
NYHED // OVERBLIK – Torsdag går over 127 millioner bangladeshiere til valg i det første parlamentsvalg siden det studenterledede oprør i 2024, der tvang premierminister Sheikh Hasina i eksil efter 15 år ved magten. Oprøret blev internationalt omtalt som en del af en Generation Z-bølge i Asien og kostede ifølge internationale medier over 1.000 mennesker livet. Valget beskrives som den første reelle demokratiske prøve i næsten to årtier. Samtidig stemmer vælgerne om en omfattende reformpakke, der skal begrænse magtkoncentrationen og forhindre, at landet igen bevæger sig i autoritær retning. Men spørgsmålet er, om revolutionens løfter kan blive til varig politisk forandring.
Ifølge AP er det første gang siden 2008, at Bangladesh holder et valg, som bredt betegnes som frit og fair. Sheikh Hasinas parti, Awami League, er forbudt og deltager ikke. Valget gennemføres under en midlertidig regering ledet af Nobelprismodtager Muhammad Yunus.
Kampen står primært mellem Bangladesh Nationalist Party (BNP) med Tarique Rahman i spidsen og en alliance af 11 partier ledet af det islamistiske Jamaat-e-Islami. Tarique Rahman sagde ved et vælgermøde ifølge AP: “Hovedmålet med denne plan er at ændre skæbnen for befolkningen og for Bangladesh.” Jamaat-leder Shafiqur Rahman kaldte efter sin stemmeafgivelse valget “et vendepunkt” og sagde: “Folk kræver forandring. De ønsker forandring. Det ønsker vi også.”
Men blandt de unge, der drev protesterne frem i 2024, er optimismen blandet med skepsis. Ud af oprøret voksede partiet National Citizen Party (NCP), som lovede et opgør med korruption og gamle magtstrukturer. Ifølge TV2 har partiet imidlertid bevæget sig væk fra sine oprindelige idealer og indgået alliance med Jamaat-e-Islami. Berlingskes Asienkorrespondent Alexander Sjöberg siger til TV2: “Der er taget symbolske skridt såsom at fjerne en premierminister. Men der er ikke taget væsentlige skridt for at opnå varige løsninger.”
Omkring 42 procent af vælgerne er unge eller førstegangsvælgere. En 28-årig vælger siger til AP: “Det er et meget afgørende valg, fordi det er første gang, vi frit kan give udtryk for vores holdning.” Samtidig peger flere på, at de grundlæggende magtstrukturer, militæret, politiet og embedsværket, i vidt omfang er uændrede.
Kvinders rettigheder er blevet et centralt tema i valgkampen. Ifølge The Guardian frygter mange kvinder, at Jamaat-e-Islamis fremgang kan føre til en tilbagerulning af rettigheder. Partiet opstiller ingen kvindelige kandidater, og mindre end fem procent af BNP’s kandidater er kvinder.
“Det her skulle have været et valg, der repræsenterede forandring og reformer. I stedet oplever vi, at kvinder systematisk bliver skubbet ud og får deres rettigheder truet”, siger en 25-årig demonstrant til avisen.
Jamaat-leder Shafiqur Rahman har ifølge The Guardian udtalt, at en kvinde ikke kan lede partiet, fordi det ville være “u-islamisk”. FN’s kontor i Bangladesh har samtidig advaret om chikane og digitale angreb mod kvindelige kandidater og aktivister i valgkampen.
Valget foregår under massiv sikkerhed. Ifølge Al Jazeera er mere end 150.000 politifolk indsat, og over halvdelen af valgstederne vurderes som risikofyldte. Der har været meldinger om vold og uregelmæssigheder op til valget, herunder angreb mod politiske aktivister.
Samtidig stemmer vælgerne om et reformcharter, der blandt andet skal begrænse premierministerens magt og styrke de demokratiske institutioner. Hvis et flertal stemmer ja, kan parlamentet nedsætte et forfatningsråd, som skal gennemføre reformerne, skriver AP.
Læs mere hos TV2, The Guardian, Al Jazeera og AP
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og