SYRIEN // REPORTAGE – Takket være et manuelt udgravet tunnelsystem udførte et hospital i en Damaskus-forstad underjordiske operationer, mens frygten for Assad-regimets kemiske våben hang tungt over bydelen. Fortiden er uudslettelig og skal mindes, fortæller hospitalsstaben, der uforsætligt blev altruistisk frontpersonale i en årelang krig.
POV International advarer mod voldsomme billeder i reportagen.
KAFR BATNA – ”Angrebene på forstadens hospitaler var ikke tilfældige, de var forsætlige. Hospitalernes placering var kendt og annonceret til regeringen.”
Ordene falder ligefremt fra Amad Muhamad Al Tahan. Han er frivillig leder af dét hospital, der under borger- og proxykrigen i Syrien gav ham mareridt. ”Grotte-hospitalet”, der ligger i Kafr Batna, et nabolag i Damaskus-forstaden Ghouta, har han ikke kunnet kappe båndene til. Det er næsten blevet et selvpåtaget imperativ at værne om det.
I underjordiske operationsstuer måtte han og hans kolleger i al hemmelighed behandle ofrene for Syriens daværende diktator Bashar al-Assads bombeangreb mod egen befolkning. Sammen med sin tidligere kollega, sygeplejersken Ahmad Al Nemer, ser han tilbage på udmagrende år under krigen. Særligt husker han én dag, hvor døden kom forklædt som ilt.
En skæbnesvanger augustdag
Kafr Batna domineres af trøstesløse bygninger, der med tomme vinduesrammer og krakelerede facader er et vidnesbyrd om krigen. I samme forfatning findes hospitalets baggård, hvor iturevne fliser, metallister og tagplader ligger spredt.
Bag den ydermur, murbrokkerne lægger sig op ad, lå der under krigen en behandlingsstue. Foran ydermuren fik hospitalspersonalet og lokale under krigen opført en fem meter høj ekstra mur. Den fungerede som en facade, der skulle skjule, at der fortsat var aktivitet bag ved den egentlige ydermurs vinduer. I dag er der ingen spor tilbage af den ekstra forskansning, idet regimet erobrede Ghouta i 2018 og rev betonsløret ned.
Inde på den tidligere behandlingsstue pibler regnen ned gennem taget og forvandler betonstøv på det ru gulv til en klæg masse. Kørestole står forstøvede, og væggene er afskallede. Med højre hånd peger Al Tahan over i et hjørne. I sin venstre hånd viser han billeder på sin telefon og siger: ”Alle de her kroppe lå lige der.”
Billederne har han taget en augustdag i 2013, hvor Syrienskrigen ændrede karakter for altid.
Saringas
Assad, der i december forrige år flygtede til Rusland, var berygtet for ikke at sky nogen midler. Men at han ville ty til kemiske våben, der regnes som en krigsforbrydelse, rakte de færrestes fantasi til. Natten til den 21. august 2013 fandt det første og største kemiske angreb i krigen sted i det østlige Ghouta. Raketter med farveløs saringas blev peget mod en sovende civilbefolkning. Og ramte.
Et par timer før raketnedslagene havde Al Tahan afsluttet sin vagt og var gået hjem. Et telefonopkald sendte ham retur til hospitalet, hvor et syn, der siden har hjemsøgt ham, ventede.
På sin telefon finder han flere videoer og billeder fra de dramatiske timer.
De ansvarlige Assad-støtter gemmer sig i dag i udlandet eller i Syriens udkantsområder, og den juridiske proces kan blive alenlang
En dreng i tre-årsalderen kæmper for sit liv på fliserne i behandlingsstuen. Hans udtryksløse ansigt bades i vand fra en sodavandsflaske, mens han skiftevis får hjertemassage og kunstigt åndedræt via en rubensballon.
Børn og voksne ligger henslængt på stenfliserne med tøjet trukket skævt og arme og ben i forvredne positioner. Men der er ingen spor af sår eller blod. De blege ansigter, der står i kontrast til det farverige børnetøj, er mærkeligt intakte. I baggrunden råbes der om hjælp, og nogen udbryder ”vi er ikke dyr” til regimet.
”Vi anede ikke, at vi skulle være beredt på denne type angreb,” fortæller Al Tahan fra sin stol i et af hospitalets nyrenoverede lokaler.
End ikke de erfarne læger i staben dengang vidste, hvad de skulle stille op. Med primitive midler måtte de gøre det muliges kunst. Patienter, der var ramt af den væskeformige nervegift, skulle hastigt afklædes, vaskes og iklædes nyt tøj for at fjerne eller reducere giften fra huden, forklarer hospitalslederen.
På stuens gulv hoppede han mellem døde og levende og ydede førstehjælp. Han husker særligt en pige, der lå mellem sine dræbte familiemedlemmer og bønfaldt personalet om hjælp. Om pigen overlevede eller udåndede i kaosset, har han aldrig fundet ud af.
De mange civile syrere blev denne dag slået ihjel af Assads saringas, der angriber nervesystemet, fremkalder muskelspasmer og lammer åndedrættet. De alvorligt ramte kunne ikke hjælpes, siger Al Tahan. Andre overlevede efter nogle dages behandling. Efter angrebet modtog hospitalspersonalet ekspertise fra læger i udlandet, og i al hast anskaffede de doser af atropin, der som modgift inaktiverer nervegiften.
Overlagte angreb
Op mod 1.729 blev dræbt i angrebet mod det østlige Ghouta. Måneden efter fastslog inspektører fra FN, at der var ”klare og overbevisende beviser” for brug af kemiske våben.
I dagene efter angrebet, da der havde sænket sig en skrøbelig ro, viser billeder, hvordan civile var lagt pænt på rad og række med sammenfoldede hænder i behandlingsstuen. De fleste i det tøj, de bar, enkelte indhyllet i tæpper.
Dog nåede ikke alle at modtage denne sparsomme pleje, når angrebene mod Ghouta stod på. Ofte skulle det gå stærkt. Lig kunne ikke optage plads for dem, der havde chance for at overleve. Kroppene blev derfor lagt i plastikposer, hvorefter de manuelt blev ført ned i hospitalets underjordiske tunnelsystem.
”De dræbte,” siger Al Tahan, ”sendte vi direkte til begravelsespladsen, uden at rapportere, uden at skrive navne, uden at dokumentere.” De blev via en tunnel lagt i en massegrav i tre lag uden for byen, og derfor har man aldrig kunnet fastslå, hvem de dræbte var.
Angrebet foranledigede, at den skjulte behandlingsstue i stueplan blev taget ud af drift for at flytte al aktivitet ned i kælderniveau, tættere på tunnellerne.
Hospitalet lå i en sårbar bydel. Mellem 2012 og 2018 havde flere oprørsgrupper base i området, som derfor blev udsat for et utal af angreb og belejringer fra de syriske regeringsstyrker. Af denne grund er det svært at lave et præcist skøn over, hvor mange der mistede livet på hospitalet som følge af krigen, vurderer Al Tahan. Han skønner, at tallet ligger på omtrent 3.000.
Regeringens taktik i Ghouta var, siger Al Tahan, først at angribe én gang, for at få folk til at stimle sammen og tilse de tilskadekomne, og så angribe én gang til. Som vidnesbyrd viser han en video, der er filmet af en mand, der forsøger at komme sårede civile til undsætning. Det grå betonstøv i luften, som første angreb har hvirvlet op, bliver på et splitsekund orange. Filmen går i sort, og fotografen dræbes.
Efterspil
Efter Ghouta-angrebet afleverede Assad under internationalt pres sine kemiske våben til destruktion. Dog vidnede senere angreb om, at despoten enten ikke havde afleveret hele arsenalet eller fortsat kunne producere dem i smug.
Under Syrienskrigen overtrådtes krigens love utallige gange. I 2019 havde regimet, navnlig understøttet af deres allierede i Rusland, med et konservativt skøn på landsplan gennemført over 300 angreb med kemiske stoffer som klor, gas eller sarin.
I et interview fra 2016 bliver Assad foreholdt rapporter, der fortæller, at han og hans regering har udøvet massetortur og drab. Det affejer han, ligesom han gør med uafhængige organisationers anklager om forsætlige angreb på hospitaler. Anklagerne kalder han ”anekdotiske, løgnagtige og utroværdige”.
Tunnellerne
Indbyggere i Ghouta troede ikke på den forstillede tyrans forsøg på at undslå sig ansvaret for bombeangreb.
Allerede i krigens begyndelse, før giftangrebet mod Ghouta, havde de læst skriften på væggen: Forsætlige angreb kunne være forestående. Derfor begyndte forstadens indbyggere at udgrave det underjordiske tunnelsystem, hvor alt lige fra varer og værktøj til mennesker kunne fragtes til og fra hospitalet.
Lokale håndværkere gravede de smalle tunneller med håndkraft og kun lejlighedsvis med hjælp fra et elektrisk bor, så det underjordiske system, der forgrener sig over tre kilometer, gradvist tog form. Med over fire meter op til jordoverfladen skærmede systemet mod både konventionelle TNT-bomber og kemiske angreb.
Tunnellerne er inddækket af bølgede tagplader, der i rundbuet form udgør både vægge og loft, mens rustne stålrør og lodrette støtter løber langs siderne. Der er fugtigt, og det mørke forsvindingspunkt er få meter fremme. På det lerede underlag flyder en tom pose fra babykosttilskud.
Under hospitalet er den snoede tunnel ensporet, men efter nogle minutters gang forgrener tunnelen sig i to.
”De, der skulle begraves, blev sendt til venstre, og de, der kunne reddes, til højre,” fortæller Al Tahan foran forgreningen. Han taler om proceduren under angreb i situationer, hvor hospitalets underjordiske operationsstuer var fyldte, og sårede måtte føres til behandling andetsteds i nabolaget.
Han kender stedet ud og ind, men faktisk var der intet, der tydede på, at han skulle ende med at arbejde på et hospital. Ligesom resten af hans kolleger under krigen var det altruismen, der anbragte ham der.
Mangel på hænder
Ved krigens begyndelse læste Al Tahan jura på universitetet. Ad omveje blev han frivillig på hospitalet uden på nogen måde at have de sundhedsfaglige forudsætninger. Gennem mesterlære fra uddannet personale blev han lægers og kirurgers højre hånd foruden at være medicinsk hjælper hos Den Frie Syriske Hærs front.
Under krigen manglede hospitalet kirurger og specialiserede læger, så det var praksis at rekruttere studerende, der læste en medicinsk gren. Ved at kigge mere erfarent personale over skulderen begyndte novicerne at stå for operationer, selvom de formelt var ukvalificerede.
Eksempelvis stod en tandlæge for indledende indgreb, før en professionel kirurg trådte til. I en periode var der kun én neurokirurg i forstaden, og denne måtte tilse op mod 150 patienter dagligt, før vagten sluttede kl. 03 og startede igen en håndfuld timer senere.
Sygeplejersker i Ghouta-forstaden arrangerede hemmelige kurser for civile, så de kunne yde basal lægehjælp. Dette måtte gøres i det skjulte, fordi regimet ville forfølge dem, uden rettergang, hvis deres foretagende blev opdaget.
Sednaya
Da regeringsstyrker efter årelange bombardementer erobrede det østlige Ghouta i april 2018, var omkring 140.000 flygtet fra deres hjem, mens omkring 13.000 civile var blevet dræbt. Forud for erobringen lød løftet fra regeringshold, at alle beboere i forstaden ville få amnesti og mulighed for at drage til Idlib i det nordvestlige Syrien, hvor oprørsgrupper i opposition til Assad havde kontrollen. Diktatoren stak dog beboerne blår i øjnene, og ligesom hospitalspersonel risikerede de at ryge ”til den anden side af solen”, som syrerne kaldte torturfængsler som Sednaya.
Sygeplejersken Ahmad Al Nemer, der i dag er 27 år, blev taget til fange, fordi han under sin studietid arbejdede frivilligt på hospitalet og dermed, påstod regeringen, hjalp regimets modstandere.
I fængslet fik han med sprittusch sit navn, nummer 142, og sin status, skal henrettes, skrevet på sit bryst. Mens han ventede på, at et pistolløb blev peget mod ham, blev han tvunget til at overvære sine medfanger blive likvideret.
Gennem sin familie fik Ahmad Al Nemer bestukket sin bøddel til at befri ham. 413.000 danske kroner, lød prisen. Den dag, han skulle likvideres, undlod medlemmet af fængslets peloton at rette sit våben mod ham, men skød i stedet op i luften for at foregive en henrettelse. Efterfølgende skulle Ahmad Al Nemer lægge sig blandt sine medfangers lig og spille død i et døgn, før han kunne smugles ud af fængslet. Han vejede 82 kilo, da han blev fængslet, og 35 kilo, da han blev sluppet ud.
Svært at gøre boet op
Beboerne i det østlige Ghouta kan ikke tilgive regimets angreb. De håber, mere end de forventer, et retsligt efterspil. De ansvarlige Assad-støtter gemmer sig i dag i udlandet eller i Syriens udkantsområder, og den juridiske proces kan blive alenlang. Samtidig med at beboerne er indebrændte, er de mættede af krig og ønsker at slutte fred med det grusomme kapitel. De håber, at Gud vil straffe synderne, siger Al Tahan om den udbredte holdning i forstaden.
Skulle der have eksisteret et undseeligt tegn på forladelse, forsvandt det i forbindelse med lækkede videoer i december.
Under fortrolige samtaler ses Assad, mens han regerede, håne trængte syrere og sågar sine egne allierede. I 2018, efter at have erobret og delvist rømmet det østlige Ghouta, viser optagelser, hvordan han latterliggør og smæder området, mens han kører derfra.
Han siger, at forstaden er ”blandt de værste sociale områder i Syrien”, inden han grinende forbander området med ordene ”God damn Ghouta”. Må Gud fordømme og straffe stedet, der fortjener sin skæbne – sådan opfatter lokale syrere udsagnet. I samme ombæring får han sagt: ”Jeg føler skam, selv foragt. Er det her vores land?”
På ”Grotte-hospitalet” er de tvunget til at se fremad, konstaterer Al Tahan, der med regimeskiftet vejrer morgenluft – også selv om det vakler noget under Syriens sundhedssystem.
I 2024 manglede 16,5 millioner syrere, heraf 7,5 millioner børn, humanitær hjælp, skriver Unicef. Ifølge tal fra Verdenssundhedsorganisationen WHO var kun lidt over hvert andet syriske hospital sidste år fuldt funktionsdygtigt, mens 70 procent af sundhedspersonalet har forladt landet. Der er forsyningsmangel, og medicinsk udstyr lider et teknologisk efterslæb.
Hospitalet hviler fortsat i uforholdsmæssig høj grad på frivillige kræfter, NGO-støtte og donationer. Landets overgangsregering støtter genopbygningen, men det kommer til at tage tid at få hospitalet til at genopstå i et nyt Syrien, hvor talløse projekter mangler finansiering. Alligevel er Al Tahan fortrøstningsfuld, bedyrer han.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og