KONCERT // ANMELDELSE – De fleste af sangene ved Simple Minds’ koncert mandag d. 8. april var fra før det skelsættende år 1985, før bandets uforglemmelige ørehænger. Og det nyeste nummer var fra 1991. Det kom der en overraskende god koncert ud af i en ikke helt udsolgt Royal Arena.
Tekst: Bo Heimann. Fotograf: Eddie Michel
De hittede med den forbandede sang i 1985. ‘Don’t You (forget about me)’var alle steder. Også i mine dengang 14-årige ører. En ørefænger af et hit. For så vidt. For de havde ikke skrevet den selv og tøvet med at indspille den.
Både Bryan Ferry og Billy Idol siges at have takket nej tak, inden Simple Minds fik buddet. For sangen var hægtet op på ungdomsfilmen The Breakfast Club fra Hollywood, og vil man egentlig forbindes med dén slags, når man er et progressivt rockband? Simple Minds skulle aldrig have gjort det. Derefter blev de aldrig sig selv, skulle det vise sig.
De debuterede med albummet Life in a Day i 1979 og var hyperproduktive frem mod 1984. Hele syv albums smed de på gaden i de år. Skarp post-punk-new-wave rock med atmosfæriske og kantede synthesizers og særlige basgange. Det var øverste hylde sammen med for eksempel Joy Division og Echo & The Bunnymen til den ene side og Bowie, Roxy Music og Japan til den anden.
En god og solid koncert med deres imponerende bagkatalog i gode arrangementer med fyldig lyd. Især de tidligste numre kom heldigvis i stærke versioner
Albums som Empires and Dance, Sons and Fascination, Sisters Feeling Call, New Gold Dream og Sparkle In the Rain (udgivet imellem 1980 og 1984) var en åbenbaring for mig, da jeg qua deres pludselige hitstatus gik baglæns tilbage på opdagelse i deres diskografi. De albums var niveauer over, hvad bandet skulle ende med lave på den anden side af den forbandede sang.
Da jeg hørte Simple Minds i 1989 på Gentofte Stadion, havde min snobbede teenagesmag – der holder relativt godt ved – derfor allerede sendt bandet på aftægt. Jeg kan faktisk ikke huske koncerten fra den sommeraften. Bortset fra skotske The Silencers, der varmede op. Dem havde jeg aldrig hørt om, men for hjem og købte de to albums, de havde udgivet på det tidspunkt, A Letter From St. Paul (1987) og A Blues for Buddha (1988). De spinnes forsat på matriklen.
Saft fra bagkataloget
Mandag aften var det derfor en stor glæde, at Simple Minds efter flot opvarmning fra deres landsmænd Del Amitri rakte langt tilbage i kataloget. De fleste af sangene var fra før det skelsættende år 1985, og det ’nyeste’ var fra 1991. De har ellers udgivet 11 albums siden 1991, så der er nok at tage af. Det kom der en overraskende god koncert ud af i en ikke helt udsolgt Royal Arena.
Jim Kerr har fortsat stemmen, og hans makker, Charlie Burchill, det andet eneste oprindelige medlem, har stadig guitaren. Og så trak de jo altså saft fra det imponerede bagkatalog fra begyndelsen af karrieren.
De åbnede stærkt med stor og fyldig lyd i ‘Waterfront’ fra Sparkle in the Rain (1984). Om River Clyde hjemme i Glasgow. Jim Kerrs vokal var stærk. Den karakteristiske tunge og stædigt repetitive baslinje, der udelukkende går i D, dunkede derudaf. Cherisse Osei bag trommerne lagde ud som om, at hun ikke ville efterlade nogen i tvivl om noget. Publikum kvitterede.
‘Love Song’ dansede majestætisk videre med technobeat, synthflader og kun ét ord i omkvædet – ‘Love Song’. ‘America’s a boyfriend/Untouched by flesh of hand/Heartbeat under/Some promised land/Love song’. Helt tilbage fra 1981’s Sons and Fascination. Sarah Brown assisterede med stærk vokal.
‘Sons and Fascination’, titelnummeret fra samme album, var hård og mørk og start-80’er par excellence. Technobeat og postpunkguitar. Kantet og hård. ‘Only winds that twist/When white money calls/Falling here from grace/White-eye movement trust/Parades are leaving town.’
En koncert med et imponerende bagkatalog
En overraskende hårdtslående indledning. Og så skulle den i øvrigt charmerende Mr. Kerr have pusten og fortalte om første gang, Simple Minds spillede i Danmark. 1979 i Aarhus for ni-ti mennesker. En lidt lang pause, der også indbefattede introduktion af bandmedlemmerne.
Men ‘Sweat in Bullet’ (også fra Sons and Fascination) samlede i dén grad op. Hvad kalder man dét – hård funky post-punk? Igen meget levende baslinjer, der oprindeligt blev lagt af Derek Forbes. ’Grow in size/Grow in fame/Grow more/Take more/Uncontrollable/Unworkable.’
Og så fulgte ‘This Fear of Gods’fra Empires and Dance (1980), måske aftenens bedste nummer. Mørkt, næsten brutalt og 1980-vidunderligt med hilsner til både Kraftwerk og Joy Division. Dystopisk storby-vibe med Jim Kerr på knæ, råbende ud over Metropolis’ tage: ‘Fear is fast/I’m turning white now/Gods/Gods/ This fear of Gods.’ Jim Kerrs abstrakte, obskure fragmenttekster kendetegnede de første mange albums. Cut up-teknik à la Burroughs og Bowie.
Så blev foden taget af speederen: ‘Let There Be Love’ fra 1991’s Real Life er og bliver klæg pop. ‘Come a Long Way’ (Once Upon a Time, 1985) er heller ikke mindeværdig. Det var åbenbart første gang, de spillede den i 30 år. Der kan fint gå 30 år til. Derefter selve titelnummeret ‘Once Upon a Time’ fra det album, der markerede bandets overgang til stadionrock og et mere tilgængeligt tekstunivers. Også et pænt og poleret nummer.
Derefter tog det igen fart med titelnummeret fra 1981-albummet Glittering Prize’, med funky bas og rullende rytme, der gled over i endnu mere dansable rytmer og stærk solo fra Charlite Burchill i ‘Promised You a Miracle’ fra New Gold Dream (1982). Og så ‘New Gold Dream’ (81, 82, 83, 84) fra albummet af samme navn. Hurtigt pumpende. Swingende. Forståelig stor begejstring i salen. Hvorefter vi fik en stærk trommesolo af Cherisse Osei, der satte streg under sine evner. Hun havde fra første nummer lagt et solidt og levende fundament under alle sangene.
Ned på betongulvet kom vi med den lidt sentimentale ‘Belfast Child’ fra 1989’s Street Fighting Years om The Troubles. Mr. Kerr fik kun delvist sunget sig igennem de langsomme og svære dele. Charlie Burchill tog heldigvis alvorlig revanche på guitaren i sangens midterste, hårdtslående del. Den fungerede ikke helt.
Derefter sang de fleste lykkeligt med på ‘Someone Somewhere in Summertime’ (New Gold Dream, 1982), der blev efterfulgt af det forbandede nummer, der fik alle op ad sæderne langt oppe på rækkerne. Der blev sunget ’ hey hey hey’ med pumpende knytnæver indledningsvist og ’la-la-la’ i en evighed til sidst. Mr. Kerr kiggede koket på sin ur. Jeg indrømmer at være den tvære, halvgamle mand.
Første ekstranummer var det rockede ‘Book of Brilliant Things’ fra Sparkle in the Rain (1984) med Sarah Browns vidunderlige stemme i hovedrollen over det tunge beat. Derefter hurtigt glemte See ‘The Lights’ (Real Life, 1991), hvorefter Simple Minds sluttede af, som de fleste kender og elsker dem – med stadionvenlige ‘Alive and Kicking’ og ‘Sanctify Yourself’, begge fra Once Upon A Time (1985).
Og så skidt da. De to numre gør, hvad de skal. D’herrer Kerr og Burchill var begge i god form og gjorde, hvad de skulle. De to kvinder i bandet, sangeren Sarah Brown og trommeslageren Cherisse Osei, imponerede begge to.
I det hele taget leverede Simple Minds en god og solid koncert med deres imponerende bagkatalog i gode arrangementer med fyldig lyd. Især de tidligste numre kom heldigvis i stærke versioner.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
