OMAR-PARWANI-KONFLIKTEN // KOMMENTAR – Med sit åbne brev om retssagen mellem forfatter Sara Omar vs. filminstruktur Manyar Parwani bidrager Carsten Jensen ifølge filosof og forfatter Peter Tudvad til en professionelt tilrettelagt undergravning af Parwanis muligheder for at færdiggøre den film, han har arbejdet på i flere år. Ifølge Tudvad sker det som led i en bredere indsats iværksat af Omar med inddragelse af rådgivere, advokater, journalister, politikere og debattører. Jensen sparker dermed til en mand, der allerede ligger ned, og undlader i sin ”alfaderlige omsorg” for Omar at forholde sig kritisk til hendes løgne, hendes forfatterskabs binære verdenssyn og det fortegnede billede af virkeligheden, hedder det.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Sara Omar er en forfatter, der skal forsvares. Det bedyrer hendes kollega, forfatter Carsten Jensen, i en kommentar i POV, lørdag den 11. april. Hun skal forsvares, fordi filminstruktøren Manyar Parwani har forsøgt at gøre hende tavs og således ødelægge hendes liv.
“Er en forfatters liv ikke ordet?” spørger Jensen med noget nær religiøs patos, for ifølge Johannesprologen i Det Nye Testamente var Gud og Ordet jo i begyndelsen ét og det samme. Altså er det en hellig pligt at forsvare Ordet – at forsvare Omar.
Nu er sagen imidlertid den, at Omar i stedet for en forfatterkollega har haft advokater til at forsvare sig. Eller rettere til at anklage den herostratisk berømte filminstruktør, nemlig ved Retten på Frederiksberg. Dér afsiger tre juridiske dommere fredag den 17. april dom i den sag, som Omar har anlagt mod Parwani.
Kravet fra hendes to advokater er, at der skal nedlægges et fogedforbud mod den film, Parwani har været i færd med at lave om hende. Desuden bør han betale hende en halv million kroner i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Her vil jeg foreløbig blot notere, at Jensen som sagsøgers vidne og Omars ven ikke er uhildet i sagen… Selv er jeg heller ikke uhildet
Carsten Jensen var indkaldt af sagsøgeren som vidne i sagen. Han skulle dokumentere, at Parwani havde iværksat en smædekampagne mod Omar, som havde fået til følge, at hun ikke længere kunne arbejde som forfatter og foredragsholder. Hans vidnesbyrd skal jeg komme tilbage til.
Her vil jeg foreløbig blot notere, at Jensen som sagsøgerens vidne og Omars ven ikke er uhildet i sagen. Og at det næppe kan tælle som den helt store respekt for retten, at han blot syv dage før dens domsafsigelse hvisker dommerne i ørerne hvad han – en af de største stjerner på det litterære firmament – forventer af dem.
Selv er jeg heller ikke uhildet i sagen. Manyar Parwani er en af mine bedste venner. Hans søster, Khaterah, er det samme for mig. Og det har hendes tidligere kæreste, ANONYM, også været gennem endnu flere år. Alle tre har ifølge Carsten Jensen stået bag den angivelige smædekampagne mod Sara Omar.
Smædekampagnen er ikke blot en, men flere kampagner – ikke blot en trussel mod Sara Omars økonomi, men også mod hendes liv, mod ordet. “I fem år har forfatteren været tavs, nådesløst forfulgt af smædekampagner på Facebook og i medierne, kulminerende i selvmordsforsøg, psykisk kollaps og indlæggelse på Odense Universitetshospital i seks uger.”
Hvilken smædekampagne?
At hun har det forfærdeligt, vil jeg på ingen måde betvivle. Men at den ansvarspådragende faktor skulle være den bemeldte smædekampagne, finder jeg ikke overbevisende.
Hvori skulle smædekampagnen have bestået? I at nogle, sågar mange, har beklikket Omars troværdighed? Altså i at nogle mere eller mindre tilfældige aktører på sociale medier, på et til tider meget frimodigt dansk, har ytret deres mening om tilfældet? I så fald har jeg også selv været udsat for smædekampagner.
Det, Carsten Jensen som vidne i retten (og nu som debattør på POV), kan oplyse om den angivelige smædekampagne mod Sara Omar, er, at Khaterah Parwanis tidligere kæreste den 8. november 2021 sendte ham en hel flom af grovkornede mails. Anledningen var, at Jensen havde vist Omar sin solidaritet ved på Facebook at lægge et foto op af hende og ham. Og det brød kæresten sig ikke om, da han dengang var intimt vidne til de ulykker, han mente, Omar nedkaldte over familien Parwani. “Du er et svin”, “hvid racist.” “Dine bøger stinker.” “Sut min pik.”
Lidet høvisk, men hvordan kan nogle ikke-offentlige ukvemsord til Jensen tælle som bidrag til en smædekampagne mod Omar? Andre er trods alt blevet udsat for det, der er værre. Men i Jensens optik bliver kærestens platheder til “et nærportræt af Manyar Parwani og kredsen omkring ham, deres metoder og tankegang.” Jeg mindes, at kærestens engang beklagede, at han ofte fik “en hjerneblødning på Facebook”, og konstaterer, at han her har fået hele fire i lige så mange mails.
Carsten Jensens undergravning
Men hvad er det så, Carsten Jensen selv bidrager til med sin artikel mod Parwani? Nej, ikke en smædekampagne, hvis en sådan blot forstås som et sammensurium af vilkårlige mishagsytringer.
Derimod en professionelt tilrettelagt undergravning af Parwanis muligheder for at lave den film færdig, han har arbejdet på i flere år. Iværksat af Omar ved inddragelse af kommunikationsrådgivere, advokater, journalister, politikere og debattører. En komplet ødelæggelse af hans liv, det professionelle som instruktør og det private som menneske.
At instruktøren oprindeligt var lige så fascineret af den kurdiske kvindesagsforkæmper, som Jensen fortsat er, ignorerer han. For kun således kan han negligere det faktum, at Parwani efterhånden greb Omar i så mange og grove løgne, at de syntes at have en systematisk karakter
Men den ødelæggelse tager Carsten Jensen ikke afstand fra, tværtimod, han sparker dygtigt til en mand, der allerede ligger ned.
Jensen er af en anden opfattelse. Det er hverken ham eller Omar, der vil ødelægge Parwani, men Parwani, der lige fra begyndelsen har villet ødelægge Omar. I forfatter Jensens fortælling er der ikke noget brud, men lutter kontinuitet. Instruktør Parwanis projekt har hele tiden været det samme, nemlig at fremstille Omar som en løgner for således at ødelægge hende, hendes forfatterskab og ordet.
At instruktøren oprindeligt var lige så fascineret af den kurdiske kvindesagsforkæmper, som Jensen fortsat er, ignorerer han. For kun således kan han negligere det faktum, at Parwani efterhånden greb Omar i så mange og grove løgne, at de syntes at have en systematisk karakter.
Sara Omars løgne
Omars løgne er ikke som sådan noget, der står til diskussion. Dels har hun selv erkendt en del af dem i retten og over for politiet, dels fremgår de af politirapporter, som også blev fremlagt i retten. Jensen har selv hørt de fleste af dem blive citeret.
En af løgnene handler om, at hun skulle være mor til en dræbt datter, der ville have været i live, hvis bare hun havde været en dreng. “Min datter blev dræbt, fordi hun var en pige,” sagde Omar eksempelvis på Bremen Teater den 2. november 2018. “Jeg er en mor, der ikke kan knækkes længere.” En optagelse af dette blev afspillet på den første retsdag, men da var Jensen der ikke (det var han først fra og med sin egen afhøring som vidne under det fjerde af de seks retsmøder.)
Datterens far, Sara Omars tysk-kurdiske eksmand, skulle altså have slået pigen ihjel. Gået på klingen har Omar dog ændret forklaring til, at hun var gravid, og at manden tæskede hende, for at hun skulle abortere. Problemet er bare, at hun også har sagt, at det skete så tidligt i graviditeten, at ingen kunne vide, hvilket køn fosteret havde.
I en telefonsamtale med eksmanden, som Parwani havde opsporet, undrede denne sig over, hvad det var, Omar sagde til medierne om at være mor til en død datter.
Omar forklarede ham, at det ikke var hende, men bare hendes romanfigur, Frmesk, hovedpersonen i Dødevaskeren, der var mor til en død datter, hvilket er i flagrant modstrid med, hvad Omar har udtalt til Femina: ”Når jeg siger, jeg er mor til en død datter, så mener jeg mor til en dræbt datter. Så vil jeg ikke komme mere ind på det; men havde hun været en dreng, så havde hun levet i dag.”
Over for politiet kunne Omar ikke forklare, hvorfor hun løj, men mente, at hun var fanget i et spind
En anden løgn fulgte i kølvandet på et korporligt skænderi mellem Sara Omar og hendes søster den 5. maj 2019. Omar fik ved den lejlighed en rift ved øjet. Men som en fjer kan blive til fem høns, kan et søsterligt skænderi også blive til et overfald, vel at mærke ikke begået af søsteren, men af en fremmed mand. I hvert fald ringede hun til Parwani, “råbte og skreg”, som det hedder i politirapporten, og skældte ham ud, fordi han ikke ville komme, når hun nu var blevet overfaldet – hvad hun jo heller ikke var. Ikke desto mindre anmeldte hun dagen efter et sådant overfald til Fyns politi, som også blev meddelt et opdigtet gerningssted, hvor de så efterforskede den fiktive forbrydelse.
Samme dag, den 6. maj, lavede Omar en videooptagelse af sig selv, hvori hun hævdede, at hun var blevet overfaldet, fordi hun havde skrevet Dødevaskeren. Ifølge politirapporten gav hun patriarkerne og mændene skylden. Således var hun blevet overfaldet af “mænd, der ville lukke munden på hende”. Angiveligt skulle hun være blevet sparket i maven, i ryggen og i ansigtet, hvorved hun havde fået hjernerystelse. Den 7. maj sminkede hun riften ved øjet, så den tog sig værre ud, og fotograferede det, dog uden at dele sine fotos på sociale medier.
Over for politiet kunne Omar ikke forklare, hvorfor hun løj, men mente, at hun var fanget i et spind. Måske var det for at få “Parwanis medynk, sympati eller anerkendelse.” Eller måske handler det hele snarere om, at hun var “forelsket i Parwani”, som politiet noterer sig. Hun oplyste da også, “at hun aldrig havde haft så stærke følelser for et andet menneske, som hun havde haft for Parwani.”
Parwani holdt hånden over Omar
Man kunne give flere eksempler på sådanne løgne, men dem interesserer Jensen sig jo ikke for (selvom han minsandten i Berlingske Tidende den 12. april hævder, at han ikke er partisk, da han blot tager “parti for sandheden”).
Det gjorde Parwani derimod, og det fik vi adskillige vidnesbyrd om i retten. I en lydoptagelse af 16. juni 2018 spurgte en ophidset Parwani Omar, hvorfor hun løj. “Hvorfor lyver du om sådan en historie? Det er jo unødvendigt.” Også her handlede det om et fiktivt overfald. I en anden optagelse, som politiet ligeledes har refereret, siger Parwani til Omar, “at han kun har ét krav, og det er, at hun skal fortælle sandheden.” Han “ønsker, at Sara skal fortælle, hvad hun har løjet om. Hun skal indrømme, at hun ikke kan lade være med at pynte på historier.”
I første omgang holdt Parwani hånden over hende. Løgnene måtte, som han sagde til sin skeptiske producer, Omar Marzouk, skyldes hendes traumer
I første omgang holdt Parwani hånden over hende. Løgnene måtte, som han sagde til sin skeptiske producer, Omar Marzouk, skyldes hendes traumer. Da den forklaring ikke længere stillede ham tilfreds, ville han ud af projektet. Men nu ville Marzouk fortsætte det, dog med en anden dagsorden. Sara Omar skulle ikke have lov at dø i synden, men afsløres over for den offentlighed, der havde slugt hendes fortælling råt.
Det kan man mene om, hvad man vil. Men som Jensen at påstå, at Parwani fra begyndelsen ene og alene skulle have haft til hensigt at “afsløre en succesrig forfatterinde som en skruppelløs løgner”, underbygges på ingen måde af, hvad der er fremlagt for retten. Her så vi under det første retsmøde den meget smukke og bevægende promo, som den endnu begejstrede Parwani lavede til sin projekterede film om Omar: “Pigen i sort”.
En af Omars støtter blandt publikum sad og græd, da den blev vist. Et ret sikkert tegn på, at Parwani da havde til hensigt at lave en uskrømtet hyldest til en følsom og knust kvinde.
”En stribe af løgne”
Summa summarum, der var et brud på kontinuiteten. Og som den første til at gøre det, var det ikke Sara Omar, der efter halvandet år ville afbryde samarbejdet om filmen, men derimod Manyar Parwani. Hun ville fortsætte, han stoppe. At hun ikke sprang fra, da hun fik lejligheden, undrer politiet.
Efter en fælles rejse til Spanien i juli 2019, hvor Parwani skulle have været voldelig og truende over for hende, ville Omar sågar have ham med på endnu en rejse, den forjættede rejse tilbage til irakisk Kurdistan. “Manyar, jeg rejser på mandag! Med eller uden dig.” Af dette har politiet fået det indtryk, at det var Omar, “der ville presse Parwani til at fortsætte.”
De angivelige løgne formår Jensen dog ikke at dokumentere. Det hele forbliver ved løse påstande
Under alle omstændigheder fortsatte samarbejdet nu – med alt, hvad dette indebar af gensidige fortielser og mistænkeliggørelser, når man ikke længere var enige om betingelserne. Ja, lad os bare antage, at der var løgne på begge sider af den front, der nu åbnede sig mellem parterne, indtil samarbejdet brød endegyldigt sammen.
Men nej, det vil Carsten Jensen ikke vide af. I stedet er det Parwani og kun Parwani, der lyver. Han har sågar lagt “sin egen karriere i ruiner med en stribe af løgne”. Dem, de angivelige løgne, formår Jensen dog ikke at dokumentere. Det hele forbliver ved løse påstande. Værst bliver disse i Jensens beretning om det kuldsejlede filmprojekt med arbejdstitlen “KTO”, som Zentropa skulle producere:
Ved “castingen” (han mener nok auditionen) har skuespillerne som noget helt uhørt betalt en afgift til instruktøren, som “indbringer Parwani en kvart million kroner, der på mystisk vis forsvinder sporløst fra hans private konto, hvortil han kun selv har adgang, uden at han kan forklare, hvad der er blevet af pengene.” Jensen citerer fra filmmagasinet Ekko, at Parwani i januar 2012 det ene øjeblik sagde, at “pengene er stjålet, og jeg ved, hvem der har gjort det”, det andet øjeblik at de “er forsvundet, ikke stjålet”.
Man får altså uvægerligt det indtryk, at Parwani har beriget sig selv. Men når Jensen har researchet på Ekkos hjemmeside, har han dårligt kunnet undgå at se, hvordan den sag endte, nemlig med at sagens rette sammenhæng kom for en dag.
Det var Parwanis manuskriptforfatter, der var stukket af med pengene, mens både Parwani og hans producer, Peter Aalbæk Jensen, holdt hånden over ham. Indtil jeg selv greb ind og fik overbevist Parwani om, at han hverken tjente sin forlorne vens interesser eller nogen som helst andres. På hans vegne skrev jeg derfor den pressemeddelelse, der løste den gordiske knude, gav Parwani genoprejsning og forligede Zentropa og Ekko, der ellers var røget i totterne på hinanden på grund af sagen.
Hvorfor fortier Carsten Jensen dette? Hvorfor vil han mod bedre vidende bibringe sin læser det indtryk, at Parwani er en bedrager?
Hvorfor fortier Carsten Jensen dette? Hvorfor vil han mod bedre vidende bibringe sin læser det indtryk, at Parwani er en bedrager? Og hvorfor skriver han yderligere, at filmen aldrig blev “klar til optagelse”, da den faktisk blev færdigklippet og kun standset, fordi Parwani selv var utilfreds med filmen?
Dermed er det ikke gjort, for Jensen har under et af retsmøderne talt med en af de skuespillere, der skulle medvirke i KTO, Pernille Bergendorff (som forunderligt nok også er en af mine gamle venner).
Hende skal Parwani have kaldt “din rødhårede, pikslikkende luder”, hvad han dog bagefter grinende bortforklarede som “kun for sjov”. En sådan ductus står det en frit for at fordømme som højst upassende. Men når det senere i Jensens artikel hedder, at Parwani “rutinemæssigt tiltaler kvindelige skuespillere som pikslikkende ludere”, gør han sig skyldig i en så graverende og generaliserende fejlslutning, at enhver eksaminator i argumentationsteori ville have dumpet ham. Han slutter jo fra ét tilfælde, der tilmed kunne være “for sjov”, til en rutinemæssig almindelighed, der aldeles ikke er for sjov.
Fra grænseløs medfølelse til foragt
Parwani er og bliver løgneren i den historie, Jensen fortæller. Det er således også ham, Parwani, der sammen med sine to søstre får vakt Weekendavisens mistanke om, at Omar har betjent sig af en ghostwriter, da hun skrev Dødevaskeren.
Men “løgnen bliver tilbagevist, ikke blot af forfatteren selv, men også af Politikens Forlag.” Her tør man nok spørge kriminaldetektiv Jensen, om han vitterligt mener, at forfatteren og forlaget kan tjene som sandhedsvidner. Eller om de ikke snarere kunne have en sådan interesse i at benægte forholdet, at de ikke nødvendigvis taler sandt? Har han, forfatter Jensen, da ikke som en af forlagets egne forfattere erfaret, at det driver sin virksomhed for at tjene penge og ikke for at tjene sandheden?
Mens svaret blæser i vinden, kaster Jensen sig over Manyar Parwanis søstre, Khaterah og Naderah. Dem gør Jensen nu til kronvidner i sin sag mod deres bror. Tilfældet er nemlig, at de på et tidspunkt i telefonsamtaler med Sara Omar har hængt deres bror ud for alle hånde uhyrligheder. Karakteren af disse har jeg ikke stor lyst til at gengive her – da jeg faktisk ikke må.
Samtalerne mellem Omar og Parwanis søstre var private, men Omar optog dem, redigerede dem og distribuerede dem til højre og venstre – uden søstrenes samtykke. De svært inkriminerende passager er også blevet afspillet i retten, hvor retsformanden dog understregede, at disse (og andre lignende) ikke måtte citeres i offentligheden. Alligevel har den presse, som Jensen ellers påstår har ladet sig manipulere af Parwani, rundhåndet delt de båndede udsagn med hundrede tusinder af læsere.
De svært inkriminerende passager er også blevet afspillet i retten, hvor retsformanden dog understregede, at disse (og andre lignende) ikke måtte citeres i offentligheden
Skåret ud i pap: Sara Omars optagelser af samtalerne med Khaterah og Naderah Parwani er ikke i sig selv ulovlige. Det er det til gengæld at dele dem uden deres samtykke. Fuldstændig parallelt til deling af såkaldt hævnporno. Dertil kommer, at hun har klippet og klistret optagelserne, hvorved hun har gjort sig skyldig i forvanskning af bevismateriale. Politiet har forgæves bedt hende om at udlevere de uredigerede optagelser.
Og nok så væsentligt: Vi kender ikke konteksten, ved ikke, hvad der er gået forud for de i sig selv rystende samtaler, kender ikke til det, Sara Omar må have sagt til søstrene. Hvad vi ved, er, at søstrene ikke har givet deres samtykke til, at man offentligt deler noget, der så intimt vedrører dem selv og deres familie. Og derfor er det ifølge loven strafbart at gøre det.
Jeg røber gerne, at jeg selv har været rystet over at høre de to klip, selvom jeg kendte indholdet af dem på forhånd. Men jeg har også – som ven af de implicerede og som tilhører i retten – forståelse for, at hele familien Parwani var i en ødelæggende opløsning på det tidspunkt, samtalerne fandt sted.
Det vidnede Khaterah Parwani om i retten, hvor hun fortalte om utroskab og bedrag, der vedrørte såvel hendes eget som hendes brors forhold. Dem vil jeg af indlysende grunde ikke komme ind på her, men blot nævne, at jeg trods mit tyveårige venskab med Khaterah aldrig har set hende græde – før denne afhøring, hvor hun måtte sidde og blotlægge sit livs måske mest smertefulde oplevelser for dommere, advokater, journalister og en lidet empatisk forfatter ved navn Carsten Jensen.
“Under vidneafhøringen, som jeg fandt ikke bare grotesk, men også gennemført utroværdig, bryder hun hulkende sammen”, fortæller Jensen om denne afhøring. Jensen, der har en grænseløs medfølelse med Sara Omar, kan ikke opbyde andet end foragt for Khaterah Parwani. Hun, “en prisbelønnet forkæmper for kvinders rettigheder imod social kontrol og undertrykkelse”, og hendes søster, der er psykolog, er begge ofre for “en dominerende, voldsparat brors overgreb, som de ikke har formået at vægre sig imod”.
De har mistet deres dømmekraft. Og i stedet for at gøre modstand mod voldsmanden “stiller de sig i spidsen for forfølgelsen af hans seneste offer.” Ordet, Omar!
Pseudoomsorg
Mage til patroniserende pseudoomsorg skal man vist lede længe efter. Jensen nægter jo søstrene Parwani enhver form for selvstændighed, når han reducerer dem til handlingslammede ofre for mandschauvinistisk dominans. Og det samme gør han forbløffende nok også med Sara Omar, som han alfaderligt tager under sine vinger, da heller ikke hun er andet end et uselvstændigt offer for Manyar Parwanis sataniske psykopati. Således sluttes ringen. Ordet korsfæstes. Men genopstår ved Jensens frelsergerning.
Ingen bør nægte, at kvinder rundt omkring i denne verden lider under mænds undertrykkelse af dem. Herunder i det irakiske Kurdistan, som Sara Omar skildrer i sine to romaner. Men heller ingen bør nægte, at virkeligheden er mere nuanceret end det billede, hun tegner af den.
I øvrigt er Manyar Parwani ikke muslim, men bare en brun mand. Et menneske af kød og blod som Carsten Jensen og Sara Omar. Og som sådan er han vel også værd at kere sig om. To dage efter det sidste retsmøde blev han indlagt med en blodprop i hjertet
Når man læser debutromanen Dødevaskeren, præsenteres man for et binært persongalleri af undertrykte kvinder og undertrykkende mænd. Én for én afsløres mændene, de muslimske mænd, som mordere, voldtægtsforbrydere og pædofile. Til sidst er der kun en enkelt tilbage, som man kan fatte en vis sympati for, men så springer også han ud som – nekrofil.
Det er altså det, kurdiske mænd er, når de er muslimer: mordere og voldtægtsforbrydere, pædofile og nekrofile. Retsløst, uden undtagelse, hver og en. Og derfor kan man dårligt fortænke nogen i objektivt at se en islamofobisk tendens i romanen, også selvom man redeligvis medgiver, at der i den islamiske verden er et stort problem med kvindeundertrykkelse.
Har man ikke lov til at adressere og diskutere en sådan tendens? Er man uden videre de inkriminerede mænds nyttige idiot eller medløber, når man ytrer sin mistanke om, at Sara Omar giver et fortegnet billede af virkeligheden? Eller må vi kun (med hendes egne ord) “debattere kontroversielle emner på trods af berøringsangst”, når det handler om muslimsk mandschauvinisme og ikke om generaliserende fordomme, der bekræfter en grasserende trang til at stigmatisere og remigrere samtlige muslimer af det mandlige køn?
Jeg, for mit vedkommende, mener, at vi bør debattere begge dele.
I øvrigt er Manyar Parwani ikke muslim, men bare en brun mand. Et menneske af kød og blod som Carsten Jensen og Sara Omar. Og som sådan er han vel også værd at kere sig om. To dage efter det sidste retsmøde blev han indlagt med en blodprop i hjertet.
Efter henvendelse fra en person nævnt ved navn i artiklen, har vi valgt at anonymisere den pågældende (red. 20. april 2026).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og