
LIVSLÆRE // KLUMME – Min juleoptakt har været at gense Matador, der jo meget belejligt netop er på 24 afsnit. Og endnu en gang kunne den ses med friske øjne og afføde nye tanker. For som de fleste vil vide, bliver Matador mere og mere kompleks, efterhånden som vi når fra 1929 til 1947 – 18 år, der gør Korsbæk-borgerne ”voksne”.
Den 1. januar 2026 er det tre år siden, at vi mistede journalisten, forfatteren og livstykket Lise Nørgaard. Kvinden, der formåede at give hele Danmark fælles familiemedlemmer og -minder, som kun bliver bedre af at blive genbesøgt.
Nedenfor kan du få mit bud på, hvad det var for en lære, Lise Nørgaard gerne ville give videre til os gennem de mennesker, der udgør serien, baseret på hendes borgerligt liberale verdenssyn.
1. Relationer er alt
Dette er regel nummer et i Matador. Andre er med til at afgøre, om du holder dig flydende eller trækkes ned. Så vær ordentlig mod dem, du møder på din vej. For folk begynder måske nok i hver deres kasse på hver deres hylde, men moderniteten betyder, at alle blandes på kryds og tværs. Og det første indtryk huskes … Vær dog ikke naiv, byd ikke enhver inden for dine døre (lærer Andersen og Holger, Ellen Skjerns biologiske far).
2. Kom ind i kampen
Gør ikke dig selv til en bænkevarmer, men kast dig ud i livet.
Arnold Winther beviste det ved at gå fra det synkende skib Damernes Magasin til den kommende supertanker Tøjhuset, mens hans lille damefrisørinde Agnete beviste det ved at bide sig fast i sin Arnold, hvor skvattet han end var.
Alle afsnit i Matador foregår i Korsbæk. På nær da Laura skal modtage sin fortjenstmedalje og er i København med Maude Varnæs, kender vi kun til det, der foregår uden for byen, gennem samtaler, aviser og postkort
Agnes beviste det ved at få sit eget, så hun både kunne passe børn og hjem, mens Røde var i politisk eksil. Og frk. Jørgensen havde nok ikke vansmægtet resten af livet pga. sin ungdoms fastfrosne venten på Albert Arnesen, mens Doktor Hansen måske havde fået sin frk. Friis.
3. Lær at sige pyt
Ikke som Albert Arnesen, der lader Vicky gå for vidt i sin umodne grænseløshed. Men det har givet Katrine og Oluf Larsen et langt ægteskab, trods alle hans barnagtigheder. Og hvor havde det sparet familien Varnæs for meget, hvis Maude havde kunnet trække på skuldrene over alt fra cigarlugt i stuerne og støv i gardinerne til Regitzes ønske om at få hund, en af konsulinde Holms Bellas hvalpe.
4. Kast dødvægt fra dig
Du kan ikke bruge de egoistiske, driftsstyrede typer til noget – ud med dem! Bare spørg Minna fra Aarhus, der fik nok af sin utro hr. folketingskandidat og overretssagfører Jørgen Varnæs, eller frk. Mikkelsen og fru Violet, der begge viste den kommanderende lærer Andersen vintervejen, eller Røde, der endelig blomstrede op, da han holdt op med at lade sig hundse rundt med af Partiet.

Hvis de hver især var blevet ved, var de måske endt som Iben Skjern, hvis veninde, kørelærerens kone, Jenny, er som en djævle-Pluto, der konstant fører folk omkring sig på afveje; præcis som kunstneren Ernst Nyborg og elskerinden Gitte Graa.
5. Man må sno sig
Er alt andet til at leve med, så find en løsning på den detalje, der skurrer. Også selvom den ikke er helt stueren …
Mads Skjern og Viggo Skjold-Hansen finder konstant forretningsmæssige smuthuller, og Ingeborg Skjern vender ikke kun hjem til Mads, men også til sin nære ven Baronen og det frie liv i hans private skov.
6. Få en uddannelse: Bliv uafhængig af andre!
Ellen Skjern, latinskolens dygtigste elev, forstår det til sidst, ligesom Vicky, der bliver skolelærer, og Elisabeth Friis, der underviser i klaver, så hun ikke skal spise nådsensbrød hos sin søster Maude eller mor, Amtmandinden Mammy. Den kvikke Iben Skjern derimod tror, at hun slår sig rebelsk i tøjret ved at gifte sig med den muntre Kristen, men bliver jo bare frue ligesom alle de andre.
7. Dyrk din kreativitet
Søstrene Maude og Elisabeth kan hver især male og spille musik og havde helst giftet sig med henholdsvis en kunstner og en musiker. De lod sig dog bremse af konventionerne, og for Maude blev det ikke til meget mere end ekstraordinært flotte bordplaner og -kort, mens Elisabeth dog går fra spillelærerinde til hjælpeorganist.
Daniel Skjerns sans for mode lader sig ikke fornægte, selvom han undervejs både kaldes sypige og må sidde og ”tude” foran sin uforstående far.
Røde finder for alvor sit kald, da han bliver sangskriver for byens borgere, i stedet for taleskriver for Partiet, og Kristen Skjerns indre ligevægt skyldes, at han kan lade sig opsluge af musik.
8. Vær ikke arrogant
Uanset socialklasse gør det dig blind og lukker dig ude for muligheder og oplevelser.
De butiksansatte, der ringeagter både dygtige konkurrenter og niveauet under sig selv og tror, de er på lige fod med de fine kunder, men som knap registreres af selvsamme kunder. Eller byens spidser, der ødelægger ægte kærlighedsforbindelser, såsom Elisabeth og Kristens og Ellen og Ulriks, og får uduelige ansatte, udelukkende antaget på deres familiebaggrund, såsom frk. ”Av min arm” Holmgren. Og selvfølgelig ”de hellige”, ikke mindst provst Meyer og faster Anna, der fordømmer i et væk.
9. Kend din modstanders svaghed
Nogle er til fals for penge under bordet. Andre, som hr. Schwann, for snobberi. Han kaster sin arv ned i det bundløse dyb, Damernes Magasin, mod at blive kaldt kompagnon.
Borgmesteren får finansieret sin vej ved Varpemark Huse ved at true med at lægge et nyt ferieparadis ved de riges Feddet. Og den entreprenante Agnes lokker jord- og ejendomsbesidderen Katrine Larsen til at sælge sit byhus, fordi Katrine ikke kan have siddende på sig, at svigersønnen Mads Skjern skråsikkert tror, han kender hende.
10. Tro på dit værd
Mads Skjern går vitterligt fra bund til top ved at have selvtilliden i orden, arbejde hårdt og holde fokus. Det samme gør både Arnold og Agnes – og i sin tid Violet Winther.
11. Vær ikke overdrevent forfængelig
Forfængelighed er godt som drivkraft til at skabe noget og følge med tiden, men skal ikke være et mål i sig selv.
Den ellers på mange måder forbilledlige danselærerinde Violet Winther (hun er kreativ, selvstændig, succesfuld enlig mor) ender som en naragtig karikatur; en besoffen rosafarvet pudderkvast, der kaster sig i armene på omrejsende engangsknald. Samme forfængelighed rammer Mads Skjern, der reducerer sig selv til penge og ydre prestige.
12. Vær ikke grådig
Det handler ikke om maleren Fede – han er måske nok forslugen, men han svarer enhver sit og ligger ikke andre til last. Overlærer Andersen og nevø Oscar derimod er storslemme til at kaste sig over andres værdier, mad, tid, penge, hjælp, uden at give noget igen.

I og med at serien foregår på den tid i verdenshistorien, den gør, er det måske her på sin plads at nævne dét, at den dominerende lærer Andersen underviste i tysk, og at hans stilling overtages af en ny og mere ydmyg generation symboliseret af Vicky.
13. Vær nærværende
Barneplejersken frk. Holmgren af god familie er selvfølgelig det oplagte eksempel (hendes afhængighed af lægeromaner og telefonsnak kan uden videre skiftes ud med vor tids skærm). Men tænk også den yndige fru byrådssekretær Lund, der trækkes rundt i manegen af sin utro, oppustede lille mand, Godtfred, og aldrig rigtigt vågner, men blot fortsætter livet som gespenst.
14. Hav et åbent sind
Mads Skjern lægger egentlig godt fra land ved at se muligheder i alt og blandt andet inddrage Ingeborg i indkøb til butikkerne, men snart bliver han sig selv nok, og hun reduceres fra medspiller til spillebrik, ligesom alle andre.
Omvendt med Maude Varnæs, der længe går i seng og lukker alt nyt (på nær mode) ude, men som med Hans Christians utroskab, turene til Schweiz og Paris og hr. Steins flugt i oktober 1943 lærer, at ikke alt fremmed er uvelkomment, men faktisk kan bidrage.
15. Vær kærlig
Tjener Boldt er usympatisk, fordi han dels udnytter Agnes’ naivitet, dels i sine drillerier og stikpiller er ukærlig, i modsætning til de andre ved stambordet, hvis humor nok kan være barsk, men aldrig er ondskabsfuld.
Det samme med Violet Winther, hvis selvfedme og ikke mindst hendes respektløse behandling af den stakkels frøken Jørgensen gør hende mere og mere grim.
16. Humor og erotik er livets salt
De stærkeste relationer i Matador er baseret på hverdagens humor og lyst.
Skjold-Hansens udlever begge dele i stor stil (og har givet det i arv til datteren Iben), stambordets samtaler var intet uden muntre bemærkninger og lummer humor, Kristen og Elisabeths forhold begynder med latter og ender hurtigt med at give fru Olsen morgen-fri, mens den på alle måder tørre Mads ikke rører Ingeborg før ægteskabet.
Oluf og Katrine Larsen mødes naturligt i sengen, og Varnæs-parret finder hinanden igen efter en tur til sensuelle Paris, hvilket også så småt giver plads til kærligt drilleri.
17. Lev ikke over evne
Jeg nævner i flæng Byrådssekretær Godtfred Lund, Jørgen Varnæs, Albert Arnesen …
Realisme skal der til, ikke mindst hvad angår penge; man kan ikke forvente, at andre skal stå klar og redde én fra indlysende dumheder og overforbrug.
18. Du skal ikke tro, men vide
Ellers ender du som Konen med æggene. Både Jørgen Varnæs og Arnold Winther får rodet sig ud i situationer, hvor de får andre til at tro, at de skal forfremmes, men de har gjort regning uden vært (som selvfølgelig er Mads Skjern).
19. Vær dig selv
Nogle af de ”reneste” figurer i Matador er også de mest elskelige.
Som de mølædte Møhger, der ”er” noget, alene af den grund at familien kom til Korsbæk i revolutionsåret 1789, og blev der. Eller som Oberst Hackel, der er så klar og tydelig, at selv den diffuse Doktor Hansen må strække våben. Eller Katrine Larsen, der altid har sit indre kompas på plads – og medister i fadeburet, penge i jorden, frihedskæmpere på loftet og et propert hjem, som selv den bacilleforskrækkede Maude uden videre accepterer. Sagfører Viggo Skjold-Hansen har et drive, der kan gøre de fleste forpustede, og da han efter 5. maj 1945 bliver sin egen diametrale modsætning – velopdragen, forsigtig, opgivende – skrives han meget sigende ud af serien.
De tos respektive ægtefæller, grisehandleren Oluf Larsen og Musse Skjold-Hansen, er omvendt så enkle og lettilgængelige, at de har svært ved at begå sig i andre miljøer end deres eget. Man husker en pinagtig påskefrokost i det fine, skjernske hjem, hvor Larsen og hans værtshussnak falder helt og aldeles igennem, mens Musse og hendes bramfrihed først rigtigt passer ind hos Varnæs, efter at Maude og Hans Christian har været i Paris og fået sans for lidt mere schwung og en svingom.
20. Lad ikke rammerne begrænse dig
Alle afsnit i Matador foregår i Korsbæk. På nær da Laura skal modtage sin fortjenstmedalje og er i København med Maude Varnæs, kender vi kun til det, der foregår uden for byen, gennem samtaler, aviser og postkort.
Til gengæld er Korsbæk ikke låst fast. Damernes Magasin med de støvede stuer oven på forretningen bliver til en bank med en gennemført kulturradikal direktørbolig. Saddelmagerens forældede hverv bliver til Skjerns moderne manufaktur – og senere inddrages nabobutikkerne, og alt rives ned til fordel for funkis i tre etager. Ja, selv Varnæs indretter efter deres tur til Paris om i det forstenede hjem, der har været i Hans Christians familie i nu tre generationer.
Fornyelse er nemlig ikke farlig, blot den sker med omtanke og stil. Selv i Korsbæk aka Danmark. Spørg blot Lise Nørgaard.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og