MUSIK // ANMELDELSE – Mercury Revs intense støjrock-koncert balancerede på randen af at forulykke, men endte i en lille triumf med stående applaus fra publikum, skriver Bo Heimann.
For omkring 30 år siden udgav et lille rockband fra Buffalo i New York tre art-noise-albums, der havde godt med støjende distortion og punkattitude. De albums blev dømt interessante af nogle og rodede og uambitiøse af andre. Tiden har nok mestendels givet de sidste ret. Derefter gik bandet i næsten-opløsning og den hidtidige frontmand, David Baker, forsvandt.
Efter nogle år genopstod Mercury Rev i en helt ny inkarnation med en trilogi af små mesterværker inden for alternativ rock: Deserter’s Song (1998), All is Dream (2001) og The Secret Migration (2005). Jonathan Donahue, der var med fra begyndelsen, stod nu for både tekst og melodier. Han havde og har fortsat Sean ”Grasshopper” Mackowiak med som wingman på guitar.
På Born Horses har han nærmest opgivet sangen og foredrager sangene med dybere stemme, som var det poesi, der skal reciteres. Det er ordene desværre ikke stærke nok til
Siden trilogien har bandet udgivet flere albums, der ikke helt har holdt niveauet.
Lige-ved-og-næsten
Måske derfor markerede det seneste album, Born Horses fra tidligere i år, atter en ny inkarnation? Efter en pladepause på hele ni år og med Donahue og ”Grashopper” nu suppleret af de nye medlemmer Jesse Chandler (piano, bass og horn) og and Marion Genser (tangenter og ’warped spacy sounds’), genopstod Mercury Rev med jazzede trommer, sværmeriske horn og svævende synth-klangflader.
Sfærisk drømme-pop af en slags, der sine bedste og mørkeste steder kan lede tankerne i retning af Bowies store afskedsværk, det ligeledes jazzede Black Star-album, og på andre stræk bliver næsten tam easy-listening. Det er et album med elegante og velproducerede sange i cinematiske arrangementer, der dog ofte ender i noget lige-ved-og-næsten.
Hvorfor et band med et så stort bagkatalog vælger at spille coverversioner, står hen i det uvisse
Stor er også ændringen i Jonathan Danahues vokal. Han har altid sunget med en spinkel, høj og skrøbelig stemme, der på den mesterlige trilogi kunne få hår til at rejse sig på selv de mest hårdhudede, men på Born Horses har han nærmest opgivet sangen og foredrager sangene med dybere stemme, som var det poesi, der skal reciteres. Det er ordene desværre ikke stærke nok til helt at bære. Har man været betaget af Donahoues stemme, så er det vitterlig en stor én af sluge.
I Bremen lørdag aften var det dog det gamle art noise-band, der var tilbage. Mercury Rev gik på scenen til en kakofoni af lyde fra en blanding af filmklip, fløjter og trommer. De diverterede med en kort (godt halvanden time) og intens rockkoncert, der løbende balancerede på randen af at forulykke ved hele tiden dramatisk at skulle køre ekstra rundgange på sange, der fint kunne have været afsluttet. For ofte stod Donahue som en spinkel version af von Karajan i stramme bukser og jakke og dirigerede bandet til en jammende runde mere med teatralske slag med armene.
Bragende bifald
Det var det sangene fra hovedværket, Deserter’s Song, der bar koncerten. ”The Funny Bird”, ”Goddes On A Hiway” og ”Holes”. Donahue matcher af gode grunde ikke sin fabelagtige stemme tidligere tiders, men mindre kan gøre det. De sange stod stolte og stærke, hvilket ”The Dark Is Rising” fra All Is Dream også gjorde, mens et nyt nummer som ”Your Hammer, My Heart” kæmpede for livet.
Hvorfor et band med et så stort bagkatalog vælger at spille coverversioner, står hen i det uvisse, men Mercury Rev spillede undervejs en coverversion af Bob Dylans fantastiske ”Love Sick” – og lykkedes overraskende stort med den.
Mercury Rev har dedikerede fans af den slags, der pr. definition er svære at skuffe. Overgjorte og jammende rundgange til trods var hele Bremen på fødderne til stående applaus. Jonathan Donahue og ”Grashopper” er i gang med endnu en inkarnation af Mercury Rev. Deres insisteren på at gå ad egne stier og mod til at skifte udtryk afkræver respekt. Lørdag aften balancerede de undervejs på randen af at forulykke, men endte i en lille triumf.
Læs også Jeppe Madsbad Lauritzens koncertanmeldelse “Aqua: Fuld festdamp og få vådeskud”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
