BØGER // ANMELDELSE – Anmelder Christine Lind Ditlevsen læser Asta Olivia Nordenhofs Djævlebogen, en bog hun har set frem til, siden første del af Scandinavian Star-septologien udkom i 2020. Djævlebogen gør intet af det, læseren er blevet lovet – og det er kun godt.
Endelig kom næste bog i Asta Olivia Nordenhofs Scandinavian Star-septologi, Djævlebogen. Jeg anmeldte, ret begejstret, etteren et splitsekund før, verden gik under med corona, og skrev bl.a.:
”Jeg vil så gerne læse mere om Maggie og Kurt – og om andre mennesker med ondt i lommen og sjælen – og jeg vil også gerne læse om berigelsestrang og magtudøvelse, der slår ud i tragisk og lys lue i samfundet og individers liv. Men der skal flettes bedre, end der gøres i Penge på lommen.”
Vi kommer i toeren ikke til at høre mere om Maggie og Kurt. Bogen indledes med en disclaimer, en direkte henvendelse til læseren, hvor forventninger om en fortsættelse af sporet i Penge på lommen skydes væk.
Den er fremragende skrevet, svingende mellem billeder af det liv, protagonisten bare ligger som drivtømmer i, og erkendelser, der står skinnende klare
Dermed bryder Nordenhof med det samme den fjerde væg ned og henvender sig direkte og fortroligt til læseren om både handling og skriveproces. Asta Olivia Nordenhof hverken kan eller vil skrive om forretningsmanden T, som blev introduceret i slutningen af første bind. Disclaimeren bliver skrevet som langdigt, og allerede i indholdsfortegnelsen – også meget ikkeroman-agtigt – kaldes bogens fire dele ”forsøg”. Ingen absolutter her.
Købmandskabets brutalitet
Scandinavian Star får i Djævlebogen på samme tid en mindre og større rolle. Skibsforliset nævnes sjældent direkte, men ligger over teksten som en massiv skygge, hvorunder al kærlighed visner. Det er i endnu højere grad end i første bog kapitalismen og vækstideologien, købmandskabets brutalitet, Scandinavian Star bliver billede på.
Første del fortæller i et nøgternt, ensomt og ildevarslende sprog en moderne kafkask klaustrofobi om en kvinde, der bliver ved med at give sig selv bort uden at få noget igen. Hun tager med en mand, hun lige har mødt, til London under coronaen, og inden i den fortælling gemmer sig en anden, uhyggelig. Hverken krop, historie eller drømme er hendes længere.
Den er fremragende skrevet, svingende mellem billeder af det liv, protagonisten bare ligger som drivtømmer i, og erkendelser, der står skinnende klare (uddrag fra s. 86):
”Min vært kom hjem med en halskæde i eftermiddags. Det var slet ikke så svært at tage imod den, som jeg ville have troet. Jeg lod ham endda føre den om min hals og lukke den, som om vi var med i en latterlig film. Hvis gaven kom med et forlangende, er det ikke et, jeg ikke er i stand til at møde. Jeg vil gerne være den, hvorom guldkæden bliver ført, så længe jeg ved, at aftalen er tidsbegrænset. […] Derefter vil vi, min vært og jeg, være et smukt minde, et fint forseglet eventyr jeg vil holde i mit ødelagte hjerte, sådan som et barn holder kalenderlyset og ikke volden som sit billede af julen.”
Et åbent vi, der kan hele ensomheden og traumerne
I næste del, ”Åbne huse”, påbegyndes et manifest; en visionær revolutionstekst skrevet på ulykkelig kærlighed til menneskeheden. Et jeg åbner sig, ødelagt af sine erfaringer, insisterer på fællesskabet, et åbent vi, der kan hele ensomheden og traumerne påført af matriarkatet.
Jeg har det svært med teksten, fordi den taler til mine længsler, den føles sand, men den er samtidig ikke hele vejen igennem skrevet så sublimt, som den klaustrofobiske første del var.
Sådan kan det være med tekst, der strømmer over af politik; den er så nødvendig, at man måske er et skarn, hvis man påpeger ujævnheder i formen. Men steder udtrykker Asta Olivia Nordenhof sig efter min mening kedeligt og almindeligt, og det begræder jeg. Det er synd at blande skarpe knive med sløve – som nu denne (s. 102):
”Du er jo glad/ din tåbe/ siger min mor/ min søster/ min smukke/ veninde/ jaja/ jeg er glad/ med det/ har jeg fandme/ altid været/ undtagen/ at vi lever/ i en elendig/ verden/ hvor vi ikke/ kan dele/ når nu/ vi så let/ kunne”
Teksten er rasende, al den tro på fremtiden, som manifestet tilbød, kradses op. Jeg-fortælleren skriger om hjælp på hundrede forskellige måder, men ingen hjælper
Og se så til sammenligning et heftigt hymnisk billede som dette (s. 126-127):
”hør verden/ du der er ny// jeg vil aldrig/ voldtages igen/ og jeg vil/ gerne elske// tænk at det skal føles/ som så vild/ en indrømmelse/
så vild/ er den sang/ som begynder/ med et nej/ vi er ikke til/ for at nogen/ skal rage os ud// så vild/ er den sang/ man skulle tro/ vi sang den/ fra en anden/ verden”
Hvis I vil slå mig ihjel, hvorfor gør I det så så langsomt?
De bedste manifesttekster fra Asta Olivia Nordenhofs hånd kommer med besyngelser eller hvasse konkreter (s. 122-123):
”Hvad skal jeg sige/ til det barn/ hvis triumf det var/ at få en slagtekniv forærende/ få en slagtekniv forærende/ af en slagter/ som for sin morskabs skyld/ ville se barnet vredt// kære barn/ vil jeg sige/ slagt du bare/ din slagter/ han har uden tvivl/ fortjent det/ men tro ikke/ det vil gøre dig/ fri/ det er for hårdt/ at spille hævner/ hvis husene er lukkede/ hvis du er alene/ er du helt sikkert/ aldrig fri”
Så brutal og sorgfuld en tale til det barn, digtets jeg engang var.
Men straks, man er hjemme i teksten, sparkes man ud igen, for del tre vil frem, ”Djævlen taler fra galehuset”. Denne djævel, som betitler bogen, hvad er han for en størrelse? I første del er den legemliggjort af de mænd, fortælleren lever med, samtidig med at den findes som logik overalt i samfundets vækstliderlighed og kynisme. Men i del tre er djævlen internaliseret i fortælleren, hun har optaget djævlen i sig som en sygdom og bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Nu kan alt ske, og det gør det nok
Overskriften for alle de overgreb, der finder sted dér, og den manglende kærlighed og forståelse findes på side 143: ”Hvis I vil slå mig ihjel, hvorfor gør I det så så langsomt?” Teksten er rasende, al den tro på fremtiden, som manifestet tilbød, kradses op. Jeg-fortælleren skriger om hjælp på hundrede forskellige måder, men ingen hjælper. Som hun siger: ”Det er ikke en sygdom, at jeg hader jer, det er en trussel.”
Som den fremmede mig selv
Bogen slutter i et ”Vinterhus”, hvor hvert eneste af prosadigtets strofer begynder med Det er nat. Forfatteren og jeg-fortælleren glider igen sammen, og nuet træder frem. Hun sidder foran skærmen og skriver, datteren sover, raseriet ligger roligt som en hund i sin kurv. Teksterne er smukke og enkle, tindrende (s. 161):
”det er nat/ og vinteren/ har sommeren/ i sin snestille mund/ ligesom jeg/ bærer mit barn/ på tungen/ ja bærer alt/ som har forladt mig/ lige på tungen/ det var også vinter den nat/ jeg fødte mit barn/ tog hende til mig/ som den fremmede mig selv/ hun græd over det/ jeg sagde/ så så/ du må leve/ med at jeg/ bragte dig/ ind i en verden/ og dømte dig/ til at leve/af mig”
Sublimt.
Det er svært at forestille sig tredje bogs beskaffenhed, for Asta Olivia Nordenhof har splintret romanen. Nu kan alt ske, og det gør det nok.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
