FILM //KOMMENTAR – Det er et stykke tiltrængt danmarkshistorie, Anders Refn har færdiggjort med sin filmtrilogi De Forbandede År, og den sidste film om fabrikant Skov og hans familie går i biograferne nu. POV’s Monica Krog-Meyer har set den og mener, at det er godt at blive mindet om, hvor høj ‘Fredens pris’ kunne have været.
Første film (2020) foregik inden 2. verdenskrig brød ud i 1940, anden film (2022) beskrev familiens liv under besættelsen og i denne sidste – med den meget dækkende undertitel ”Fredens pris” – gøres regnskaberne op. Det er hævnens time for alle, både modstandsfolk, politikere og dem, der syntes andre havde valgt den forkerte side. Der skal ryddes op.
Det er en voldsom tid. Filmen er ikke fortællingen om skyld, men om vilkårlighed. Retsopgøret fremstilles som et system, der formelt følger reglerne, men reelt opererer i et klima af hævn og moralsk panik. Henrettelser uden rettergang og domme med tilbagevirkende kraft tegner et billede af et samfund, hvor retssikkerheden er suspenderet i praksis.
Det er en voldsom tid for de danskere, der få år tidligere fik regeringens godkendelse til at samarbejde med besættelsesmagten af hensyn til erhvervsliv og arbejdspladser. Men som nu, hvor vinden er vendt, står alene og æreløse tilbage.
Jeg finder Refns film blottet for de mere nostalgiske fremstillinger af perioden.
En sådan er fabrikant Karl Skov, spillet blændende af Jesper Christensen. Hans elektronikfabrik blev under krigen i stadig større grad bestyret af tyskerne. På fabrikken blev der produceret våben og teknologiske løsninger, der gavnede Tyskland, men nu står han tilbage som værnemager. Fabrikken blev i slutningen af krigen udsat for sabotage fra modstandsbevægelsen. Da Danmark er frit, skynder Skov sig til Sverige for ikke at blive forfulgt af modstandsfolkene. Det er en stakket frist, for han bliver korporligt hentet tilbage til Danmark af myndighederne. Til rettergang og dom. Mere vil jeg ikke afsløre her.
Her er et overblik
Kan du huske hele hans brogede familie og ‘entourage’, som det så fint hedder, fra de to første film? Tjenestefolk og fabriksansatte. Et stort menageri.
Hans familie er nu nærmest i opløsning, konen (Bodil Jørgensen) har mistet sin ene søn Knud, der gik i tysk tjeneste og døde. Nu er hun gået i druk. Datteren Helene (Sarah Viktoria Bjerregaard) har gemt sig i Sverige efter at have været gift med en tysk soldat. Hun vender tilbage til København og åbner en jazzklub med sin svigerinde.
En anden søn, Aksel (Mads Reuter), valgte modstandsbevægelsen og var med til at sprænge farens fabrik i luften. Nu er han en del af kommunistpartiet, der havde en større rolle efter krigen. Yngste søn Valdemar (Sylvester Byder) gik også ind i kampen mod tyskerne og er nu musiker i jazzklubben. Fabrikken kommer i gang igen, ikke mindst takket være de trofaste ansatte som den betroede regnskabsfører (Birthe Neumann) og flere andre.
Ros for detaljerne
Filmen har fået blandede anmeldelser, blandt andet med kritik af at være lidt for meget Matador og Badehotellet, der jo også har berørt retsopgøret efter krigen. Jeg finder nu Refns film blottet for de mere nostalgiske fremstillinger af perioden.
Desuden kritiseres filmen for ‘for mange detaljer’. Men netop detaljerigdommen forstærker beskrivelsen af den usikkerhed og lovløshed, der regerede. Et eksempel: man skulle dengang vise pas for at rejse fra Sverige og ind i Danmark. Der var ingen pasunion dengang. Jeg er født 5 år efter krigen sluttede, så jeg har ikke oplevet den tid, men den lå i luften og har påvirket min opvækst.
Jeg kan derfor sætte mig ind i den tid og forstår dilemmaet: Karl Skov er ikke uskyldig, men heller ikke entydigt fordømmelig. Jeg forstår hans vrede over at blive udråbt som landsforrædder og hans udholdenhed overfor straf og opgør. Filmen undgår at gøre persongalleriet sort/hvidt. Det ville være nemt at gøre personerne til skurke og helte, men her går vi den svære vej: Der er flere sider af hver person.
Undtagelsen er husholdersken Annelise, vidunderligt spillet af Pernille Højmark, der står som et sjældent moralsk holdepunkt. Hun har også betalt en pris, eftersom hun mistede sin søn, der var i modstandsbevægelsen. Vi værdsætter, at hun er den trofaste klippe i det stormvejr, de alle kommer ud i.
Utroligt sammenfald
I december 2025 døde forfatteren Asger Liebst, som jeg vist ikke kendte. Ved et tilfælde læste jeg nekrologen og så, at han havde skrevet en bog, der kaldte på min opmærksomhed. I 2008 udkom Forrædderi på første klasse – en krønike om vaklende velhavere 1939-1945.
Den foregår nord for København, og er en gennemgang af nogle af datidens toneangivende virkelige personer, der var mere eller mindre tyskervenlige, lige indtil det så viste sig at være det forkerte valg, hvorefter de forsøgte at finde tilbage til tidligere begunstigede status. Bogen beskriver, hvordan den indsats bliver bedømt af samtiden og retssalene, og hvordan deres liv bliver påvirket.
Grunden til, at jeg måtte læse den bog (tak til biblioteket), er fordi den foregår på de villaveje, jeg selv er vokset op på. Det er et betagende tidsbillede og en særdeles omhyggelig kulegravning af aviser og arkiver, med de mest utrolige detaljer om de kendte mennesker i lokalområdet.
Og som et pudsigt eksempel på det, man kalder synkronicitet, er det fuldstændig samme periode, Asger Liebst beskriver, som den, vi møder i filmen De forbandede år – Fredens pris. Det er samme vilkårlighed, der råder, om man har held til at klare frisag, om man er høj eller lav, kan tale godt for sig og om man har gode bekendte de rigtige steder.
Når jeg indleder med at skrive, at De forbandede år er et stykke tiltrængt danmarkshistorie, så er det, fordi vi trænger til at blive mindet om en frygtelig tid, hvor der kun tilsyneladende var lov og ret, og hvor danskerne i det morads skulle genfinde tilliden til hinanden og til samfundssystemet ovenpå fem års krig. Det lykkedes, og det har vi, generationerne efter 1945, været så heldige at få glæde af.
Det er faktisk meget godt at blive mindet om, hvor høj ‘fredens pris’ kunne have været og hvor svært det var for mange af genfinde melodien. Vi har brug for at blive mindet om, hvor vi kommer fra og hvad vi bygger vores samfund på.
Vi lever i en tid, hvor det sikre, begunstigede liv, danskerne har levet de sidste 80 år, måske er på vej ud i noget mere usikkert.
Den oprindelige idé til trilogien De forbandede år kommer fra et samarbejde mellem instruktør Anders Refn og Flemming Quist Møller.
Efter at Flemming Quist Møller døde i 2022 har Anders Refn skrevet manuskriptet til De Forbandede år – Fredens pris med Jesper Christensen. De to har i øvrigt 50 års jubilæum i år, idet Anders Refn i 1976 instruerede sin første film, Strømer, som Jesper Christensen også filmdebuterede i.
Find flere artikler om Danmarkshistorien her samt filmstof og anmeldelser her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og