Kære Niels Krause-Kjær: Du skal ikke være en aktør

i Danmark/Featured/Kultur & Medier af

KOMMENTAR – Jurist Torkil Rasmussen fra Skanderborg er en trofast seer af DR2’s program Deadline. Men han er træt af studieværter og medier som politiske aktører. Han efterlyser mere journalistisk professionalisme og mindre plads og tid til de enkelte studieværters holdninger, som han mener for ofte skinner igennem – senest i Deadline den 20. december, da studievært Niels Krause-Kjær diskuterede statsminister Lars Løkke-Rasmussens holdninger til flygtningepolitikken.

Så skete det igen, i Deadline den 20/12 2017, kl. 22.30 

Jeg sidder som ivrig seer af dette i udgangspunktet glimrende program klar aften efter aften for at blive klogere, især når det gælder både danske og internationale politiske og økonomiske forhold. Jeg er glad for oplysning, især er jeg tilfreds, når der bliver serveret informationer, som jeg ikke selv har samlet op i løbet af dagens nyhedsstrøm. Jeg ser også meget gerne analyser fra indbudte gæster, og jeg følger omhyggeligt med, når de udtaler sig.

Til gengæld er jeg ligeglad med, hvad de studieværter, hvis job, det er at servere nyhederne for mig, mener.

Misforstå mig ikke – jeg ønsker ikke mikrofonholderi eller slappe værter. Men jeg har en forventning om upartiskhed og saglig formidling af programmet. Hvis jeg vil have prædikerne går jeg i kirke eller læser et menighedsblad. Fra DR2 vil jeg gerne have oplysning, debat og kritik mellem indbudte aktører.

Men den 20. december gik studievært Niels Krause-Kjær ud i, hvad jeg opfatter som en vendetta imod statsministeren med støtteindslag fra en række indbudte gæster, Lizette Risgaard fra LO, Jacob Holbraad fra DA og med deltagelse af 3F’s formand, Per Christensen.

Krause-Kjær lægger ud med at karakterisere statsministerens svar på et spørgsmål om paradigmeskifte i flygtningeproceduren som “uld i mund”.

Så hvis statsministeren er ulden i leveringen af sine holdninger, kan vi seere vel selv høre det, også uden studieværten som vores støttepædagog

Jeg finder det upassende. Fordi dommen er fældet på forhånd. Det er muligt, at statsministeren havde uld i mund. Men så kan jeg sagtens selv høre det. Jeg har ladet mig fortælle, at der i journalistik findes en grundregel, der hedder “show it, don’t tell it.

Så hvis statsministeren er ulden i leveringen af sine holdninger, kan vi seere vel selv høre det, også uden studieværten som vores støttepædagog. Mit eget bud er i øvrigt, at statsministeren sandsynligvis bevidst har undveget, fordi der pågår forhandlinger blandt andet med DF, men lad det nu ligge.

Jeg lades tilbage som en seer, der får stene for brød. Og sidder med følelsen af, at to mennesker, der forlods var enige, har gennemført en samtale, som jeg har overværet uden at blive klogere

Indslaget går herefter videre ved, at studieværten omtaler den tidligere indgåede 3-parts aftale, der indholdsmæssigt strider imod, hvad DF vil med hensyn til arbejde og sproglæring.

Et program ødelagt af værter
Herefter spørger Krause-Kjær Kjær Per Christensen, hvad denne synes om, at statsministeren ikke bakker op om aftalen, og at han ikke svarer på spørgsmål.

Men sådan må man – igen efter min mening – ikke spørge. Det er et suggestivt eller ledende spørgsmål, der nærmest lægger den udspurgte svaret i munden. Det er for eksempel forbudt i en retssal.

Krause-Kjær får fuldtonet støtte fra Per Christensen, hvilket ikke overrasker mig fra formanden for 3F – han er næppe uvildig. Igen vil jeg understrege, at det ikke er selve holdningen, jeg kritiserer. Per Christensen er part, og han kan selvsagt som inviteret i programmet udtale sig, som han vil. Det er princippet, som irriterer mig. Det generer mig helt konkret, at jeg som seer føler, at studieværten er enig med gæsten på forhånd.

Per Christensen fik også – og igen fornemmer jeg som seer, at det var til Krause Kjærs tilfredshed – lejlighed til at fremhæve, at mulighederne for 3-parts-forhandlinger fremover i givet fald ville blive ødelagte.

Det skal siges, at Krause-Kjær slutter med et spørgsmål i den anden lejr, hvor han spørger Per Christensen, om dennes holdning ikke er et udtryk for ‘stivstikkeri og principrytteri’. Men det hjælper ikke det store, for det giver Per Christensen mulighed for at svare, at denne faktisk ikke troede sine egne ører, da statsministeren var på.

Min fornemmelse er – efter at jeg har set Deadline stort set dagligt lige siden programmets fødsel i midt 90’erne – at et program, der i årevis var fremragende, oplysende, skarpt og underholdende efterhånden ved at blive ødelagt af værter, der fører deres egne krige

Slutresultatet er, ikke overraskende, at programmet ikke er udfordrende og går heller ikke i dybden. Jeg lades tilbage som en seer, der får journalistiske stene for brød. Og sidder med en fad fornemmelse af, at to mennesker, der forlods var enige, har gennemført en samtale, som jeg har overværet uden at blive klogere.

Alt i alt mener jeg desværre – efter at jeg har set Deadline stort set dagligt, lige siden programmets fødsel i 90’erne – at et program, der i årevis var fremragende, oplysende, skarpt og underholdende, er ved at blive ødelagt af værter, der fører deres egne krige og som taler og afbryder mere, end de indbudte gæster får lov til at tale.

Her kunne jeg henvise til korrespondent Jørn Mikkelsen i JP den 13. december 2017 i klummen “Set udefra”. Her skriver den tidligere chefredaktør:

“Medierne må ikke lade sig lokke til at blive hans (her Trump, TR) modstander eller den ene del af en offentlig boksekamp. Der gælder den ældgamle sandhed: Et medie må aldrig blive en aktør. Så enkelt er det, om end det i tilfældet Trump kræver en særlig selvdisciplin. Man kan også bare kalde det professionalisme.”

Ja tak, mere professionalisme. Som seere er vi ikke interesserede i studieværternes holdninger, men derimod jeres velvalgte inviteredes meninger.

Topillustration: DR’s hjemmeside.

Torkil Rasmussen er født i Stubbekøbing, opvokset i Maribo og blev cand.jur. fra KU i 1964. Han har arbejdet som advokat i København fra 1968-70, hvor han også lejlighedsvis underviste i jura på KU og senere andre steder. Han arbejdede også i Landsskatteretten og i Undervisningsministeriet Han flyttede i 1970 til Sønderjylland, hvor han søgte ind ved domstolene og arbejdede som dommerfuldmægtig og retsassessor. Fra 1981-93 var han civildommer i Kolding og fra 1993-2008 arbejdede han som administrerende dommer i Skanderborg og derefter i kortere tid som dommer i Aarhus. Ved pensionsalderen vendte han dog tilbage til gerningen som advokat i Aarhus fra 2008 - 2013. I de sidste fem år forligte han bl.a. danmarkshistoriens første erstatningssag for dårlig bankrådgivning med positivt resultat for kunderne og opnåede en særlig popularitet i straffesager mod indvandrere i og rundt om Aarhus. I sin fritid er Torkil en ivrig golfspiller efter at have sagt farvel til et aktivt liv som old boys fodboldspiller og lejlighedsvise triumfer på tennisbanen. Privat er han gift med Eva og er far til fire børn. Torkil bor i Skanderborg.

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,