USA2024 // MAGA OG RELIGION – Prædikanten Wallnau bygger i store træk på konspirationsteorier, men hans tænkning og bevægelsen blandt konservative og evangelikale kristne har reel politisk indflydelse.
Den republikanske vicepræsidentkandidat J.D. Vance talte 28. september 2024 ved et arrangement i Monroeville, Pennsylvania, hvor værten var den selverklærede profet Lance Wallnau. Besøget skete som en del af et religiøst vækkelsesmøde, The Courage Tour, hvor taler om traditionelle værdier, helbredelser og sang var andre dele af programmet.
Som bekendt er Pennsylvania en af svingstaterne, hvor et lille antal vælgere kan blive afgørende for fordelingen af de 19 valgmænd, som igen kan påvirke det nationale udfald af valget. Derfor er det relevant at dykke ned i, hvordan personer som Wallnau forstår det politiske landskab, og hvordan han påvirker religiøst lydhøre amerikanske vælgere i en svingstat som Pennsylvania.
Hvis vi forsøger at se en profet eller apostel for os, så vil det nok være billedet af en kjortel- og sandalklædt langskægget mand. Sandsynligvis også af en fortidig og for længst afdød person. Lance Wallnau er imidlertid en højst nulevende profet, eller ”futurist”, som der står på hans hjemmeside, hvor han fremtræder som en nydelig midaldrende mand i jakke, skjorte og dyrt ur – og har hverken skæg eller kjortel.
Gennem talrige podcasts og videoer diskuterer Wallnau ”åndelig krigsførelse”, som for ham er idéen om, hvordan politiske beslutninger bliver til som konsekvens af åndelige kampe
At han virkelig er profet, bekræftes – igen ifølge ham selv – af, at han er en af de blot tre konservative evangelikale ledere, som fra begyndelsen af 2016-kampagnen forudså, at Donald Trump ville blive præsident. Det skrev han om i bogen God’s Chaos Candidate fra 2016, der fortolker Trump som en moderne udgave af den bibelske figur kong Kyros, perserkongen, som uvidende udfører Guds vilje og dom over folkeslagene.
Republikanske kandidater har fra valget af Ronald Reagan i 1980 nydt godt af støtten fra konservative og evangelikale amerikanske kristne grupper. Mange konservative amerikanske kristne anså Jimmy Carter for at være for liberal, selv om han var sydstatsbaptist og fortsatte med at fungere som søndagsskolelærer, mens han var præsident. Reagan var ganske vist fraskilt skuespiller fra Californien, men med hans hårdere modstand mod abort mente mange konservative, at han i højere grad repræsenterede deres etiske værdier.
I 2016 var mange konservative amerikanske kristne kritiske i forhold til Donald Trump. Trump var fraskilt to gange og en række seksuelle skandaler gjorde det vanskeligt at se ham som garant for traditionelle familieværdier. Wallnau var dengang med til at overbevise tvivlende vælgere og argumenterede i 2016 for, at en alliance mellem Trump og de evangelikale og konservative kristne ville give udbytte. Det udbytte kom med udpegningen af de nye højesteretsdommere, som i 2022 sikrede omstødelsen af Roe vs. Wade-kendelsen, som i et halvt århundrede havde sikret kvinder national adgang til abort.
Wallnaus konspirationsteorier
I bogen God’s Chaos Code, som Wallnau udsendte i oktober 2020, giver han den bredere baggrund for sit verdenssyn og blik på verdens politiske udvikling. Det specielle ved bogen er Wallnaus idé om, at Gud i Det Gamle Testamente gennem en kodet besked hos profeterne Haggai, Nehemias, Ester og Ezra har forudsagt ikke blot valget af Trump, men også pandemi, finanskrise og øget salg af håndvåben.
Hvor længe Amerika vil være i stand til at hindre disse mørke og navnløse kræfters samfundsomvæltning, er ikke til at sige, mener Wallnau, og meget afhænger derfor af, at Trump genvælges
Gennem talrige podcasts og videoer diskuterer Wallnau ”åndelig krigsførelse”, som for ham er idéen om, hvordan politiske beslutninger bliver til som konsekvens af åndelige kampe. Det fascinerende ved bogen og podcastene er dog ikke så meget idéen om en kodet besked i de gammeltestamentlige skrifter som Wallnaus evne til at overbevise ubeslutsomme evangelikale vælgere i den nuværende valgrunde.
Også i forhold til Amerikas rolle i international politik har Wallnau nogle vilde idéer, som appellerer til ubeslutsomme vælgere. I et nyligt videoopslag med titlen ”Afsløringen af Antikrist” præsenterer Wallnau sin analyse af, hvordan Amerikas globale indflydelse i hemmelighed hindrer skjulte kræfter, der arbejder for en ny, antikristen verdensorden. Hvor længe Amerika vil være i stand til at hindre disse mørke og navnløse kræfters samfundsomvæltning, er ikke til at sige, mener Wallnau, og meget afhænger derfor af, at Trump genvælges.
Udefra set er Wallnaus tænkning i store træk konspirationsteorier. Men at tænkningen og bevægelsen blandt konservative og evangelikale kristne har reel politisk indflydelse, blev klart med valget af den republikanske senator fra Louisiana, Mike Johnson, som formand for repræsentanternes hus i efteråret 2023. For med Johnson rykkede den kristne nationalisme et skridt tættere på magtens centrum, og ifølge den håndfaste udgave af kristen nationalisme, som Mike Johnson repræsenterer, skal Amerika ikke blot ledes politisk ud fra kristne værdier. Realiseringen af hvad Amerika er, kan kun ske hvis amerikanske politiske ledere gør Guds vilje.
At dømme ud fra hans bøger og sociale medier er Wallnau og andre i New Apostilic Reformation-netværket villige til at gå endnu længere. Hvad den politiske pris er for støtten til Trump fra en sådan gruppe af konservative kristne i en svingstat som Pennsylvania, ved vi ikke endnu, men Wallnau har sikkert idéer nok, hvis Trump skulle blive genvalgt.
Klik dig videre til mere USA-stof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her