KRIGEN I GAZA & UDENRIGSPOLITIK // DEBAT – Den danske regering må tage ansvar i en af verdens mest akutte konflikter. Statsministerens unuancerede opbakning til Israel overser konfliktens dybde og bidrager ikke til en løsning. Det er tid til, at Danmark aktivt anvender sin unikke position som ven af Israel og støtte af det palæstinensiske selvstyre, skriver Erik Boel.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvis jeg var israeler, havde jeg den 7. oktober sidste år fyldt min bil med våben og ammunition og var kørt til Gaza.
Jeg elsker Israel. Befolkningen, naturen, kulturen, historien. Jeg har løbende besøgt landet gennem de sidste 30 år.
I sene aftentimer har jeg drukket spandevis af te i kibbutzer og diskuteret, hvordan vi får en bedre verden. Jeg har haft enorm glæde af at tale fred med imponerende skikkelser som Yitzhak Rabin, Shimon Peres og Ron Pundak (Herbert Pundiks søn).
I øjeblikket tilbringer jeg en måned i Ukraine. Jeg har lige besøgt det jødiske museum her i Odessa, mindestenene i Lviv og ikke mindst Babi Yar, hvor henved 150.000 mennesker, overvejende jøder, blev massakreret af Nazi-Tyskland. Min rejselekture består af East West Street af Sands. En gribende skildring af udryddelsen af jøderne i det, der i dag er det vestlige Ukraine.
I Berlin, Washington og andre steder på kloden besøger jeg de jødiske museer. I Israel selvfølgelig Yad Vashem.
Om 1.000 år vil Nazi-Tysklands forbrydelser mod jøderne fortsat blive husket.
Den danske regering er reduceret til et ekko af amerikanerne. Undertiden kan det se ud, som om regeringen i Gaza-spørgsmålet er et forretningsministerium
Normalt redegør jeg ikke så eftertrykkeligt for min baggrund. Men i debatten om Israel bliver kritik af Israels regering ofte forvekslet med antisemitisme. Uanset at det intellektuelt ikke burde være nogen uoverkommelig opgave at skille de to ting ad.
Forbrydelserne mod det jødiske folk forklarer, at Israel er gået amok i Gaza, på Vestbredden og i Libanon. Den israelske befolkning er traumatiseret. Traumet fra holocaust er blevet holdt ved lige af en endeløs række af krige siden 1948 og i perioder næsten daglige terrorangreb fra Gaza, Vestbredden og Libanon.
Den israelske reaktion er forståelig ud fra den psykose, landet befinder sig i – og den var aldeles forudsigelig. Jeg forstår sorgen, vreden, hadet.
Men …
Men det forsvarer ikke de grusomheder, Israel har nedkaldt over den palæstinensiske befolkning.
Destruktionen af Gaza var ikke nødvendig. Israel har gennem mange år igen og igen bevist, at man råder over en efterretningstjeneste, militært knowhow og teknologiske ressourcer, som kunne have sat Hamas-terroristerne ud af spillet uden at tage titusinder af civile med i købet. Glem ikke, hvorledes Israel har præcisionsbombet terroristledere som fx Hezbollahs Nasrallah og Hamas’ Sinwar. Opgaven havde ikke været nem på grund af Hamas’ tunnelsystem – og ville sikkert have kostet nogle civile livet. Men slet ikke i det omfang, vi har oplevet det seneste år.
USA kunne have stoppet det israelske amokløb, hvis man havde ønsket det. Supermagten har uendelig mange pressionsmidler – ikke mindst over for en klientstat som Israel
Man mærker hensigten og bliver forstemt: Israel søger en massiv etnisk fordrivelse af den del af den palæstinensiske befolkning, der overlever tæppebombardementerne. I det perspektiv giver det mening, at Israel afskærer befolkningen fra vand, mad og medicin. Tanken er at gøre det ubærligt at leve i Gaza.
Ved en blanding af massakrer og total ødelæggelse af livsgrundlaget skal de overlevende palæstinensere tvinges væk. Det er en del af strategien at gøre det så svært som muligt for de humanitære hjælpeorganisationer at støtte befolkningen med mad og medicin.
Israels nylige stempling af UNRWA som en terrororganisation og forbud mod organisationen skal ses i det lys. Den strider i eklatant grad imod den humanitære folkeret.
Den brændte jords politik giver mening. Det gælder en fordrivelse af palæstinenserne. Når den sidste palæstinenser er slået ihjel eller fordrevet, kan bosætterne rykke ind. Det bliver i penthouselejligheder med udsigt over Middelhavet og med adgang til pool og kasino.
Dette er i korte træk premierminister Netanyahus politiske løsning på konflikten.
Den danske regerings medløberi
Mens den israelske reaktion kan forstås – om end ikke forsvares – sidder de virkelig skyldige i Washington, i Biden-Harris-administrationen – og blandt deres medløbere i bl.a. den danske regering. USA kunne have stoppet det israelske amokløb, hvis man havde ønsket det. Supermagten har uendelig mange pressionsmidler – ikke mindst over for en klientstat som Israel.
I stedet har USA’s omkvæd været ønsket om en våbenhvile, som alle godt ved er urealistisk, og en tostatsløsning, som enhver med et blot overfladisk kendskab til konflikten er klar over, ikke har nogen gang på jord. Et tredje mantra er: Israel har ret til at forsvare sig. Som om massedrabene på tusinder af palæstinensiske børn har noget med retten til selvforsvar at gøre.
Som et minimum burde regeringen acceptere, at Danmark tager imod patienter fra Gaza – som WHO har opfordret til
Den danske debat handler mestendels om maskeringsforbud, kampråb, børn i demonstrationer, teltlejre, navngivning af en plads, studenterbevægelser, graffiti, politikere, der er fornærmede over at blive afbrudt til møder og fodboldoptøjer i Amsterdam. Debatten gælder sjældent den tragedie, der har ramt Israel og palæstinenserne.
Den danske regering er reduceret til et ekko af amerikanerne. Undertiden kan det se ud, som om regeringen i Gaza-spørgsmålet er et forretningsministerium. Protesterne er så spagfærdige, at de næsten ikke er hørlige. Regeringens mangel på engagement eller blot interesse er slående.
Statsministerens unuancerede 100 % opbakning til Israel – som var det en fodboldkamp – er ikke befordrende for en forståelse af konfliktens kompleksitet, endsige for at bidrage til en løsning af konflikten.
Formentlig vurderer regeringen, at den scorer nogle point i Washington og ikke mindst i Israel. Men rigtige venner er ikke rygklappere eller eftersnakkere. En rigtig ven er en, der siger fra, når man er på afveje.
Hvis Danmark ikke har noget på hjerte i forhold til en af verdens mest brændende konflikter, kan man spørge, hvorfor det var så vigtigt med det medlemskab af Sikkerhedsrådet, der træder i kraft ved årsskiftet.
Dansk passivitet må ophøre
Som et minimum burde regeringen acceptere, at Danmark tager imod patienter fra Gaza – som WHO har opfordret til. Sundhedsvæsenet i Gaza er kollapset, og mange har ikke adgang til den nødvendige lægelige behandling. Frankrig, Norge og Spanien har taget imod syge og sårede. Når den danske regering sidder med armene over kors, svigter de elementære humanitære og sundhedsfaglige principper.
Jeg efterlyser ikke protester, fordømmelse og sanktioner. Men konkrete initiativer. Fx til forsoning mellem palæstinensere og jøder. Initiativer til at sikre en fortsat palæstinensisk tilstedeværelse i Gaza. Initiativer til genopbygningen af Gaza. Ja, det bliver svært. Men der er ikke noget alternativ.
Danmark har et stærkt afsæt for at kunne spille en aktiv rolle. Som ven af Israel og i lyset af de mange hundrede millioner kroner, vi har pumpet i det palæstinensiske selvstyre.
Regeringen gør ingen af delene.
Regeringen beklager, vrider hænder, udtrykker bekymring. Regeringens passivitet i forhold til den humanitære katastrofe i Gaza er en skamplet på dansk udenrigspolitik.
Læs også Hans Henrik Fafners analyse “Uden Gallant kører Netanyahu sit helt eget løb”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
