BØGER // ANMELDELSE – Stefan Hermanns Læreren i midten er en interessant bog, som viser, at skolen og dens udvikling i høj grad er formet af samfundet og de kampe, der udspiller sig. Når samfundet slår revner, slår skolen også revner, skriver Finn Wiedemann. Bogens kvalitet ligger i det historiske overblik og de lange linjer gennem skolens historie med illustrative nedslag inden for de nævnte seks perioder. Her identificeres en række af de centrale brudflader og kampe, som har præget skole og samfund gennem 150 år.
Den tidligere rektor for UC Københavns Professionshøjskole og nuværende leder af Life Fonden, Stefan Hermann, har skrevet bogen Læreren i midten. Bogen er skrevet i anledning af Danmarks Lærerforenings 150-års jubilæum.
Danmarks Lærerforening bad Hermann om at skrive bogen. Den er således et bestillingsarbejde, men Hermann har haft metodefrihed. Man mærker da også, at der ikke er tale om et glorificerende festskrift, men at der veloplagt bliver delt håndmadder ud til højre og venstre.
Når bogen har fået titlen Læreren i midten, er det fordi, som Hermann skriver i indledningen, at skolen er samfundets midte. Den er samfundets grundfjeld eller tyngdepunkt. Stedet, hvor vi mødes på kryds og tværs gennem ti år.
Hermann har i høj grad været en del af maskinrummet, en insider i forhold til skolepolitiske udspil og reformer. Det er selvfølgelig relevant, men også irriterende, fordi han gerne utvetydigt markerer sine egne synspunkter til forskellige emner
Bogen er disponeret omkring en række historiske lærerroller. I alt seks lærerroller præsenteres som repræsentative for forskellige historiske perioder: folkelæreren, forsøgslæreren, den demokratiske klasselærer, læreren som coach, eksperten i undervisning og trivselssnedkeren.
Hovedvægten er især lagt på de sidste 50 år.
Folkeskolelæreren bliver til
Folkelæreren træder ind på den historiske scene i slutningen af 1800-tallet og afløser degnen og skoleholderen. Danmarks Lærerforening fødes. Folkelæreren bliver det naturlige centrum i lokalsamfundet og i foreningslivet. Det Sthyrske cirkulære indvarsler nye tider. Folkeskole- eller enhedslæreren er blevet født, en lærer, der kan undervise i alle emner og på alle klassetrin. Skolen er i høj grad nationalt orienteret.
Næste periode kalder Hermann for forsøgslæreren. Skolen frigør sig fra kristendommen uden at slippe det kristne værdisæt. I 1937 kommer en formålsparagraf, der betoner skolen som formidler af kundskaber samt karakterdannelse med afsæt i et nationalt og folkeligt menneske- og samfundssyn.
Selv om langtfra alle lærere var forsøgslærere, var 30’erne og 40’erne kendetegnet ved en række skoleforsøg inspireret af internationale reformpædagogiske strømninger, hvor der blev lagt vægt på elevernes selvvirksomhed. Læreren bliver i stigende grad en figur, der udvikler skolen og undervisningen.
Ikke desto mindre var skolen fortsat præget af stabilitet og kontinuitet, og nok også af rigiditet. Det 19. århundrede varede frem til 1960, som Hermann citerer historikeren H.P. Clausen for at have sagt. 1958-loven varsler nye tider, hvor skellet mellem land og by bliver ophævet, og hvor den berømte Blå Betænkning ser dagens lys med et nyt skolesyn.
Skolen får nu til opgave at gøre eleverne til harmoniske, gode og lykkelige mennesker. Det tog dog en del år, før den opgave sivede ind i alle skoler og klasseværelser. Der skulle eksamineres og sorteres mindre. I stedet skulle der i højere grad tages afsæt i barnet. Den demokratiske lærer ser snart dagens lys.
Den demokratiske lærer
I 1975 kommer en ny formålsparagraf for folkeskolen. Kristendommen forsvinder, og eleverne skal forberedes til medleven og medbestemmelse i et demokratisk samfund. Læreren skal tage afsæt i det hele menneske. Samfundet og forældrene bliver så småt inviteret med ind i skolen. Emnearbejde, projektarbejde og medinddragelse i stort og småt bliver nye pædagogiske arbejdsformer for en generation af lærere, der vælter ud af seminarierne og har store forventninger til fremtiden.
Selv om skolen åbnede sig udadtil, var det i høj grad lærerne, som udviklede skolen nedefra og indefra.
Hermanns lærerideal er således håndboldtræneren og Rita fra serien af samme navn. Tag autoriteten tilbage, opfordrer Hermann
1980’erne var på mange måder som 70’erne, men uden uskylden og troen på, at skolen kunne forandre samfundet. Bertel Haarder forsøger at relancere autoritet, oplysning og det nationale. Lærerrådene bliver nedlagt i 1989 og erstattet af pædagogisk råd, hvis funktion udelukkende er rådgivende. Professionstyret er på vej mod enden.
I 1993 kommer en ny formålsparagraf, der betoner elevernes alsidige personlige udvikling. Læreren er på vej mod at blive coach, som skal forløse eller facilitere den unikke elev med de mange intelligenser. Undervisningsdifferentiering, specialpædagogik og et sprog inspireret af psykologi og sundhedsvidenskab holder sit indtog i skolen. Den senere inklusionsdagsorden kan ses som en videreførelse af denne udvikling.
På vej mod globalisering og videnssamfund
90’erne er tiden, hvor de første internationale skoleundersøgelser kommer og ryster beslutningstagerne. Skolen var måske ikke så god og perfekt, som vi troede. Dette, sammenholdt med den udbredte opfattelse af, at globaliseringen og videnssamfundet er over os, baner vejen for en kritik af skolen, der leder frem til skolereformerne i 2006 og 2013.
Læreren bliver undervisningsekspert, og skolen bliver underlagt en stadig mere sofistikeret styring. Det kulminerer med den forhadte skolereform i 2013. ”Retningen blev sat fra oven,” som Hermann formulerer det, med blandt andet indførelse af læringsmål og test.
I årene efter bliver store dele af 2013-reformen langsomt afviklet. Skoledagene bliver igen kortere, læringsmålstyringen forsvinder, nye fleksible arbejdstidsaftaler bliver indgået, og skolens parter finder sammen i projektet Sammen om skolen. Læreridealet er nu ikke længere læreren som undervisningsekspert, men læreren som trivselssnedker.
Den seneste skoleaftale
En ny skoleaftale ser dagens lys i 2024. Globaliseringen og den åbne vidensøkonomi er aflyst. I stedet skal vi passe på produktionssamfundet, som ifølge Hermann mest ligger i Jylland. Folkeskolen skal være praktisk, og erhvervslivet er vigtigt. Samtidig får trivselsbegrebet stadig større betydning. Psykologien er nu det dominerende blik i den pædagogiske verden.
Lærere og skoler skal igen have frihed, i hvert fald så længe politikerne tillader det.
Udfordringer for skole og lærere
I bogens afsluttende del hvirvler Hermann en række aktuelle udfordringer op, som skolen må forholde sig til. Det afspejler den tætte kobling til samfundet: AI, trivsel, digitalisering, individualistiske forældre, inklusion, karakterdannelse, åndelig oprustning, natur og klima.
Aktuelt er skolen presset af øgede politiske forventninger, af forældre og elever, der er vant til at være i centrum, og af et mere fragmenteret samfund, hvor det er svært at identificere det almene og fælles. ”Læreren er i dag spændt ud mellem psykologiseret trivselshåndværk og nye fordringer til en revitaliseret lærerfaglig myndighed,” som det formuleres.
Hermann trækker på sin fortid som håndboldspiller og skriver, at mange af de seneste landstrænere har været lærere. Håndbolden er forbilledet for skolen, et fællesskab, hvor man er afhængig af hinanden.
I bogens afsluttende del hvirvler Hermann en række aktuelle udfordringer op, som skolen må forholde sig til. Det afspejler den tætte kobling til samfundet
Hermanns lærerideal er således håndboldtræneren og Rita fra serien af samme navn. Tag autoriteten tilbage, opfordrer Hermann. Det skal blandt andet ske gennem øget professionalisering, for eksempel gennem videreuddannelse og øget samarbejde internt blandt lærerne, men også gennem en opprioritering af det pædagogiske og didaktiske sprog.
Skolens demokratibestemte formål skal sætte retningen, så trivsel og læring ikke annekterer skolen og vores forståelse af den.
Interessant og irriterende
Bogens kvalitet ligger i det historiske overblik og de lange linjer gennem skolens historie med illustrative nedslag inden for de nævnte seks perioder. Her identificeres en række af de centrale brudflader og kampe, som har præget skole og samfund gennem 150 år. De seks lærerroller fungerer som en god rammesætning.
Jo længere vi kommer op til nutiden, jo oftere føler Hermann trang til at kommentere på aktuelle spørgsmål og udfordringer. Det er både interessant og irriterende. Hermann har i høj grad været en del af maskinrummet, en insider i forhold til skolepolitiske udspil og reformer. Det er selvfølgelig relevant, men også irriterende, fordi han gerne utvetydigt markerer sine egne synspunkter til forskellige emner.
Om grunden til, at skolereformen i 2013 kuldsejlede, får vi for eksempel sarkastisk at vide, at ”det er historiens dolkestødslegende, at det skyldes konkurrencestat tillagt Finderup Lade-modet på den danske model i foråret 2013”.
Med den bombastiske metaforik får vi præsenteret Hermanns utvetydige holdninger til sagen. Det er måske en af grundene til, at mange lærere stadig forbinder ham med one of the boys, der var med til at støbe kuglerne til den forhadte 2013-reform.
Krønike og essay
Fremstillingsformen gør formidlingen levende, interessant og underholdende. Bogen er en krønike og et krydsklippende essay og ikke en videnskabelig afhandling, som Hermann skriver. Krønike- eller essaystilen giver forfatteren en vis frihed til at forfølge spor og sidespor og ikke være forpligtet af delkonklusioner og syntetiserende analyser.
En interessant bog, som viser, at skolen og dens udvikling i høj grad er formet af samfundet og de kampe, der udspiller sig
Bogens materiale bygger på et ”rigt mål af kilder”, som det hedder. Det er en ikke særlig præcis beskrivelse. Historiske kilder, skolens formålsparagraffer, debatbøger, pædagogisk litteratur og litteratur om samfundsforhold udgør det primære kildemateriale. Dertil kommer inddragelse af populærkulturelle fænomener som sangtekster og film.
Kan man se bort fra den slags akademiske ulemper, er Læreren i midten en interessant bog, som viser, at skolen og dens udvikling i høj grad er formet af samfundet og de kampe, der udspiller sig. Når samfundet slår revner, slår skolen også revner.
Det er givetvis rigtigt, som Hermann skriver, at lærerne skal tage autoriteten tilbage. Men det kræver, at vi som samfund er parate til at give skolen og lærerne autoriteten tilbage. Aktuelle undersøgelser fra Aarhus Kommunes skoler, omtalt i medierne de seneste dage, viser de mange afbrydelser, der ofte sker i løbet af en gennemsnitlig skoletime.
Det illustrerer, at det er en stor og vanskelig opgave. Og det kræver i hvert fald noget, ikke bare af lærerne, men af os alle sammen, dvs. hele samfundet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og