COPENHELL // ANMELDELSE – Copenhells sidste dag, lørdag, kunne ikke helt følge op på de foregående dages programudbud. Slipknot er set og hørt bedre, mens The Sandmen udviste mod i deres sætlistevalg.
Afslutningsband og hovednavn på Copenhell, Slipknot, illustrerede festivalens aktuelle dobbelthed. På den ene side inkarnerer det ni mand store band og maskerede galmandsshow kernen af Copenhells ånd og historie: Metal med stort M. På den anden side understregede bandets tilstedeværelse også den problematik, der har luret under den hårde overflade de seneste mange år: manglen på store, kontinuerlige headlinere fra millennium-epoken, altså bands fra 00’erne, eller lidt før og efter.
Men headlinerne – de skal opgraderes næste år. Det samme gælder i dén grad logistik og lokummer, og så bør antallet af festivaldage også revurderes
Derfor: igen Slipknot som hovednavn, ligesom forrige år, og derfor flere mindre metalliske, men langt bredere hovednavne øverst på plakaten – i år Dizzy Mizz Lizzy, The Prodigy, Billy Idol. Desuden de danske rock-veteraner The Sandmen som overraskende supplement, omend ikke hovednavn. Dem vender vi tilbage til.
Slipknot var uforløst smadder
Copenhell er i en nødvendig transformation mod det lidt bredere rocksegment og med mangfoldige genrehybrider, som selvfølgelig er mere velkomment for nogle end for andre.
Der smadres dog stadigvæk løs under de fire Copenhell-dage i stort set hver eneste festivaltime mere end noget andet sted, hvilket Slipknot afslutningsvis netop også gjorde, og som de kan gøre det i velkendt overmål: disse ni maskerede mænd i kedeldragter og med deres dynamiske dedikation, non-stop-smaddermetal, ærkefræsende energiudgydelser og voldsomme, visuelle vanvid. Altsammen en meget metallisk og tilpas effektiv cocktail, men uden den friktion i stemning eller overbevisende sangskrivning, som kan samle hele den afsluttende metalfest.
Eksempelvis ville Slayer netop kunne dét trick, men der er vi så tilbage ved problemet: de er 15-20 år før millennium-navnene og pendulerer aktuelt mellem opløste og noget sparsomt turnerende.
Lørdag aften endte Slipknot – og dermed Copenhell – noget uforløst i alt deres ellers velmenende, men alt for endimensionelle og gennemtærskede smadderlyd. Bandet er hørt og set før.
Fra det samme stamtræ
Umiddelbart før Slipknot-showet entrerede førnævnte The Sandmen med deres stærke og forskelligartede sangkatalog, der spænder fra 80’ernes klassiske rocksange på Western Blood (1988), over den mere melodisk hårdrockede Sleepyhead (1992) og den aggressive garage-rockpunk på White Trash Red Front (2006) til de senere års skifte til dansksproget rock på pladerne Den bedste dag (2014) og Himmelstormer (2019). Desuden er et tredje dansksproget album, Hvis Jeg En Dag Skulle Dø, snart på vej.
The Sandmen udviste stort mod – nogen vil nok kalde det dumdristighed – ved at lægge ud i deres nye dansksprogede epoke, og ved faktisk at lade sætlisten dominere af denne, end ved at køre den oplagte hitparade med klassikere i et såkaldt festivalsæt. Modigt, måske, men også en måde at placere bagenden i klaskehøjde på. Men modigt og med fuld kunstnerisk integritet – dét var det.
Personligt nød jeg fint numre som “Himmelstormer” og, for første gang altså, “Hvis Jeg En Dag Skulle Dø”, som byggedes stemningsfuldt og intenst op på sådan en lidt Led Zeppelinsk When The Levee Breaks-agtig måde.
Selvfølgelig stak de gamle, holdbare klassikere ud som “Long Leg Sally” og “House in the Country” tidligt i sættet og de to afsluttende “Devilsway” og “5 Minutes Past Loneliness”, og jo ikke mindre sådan på en festivalplads en lørdag aften.
Gedigne rocksange og ypperligt sunget af en af landets bedste rocksangere, Allan Vegenfeldt. Bag ham et bundsolidt band, der selvfølgelig stod overfor et anderledes publikum end vanligt, men som ramte de mange af os, det fortrinsvist ældre segment, jovist, der har en alsidig kærlighed til rock over en bred kam. Faste Copenhell-gæster og heavy metal-fans med en samtidig præference til også Sandmens gode, groovy og fængende rocksange, der jo bare er en frugtbar gren af det samme stamtræ, som også heavy metal og hård rock udsprang fra for 50-60 år siden: rock’n’roll.
Hevet hjem af rockhits og smadder
Copenhell vil givetvis udvikle sig i en fortsat multirocket retning, men uden egentlig at frygte nogen markant metallisk decimering. Eksempelvis bød denne lørdag også på en af festivalens bedste koncerter i det storladne, symfoniske heavy metal-show fra tyske Powerwolf på hovedscenen Helviti.
I øvrigt bød denne sidste dag også på en masse, masse andet som ung, dansksproget punk i Gorilla Angreb, groovy hippie hardcore fra amerikanske Yosemite In Black, melodisk dødsmetal fra de erfarne svenskere In Flames og old school tyskertrash fra Sodom. Som i de foregående dage og aftener: et heftigt, i hovedsagen underholdende flow af den hårde rockmusiks brede, tyngde og egentligt eklektiske væsen.
Copenhell 2025 blev således hevet hjem af både rockhits og smadder, electronica, 80’er thrash, rå punk og finurlig folk metal, og af alskens eksperimenter og hybrid-kombinationer.
Dette i en fortsat ramme af et meget musikdedikeret og festivalminded fællesskab, som er blevet Copenhells adelsmærke, men som aldrig må tages for givet, uanset hvorhen festivalen, metal-musikken og heavykulturen må bevæge sig. Formentlig vil det dog være et sted, hvor der primært vil være plads til både metal-smadder og traditionel heavy, og et passende rum for lidt mindre tung guitar rock, elektroniske toner og alskens underfundigheder fra det globale crossover-landskab, der på en god dag eller aften kan være en del af Copenhell-universet.
Det fungerede i de foregående festivaldage, og det vil ganske sikkert kunne fungere fremover. For både unge metal-brushoveder, gamle heavy rockfans og alle de andre.
Men headlinerne – de skal opgraderes næste år*). Det samme gælder i dén grad logistik og lokummer, og så bør antallet af festivaldage også revurderes. Den sidste dag, lørdagen, må ikke bare være et halvfesent halehæng til tre foregående og velfungerende festivaldage og aftener, selvom lørdagen også havde dens fine stunder, socialt og musikalsk.
*) Her noterer vi lige at Metallica er på Europa-turné i juni 2026, og kan fejre 40 års jubilæum for hovedværket Master of Puppets, de blev indspillet få km fra Refshaleøen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og