
FILM // ANBEFALING – Det tog den kasakhstanske instruktør Sergey Dvortsevoy syv år at lave Ayka, der er et af de stærkeste kvindeportrætter i nyere tid, skriver Karen Hammer. Filmen, der har Samal Yeslyamova i hovedrollen, er månedens film i Cinemateket i København.
I Danmark er der sjældent film fra Kazakstan og de russiske stepper. I 2009 viste Cinemateket som månedens film Sergey Dvortsevoys prisbelønnede og morsomme Tulpan (2008). Instruktøren var berømmet for sine fantastisk realistiske dokumentarfilm, men imponerede i den grad med sin debutspillefilm, at den blev tildelt vinderprisen i sidekategorien Un Certain Regard i Cannes 2008.
Tulpan foregår langt mod nord i Belpak Dala-provinsen og fortæller om marinesoldaten Asa, der efter millitærtjeneste på Sakhalin vender hjem til sin nomadefamilie og drømmer om selv at få en fåreflok og en familie. Den dominerende fåreejer i regionen vil ikke give ham retten til at blive selvstændig, før han har fundet sig en kone. Han må nøjes med at hjælpe til hos sin søster, svoger og deres tre børn.
Ayka er den sejeste kvinde i filmhistorien. Hun bløder, sveder og løber, mens mælken og mafiaen presser hende
Asa frier til naboens ugifte datter Tulpan, men hun kan ikke lide hans ører og giver adskillige afslag. Instruktørens dokumentaristiske metode ses tydeligt i den meget fascinerende film. I lange ubrudte indstillinger følger kameraet familiens hverdagssysler, hvor især den lille dreng ”spiller” særdeles livligt og opfindsomt.
For at få skuespillerne til at agere naturligt i dette for dem meget fremmede univers, krævede Dvortsevoys, at de levede som en nomadefamilie ude på steppen, boede i filmens jurte og lærte at lave kasakhisk nomademad. Skuespiller Samal Yeslyamova på bare 19 år havde det hårdt. Hun var pludselig mor til tre børn og skulle lære at tage sig af hele den meget anderledes husholdning. Resultatet er meget overbevisende.
“Jeg elsker billeder, og jeg elsker livet”
Sergey Dvortsevoy (født 1962) var oprindelig flyradiooperatør og fløj i 9 år for AEROFLOT. En tilfældigt set annonce fik ham til at søge ind på en filmskole. Han forstår ikke selv, hvorfor de tog ham. Han anede intet om film og havde aldrig tidligere interesseret sig for film. Han fandt hurtigt sin helt egen stil og måtte ofte kæmpe med sin fotograf for at få lange ubrudte optagelser og ikke, som man gjorde dengang, sammenklippede optagelser.

Hans filmskolefilm Paradise fra 1996 bestod af fem korte episoder fra steppernes nomadeliv – socialrealistiske og meget autentiske. En lille dreng, der drikker sur fløde imponerede. Filmen vandt mange priser, og Dvortsevoy anvendte prismaterialet (35 mm råfilm) til sin næste film Bread Day (1998). Dvortsevoy har udtalt: ”I Paradise var jeg mere interesseret i, hvordan folk opførte sig, end i hvad de havde at sige… Jeg elsker billeder, og jeg elsker livet: Dyr er fantastiske!”
Vi ser seks personer kæmpe med at få en ko fri af en mælkejunge; dens horn sidder fast. Ved de berømte og helt vidunderlige Baltiske Filmdage på Bornholm i 90’erne dukkede Dvortsevoy op med filmen Bread Day, der vandt. Afslappet og realistisk beretter den om de gamle mennesker i en fjern forladt landsby, der lever af det brød, som én gang om ugen afleveres ca. fem kilometer væk i en jernbanevogn. Da togvæsenet ikke vil slide deres materiel på de gamle rustne spor, må landsbyens folk selv skubbe vognen frem og tilbage.
Efter endnu et par dokumentarfilm, In the Dark (2004), om en blind mand og hans kat, og Highway (1999), der fortæller om en familie-cirkus-trup, der hutler sig igennem ved at rejse rundt i de kæmpestore steppeområder og optræde for nomaderne, kastede Dvortsevoy sig ud i spillefilmen. Han har forklaret, at det var alt for vanskeligt at skaffe penge til dokumentarfilm, og at det rent moralsk var nødvendigt at forlade de realistiske film, da de kazakhiske biografgængere angreb og sågar arresterede hans personer for at udstille deres ”grimme” og fattige verden.
Hans lille familie fra Paradise havde fået alvorlige problemer. Da Tulpan kom op, var tilhørerne atter uforstående og mente, at den film var ”værre” end Borat til at udstille et ucharmerende Kazakhstan. Sacha Baron Cohen grove satire fra 2006 gik sin sejrsgang over hele verden, men blev boycuttet i Kazakhstans biografer og forbudt i mange asiatiske lande.
Den russiske mester
Jeg var i sin tid meget begejstret for Tulpan, og nød fornylig at se den igen på russisk. De taler ikke så meget, at man ikke kan følge handlingen i den næsten dokumentariske film. Den mindede mig om en af mine absolutte favoritfilm, Den første lærer (1966), instrueret af den russiske mester Andrej Mikalkov-Koncalovskij. Peter Refn tog den i sin tid op (Dan Ina importerede den) i sin biograf, Camera, på Vesterbro i København, længe før han gjorde Grandbiografen til Danmarks bedste.

Den første lærer foregår i en fjern nomadeprovins i Kirgisistan, hvor en ung soldat efter revolutionen skal starte en skole. På trods af det traditionelle mandsdominerede samfund forsøger han at hjælpe en 15-årig meget videbegærlig ung pige. Da hendes mor sælger hende til en indflydelsesrig ældre mand, som i en meget stærk scene voldtager hende på bryllupsnatten, sætter han sig op mod samfundets normer.
Den yndige Natalya Arinbasaova modtog i 1966 prisen som årets bedste filmskuespillerinde ved Venedig filmfestivalen. Kirgisistans berømte forfatter og politiker Chingiz Aitmatov (1928-2008) stod bag manuskriptet og romanen. Hvis man vil se mere til den russiske steppeverden, kan jeg anbefale Marat Sarulus interessante slægtsdrama fra 2008 Songs from the South Sea, som jeg samlede op under en natfilm-festival. Eller som jeg gjorde for otte år siden: Rejs ud i verden og besøg Kirgisistans nomader.
Den sejeste kvinde i filmhistorien
Det tog Sergey Dvortsevoy syv år at lave Ayka, der er et af de stærkeste kvindeportrætter i nyere tid. Han erfarede, at mange kirgisiske kvinder, der arbejder som fremmedarbejdere i Moskva, efterlader deres nyfødte børn på fødeklinikkerne og forsvinder. I 2010 blev 248 kirgisiske babyer efterladt i Moskva. Sergey Dvortsevoy besluttede at undersøge sagen nøjere og brugte flere år på at opsøge kirgisiske immigrantkvinder og interviewe dem.
Hans hårdtprøvede heltinde spillet af Samal Yeslyamova er totalt overbevisende og rystende at følge. Samal har også været ude i landet og interviewe et væld af kirgisiske kvinder. Dvortsevoy har altid sine historiers baggrund i orden.
Sneen er ved at gå over i sjap, da historien om Aykas fem dage i helvede er ved at være slut. Hun vil så gerne gøre det rigtige, men hvad er det rigtige?
Hans faste fotograf Jolanta Dylevska har optaget nogle fantastisk smukke billeder af Moskva begravet i den værste snestorm i 100 år. Kolonner af kæmpestore sneplove fylder de store boulevarder, mens orangeklædte mænd og kvinder skovler sne overalt. Nyfødte næsten mumieindpakkede babyer køres ind til de ventende mødre: Det er ammetid. Ungerne skriger af sult, og Ayka fra rum nr. 5 smutter ud på badeværrelset, bryder med besværd det tilfrosne vindue op og stikker af. Hun løber gennem de smattede gader og ser sig angst bagud.
Ayka er den sejeste kvinde i filmhistorien. Hun bløder, sveder og løber, mens mælken og mafiaen presser hende. Barske mænd truer med at dræbe hende, levevilkårene er helt umulige og vi – tilskuerne – har længe haft hjertebanken af bekymring. Der er snart ikke flere chancer for at overleve. Jeg, der som kvinde har gennemlevet alle disse fødselsymptomer under langt roligere former, genoplever de besværlige år, da børnene var små, og man ikke selv var herre over sin krop.
Det er fremragende skildret i filmen, den unge skuespillerinde Samal Yeslyamova, der var så sødmefuld som søster/moderen i Tulpan, modtog velfortjent prisen for bedste skuespillerinde i Cannes 2018. Sneen er ved at gå over i sjap, da historien om Aykas fem dage i helvede er ved at være slut. Hun vil så gerne gøre det rigtige, men hvad er det rigtige?
Ayka er et seksstjernet mesterværk! Det er svært at forstå, at den kun kommer op til ni forestillinger i Cinemateket. Hvorfor har ingen udlejer eller biograf snuppet denne forunderlige og smertende perle?
Sergey Dvortsevoy, Ayka (2018)
Vises fra d. 7. til 17. november i Cinemateket, København.
Topfoto: PR
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.