TYSKLAND // ANMELDELSE – Tysk politi er ved at miste kontrollen med klankriminalitet, parallelsamfund og et overbelastet retssystem, hævder journalisten Liv von Boetticher i en ny bog baseret på interviews med tyske politifolk. Bogen tegner et dystert billede af landets integrationsudfordringer.
Terrorangrebet på Christopher Street Day den 26. juli i Berlin begået af en tysk-libanesisk tilhænger af IS lægger sig i rækken af andre terrorangreb i Aschaffenburg, Mannheim, Solingen, Magdeburg og i 2016 Berlin, alle begået af islamister.
Terrorproblemet dækker dog over et langt større problem med manglende integration af indvandrere fra muslimske lande, der er ved at skabe parallelsamfund og kriminelle netværksstrukturer, der er ved at blive så magtfulde, at de truer med at undergrave den tyske stats voldsmonopol og dermed den tyske stat.
Den påstand fremsætter journalisten Liv von Boetticher i bogen Wir verlieren dieses land. Polizisten erzählen, worüber niemand offen spricht. Som det fremgår af titlen, baserer hun sin påstand på interviews med politifolk fra hele Tyskland.
Politifolkene var forbeholdne over for at udtale sig, fordi deres udsagn gik imod politimyndighedernes officielle udtalelser, hvilket kunne skade deres karrierer, og de var til en begyndelse mistroiske over for en journalist, fordi de betragtede pressen som en del af problemet med at fordreje realiteterne og i realiteten støtte de kriminelle.
En hård kerne, som skaber problemer
Deres udsagn tegner et billede af et samfund, hvor de kriminelle oftest går fri for straf, selv om de bliver pågrebet. Dette skyldes, at det tyske retsvæsen pga. stigende kriminalitet er overbebyrdet, og gerningsmænd er derfor på fri fod i lang tid, inden sagerne bliver afgjort – hvis sagerne ikke henlægges – og i mellemtiden begår mange ny kriminalitet.
Som Liv von Boetticher ser det, er det derfor vigtigt at få etableret kontrol ved grænserne og at få udvist folk, der ikke har ret til at være i landet, hvis landet ikke skal gå tabt
Efter domsafsigelserne kommer det næste problem, nemlig at fængselsvæsenet er overbelastet, så mange dømte løslades før tid for at skabe plads til nye fanger.
Immigrationen har medført en stigende kriminalitet, og det er især unge, der begår kriminalitet. Således begår syrere og afghanere ti gange så megen farlig og kropsskadelig vold som gennemsnittet, ligesom 70-80 procent af de indsatte unge i Berlin i 2024 havde migrationsbaggrund, og fra 2023 til 2024 steg antallet af mistænkte mellem 14-18 år med migrationsbaggrund med 43%, mens stigningen i aldersgruppen mellem 18 og 21 år var på 37%.
Den stigende kriminalitet hænger ifølge bogen sammen med årtiers indvandringsbølger, fra tyrkerne i 1960’erne til syrere og afghanere efter 2015.
Det store antal immigranter har overbelastet de offentlige systemer og boligmarkedet, således at den ene bølge har lagt sig oven på den foregående, hvilket har skabt store problemer med integrationen, men skabt ideelle betingelser for rekruttering til klanerne.
De fleste immigranter er blevet integrerede og klarer sig godt, men et mindretal udgør en hård kerne, som skaber store problemer.
Dette mindretal er ifølge bogen bærer af førmoderne kulturer, der har helt andre værdiopfattelser, end i Tyskland (og Danmark), idet der er tale om patriarkalske, hierarkiske stammekulturer, hvor æresbegreber og gruppeloyalitet er altafgørende – ligesom i mafiaen – hvilket skyldes, at de stammer fra stater som Libanon, Tyrkiet, Syrien og Afghanistan, hvor man var afhængige af storfamilie, klanen, for overlevelse, og hvor staten blev betragtet som fjenden.
Klanerne er blevet analyseret af den libanesisk-tyske politolog Ralph Ghadban i Die arabische Clans. Die unterschätzte Gefahr og af de to journalister Thomas Heise og Claas Meyerheue, i Die Macht der Clans. Arabische Grossfamilien und ihre kriminelle Imperien.
Dette har betydet, at man nægter at samarbejde med statslige institutioner som skoler og især politiet. Hvis to klaner har voldelige konflikter, inddrager man ikke politiet, men ordner det ved inddragelse af interne ’fredsdommere’, som bilægger konflikten ved f.eks. at den skadeslidte part får udbetalt (blod)penge.
En slagkraftig styrke
Antallet af klanmedlemmer er stort og voksende – ifølge bogen en bevidst strategi via høje fødselstal for at øge klanernes magt over for staten.
I Bremen tæller Miri-klanen 3.500 medlemmer, i Nordrhein-Westfalen er der ti tyrkisk-arabiske klaner, i Niedersachsen er der 100 klaner, mens der i Berlin er 13 klaner med over 10.000 medlemmer, og Niedersachsens politi regner med, at der i alt i Tyskland er 200.000 klanmedlemmer, så de udgør en slagkraftig styrke.
Over for Liv von Boetticher udtrykker mange betjente en følelse af afmagt, fordi de føler, de ikke kan udføre deres arbejde tilfredsstillende
De kriminelle netværk gør sig gældende inden for alle former for kriminalitet såsom våbenhandel, vold, røverier, handel med narkotika, pengeafpresning i form af ’beskyttelsespenge’ og hvidvask af penge.
Ifølge Liv von Boetticher har politiet store problemer med at udføre sit arbejde over for klanerne, idet klanmedlemmerne optræder aggressivt og nedladende over for politifolk, især over for kvinder, som de ofte ikke vil tale med – ud over ofte sexistiske udtalelser – idet de ud fra deres æreskodeks opfatter ethvert møde som en magtkamp og ikke kommunikation mellem en bo.rger og en myndighed. De tilkalder hjælp fra klanmedlemmerne, således at politifolkene ofte hurtigt omringes af en stor menneskemængde, hvilket forhindrer dem i at udføre deres arbejde.
Dette tvinger politiet til at indsætte mange betjente selv til rutineopgaver, mens tilkaldte klanmedlemmer filmer episoderne til chikane eller senere klagesager.
Klanmedlemmerne anklager ifølge bogen nærmest refleksmæssigt politifolk for racisme og ofte truer klanmedlemmer også politifolk, hvilket skaber angst i mindre byer, hvor politikorpset antalsmæssigt er underlegne over for klanerne, og hvor alle ved, hvem politifolkene er, hvor de bor, og hvor deres børn går i skole eller i daginstitution.
Politifolkene påpeger, at de skal følge regler, men det behøver klanmedlemmerne ikke. Resultatet er, at der ifølge betjentene har udviklet sig no-go områder, hvor politiet nødigt bevæger sig ind, med mindre man er mange betjente.
En stor del af klanmedlemmerne lever af socialhjælp, som de ofte ikke er berettiget til, men i mange tilfælde oplever sagsbehandlere ubehageligheder, f.eks. i form af trusler eller opskårne bildæk, hvis de ikke udbetaler ydelserne – og det vælger de så oftest at gøre!
Den manglende konsekvens over for de kriminelle virker demoraliserende på betjentene, og mange søger væk, samtidig med at søgningen til politiet er dalet, således at man har måttet slække på kriterierne for optagelse i korpset.
Det har betydet, at klanerne har forsøgt at infiltrere korpset, hvorved man kan få informationer om f.eks. mulige razziaer, hvorfor politifolkene ikke mere kan stole på kollegerne. Ved razziaer får betjentene ikke oplysninger om målet for razziaen før under transporten, da lederne er bange for, at oplysningerne vil blive lækket.
Betjentene føler, at de må kæmpe med den ene arm bundet på ryggen, fordi deres arbejde ofte ingen konsekvenser har. Lovgivningen er god nok, men de føres ikke ud i livet, dels pga. ideologisk modstand fra dele af dommerstanden og fra den tyske venstrefløj, der betragter indvandrerne som ofre, dels på grund af et overbebyrdet retssystem. Endvidere mener mange, at pressen er meget venlig over for asylansøgere og har fortiet problemer med immigranterne, især fordi man ikke vil levere skyts til AfD.
Skoleeksemplet er her begivenhederne nytårsnat 2015/2016 i Köln, hvor myndighederne var lang tid om at omtale nordafrikanske mænds seksuelle overgreb på tyske kvinder – der var 1200 anmeldelser!
Men når borgerne oplever, at problemerne fejes ind under gulvtæppet, som bogen hævder, mister de tiltro til pressen og myndighederne og slutter i stigende grad op om AfD, der ikke er bange for at italesætte problemerne. Myndighederne opnår således den modsatte effekt.
Betjente udtrykker frustration
Immigranternes adfærd har medført, at man mange steder må indsætte vagter for at opretholde ordenen. Det er f.eks. sket i et friluftsbad i Neukölln i Berlin, hvor voldsepisoder og masseslagsmål har nødvendiggjort indsættelse af vagtværn og somme tider også tilkaldelse af politiet.
Det offentlige tvinges hermed til at tage ressourcer fra andre områder. I de områder, hvor immigrantbørn er koncentreret, kommer der store problemer i institutionerne, især skolerne. I 2006 sendte rektoren på Rütli-skolen i Berlin et desperat råb om hjælp til politikerne, fordi ”stemningen i nogle klasser er præget af aggressivitet, mangel på respekt og uvidenhed over for os voksne”, og i 2009 blev lignende breve afsendt fra 68 skoler.
Og det har også været nødvendigt at indsætte vagter på banegårde, i bestemte strækninger i regionaltog og ved indgangene til sygehuse.
Desuden er det et stigende problem, at elever helt ned til otteårsalderen går med kniv.
Betjentene udtrykker frustration over, at der er 230.000 med pligt til at forlade landet, fordi de ikke har fået asyl, men som man ikke sender hjem, dels fordi man tit ikke kender deres identitet, dels fordi hjemlandene nægter at modtage dem, og fordi klagemuligheder ofte trækker sagerne ud i årevis.
Og der er siden flygtningekrisen i 2015 ankommet yderligere fire millioner immigranter, som har fået tidsbegrænset opholdstilladelse, hvilket yderligere belaster systemet, fordi det er svært at afvise folk ved grænserne, hvis de påstår at være asylansøgere.
Det frustrerer også politifolkene – og andre offentligt ansatte – at mange flygtninge rejser på ferie i deres oprindelseslande, hvilket også gælder nyligt ankomne syrere og afghanere. Blandt afghanerne er der folk, der er åbenlyse tilhængere af Taliban og IS, og som indrømmer, at de kun er kommet af økonomiske årsager.
Som følge af nazitiden lægger man megen vægt på at beskytte individernes rettigheder, men lovgivningen skaber store problemer i forhold til grupper, der opererer efter helt andre kollektive normer end de individualistiske, moderne normer i Tyskland.
Det er meget svært at samkøre registre på tværs af offentlige myndigheder, således at man kan se, hvordan klanerne opererer, f.eks. om kriminelle også uretmæssigt modtager offentlige ydelser. Datenschutz opstiller skrappe regler for beskyttelse af borgernes data.
Den ydre og den indre sikkerhed
Forfatteren beskriver, hvordan politiet i 2017 næsten ikke kunne få armene ned, fordi bevisbyrden efter en ny lov blev vendt om i sager, hvor penges oprindelse skulle opklares.
Nu skulle klanmedlemmer bevise, hvordan de var kommet i besiddelse af store kontantbeløb eller store biler, samtidig med at de modtog offentlige ydelser. Politiet kunne hermed beslaglægge store kontantbeløb, som man fandt hos kriminelle.
Glæden blev dog kort, for i 2020 omgjorde Forfatningsdomstolen loven. Over for Liv von Boetticher udtrykker mange betjente en følelse af afmagt, fordi de føler, de ikke kan udføre deres arbejde tilfredsstillende, samtidig med at de kan se problemerne vokse dem over hovedet.
Da antallet af klanmedlemmer stadig er stigende – også fordi de kan rekruttere af den stadige strøm af immigranter fra oprindelseslandene – oplever betjentene, at løbet er ved at være kørt. Nogle betjente gav udtryk for, at man var ved at ”tabe landet” (som i bogens titel) til klanerne, der er ved at tage magten fra myndighederne.
Dette oplever befolkningen ikke nødvendigvis, fordi den ikke har berøring med klanerne og kun hører om dem i medierne i forbindelse med skyderier eller spektakulære kup som røveriet af en 100 kilo guldmønt fra Bode-Museet i 2017.
Der er en sammenhæng mellem den indre og den ydre sikkerhed. Når man ikke kan sikre grænserne og dermed hvem og hvor mange der kommer ind i landet, undergraves den indre sikkerhed. Som Liv von Boetticher ser det, er det derfor vigtigt at få etableret kontrol ved grænserne og at få udvist folk, der ikke har ret til at være i landet, hvis landet ikke skal gå tabt.
Endvidere er det vigtigt, at politiet får redskaber til at bekæmpe klanerne, ligesom andre offentlige myndigheder, især skolevæsenet, skal sætte ind med konsekvens over for asocial adfærd.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og