MUSIK // INTERVIEW – Superstjernen Sir Rod Stewart fylder 80 år i dag, den 10. januar. I december fik POV et interview med legenden i anledning af hans afskedsturné, Live in Concert – One Last Time, der bragte ham til Herning, hvor han sagde farvel til Danmark. Læs eller genlæs interviewet, hvor Sir Rod taler med Eddie Michel og reflekterer over sin karriere, livet, alder, humor, det at sige farvel efter fem årtier. Og endelig svarer han, til sin store begejstring, på spørgsmål fra en kvindelig dansk superfan, der har fulgt ham i mere end fyrre år.
“Edward, my dear boy … I’m so sorry for the delay,” siger selveste Sir Rod Stewart med en sjov, tyk, karikeret britisk overklasse-dialekt, da jeg efter 15-20 minutters forsinkelse omsider får ham i røret.
Jeg når dårligt nok at svare, før han bryder ud i det første af flere højlydt rustne og afvæbnende grin. I det hele taget bliver det startskuddet til en meget afslappet samtale med en mand, der fremstår som alt andet end en tilbedt verdensstjerne. Snarere som en ægte guttermand, man godt gad dele et par kolde fra kassen med nede på den lokale.
POV er denne eftermiddag på telefonen med Sir Rod fra hans store landsted i Essex i det sydøstlige England. Herfra taler han med udvalgte medier fra forskellige steder i verden, som er blevet tildelt en kort samtale.
Årsagen er det, der bliver hans sidste store verdensturné, Live in Concert – One Last Time. Efter en karriere, der spænder over fem årtier og har budt på nogle af det 20. århundredes mest elskede hits, har den nu 79-årige levende legende besluttet at skrue ned for den del af livet.
Jeg bekræfter, at det i den grad er Herning og i Jyske Bank Boxen, han skal sige farvel til Danmark.
Han fremstår som alt andet end en 79-årig. Faktisk lyder hans stemme, som den altid har gjort: hæs, lidt rå, men varm
“Jeg skal til Herning,” lyder det energisk fra Rod Stewart, der kalder mig mate og insisterer på, at jeg kalder ham Rod og ikke Mr. Stewart eller Sir. Han fremstår som alt andet end en 79-årig. Faktisk lyder hans stemme, som den altid har gjort: hæs, lidt rå, men varm.
“Ja, det er åbenbart i Jylland,” fortsætter han og synes at være overraskende velinformeret om dansk geografi.
“Jeg har aldrig været i Herning før. Det ligger lige ved siden af Tyskland, ikk’?” spørger Sir Rod og afslører, at han måske ikke er så velorienteret, som jeg først antager.
“Altså, Jylland er jo en stor halvø, der er forbundet til Tyskland,” svarer jeg og forklarer, at Herning er små to timers kørsel fra den tyske grænse.
“Jeg husker at have læst noget om byen i forbindelse med min store interesse for Anden Verdenskrig. Var Herning ikke en stor flådebase for tyskerne?”
Her går det op for mig, at det netop er fordi Rod Stewart nærmest er besat af at læse om Anden Verdenskrig, at han ved, der er noget med Jyllands kyststrækninger og den såkaldte Atlanterhavsvold. Heldigvis var min kære gamle onkel Ove en stor kapacitet på krigen, og han vakte min interesse for besættelsen, da jeg var knægt.
Nu lader Rod en byge af spørgsmål regne ned over mig om alt muligt relateret til krigen…
Derfor kan jeg nogenlunde svare Sir Rod, at Herning, der ligger inde i landet, ikke var en flådebase, men at den nuværende Karup Lufthavn blev anvendt som base for Luftwaffe. Byen var også strategisk placeret som trafikknudepunkt i forhold til tyskernes kontrol over veje og jernbaner.
Her var jeg måske en tand for detaljeret, for Rod lader nu en byge af spørgsmål regne ned over mig om alt muligt relateret til krigen.
“Hvordan forholder det sig med Herning, hvis nu jeg gerne vil se nogle Anden Verdenskrig-minder og steder?” lyder næste spørgsmål.
Jeg forklarer, at hvis han vil se noget meget fysisk, skal han ud til de jyske kystområder. Her besøgte Erwin Rommel, den tyske feltmarskal, flere af de danske kyststrækninger fra Skagen til grænsen ved Tønder. Det var her, der i stor stil blev bygget bunkere, anlagt minefelter og så videre.
Rod Stewart bliver nærmest ivrig og fyrer flere spørgsmål af: “Så var det danskerne, der byggede dem, eller var det tyskerne, der byggede dem?” Jeg når dårligt nok at svare, før de næste spørgsmål kommer: “Var Danmark neutral under krigen?” og “Havde I en stor jødisk befolkning i Danmark?”
“Nå, det var et dejligt interview. Mange tak. Vi tales ved,” siger Rod, og slår igen sit hjertevarme, buldrende grin op, da jeg – nærmest helt forpustet – har svaret på alt og endda været omkring jødernes flugt til Sverige i oktober 1943.
“Nu skal jeg nok lade være med at bruge mere af vores tid på det, så vi kan komme videre,” siger han med endnu et grin. “Fyr løs, min ven.”
Spørgsmål fra en die-hard fan
Og det gør jeg så, men i første omgang ikke med mine egne spørgsmål. Jeg fortæller Rod Stewart, at jeg har fundet frem til Trine Lilla Enevoldsen, der har været fan af ham i mere end 40 år. Jeg spørger, om han er med på, at jeg overbringer tre spørgsmål fra hende?
Dels så det ikke kun er mig, der agerer Spørge Jørgen, men også så en decideret superfan kan komme til orde og spørge ham om noget, hun måske altid har haft lyst til?
“Åhh, dét er interessant, ja dén er jeg med på,” lyder det glædestrålende i den anden ende af telefonen.
Jeg fortæller, at Trine oplevede ham første gang i 1983, hvor han optrådte i Idrætsparken (det nuværende Parken) i København. Hun var kun 11 år gammel og var sammen med sin far. Og at hun i 80-års fødselsdagsgave havde købt billetter til hende og sin far på første række, da Stewart senest optrådte i Danmark her i juni 2024 i Royal Arena.
“Ååårrh. Dét er dejligt at høre!” lyder det oprigtigt fra superstjernen, der med sin karakteristiske stemme, stil og sangskrivning har solgt mere end 250 millioner album og singler på verdensplan.
“Jeg håber, at hun nød det?” spørger han nysgerrigt, hvilket jeg kan bekræfte. Faktisk har Trine afsløret, at af alle de gange, hun har set ham gennem de sidste fire årtier, er det netop koncerten i Royal Arena, der har gjort størst indtryk.
“Grunden til, at den koncert står som noget helt særligt, er, fordi jeg havde min far med, og at vi kunne se Rod fra første række. Det havde jeg ikke prøvet før,” fortæller Trine, da jeg taler med hende forud for interviewet med hendes idol.
“Det er ligesom noget, min far og jeg har haft sammen,” forklarer hun og henviser til dengang, hendes far tog hende med i Idrætsparken.
Jeg fortæller Rod Stewart, at Trine endda blev gift i leopardprint, og at hendes mand ikke alene havde leopard-slips på, men…
“Jeg tror nok, at jeg forinden havde hørt Rods musik via mine forældre, men det var først den dag, min far ringede, hvor jeg var hjemme hos en veninde, og hu hej spurgte, om jeg ville med til koncert samme aften. Det var 3. juni 1983, og Sneakers varmede sgu op! Det var Tonight I’m Yours, der virkelig gjorde indtryk på mig til den koncert. Det blev min yndlingssang, og jeg fik albummet på kassettebånd kort efter. Mit 11-årige jeg syntes, han var så sej.”
I det hele taget synes Trine, at Tonight I’m Yours-albummet fra 1981 er og bliver hendes yndlingsalbum.
“Det er også den tid, Rod er aller, aller lækrest! How Long, Sonny, Young Turks – alle sangene er gode, og jeg bliver aldrig træt af dem. Hele pladen minder mig om starten på min Rod Stewart-‘forelskelse’. Men Body Wishes fra 1983 er også et album, der betyder noget for mig. Igen fordi det hører til starten af min Rod-forelskelse. Jeg kan huske, jeg hørte albummet hele tiden på min spritnye og smarte Sony Walkman, som min far havde haft med hjem fra Singapore. Det var dengang magisk, at man lige pludselig kunne høre musikken i sin helt egen verden.”
Jeg fortæller Rod Stewart, at Trine endda blev gift i leopardprint, og at hendes mand ikke alene havde leopard-slips på, men også citerede to af Rods sange i sin bryllupstale til Trine – fra Da Ya Think I’m Sexy? og You’re in My Heart.
“Arrrrrh. Det er så sødt,” udbryder Rod igen. “Det er dét, der giver mig mere glæde end noget andet. At jeg kan være i nogens privatliv, uden at jeg selv er der, men at jeg kan gøre det gennem musik. Det er så vidunderligt!”
Helbred og eftermæle
”Hvad er eller har været din største frygt i livet?” lyder Trines første spørgsmål.
“Well, det er bestemt ikke frygten for at blive gammel, for jeg er jo allerede gammel,” kommer det prompte og med et smil i stemmen.
“Jeg tror, det måske nok er frygten for at ryge ind i en dårlig periode med helbredet. Du ved, jeg arbejder utrætteligt med at holde mig selv fit og sund. Jeg ved egentlig ikke, om jeg vil kalde det en frygt, for der er jo ikke meget, du kan gøre ved alder. Men jeg er lidt af en hypokonder,” afslører han igen med et smil og erkender, at det er noget, han har været i mange år.
“Men … jeg må indrømme, at der egentlig ikke er noget, der for alvor bekymrer mig. Jeg er ikke så bekymret for at dø. Altså, jeg håber da ikke, det er noget, der sker snart, for jeg har så meget, jeg stadig gerne vil udrette. Og så ønsker jeg jo, at mine børn forbliver sunde og raske. Jeg har otte børn, som jeg alle elsker inderligt. Jeg er en meget heldig mand, og for at være ærlig over for dig: Jeg kan ikke bede om meget mere af livet.”
Vi deler en humor i min familie, som man ikke kan forstå, medmindre man er en Stewart. De har alle min sans for humor…
Apropos hans børn:”Hvilket personligt eftermæle eller egenskab håber du at have givet videre til alle dine børn?”lyder Trines andet spørgsmål.
“Øøhm … “ lyder det i telefonen fra Rod, der stopper op, fordi han tydeligvis lige skal tænke sig om.
“Humoristisk sans,” kommer det efter nogle sekunder.
“Vi deler en humor i min familie, som man ikke kan forstå, medmindre man er en Stewart. De har alle min sans for humor, som også er en facetteret sans for humor. I det hele taget er en god humoristisk sans essentielt. Den hjælper dig gennem livet. Altså, de fleste ting kan man grine af. Det er man i al fald nødt til at gøre, ikk’? Selv når man bliver syg, er man nødt til at prøve … du ved, forsøge at finde noget humor, være positiv. Da jeg havde kræft – prostatakræft – gik jeg hele vejen igennem forløbet med humor.
Det var det, der hjalp mig igennem. Jeg var heldig. Jeg behøvede ikke at få kemoterapi eller noget i den stil. I øvrigt er der også en anden egenskab, som jeg mener er vigtig at give videre: Det er vigtigt og godt at holde sig meget beskæftiget. Uanset om du har kræft eller hvad som helst, er det at holde sig beskæftiget ekstremt vigtigt. Især jo ældre du bliver. I stedet for at ende oppe i dit hoved.”
Her tilføjer Rod Stewart, at det ikke kun er mentalt, man skal holde sig beskæftiget, men naturligvis også fysisk.
“Hold dine muskler og ben stærke. Min far sagde til mig: ’Dine ben får dig gennem livet.’ De skal bære dig hele livet. Faktisk var jeg ude at løbe i morges og tog tid på mig selv … 100 meter sprint. Jeg har fået bygget en løbebane … altså, den er ikke helt færdig, men jeg har en 60 meter løbebane,” griner han, men pointerer hurtigt, at han mener det alvorligt.
“Det er mit erklærede mål at slå rekorden i 100 meter for en 79-årig. Jeg tror, den lige nu er omkring 19 sekunder eller sådan noget. Jeg tror, at jeg lykkes med det. Men jeg holder mig virkelig i form. Faktisk er jeg ret besat af det. Jeg tror, det er en af grundene til, at jeg klarer mig ret godt. Det er jo to gange, at jeg har haft kræft og overvundet det. Du er nødt til at arbejde meget med dine ben,” lyder det igen fra Rod, der ellers er kendt for at have nogle meget tynde ben
“Jeg ved ikke, om jeg synes, at noget har ændret sig, andet end hans alder,” bemærker Trine Lilla, da jeg spørger, hvordan hun har oplevet hans udvikling musikalsk og på scenen.
“Han er jo ikke helt frisk i de der tynde ben længere. Det kan man godt se, når han forsøger at springe lidt rundt på scenen. For nogle år siden sad han også lige pludselig en del ned på scenen. Men ellers synes jeg, han har bevaret sig selv. “Sit brand”. Han er ikke gået på kompromis med musikken som sådan. Han spiller alt fra rock, pop til crooner og også blues og folk. Måske er det derfor, han stadig er så populær og har kunnet turnere konstant?” spørger Trine og har en pointe.
Der er ikke mange i hans alder, der turnerer så meget og kan se tilbage på en karriere, der har sikret ham hits i stort set alle genrer af populærmusikken – i 00’erne særligt med klassikere fra den amerikanske sangskat, alt fra soul til evergreen-jazz.
Hans seneste plade fra februar i år, Swing Fever, er ingen undtagelse. Det er hans 33. studiealbum, hvor han i selskab med landsmanden Jools Holland og hans Rhythm & Blues-orkester fortolker og hylder 13 amerikanske klassikere fra den gyldne swing-æra i første halvdel af det 20. århundrede. En alsidighed, der har gjort ham til en af de få stjerner, der kan bryste sig af at have haft album på hitlisterne i hvert årti af sin 50-årige karriere.
Ligesom han gennem årene har modtaget adskillige hædersbevisninger – lige fra at være optaget to gange i Rock & Roll Hall of Fame til i 2016 at blive slået til ridder på Buckingham Palace for sin indsats inden for musik og velgørenhed.
Stemmen
I det store regnskab er det også væsentligt at huske på en ting mere, der har gjort Rod Stewart til den verdensstjerne, han er: Hans karismatiske nærvær på scenen – hans karakteristiske moves kombineret med den særlige hæse stemme, der på én og samme tid rammer både hofterne og hjertet.
“Alle kan genkende hans stemme. Den slags stemmer er der, og har der heller ikke været mange af. I virkeligheden er jeg nok mest til R&B og soul,” erkender Trine og fortæller, at det mest er Rod Stewart i sig selv, hun er vild med – entertaineren og mennesket.
Jeg må indrømme, at jeg tænkte: “Ku’ godt”!” tilstår Trine og bryder ud i et kæmpe grin
“Det var ham, jeg blev, og stadig er, betaget af. Hele hans måde at opføre sig på og klæde sig. Jeg er vild med, at han er flabet, når han taler, og at han er crazy i tøjet. Han er en kæmpe gadedrengetype, og decideret sexet og røvlækker som få mænd egentlig er! Vi taler leopardgamacher, stramme bukser, små halstørklæder, pandebånd, 80’er-farver og alle hans 80’er-accessories – både dengang og nu. Han er enormt excentrisk og giver zero fucks med sit tøj. Og jeg elsker ham for det,” nærmest råber Trine og griner.
“Derefter kom naturligvis hans stemme, og derefter fulgte så også hans musik. Det var ligesom den anden vej rundt, at jeg blev fan,” forklarer hun.
“Jeg troede ikke, han var sexet mere, men da jeg så ham fra første række her i sommer, hvor vi flere gange fik øjenkontakt, tænkte jeg, at han stadig var sexet og stadig var den charmetrold, jeg har oplevet i alle årene. Jeg må indrømme, at jeg tænkte: “Ku’ godt”!” tilstår Trine og bryder ud i et kæmpe grin.
Hitparaden i Herning fortæller Rods historie
Når Rod Stewart går på scenen i Herning, lover han, at det bliver med en hitparade til alle, der møder op for at sige farvel.
“Jeg spiller dem alle sammen; Maggie May, Da Ya Think I’m Sexy, Have I Told You Lately That I Love You, You Wear It Well, The First Cut is the Deepest, Tonight’s the Night, Every Picture Tells A Story, Infatuation, Ooh La La (I Wish That I Knew What I Know Now), Young Turks, Rhythm of My Heart, Broken Arrow og Forever Young,” forsikrer Sir Rod, der blev født i det nordlige London hen mod slutningen af Anden Verdenskrig, i januar 1945.
Det var her, at han med sine skotsk-keltiske rødder voksede op og i begyndelsen af 1960’erne benhårdt gik efter at blive sanger. En karriere, der i 1963 begyndte med et kort visit i den britiske soul- og rhythm and blues-gruppe The Dimensions som mundharmonikaspiller og vokalist.
Jeg havde bare den her brændende lyst til at synge. Ingen skulle stoppe mig. Jeg tror, enhver musiker – og det tror jeg gælder inden for alle kunstarter – er nødt til at have den drivkraft, der får dig til at ville gøre det
Året efter blev han medlem af bluesgruppen Long John Baldry and the All Stars (hvor også Elton John har været medlem) og var her, indtil han i 1967 gik videre til det nydannede The Jeff Beck Group (dannet i London, efter Beck forlod The Yardbirds). Gruppen spillede rendyrket blues, rhythm and blues og ikke mindst rock.
Det var i dette stildannende band, at Stewart også mødte rytmeguitaristen Ron Wood, der senere blev en del af The Rolling Stones. Men inden da nåede de to at forlade Jeff Beck Group i 1969 for at være med til at danne det legendariske rockband The Faces, der også blev dannet i London.
Da Rod Stewart sluttede sig til Faces, lancerede han samtidig en solokarriere og udgav sit debutalbum, An Old Raincoat Won’t Ever Let You Down, i 1969. Et album, der, som de fleste af hans tidligere plader, var en fusion af rock, folk, soul og R&B. Men det blev hans tredje album, Every Picture Tells a Story fra 1971, der blev hans store gennembrud og toppede hitlisterne i Storbritannien, USA, Canada og Australien.
Når Rod Stewart ser tilbage på 1960’erne i London, er det så med en følelse af, at det var en kamp at bryde igennem?
“Neej. Nej. Altså der i de tidlige dage, hvor jeg drømmer om at blive sanger, der tager jeg så at sige en enorm risiko. Jeg giver afkald på alt, hvad min mor og far ønsker for mig, og hvad de ønsker, at jeg skulle gøre med mit liv. Og det er uhørt på den tid – at opgive alt for at blive musiker. Men jeg havde bare den her brændende lyst til at synge. Ingen skulle stoppe mig. Jeg tror, enhver musiker – og det tror jeg gælder inden for alle kunstarter – er nødt til at have den drivkraft, der får dig til at ville gøre det. Og så overbevisningen om, at ingen skal stoppe dig!”
Men… Er det virkelig farvel?
Apropos at stoppe. Trine tror ikke på, at Rod Stewart siger endegyldigt farvel.
“Jeg er sikker på, at jeg kommer til at se ham igen. Han spiller jo stadig udvalgte steder i verden, blandt andet Caesars Palace. Den tror jeg ikke, han slipper, før han er under jorden,” vurderer Trine Lilla og hentyder til, at Rod nu på 13. år optræder i det berømte casino og hotel i Las Vegas, hvor det indtil nu er blevet til 200 optrædener under titlen Rod Stewart: The Hits.
“Der kunne jeg godt tænke mig at opleve ham, inden det er for sent. Vi må se,” tilføjer Trine, der med sit tredje og sidste spørgsmål alligevel er nysgerrig på at vide, hvordan han skruer ned for blusset:“Hvordan ser din dagligdag ud, efter du stopper? Lad os sige seks måneder efter, du har givet den sidste store koncert?”
Jeg spørger, om vi så fremover kommer til at se ham i mindre koncertopsætninger?
“Jeg går bestemt ikke på pension,” kommer det prompte fra legenden – til stor glæde for Trine og alle hans andre millioner af fans.
“Jeg har en Great American Songbook mere, som jeg gerne vil lave. Jeg har også tænkt på at danne et bluesband, men jeg ved det ikke? Jeg kommer dog ikke til at lave shows, som jeg har lavet dem op til nu. Der kan sagtens komme en enkelt koncert nu og da, men hvad angår lange turnéer, er løbet kørt – det er slut.”
Hørte jeg en lille åbning? Jeg spørger, om vi så fremover kommer til at se ham i mindre koncertopsætninger?
“Jeg ved det ikke, min ven. Altså, hvis det er en big band-ting, vil jeg nok …”, svarer han og stopper op for at tænke. “Nej … for det vil kræve mindst 18 i bandet”, fortsætter han.
“Hvis det bliver, så bliver det små koncertsteder, intime shows, du ved. Men jeg kan ikke sige, at jeg aldrig igen kommer til at synge numre som You’re in my heart eller Tonight’s the Night.”
Det eneste, der ændrer sig, er størrelsen på spillestederne og størrelsen på turneerne. Jeg har besluttet at have et åbent sind omkring det. Men det kan alt sammen ændre sig. Så … jeg ved det ikke endnu. Jeg vil gerne lige igennem næste år først og derefter træffer jeg så nogen beslutninger.
Her tror jeg, at Rod Stewart er færdig med at tale og skal lige til at stille et spørgsmål, da han fortsætter.
“Men jeg havde et møde med BIIIIIP i går. Vi har lavet en dokumentar sammen, og vi har også indspillet et album sammen, der udkommer i slutningen af næste år. Det bliver fantastisk. Og når jeg til sommer skal optræde på Glastonbury Festival, så kommer BIIIIIP med på scenen som surprise-gæst.”
“WOW”, hører jeg mig selv sige højt, og jeg skal lige til at udbryde, hvor meget jeg glæder mig til at høre lige dén plade, og at jeg i dén grad også håber, jeg kan komme til Glastonbury og … så bliver jeg afbrudt af Rod Stewart, der råber: “OH SHIT, mate … alt det jeg lige har sagt, det må du ikke … det er slet ikke noget, du eller nogen andre må vide!”
Jeg tror simpelthen ikke på, han stopper med at dele ud af både musik og oplevelser, før han ligger under jorden
Her forsikrer jeg ham – naturligvis – om, at når han udtrykkeligt siger sådan, så er der nogle etiske retningslinjer, jeg som journalist skal følge og derfor ikke viderebringer det.
“Åhhhh, godt min ven. TAK!”, siger han med lettelse i stemmen.
Men hvis du er gammel Rod Stewart-fan, tør jeg i hvert fald godt fortælle, at du nok ikke bør gå glip af hans optræden på Glastonbury i slutningen af juni, hvor han optræder på The Pyramid Stage i det såkaldte Sunday teatime legends slot.
Godt halvanden måneds tid efter Glastonbury næste år afslutter Rod Stewart i august sin Live in Concert – One Last Time-turné – det synes oplagt at spørge, hvad han vil savne mest ved at turnere verden rundt på de store scener?
“Åh, bare … du ved, alt det sjov, der er forbundet med det hele. Jeg har et band med meget aktive unge mennesker, der holder mig på tæerne. Seks piger og seks fyre, og de er som min anden familie. Jeg kan ikke forestille mig, selv hvis jeg gjorde, hvordan det vil være uden dem. Men … selv i mindre bandkonstellationer vil der stadig være en masse sjov. Jeg tror ikke, at noget på den måde vil ændre sig.”
Uagtet, hvordan vi vender og drejer det, så kommer dagen, hvor han heller ikke længere kan overskue de små intime koncerter.
“Jamen, det tør jeg slet ikke tænke på”, understreger Trine Lilla. “Ikke at skulle følge ham eller hans karriere, er slet ikke til at overskue. Gudskelov er han og hans familie ret aktive på Instagram, hvor jeg selvfølgelig hele tiden følger alle hans børn, hans kone, ekskoner, børnenes kærester og så videre. Jeg tror simpelthen ikke på, han stopper med at dele ud af både musik og oplevelser, før han ligger under jorden. Puha … 7-9-13,” siger Trine og banker under bordet.
“Jeg er taknemmelig for, at jeg i så mange år har haft ham som min “lidt skæve” interesse. Noget jeg tror få har haft i Danmark. Dengang i 80’erne og 90’erne var de fleste jo vilde med Wham, Madonna eller U2. At kunne følge et menneske i over 40 år som fan og stadig falde lidt i staver over ham, eller stadig få et flip over en af hans sange, er helt vidunderligt.
Og så elsker jeg at folk synes, jeg er lidt skør, fordi jeg er vild med ham. Jeg har altid gået i leopard, også dengang det ikke var moderne og kun var excentriske damer, der gik i det. Alle i min omgangskreds og på mit arbejde ved, jeg er vild med Rod Stewart. Alle! Der er ikke grænser for, hvad jeg får tilsendt af leopard-billeder, nyheder om Rod, sladder og reels om ham. Folk forbinder ham og jeg. Og dét nyder jeg og er taknemmelig for.”
Fortrydelser
Tiden er ikke kun ved at løbe fra Rod Stewarts store koncertturnéer, den er også ved at løbe fra ham og mig. Men jeg har et par minutter tilbage og brænder for at høre, om der er noget, han fortryder i sin karriere? Noget han ville have gjort anderledes?
“INTET. Ab-so-lut intet”, kommer det meget hurtigt fra ham. Men så bliver han alligevel lidt stille.
“Og dog. Der var lige dengang i slutningen af 1970erne, hvor jeg ærgrede mig over, at jeg havde indspillet Da Ya Think I’m Sexy?. Det fortrød jeg. Det skabte sådan en røre blandt kritikerne, som fuldstændig hadede det nummer.”
Da Ya Think I’m Sexy? er fra Rod Stewarts niende studiealbum, Blondes Have More Fun (1978), og blev heftigt kritiseret, da den udkom som single. Dels var rock-politiet efter ham, fordi de mente, at han med nummerets disco-lignende arrangement svigtede sine blues-orienterede rockrødder.
Derudover opstod der også polemik omkring sangen, fordi den brasilianske musiker Jorge Ben Jor hævdede, at omkvædet i sangen var plagieret fra hans sang Taj Mahal. Han havde åbenbart en pointe, for sagen blev “løst i mindelighed” til fordel for Ben Jor.
Rock-politiet var efter ham, fordi de mente, at han med nummerets disco-lignende arrangement svigtede sine blues-orienterede rockrødder
I sin selvbiografi, Rod: The Autobiography (2012), indrømmer Stewart da også, at han “ubevidst har plagieret” Ben Jors sang, som han havde hørt under Rio-karnevalet i 1978. I biografien indrømmer han også, at han bevidst har lånt sangens karakteristiske synthesizer-riff fra strygerarrangementet på soulsangeren Bobby Womacks If You Want My Love (Put Something Down On It).
“Jeff Beck udtrykte det meget godt, da han engang fortalte mig, hvordan han havde det med sangen Hi Ho Silver Lining, som han ønskede, han aldrig havde indspillet”, fortsætter Sir Rod om Becks største solo-hit.
“Han sagde til mig, at det var som at gå rundt med et lyserødt toiletsæde omkring hovedet. Det kunne jeg fuldkommen relatere til. Det var lidt sådan, det føltes”, husker Rod Stewart. Siden da er sangen eksempelvis blevet placeret som nummer 301 på Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste sange nogensinde.
“Alting ændrer sig med tiden, og efterhånden som tiden går, indser du pludselig, at den sang betyder meget for mange mennesker – de elsker den. Det er derfor, jeg stadig spiller den. Fuck kritikerne. Så, nej … jeg kan egentlig ikke komme i tanke om noget i min karriere, som jeg ville have gjort anderledes.”
I gotta go, mate
Jeg kommer i tanke om, at han tidligere i vores samtale fortæller, at han ikke er bange for døden. Det betyder vel så, at han har accepteret, at ikke alene karrieren, men livet, har en udløbsdato?
“Ja, selvfølgelig har jeg det. Det er en erkendelse, jeg kom frem til for tyve år siden, mate. Du ved, nogen af os er på planeten i kort tid, andre af os er på planeten i længere tid. I sidste ende kommer vi alle til at stå over for Vor Herre.”
Men, hvordan kan det være, at du allerede indså det for 20 år siden, hvor du kun var i slutningen af 50’erne?
“Fordi jeg er realist. Jeg ved ikke, hvad der går gennem andre menneskers tanker og hvordan og hvornår de accepterer det. Jeg ved bare, at livet ender. Forhåbentligvis ikke snart. Femten år mere vil da være rart. Men det er, hvad det er, mate. Man er nødt til at se det i øjnene. Alle er nødt til at se det i øjnene. Men hold dig i form, så holder du længere!”
Her, i en alder af 79 år, hvad føler du så, at du indtil nu har opnået i livet?
“Fuck, i realiteten alt, mate!”, udbryder Rod Stewart og slår det største og mest hæse cigarethoste-lignende grin op.
“En fin samling af sportsvogne”, tilføjer han, da han næsten er kommet sig og begynder så at grine igen. En samling, som han for øvrigt overvejer at sælge, fordi der er for mange huller i vejene, der hvor han bor, langt ude på landet i Essex.
Hmm? Jeg vil mest af alt nok blive husket som den bedste supporter Glasgow Celtic nogensinde har haft
“Øhm … hvis jeg skal være seriøs et øjeblik – jeg har jo opnået meget, det har jeg selvfølgelig. Som jeg sagde tidligere, så er jeg gennem min musik kommet helt ind i folks liv uden at være der. Det er et kæmpestort privilegium. Det største er, når nogen kommer hen til mig og siger, for eksempel … du ved, jeg skrev sangen The Killing of Georgie [fra 1976], som handler om en homoseksuel mand, som jeg og Mac [pianisten Ian McLagan] kendte dengang, vi var i Faces. Vi var venner med ham, og han boede i New York og blev myrdet, det skrev jeg så en sang om.
Og i alle årerne siden dengang, er der mange homoseksuelle fyre og folk generelt, som er kommet hen til mig og fortalt, at de hørte sangen på tidspunkter, hvor de var et mørkt sted i livet. Og at sangen hjalp dem, og så takker de mig for at have skrevet den. Selv Boy George har fortalt mig, at da han var ung, købte hans mor The Killing of Georgie på single og lagde den på hans natbord, så han vidste, at hun vidste, han var homoseksuel. Hvad siger du … er det ikke en historie, der overgår alle historier! Er det ikke dejligt?”
Jo, hold da op. Det er smukt. Føles det ikke magisk at have gjort det i sit liv … at du har været i stand til at skabe sange, der på så afgørende vis har påvirket andre mennesker?
“JO. Jo! Det er derfor, jeg siger, at jeg ikke kan bede om mere. Jeg har haft et fantastisk liv!”
Er det sådan, du gerne vil huskes – som en, der har gjort en forskel med sin musik?
“Hmm? Jeg vil mest af alt nok blive husket som den bedste supporter Celtic nogensinde har haft”, svarer Sir Rod Stewart med henvisning til sit skotske favoritfodboldhold og bryder igen ud i et mastodontisk cigarethoste-grin.
“I gotta go, mate”, siger verdens mest joviale og søde verdensstjerne fra Essex. Jeg takker og bukker og fortæller, hvor stor en fornøjelse det har været.
“Cheers … det har også været en fornøjelse for mig, min ven. Tak! Og jeg ser frem til Herning. Og at jeg skal ud til kysten og se de der tyske pilleæsker fra Anden Verdenskrig, hahahahahaha.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
