hær har ifølge Reuters meldt om “betydelige fremskridt” i de seneste samtaler med Teheran. Forhandlingerne har blandt andet handlet om at forhindre, at konflikten eskalerer, og samtidig om at få åbnet Hormuzstrædet.
Præsident Pezeshkian takkede ifølge IRNA Pakistan for landets mæglerrolle og udtrykte håb om, at det såkaldte Islamabad-aftalegrundlag kan føre til fred og stabilitet i regionen. Munir understregede på sin side, at en grundig diplomatisk proces er nødvendig for at nå frem til en samlet aftale.
På det praktiske plan skal man heller ikke underdrive Kinas rolle. Den asiatiske stormagt har i årevis været den største aftager af iransk olie, og Reuters skriver, at de nye amerikanske sanktioner ikke rammer kinesiske finansinstitutioner, der på trods af globale sanktioner har faciliteret Irans salg af olie.
Kina har ifølge BBC afvist den amerikanske strategi med at presse Teheran på pengepungen. Det kinesiske udenrigsministerium har sagt, at sanktioner og pres ikke løser problemerne, og at Beijing vil gøre det nødvendige for at beskytte sine egne interesser.
Iran satser dermed på, at Kina, Rusland og andre handelspartnere vil fortsætte samarbejdet trods amerikanske trusler. Det er en strategi, der kan blive afgørende for, om Washingtons nye sanktionspakke får den ønskede effekt.
Samtidig er Hormuzstrædet fortsat et afgørende konfliktpunkt. Før USA og Israel angreb Iran i februar i år, passerede omkring en femtedel af verdens olie- og flydende naturgas (LNG) gennem strædet, men ifølge Reuters sejlede kun to handelsskibe gennem området i går.
Iran har tidligere truet med at begrænse eller standse olieeksporten fra regionen, hvis konflikten fortsætter. Dermed kan de amerikanske sanktioner få konsekvenser langt uden for Iran og USA og især få de globale energipriser til at stige yderligere.
Læs BBC, Reuters og IRNA
POV dækker løbende konflikten mellem USA og Iran. Find artikler her
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.