MÆNDS EGOER // DEBAT – Vi lever i en tid, hvor statslederes skrøbelige egoer fører krig mod hinanden med deres befolkninger som gidsel, skriver forfatter, lærer og cand.pæd.antr. Nilgün Erdem i anledning af Kvindernes internationale kampdag.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har undret mig over mænds egoer i krig. Ikke mindst – egoets plads i verdenskonflikterne. Her tænker jeg på de krigslystne, impulsdrevne mænd som Vladimir Putin og Benjamin Netanyahu – og dem med vaklende egoer som Donald Trump.
Jeg undrer mig over, om krig er en biologisk arv fra en maskulin kultur, som i århundreder har været nedarvet til os. Og over hvorfor flere kvinder ikke er at finde i lederskabspositioner, når det gang på gang bekræftes, at deres lederevner skaber bedre social sammenhængskraft, mere fred og et bedre uddannelsessystem. Og ikke mindst, hvorfor kvinder som Mette Frederiksen iklæder sig de traditionelle mænds evolutionsbærende krigsimpuls.
Kampen om sex, magt og reproduktion
Psykolog Hector Garcia påpeger, at mænd statistisk set er mere voldelige end kvinder, hvilket kommer til udtryk gennem hustruvold, gadevold og krige. Mænd går i krig for patriotisme, ære og magt. Han sammenligner dette med dyreverdenen, hvor hanner udkæmper brutale kampe for at sikre reproduktion.
Under det bosniske folkemord fandt tusinder af krigsvoldtægter sted, Den Røde Hær voldtog millioner af tyske kvinder i 1945 og Islamisk Stat fordrev kurdiske landsbyer og voldtog Yezidi-kvinder. Osmanniske sultaner holdte haremmer, hvor de nød buffeten af haremskvinder, der først underholdt dem med deres kroppe og så lagde livmoder til deres børn, samtidig med at riget med sin stærke hær, disciplinerede infanteri og effektive artilleri havde adskillige successer.
Var de så frygtløse? Nej, for sultanerne satte kastrerede eunukker til at beskytte haremskvinderne for at undgå magttab. Historien viser en frygt blandt magtfulde mænd for at lade reproduktion komme andre til gode – en frygt, der spejler sig i de geografiske erobringer.
Impulskrigenes ledere
Tilbage til nutiden. Putin portrætterer ofte sig selv i de statskontrollerede medier som maskulin i den politiske og kulturelle fortælling i Rusland. Han er bl.a. blevet fotograferet imens han ridder, fisker eller svømmer og oftest udendørs, hvor han viser musklerne frem med rank rynk.
Hans ledelsesstil er blevet beskrevet som ”en selvhævdende beslutningstager”, der reagerer hurtigt, voldsomt og impulsdrevet, hvilket er kendetegnet for en traditionel lederform, der vil værne om Ruslands nationalidentitet og stærke positionering på den mere og mere bi-polære verdensscene.
Netanyahu, er ligesom Putin, kendt for sin abrupte beslutningstagning i årelange politiske konflikter mellem Israel-Palæstina. Han er en mand, der ikke afstår fra at bruge sin magt til at ydmyge andre, som da han kaldte den tidligere israelske premiereminister Yitzhak Rabin for ”fulderik” og opildnede til retorisk had mod ham, som førte til hans snigmord i 1995. Ligesom han i 2020 til Den Internationale Dag for Afskaffelse af Vold mod Kvinder fik selvhævdet sit maskuline ego og sammenlignet kvinder med dyr, hvilket førte til et ramaskrig blandt Israels feminister.
Historisk set har mænds egoer drevet krige, især under den ekspanderende kolonialisering
Netanyahus kompromisløse retorik skaber etnisk splittelse og legitimerer vold, som man ser i den Oscar-vindende dokumentar No Other Land, hvor israelske bosættere angriber palæstinensere. Det er bizart, hvordan Vesten fordømmer Putins brutalitet, men samtidig bakker blindt op om Netanyahus destruktive ledelsesstil. Mette Frederiksen er en del af denne dobbeltmoral: Hun viser ensidig solidaritet med Israel, men ignorer de tusindvis af dræbte palæstinensere og deres pårørende.
Trumps ledelsesstil er konfronterende, handlekraftig og impulsiv. Hans ego er ikke kun en personlig svaghed; det er en geopolitisk risikofaktor. Hans barnlige behov for konstant bekræftelse gør ham let at manipulere af autoritære ledere som Netanyahu og Kim Jong-un, som resulterer i overfladiske aftaler, der primært har til formål at forstærke hans eget image end at skabe varig fred. Hans impulsive beslutninger, som at trække USA ud af internationale aftaler, skaber destabilisering, fordi det er drevet af ren og skær personlig forfængelighed, fremfor en mere strategisk tænkning.
Historisk set har mænds egoer drevet krige, især under den ekspanderende kolonialisering – og ikke mindst under 2. Verdenskrig, hvor Hitlers ego var en skrøbelig årsag. Fra Den Kolde Krig til invasionen af Afghanistan, har det impulsive maskuline ego været en ubevidst drivkraft. Når impulsdrevne lederes egoer smelter sammen med deres nationers, bliver befolkningen taget som gidsler. De bliver ofrene. Så skal vi stoppe krige, må vi konfrontere mænds impulsdrevne krigstrang – en ubevidst biologisk handling, som tror den beskytter os, men som i virkelig ingen ende tager.
Kvinder, der leder som mænd
Der er dog også kvinder, der leder som mænd. Margaret Thatcher, elsket af nogle, hadet af andre, blev kendt for sin ubøjelige vilje, for at sejre i krigen om Falklandsøerne mellem Argentina og Storbritannien i 1982. Et image som ”jernladyen”, der ikke gik på kompromis og som kopierede den klassiske maskuline ledelsesform, for at vinde opbakning som kvinde, der kan klare det, i kønsrollernes opbrudstid i 1970-80’erne. Tidligt i sin karriere fik hun stemmetræning, fordi hendes stemme var for lys.
Thatcher var ikke bange for at træffe svære beslutninger under Den Kolde Krig, og hun rygtedes som værende hårdførende i dialog med andre statsledere. Ligeledes med den økonomisk liberale politik hun førte, såsom privatisering og det frie marked, der traditionelt er forbundet med den maskuline politik.
Mette Frederiksen, har ligesom Thatcher, en ubøjelig og kompromisløs ledelsesstil, hvad angår udenrigspolitiske alliancer. Da en dansk-palæstinensisk journalist spørger statsministeren om, hvorfor hun ikke også viser sympati for det palæstinenske folk, svarer hun, at ”journalistens spørgsmål er historieløs”. Her bekræfter statsministeren, at jøderne har været de største ofre siden 2. Verdenskrig, og samtidig ser hun gennem fingre med folkemordet i Gaza.
jeg undrer mig over, hvorfor vores egen statsminister ikke er inspireret af Jacinda Arderns blødere ledelsesstil
Mette Frederiksens kommunikationsstil er hård, uempatisk og konfliktoptrappende. Det bevidner, hvordan hun drøner til den israelske ambassade, lægger blomster og holder tale om antisemitisme på Krystalnatten, samtidig med, at hun negligerer den kollektive smerte, som dansk-palæstinensere oplever. Hendes yderligere svar er målbevidst og splittende: “Dét, at en dansk journalist stiller mig det spørgsmål, er dybt bekymrende!” Det bliver her klart, at Mette Frederiksen ikke fører en blød, eller mere intuitiv ledelsesform, men vælger en traditionel maskulin tilgang, der ikke ligefrem mildner konflikten.
En ny vej frem?
Men kan kvinder ikke inspirere ved at turde have en anderledes ledelsesstil? New Zealands tidligere premiereminister Jacinda Ardern, som har sat sig i folks erindring, demonstrerede en empatisk og inkluderende ledelsesstil under Christchurch-terrorangrebet, hvor flere bedende muslimer blev dræbt. Her blev hun hædret for at forene i stedet for at splitte, som vi ser Mette Frederiksen gør under Palæstina-Israel-konflikten.
Ardern har om sine refleksioner bag sit lederskab sagt: ”En af de kritikpunkter, jeg har mødt i årenes løb er, at jeg ikke er aggressiv nok eller selvsikker nok, eller måske på én eller anden måde, fordi jeg er empatisk, at det skulle betyde at jeg er svag. Det gør jeg fuldstændig oprør imod. Jeg nægter at tro, at du ikke kan være medfølende og stærk på samme tid”.
Så jeg undrer mig over, hvorfor vores egen statsminister ikke er inspireret af Jacinda Arderns blødere ledelsesstil. Jeg begræder det nærmest. Selv kvindelige statsledere skal åbenbart kopiere den maskuline egos politiske dogme, og det kommer der ikke færre verdenskrige ud af.
Ardern kritiserer også de traditionelle maskuline ledertyper som Putin og Netanyahu. Hun gør oprør imod, at politik skal være et sted, hvor man udøver ego, og hvor man konstant er fokuseret på at udligne hinanden i magtkampe. Hun ændrer dagsordenen ved at sige, at man godt kan have et robust demokrati, hvor man både kan være stærk og godsindet samtidig. Arderns gode sind drev hende til at arbejde for områder som børnefattigdom, mental sundhed og vold i hjemmene.
Hvis andelen af kvinder i et parlament stiger, er landet langt mindre tilbøjeligt til at bruge militær kraft til at løse konflikter, udgiften til de militære resurser falder, og den politiske stabilitet øges i landet
Andre kvindelige statsledere, som har turdet lade de bløde værdier føre dem frem i politik, er bl.a. Benazir Bhutto, den tidligere premiereminister i Pakistan, som fokuserede på de diplomatiske forbindelser til nabolandende, styrkede båndende mellem regionerne og fremmede samarbejde. Tilmed ville hun skabe mere ligestilling for kvinder i politik, uddannelse og beskæftigelse.
Hun kæmpede for social retfærdighed som ingen andre. En tredje er Ellen Johnson Sirleaf, Liberias første kvindelige præsident, som genopbyggede landet efter borgerkrig og arbejdede for at fremme kvinders rettigheder. En fjerde, er Sirimavo Bandaranaike, som var verdens første kvindelige premiereminister i Sri Lanka, og bedst huskes hun for at bidrage til uddannelses- og socialpolitik.
Vi er nødt til at anerkende, hvordan magtfulde, traditionelle mænds reproduktive, biologiske system, deres skamroste, impulsdrevne krigshandlinger og deres egoers sammensmeltning med nationerne, påvirker den politiske konflikts sårbare sfære.
Vi er nødt til at beslutte os for, at kvinder på internationalt plan, også kan, og bør få flere statslederstillinger og bidrage med deres omsorgsorienterede ledelsesstrategier til konflikter, som fremskynder velfærd, forståelse og humanitære løsninger.
For jeg undrer mig. Hvornår kan kvinder få lov til at lede som kvinder – og ikke som mænd?
Kan kvinders ledelsesstil redde verden fra krig?
Hvis andelen af kvinder i et parlament stiger, er landet langt mindre tilbøjeligt til at bruge militær kraft til at løse konflikter, udgiften til de militære resurser falder og den politiske stabilitet i landet øges. Når kvinder desuden leder lande, ser vi et prioriteret uddannelsessystem og en velfærd til fordel for børn. Ser man på kvinder i FN, deltager kun 2% til fredsforhandlingerne, men når de gør, er der 35% større sandsynlighed for en fredeligere løsning. Og endnu mere uforståeligt er det, at færre end en tredjedel af FN’s medlemslande har haft en kvindelig statsleder.
Der er måske håb. John Gerzema og Michael D’Antonio forskede i spørgsmålet om, hvorvidt man kan sætte mere pris på den feminine side af statsledelse, når det kommer til globalisering, økonomi, teknologi, krige mv. De undersøgte svaret hos 64.000 personer i 13 forskellige lande. 66% af de adspurgte mente, at ”verden ville være et bedre sted, hvis mænd tænkte mere som kvinder”. 57% af de adspurgte var ”utilfredse med mænds adfærd i deres land.”
Opbakning til flere kvinder som statsledere er således at finde i befolkningerne. Opbakning til flere, som uanset deres køn, ikke ser modsætningsforhold mellem godhed og styrke i ledelsesstil. Flere, som ikke kaster sig selv ud i alliancernes kompromisløse folkemord i spændingsfeltet mellem deres egoers hævntørst og frygten for ydmygelse. Flere kvinder, som ikke kopierer den traditionelle, maskuline ledelsesstil, fordi mænd har gjort det i århundreder og taget millioner af menneskeliv.
Forleden dag spurgte jeg min mor, om hun troede det var nemmere for nogle traditionelle mænd at trykke på krigsknappen end for kvinder – og hun svarede: ”Kvinder bærer liv og beskytter. Kvinder kender et menneskelivs værd, fordi de har båret livet inde i egen krop. Dét liv kommer mænd aldrig til at mærke på samme måde.”
Måske skabes livet mellem to køn, men kun kvinder føler livets kraft vokse indeni. Samtidig klæder impulskrigenes ledere deres sønner ud som soldater, der hver dag dør for selvopfyldte egoer og deres nationer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og