ANMELDELSE – Femte afsnit af Ranes Museum nuancerer portrættet af Rane Willerslev. Stående over for et oprør på Frilandsmuseet træder Rane Willerslev i karakter som leder. Vi møder magtmennesket, der bag det distræte ydre sætter sine folk på plads. Vi møder også den usnobbede Rane, som trives bedre i Eventyrernes Klub end i Dronningens selskab: “Folkelig er han også, når han i sin nyrenoverede lejlighed erklærer sig som Kongen af Amager og glæder sig til de cowboytoasts, de sælger nede om hjørnet. Jeg ser konturerne af en ny Amager-dokusoap med ham og Linse Kessler i hovedrollerne.” Henrik Schilling fortsætter sin serie-anmeldelse.
Rane Willerslev kæmper fortsat med sine formelle roller. Det er tydeligt, at han trives bedre i kærestens selskab i Eventyrernes Klub, end når han som en anden genert konfirmand tager imod Dronningen, der skal åbne en udstilling. Imens gør Frilandsmuseet oprør. De genstridige bønder har fået nok og kræver deres selvstændighed. Han får også tid til at tage andre af sine medarbejderne med til øen Hven for at genopfinde Nationalmuseet ved hjælp af vingummibamser.
I afsnit 5 af Ranes Museum stiger intensiteten og relationerne til medarbejderne ikke alene fortættes, de bryder også ud i konflikter, som slår gnister. Det er hudløst og uden filter. Vi møder magtmennesket Rane Willerslev, der sætter chefen for Frilandsmuseet på plads, mens selvsamme chef giver Rane igen. Hos andre medarbejdere møder vi såvel troen på Rane Willerslev som tvivlen på ham. Nogle er begejstrede, andre er skeptiske.
Dronningen og zombierne
Slipset sidder nogenlunde lige, da Rane Willerslev tager imod Dronningen på Christiansborg Slot. Hun er kommet for at åbne en udstilling om Peter von Scholtens møbler. Det var ham, der frigav de sorte slaver på De Vestindiske Øer. Rane Willerslev befinder sig tydeligvis ikke godt med de officielle forpligtelser, og han må øve det grundigt igennem dagen forinden. Men han klarer skærene.
Frilandsmuseets chef er kras i sin kritik af Nationalmuseets ledelse. Klar i mælet fortæller chefen, at de føler sig topstyrede. Ledelsen lytter ikke; den bestemmer over dem og korrekser dem. Han giver frejdigt udtryk for, at Frilandsmuseet kan drives meget bedre, hvis han alene havde ansvar for alt
Til gengæld er han i sit es, når han sammen med kæresten sidder bænket om det runde bord i Eventyrernes Klub, og når han fortæller, at han vil give sine børn skydevåben, så de kan forsvare sig mod zombierne. Jo, Rane Willerslev er en usnobbet naturens søn. Folkelig er han også, når han i sin nyrenoverede lejlighed erklærer sig som Kongen af Amager og glæder sig til de cowboytoasts, de sælger nede om hjørnet. Jeg ser konturerne af en ny Amager-dokusoap med ham og Linse Kessler i hovedrollerne.
Det er fine pointer, men de virker som gentagelser. Vi kender efterhånden til de sider af Rane Willerslev, og det er derfor prisværdigt, at den private Rane Willerslev nedtones i dagens afsnit.
Til gengæld tones der fuldt op for lederen Rane Willerslev, som kastes ud i et regulært bondeoprør.
Næsten som Catalonien
Det går skidt på Frilandsmuseet. Besøgstallet svigter, og museet opfylder ikke vicedirektørens måltal. Noget må gøres, og Rane Willerslev mødes med Frilandsmuseets frustrerede ledelse, som blot mangler de karakteristiske fakler og høtyve for at fuldende billedet.
Frilandsmuseets chef er kras i sin kritik af Nationalmuseets ledelse.
Klar i mælet fortæller chefen, at de føler sig topstyrede. Ledelsen lytter ikke; den bestemmer over dem og korrekser dem. Han giver frejdigt udtryk for, at Frilandsmuseet kan drives meget bedre, hvis han alene havde ansvar for alt, hvad der foregik uden indblanding fra Nationalmuseets marketingfolk.
Rane fornemmer, at Frilandsmuseet, næsten som et andet Catalonien, vil løsrive sig og være sig selv … Konflikten rammer Rane Willerslev på hans ord om, at Nationalmuseets enkelte udstillingssteder skal have størst mulig selvstændighed og autonomi
Rane fornemmer, at Frilandsmuseet, næsten som et andet Catalonien, vil løsrive sig og være sig selv. Samtidig udlægger han kritikken som irriterende brok, der afspejler en naiv holdning om, at Frilandsmuseet kan lukke sig om sig selv og være selvtilstrækkelig. Det strider imod hele Ranes vision om, at Nationalmuseets mange forskellige styrker skal løfte i fælleskab. Konflikten rammer Rane Willerslev på hans ord om, at Nationalmuseets enkelte udstillingssteder skal have størst mulig selvstændighed og autonomi.
Jeg ved, at Ranes Museum er redigeret virkelighed, og udsendelsen er klippet skarpt. Det er en smule brutalt at se, hvordan Rane Willerslev sætter sin oprørske chef på plads under en animeret diskussion. Han får at vide, at Frilandsmuseet ikke er stort nok til at være selvstændigt. Museumschefen har brug for, at Rane løber rundt til fondene; at chefens seneste fondsansøgning ikke var god nok, og han har behov for al mulig support, herunder markedsføring.
Orla Frøsnapper redder situationen
Men lad os kort forestille os, at Rane Willerslev lader sig inspirere af Peter von Scholten og sætter Frilandsmuseet, og for den sags skyld andre af besøgsstederne, fri; skriver dem ud af porteføljen og lader dem blive selvstændige museer.
Frilandsmuseet har med sine 50 historiske gårde samme volumen som Den Gamle By i Aarhus, der af egen kraft har skabt sig en europæisk førerposition blandt frilandsmuseer; måske skyldes Den Gamle Bys succes netop, at museet er sig selv og kan agere frit uden at være del af en stor tung organisation. Hvis Den gamle By kan, så kan Frilandsmuseet også. Det er en kættersk tanke, men det kan skabe det veltrimmede og manøvredygtige Nationalmuseum, som Rane billedligt ønsker sig i sin allegori om, at Nationalmuseet skal være agil som hans lille, smarte bybil.
Kurset fremstår som en spoof på kursusbranchens mere aparte vildskud, når seriøse museumsfolk skal fortælle historier om Nationalmuseet ved hjælp af torskerogn på dåse, tørrede græshopper og vingummibamser
Rane Willerslev fortæller til kameraet, at hvis Frilandsmuseet kan overbevise ham om, at deres planer er bæredygtige, at de kan styres, og der er økonomi i dem, så får de større selvstændighed. Men fortsætter Frilandsmuseet med at levere dårlige resultater trods øget frihed, så må de tage konsekvensen, og der må ske udskiftning i ledelsen. Det er vind eller forsvind. Mere nøgent og kuldslået kan en leders vilkår ikke beskrives. Selv skuer Rane Willerslev en lignende skæbne for sig selv, når han konstaterer, at i sidste ende er det hans ansvar, både når det går godt, og når det går galt.
Men heldigvis ender det i fryd og gammen. Frilandsmuseets planer om at åbne en temasektion om Ole Lund Kirkegaards univers falder i god jord hos direktøren. Han er med på idéen, og hvis økonomiplanen holder, kan børn snart møde Orla Frøsnapper og Gummitarzan på Frilandsmuseet.
Nationalmuseet fortalt med vingummibamser
Det går noget mere løssluppent for sig, da Rane Willerslev fylder en båd med Nationalmuseumsfolk og sejler dem til øen Hven, hvor de skal på et såkaldt hook-kursus. De skal lære at kroge publikum til udstillinger og events.
Rane får rækken fuld i vrøvlebingo, da han fabler om en agurk, der myrdes af en okse – eller er det omvendt. Senere får han pladen fuld, da han smager på noget frugt serveret på en arm, mens han taler tåget om at æde et menneske
Rane vil presse deres kreative evner helt ud over grænsen for, hvad de tror, der er muligt. De skal slippe kreativiteten løs og tænke ud af boksen. De skal lære at overraske museumsgæsterne.
Medarbejdernes forestillinger om udbyttet er positivt, men ikke uden skepsis. Josefine, en af museets arkæologer, forventer at få et nyt syn på, hvordan man kan lave udstillinger, men hun frygter, at det går op i ingenting og er spild af penge.
Og det ser ud til, at hun får ret. Kurset fremstår som en spoof på kursusbranchens mere aparte vildskud, når seriøse museumsfolk skal fortælle historier om Nationalmuseet ved hjælp af torskerogn på dåse, tørrede græshopper og vingummibamser. Rane får rækken fuld i vrøvlebingo, da han fabler om en agurk, der myrdes af en okse – eller er det omvendt. Senere får han pladen fuld, da han smager på noget frugt serveret på en arm, mens han taler tåget om at æde et menneske og strimler af bær, der bliver til kød ligesom en vingummibamse, som er noget generelt for ofringer i forhistorien.
Josefine, den skeptiske medarbejder siger på et tidspunkt højt og tydeligt, at det forstår hun ikke en skid af. Det samme gælder denne anmelder. Jeg har endda det privilegium at se afsnittet forlods, og trods adskillige gennemsyn fatter jeg stadig ikke en bjælde.
Alle skal med
Men de har det sjovt. Rane Willeslev trækker tæppet væk under dem, og de lader ham gøre det. Han vækker noget i dem, og omvender den skeptiske medarbejder, som erklærer, at hun godt kan lide Ranes visioner, og hun håber, at han lykkes og kommer i hus.
Femte afsnit af Ranes Museum nuancerer portrættet af Rane Willerslev. Vi oplever den hårde boss, der lidt brutalt sætter sine folk på plads. Men vi ser Rane Willerslev, der som en stor dreng leger sig ind i sine folk og vækker den kreative energi, de rummer, og som han tror på, skal forløse Nationalmuseet.
I virkeligheden skal Rane Willerslev rumme begge sider. Han skal lede Nationalmuseet, og det indebærer, at han af og til må være en hård banan, men han skal også inspirere sine folk og få det bedste frem i de gode folk, han har, og derfor skal han være åben over for alle.
Rane Willerslev får et rigtig godt råd med på vejen fra arkæologen Josefine, som siger, at han ikke kommer i hus, hvis ikke alle er med, men hvis det lykkes at få alle med, så bliver det fedt.
Og det er fedt, som seer at følge med i Ranes Museum. For hvert afsnit bliver det bedre og bedre. Både direktøren og medarbejderne udvikler sig, og i aften stod der meget på spil for Nationalmuseet og Rane Willerslev. Det skildres fornemt, og afsnittet får fem farvestrålende vingummibamser ud af seks.
Rane Willeslev. Foto: Jacob Nyborg Andreassen, Nationalmuseet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
