VÆRINGS MUSIKLYTTERI // NY MUSIK – Nu har Trinelise Væring efterhånden leveret sit månedlige Værings Musiklytteri i flere år, og hun kan se, at nogle af de kunstnere, hun har anbefalet før, kommer tilbage med nye udgivelser. Hun bestræber sig på at introducere nye navne. men nogle kunstnere er på banen med så fremragende nyt, at de fortjener at blive genintroduceret. Hvem er det, og hvilke nye album skal vi lægge mærke til i marts?
Et helt vidunderligt samarbejde følges op
Jeg har anbefalet belgiske Colorist Orchestra en gang før her i Lytteriet, men de er virkelig også noget særligt. Da jeg sidst anbefalede dem, var det for et samarbejde med Howe Gelb, som så viste sig ikke helt at leve op til mine forventninger, som da også var tårnhøje. Tårnhøje fordi jeg fandt deres 2016 album/samarbejde med islandske Emilíana Torrini helt vidunderligt.
The Colorists udgivelser er alle projekter, hvor de har inviteret en nøje udvalgt sangskriver til at komme med eget repertoire, som Colorists så genskaber med deres helt særlige instrumentarium og deres klassiske tilgang til minutiøs tilrettelæggelse. Det betyder naturligvis så også, at det ikke er alle deres projekter, jeg er lige optaget af. Men … nu har de så geninviteret Torrini, som de i denne omgang har skrevet et nyt repertoire sammen med. Ih, hvor jeg glæder mig.
Det særlige ved Colorist er deres instrumentation: Tre oprindeligt klassisk uddannede slagtøjsspillere, der helst slår på alt muligt andet end trommer, en pianist, der gerne spiller på præpareret klaver, en bassist, to strygere og en altmuligmand, der fx spiller på basklarinet, glasorgel, basun og elektronik. Med andre ord har de et væld af muligheder for varierende instrumentation, primært af akustiske instrumenter. Deres uortodokse brug af instrumenterne giver dem en helt særlig klang og karakter. Det er rytmisk musik, bygget op som et klassisk partitur, fuld af nuancer og med en enorm detaljerigdom i både klang og udførsel.
Emilíana Torrini & The Colorist Orchestra – “Right here”. En sang fra det ny album:
Slow bluegrass med socialt engagement
Jeg fortsætter med at bygge videre på en tidligere anbefaling. Måske nogle husker, at jeg i januar skrev en særlig ombæring af min blog, hvor jeg delte sange, der handlede om at blive gammel.
Den blog var opkaldt efter en Raichel Baiman-sang: ”No Good Time for Dying”, som jeg delte en live udgave af. Sangen kom fra hendes fremragende 2021 album Cycles, som jeg varmt kan anbefale.
Baiman bor i Nashville, men hun er mere bluegrass end country.
Hun spiller både violin, banjo og guitar. Det ny album hedder Common Nation of Sorrow, og det lyder jo umiddelbart som om, hun igen leverer på noget af det, jeg holder særligt af ved hende, nemlig hendes tekster, der ofte drives af et socialt engagement og rummer en speciel sanselighed over for mennesker, der måske ikke altid har det så nemt.
Jeg lader mig også nemt charmere af hendes drævende amerikanske ”accent” og hendes tilbagelænede måde at synge på. Nu er der så et nyt album på vej, og det tegner godt.
Rachel Baiman – “Lovers and Leavers”. En sang fra det ny album:
En dragende single, smager af mere
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal fortælle om Angel Snow, for jeg kender hende ret beset ikke. Jeg faldt over en single, som jeg synes har en helt særligt dragende stemning. Jeg fandt flere singler, og de er alle sammen røget lige i hot rotation på min playliste. Til gengæld står der næsten ingenting om hende på nettet. Ud over at hun tilbage i 10’erne har skrevet nogle sange til americana-fænomenet Allison Kraus.
Hendes pladeselskab opererer ikke med info om deres kunstnere, og der er ingen Wikipedia, så jeg må lade musikken tale for sig selv og bare håbe, at I lader jer drage på samme måde, som jeg lod mig drage af melodien, iscenesættelsen og hendes stemme.
Angel Snow – “Get Me Out of Here”:
I skal da ikke snydes for…
Således er vi nået til ”I-skal-da-ikke-snydes-for …”-kategorien, som altid indeholder et album, en video eller en sang, der overraskede mig i den forløbne måned, fordi jeg ikke på forhånd kendte kunstneren eller ikke var opmærksom på dets komme.
Alt det der er galt med Amerika
Der har været stille om Iris Dement i en rum tid. Men nu tager den granvoksne sangskriver bladet fra munden. I denne herligt lange sang beskriver hun simpelthen alt det, hun synes, der er galt med USA i dag. Det hele ryger med, og det er både godt og underholdende.
Hun lægger ud sådan her:
”I’m goin’ down to sing in Texas / Where anybody can carry a gun / But we will all be so much safer there / The biggest lie under the sun / Go ahead and shoot me / If it floats your little boat”
Jeg anbefaler, at I følger med på lyrik-videoen, for der er rigtig meget, hun er såååå træt af. Mor (og hun både ligner og synger som nogens mor – på den gode måde altså) er ikke bare skuffet, hun er også lidt sarkastisk, og hendes tålmodighed er ved at være brugt helt op.
Iris Dement – “Goin’ Down to Sing in Texas” (Lyrik-video)
Appetit for mere musik fra Væring?
Så følg min Spotify playliste “Trinelise Væring: What I Listen to”. Den indeholder til en hver tid 500 sange fra det seneste års tid – sange, jeg stadig er optaget af at lytte til. Ca. hver mandag lægger jeg mit bud på ugens bedste udgivelser i toppen af listen. Efter nogle uger glider sangene lidt ned i listen og ender, hvis de er rigtig gode, nede i den alfabetiske del af listen (alfabetisk efter kunstner). Således fungerer min liste også perfekt på shuffle.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
