MUSEER // ESSAY – Miho Museet ligger i en storslået naturpark i de japanske Shigaraki-bjerge, en god times kørsel med tog og bus fra Kyoto. I dette første af fire essays om unikke museer skriver kunsthistoriker Marieke Burgers og tidligere direktør for Arbejdermuseet Peter Ludvigsen om arkitekten I.M. Pei og grundlæggeren Mihoko Koyamas æstetiske mesterværk.
Miho Museet, der åbnede i 1997, er grundlagt af Mihoko Koyama (1910-2003), hvis familie igennem et par generationer havde tjent en stor formue ved produktion af bomuldsklæde. Allerede som ung pige var hun optaget af sværmeriske idéer inspireret af den japanske filosof Meishushamas tanker – en kunstnerisk blanding af shinto og kristendom.
Omkring 1970 grundlagde hun sekten Shumei, hvis hovedtanke var, at man finder denne verdens evige skønhed og harmoni i balance mellem natur, kunst, og hvad vi i dag vil kalde økologisk fødevareproduktion. Det var samtidig en bærende tanke i sekten, at jordens naturlige balance og skønhed kunne fastholdes ved at bygge arkitektoniske mesterværker i uberørte naturlandskaber.
Shumei-sektens hovedsæde, Grundlæggerens Hal, blev bygget af den japansk-amerikanske arkitekt Yamasaki som en knop, der vokser op af jorden, i en bakket naturpark i Shigaraki-bjergene uden for Kyoto.
Og tanken blev videreført, da Koyama senere engagerede den berømte kinesisk-amerikanske arkitekt A.M. Pei – manden, der tegnede Louvres pyramide – til at bygge Klokketårnet til Englenes Fryd i samme område.
Et museum for japansk og international kunst
I 1990 spurgte hun Pei, om han ville bygge et museum, der skulle huse en samling af klassisk japansk kunst, som hun havde opbygget gennem mange år. Pei syntes, idéen var for snæver. Han forslog hende i stedet et museum, som skulle udstille både hendes japanske samling, men også international historisk kunst.
Det sidste havde Koyoma ikke rigtig noget af, men da penge ikke var noget problem, finansierede hun, at to japanske kunsthandlere i de næste fem-seks år foretog et omfattende indkøb af alle mulige former for sublime, internationale, antikke kunstværker – fortrinsvis ad en rute tæt på Silkevejen med afstikkere til Nordafrika og Latinamerika. Mange af værkerne har formodentlig undervejs gennem historien været i illegal besiddelse, men er altså endt i en rig japansk sekterisk elite.
Ekstremt smukt og afbalanceret æstetisk helt ned i detaljerne, men også så ekstravagant, at man kan forestille sig, at Pei ville blive fyret, hvis han havde foreslået besparelser
Mens indsamlingen pågik, byggede Pei tæt ved sektens hovedkvarter og Klokketårnet et af verdens mest gennemtænkte og æstetiske museer i dyb samklang med den omgivende smukke natur. I mange lande havde de næppe fået lov til overhovedet at bygge i sådanne omgivelser, men de lokale myndigheder i Shiga gav byggetilladelse på betingelse af, at omkring 90 % af museet skulle placeres under jorden.
Og sådan blev det. Ekstremt smukt og afbalanceret æstetisk helt ned i detaljerne, men også så ekstravagant, at man kan forestille sig, at Pei ville blive fyret, hvis han havde foreslået besparelser. Navnet Miho henviser til stifterens navn Mihoko, men mi-ho betyder desuden noget i retning af ”smuk beholder” eller ”smukt depot”.
Alle Peis valg er ladet med symbolik
Det tager som sagt omkring en time at komme fra Kyoto til Shigaraki. Når man ankommer, forstår man med det samme, at intet er overladt til tilfældet. Alle Peis valg er ladet med symbolik.
Bussen stopper på parkeringspladsen foran en tunnel, der ingen ekko har. Tunnelen, der løber gennem et mindre bjerg, fører gæsten til en kløft med en hængebro, som på begge sider er beplantet med kirsebærtræer. I Japan er de et symbol på skønhed, men også på livet og livets forgængelighed. En cirkelformet plads fører frem til bygningens indgang og et museum bygget op af geometriske former.
Pei har som en filminstruktør orkesteret denne udsigt: I japansk kultur er fyrretræet forbundet med held og standhaftighed, men er især symbol på et langt liv, ja endda udødelighed
Som gæst oplever man altså en symbolsk genfødsel, før man passerer den ny erkendelses bro for således at være beredt til at modtage museets æstetiske og sekteriske budskab. Tunnelen gennem bjerget er i øvrigt – af naturgivne årsager – så lang, at museet tilbyder elektriske golfcarts, så gangbesværede også kan genfødes.
Inden man får lov til at møde kunsten, harmonien, skal man op ad en trappe. I det første rum mødes man af en storslået udsigt til den skovklædte og bakkede naturpark med klokketårnet, men allerførst ser man to gamle, sublimt velplejede fyrretræer, som vokser helt op til den enorme glasvæg.
Pei har som en filminstruktør orkesteret denne udsigt: I japansk kultur er fyrretræet forbundet med held og standhaftighed, men er især symbol på et langt liv, ja endda udødelighed.
Bygningernes hellige geometri
Museets hovedbygning tilpasser sig smukt de naturlige omgivelser og låner med sit lavt udhængende tag fra silhuetten udtryk fra traditionelle japanske gårde, mens selve udsmykningen og detaljerne er gennemarbejdet med filosofisk og økonomisk overskud.
At naturen bliver stiliseret til det ypperste, ser man i den indendørs zen-have, som er placeret på en central plads i gangforløbet
Pei betjener sig i denne bygning af geometriske grundformer som cirkel og firkant, men især af trekanten, mere specifikt den såkaldte tetrahedron, den trekantede pyramide. Trekanten er i sig selv en konstruktiv stærk form, som desuden i buddhistisk tanke kan henvise til højere indsigt, men tetrahedronen, de tre sider af pyramiden, symboliserer i buddhistisk filosofi tre gange tomhed: ønskeløs, tegnløs og tomhed.
Taget har store glaspartier til et sæsonpræget lysindfald og er konstrueret af spær og rammer bestående af geometriske kombinationer af trekanter, og gennem store panoramavinduer er man konstant i kontakt med naturen.
At naturen bliver stiliseret til det ypperste, ser man i den indendørs zen-have, som er placeret på en central plads i gangforløbet. Væggene i museet er beklædt med fransk honningfarvet Magny doré-kalksten, som ligner glasur. Det himmelske klokketårn, som skal fryde englene, er i øvrigt beklædt med hvid granit.
En fragmenteret, men æstetisk og elitær samling
Museets nordfløj huser den japanske samling: Bemalede kammerskærme, masker, tryk, figurer, ceremoniudstyr, kalligrafi, testel, krus og fade gennem et par tusinde år. Som en besynderlig kuriositet er der endog et maleri af Frederiksborg Slot, malet af en japaner i 1869.
Sydfløjen viser de nyligt indkøbte 3.000 års kunst og kunsthåndværk, blandt andet en afghansk gudindefigur, et assyrisk relief, pakistanske og khmer Buddha-statuer, iranske guldbægre, centralasiatiske drikkehorn, et sjældent persisk smykke, ægyptiske gude- og dyrefigurer, kinesiske porcelænsfigurer, en mexicansk jademaske samt græske og romerske statuer.
En helt igennem fragmenteret, men æstetisk og elitær samling.
I museets restaurant sidder man på enkle bænke ved plankeborde og spiser hjemmedyrket, økologisk vegetarmad, præsenteret på smukkeste vis på japansk håndlavet keramik.
I The Pine View Tea Room, som er indrettet med borde af Arne Jacobsen og stole af Poul Kjærholm, kan man nyde te med en storslået udsigt til fyrretræernes rene, endeløse ro og æstetiske indsigt.
Den delikate forretning, som også er et besøg værd, sælger også T-shirts med museet navn – i bomuld naturligvis.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
