KLIMA // BOGUDDRAG – “Mit svar er en klimastat, som ikke tager udgangspunkt i ideologiske problemstillinger, men forholder sig til faktuelle udfordringer, som de er beskrevet af forskere og andre eksperter. I klimastaten er det – ud over en konstant opdateret faktuel viden om verdens problemer – afgørende med løbende nye og frie diskussioner af, hvilket samfund vi ønsker, og hvordan vi ønsker at løse problemer,” skriver Theresa Scavenius i ny klimabog. POV har fået lov til at bringe et uddrag.
Vi er alle underlagt et kulsort liv i en fossil verden, hvor vores liv har meget store klimapolitiske aftryk – uanset hvor meget eller hvor lidt vi affaldssorterer. Ingen af os kan fravælge det fossile liv. Det bedste, vi som borgere kan gøre, er at passe vores hverdagsliv. Vi skal leve vores liv og sørge for, at vores børn kommer i skole med en ordentlig madpakke og så videre.
Virksomheder skal have travlt med at tjene penge inden for de politisk definerede regulatoriske rammer. Hvis de ikke gør det, kollapser vores markedsøkonomi, som i forvejen er udfordret af politisk indblanding, blandt andet i form af sorte subsidier, der skævvrider grønne virksomheders konkurrenceevne.
Når vi taler om ansvar for klimaforandringerne, er det altså altafgørende, at vi er opmærksomme på opdelingen mellem, hvad der er et politisk ansvar, og hvad der er borgernes og virksomhedernes ansvar. Den opdeling er helt central for at forstå behovet for en klimastat, og hvad der er klimastatens politiske ansvar.
Borgere og virksomheder kan og skal derfor heller ikke kompensere for det manglende politiske ansvar for klimapolitikken og den grønne omstilling. Ud fra et moralteoretisk perspektiv argumenterer jeg endda for, at enkeltindivider moralsk set kan undskyldes, fordi de ikke er moralske aktører i de spørgsmål, som kræver en politisk ansvarlighed. For eksempel er en borger, der bor i et område, hvor den lokale bus- og togdrift er nedlagt, ikke ansvarlig for at tage offentlig transport, når den ikke længere findes. Ansvaret ligger her hos dem, der har nedlagt den lokale busrute, og hvis de mener, at offentlig transport er mere bæredygtigt end privatbilisme, er det en klimapolitisk beslutning at sørge for, at den er tilgængelig.
Når vi fokuserer på målet og de teknologiske løsninger, er vi ikke opmærksomme på, hvorfor problemerne opstår i første omgang
Hvis vores politiske system havde prioriteret den grønne omstilling de sidste par årtier ved bogstaveligt talt at sætte en vindmølle til alt vores energiforbrug, herunder produktion, transport og varme, samt sat den nødvendige regulatoriske ramme for al international handel, så ville borgernes og virksomhedernes ansvar stort set have været lig nul. Vi kunne som borgere leve vores liv, passe vores børn og tage på ferie med god samvittighed, og virksomhederne kunne drive deres forretning, som de er bedst til.
Men vi lever i et politisk system, hvor både de nationale regeringer og institutioner som EU fortsat udvider den fossile økonomi. I den kontekst er det nytteløst for den enkelte borger at forsøge at modvirke udviklingen. Det er lidt ligesom at stå ved det nedlagte busstoppested og vente på, at bussen kommer. Det er selvfølgelig både håbløst og nytteløst.
Men hvad er så løsningen på klimakrisen?
Så i stedet for at stå og vente på bussen, skal vi forstå, hvorfor bussen ikke kommer. Vi skal med andre ord først forstå, hvorfor vi i øjeblikket fejler klimapolitisk, inden vi forsøger at give svar på, hvordan vi så løser de mange udfordringer. Inden vi siger, at vindmøller og solenergi er løsningen, skal vi forstå, hvorfor det ikke er lykkedes at udfase den fossile energi, som er klimaforurenende. Hvorfor det ikke er lykkedes at omlægge til 100 % vedvarende energi på globalt plan. Det er de grundlæggende spørgsmål, vi bliver nødt til at besvare, før vi kan begynde at tale om løsninger og nye måder at fremme den grønne omstilling på.
Vi vil nemlig gerne have en løsning på klimakrisen, og derfor taler vi typisk mest om målet. Om, at vi gerne vil have et fossilfrit samfund. Et affaldsfrit samfund. Et bæredygtigt samfund. Vi skal producere strøm fra vedvarende energikilder og så videre. Og vi fokuserer på de teknologier, som skal dominere i det nye grønne og bæredygtige samfund. Men når vi fokuserer på målet og de teknologiske løsninger, er vi ikke opmærksomme på, hvorfor problemerne opstår i første omgang. Og vi finder aldrig de rigtige løsninger, hvis vi ikke ved, hvilket problem vi rent faktisk skal løse.
Den første klimapolitiske opgave er derfor at give svar på, hvorfor vi ikke løser klimakrisen i øjeblikket. Helt kort fortalt er min forklaring, at de eneste relevante aktører, som er de statslige institutioner, ikke tager – og ikke længere kan tage – et politisk ansvar for at håndtere klimakrisen. Som vi skal se i kapitel 2, er årsagen, at det politiske ansvar forsvinder i konkurrencestaten, fordi det er markedet og ikke politik, som er den drivende institution i samfundets udvikling.
Konkurrencestaten er en betegnelse for det politiske paradigme, som har hersket i mange vestlige og demokratiske lande de sidste 20-30 år. Den er opstået efter manges års reformer af den offentlige sektor, hvor målet har været dels at privatisere den offentlige infrastruktur, dels at inkorporere markedslogikker og incitamentsstrukturer i den offentlige sektor. Essensen er, at kortsigtet økonomisk vækst bliver prioriteret over beskyttelse af arbejdsrettigheder, miljørettigheder og klimapolitik.
Løsningen på klimakrisen handler altså i sin grundessens om at udvikle på de lovgivningsmæssige rammebetingelser for virksomhedernes og borgernes liv og gøremål
Konkurrencestaten er ikke i stand til at håndtere klimaforandringerne som en almindelig politisk udfordring. Konkurrencestaten fejler, fordi den markedsliggør klimaspørgsmålet i stedet for at håndtere klimakrisen som en politisk reguleringsopgave. Konkurrence er et velfungerende princip på markedet, men det er ikke et godt princip til at ændre de grundlæggende spilleregler for markedet, hvilket der er behov for, hvis vi skal gå fra en fossil til en grøn økonomi.
I konkurrencestaten bliver ansvaret for den grønne omstilling pålagt virksomheder og forbrugere, selvom de ikke har mulighederne for at ændre spillereglerne, men netop bliver nødt til at følge de eksisterende spilleregler.
Den udfordring, virksomheder og borgere står i, er, at vi ikke kan ændre spilleregler for et spil, som vi er igang med. Et eksempel er, når et dansk klimaministerium laver kampagnevideoer, for at borgerne skal spise mere klimavenlig mad, mens det samtidig via lovgivning sørger for, at almindeligt kød er billigst. Det er klart, at det skaber forvirring, og at resultatet kan blive en form for lammelse af både spillet og udviklingen af spillets rammer og regler. Det er den handlingslammelse, som de følgende kapitler kommer til at tematisere.
Det er på grund af den handlingslammelse, at det moralske ansvar for klimakrisen ikke skal pålægges virksomhederne og forbrugerne, som agerer inden for konkurrencestaten, men derimod placeres på et institutionelt politisk niveau. Virksomheder og forbrugere skal spille spillet, det vil sige leve og drive forretning inden for samfundets regler. Det er en politisk opgave og et politisk ansvar at bestemme, definere og udvikle regler og love.
Løsningen på klimakrisen handler altså i sin grundessens om at udvikle på de lovgivningsmæssige rammebetingelser for virksomhedernes og borgernes liv og gøremål.
Spillet skal ændres fra en konkurrence om at udnytte jordens ressourcer mest effektivt til et spil om, hvordan vi kan designe politiske rammer, der sikrer, at alle aktiviteter har et begrænset og bæredygtigt træk på jordens ressourcer.
I kapitel 3 kigger vi derfor på en alternativ tilgang til klimapolitikken i stedet for konkurrencestatens. Her er den primære klimapolitiske opgave at regulere og administrere adgang og brugsret til vores fælles ressourcer. Det er, hvad det klimapolitiske ansvar handler om.
Den stat, som evner at påtage sig dette klimapolitiske ansvar, kalder jeg for en klimastat. Klimastaten håndterer klimakrisen ved at se udfordringen som et moralsk spørgsmål om borgernes adgang til fælles ressourcer og som et fagligt og faktuelt spørgsmål om fysiske og videnskabelige vilkår og betingelser.
Mit svar er en klimastat, som ikke tager udgangspunkt i ideologiske problemstillinger, men forholder sig til faktuelle udfordringer
Klimastaten er en videreudvikling af og en overbygning på velfærdsstaten. Velfærdsstaten er bygget på en ideologisk klasselogik, hvor statens raison d’être er at beskytte og frigøre de fattigste fra at blive udnyttet af de rigeste. Forskellen på velfærdsstaten og klimastaten er, at klimastatens primære fokus ikke er at sikre borgerne velfærd, men at sikre stabile biologiske rammer for vores civilisation.
Klimastaten har ikke en selvstændig ideologisk grundforståelse af markedet eller staten. Klimastaten er en institution, der bygger på faktuel viden om verden. Hvis videnskaben fortæller os, at der er en klimakrise, er klimastatens formål og moralske ansvar at løse den. Ikke af ideologiske årsager, men af faglige og moralske årsager, hvor målet er at skabe de bedste livsbetingelser for borgere, dyr og naturen.
Det 20. århundredes socialistiske og liberalistiske ideologier giver ikke et svar på, hvordan der skabes en bæredygtig planet, hvor mennesker indretter deres samfund med plads og respekt for dyr og naturen.
De gamle ideologier rummer ikke det politiske perspektiv, der kan placere nutidens menneskelige og samfundsmæssige udfordringer i en aktuel sammenhæng. Konfliktlinjerne i det 21. århundrede antager andre former, end da socialismen og liberalismen blev formuleret. Derfor er der behov for nye svar, som for eksempel ikke tager et socialdemokratisk udgangspunkt i arbejdspladsen og konflikten mellem arbejdsgiver og arbejdstager.
I dag skal vi give politiske svar på forurening af naturen, havene og atmosfæren. Vi skal give svar på en accelereret teknologisk udvikling kombineret med globalisering, ekstrem ulighed og en vanskelig geopolitisk situation, hvor demokratier og internationale institutioner mister magt, svækkes og endda uddør.
Det er en del af forklaringen på, hvorfor klimakrisen ikke bliver løst, håndteret eller adresseret. Vi har brug for en ny linse til at anskue disse problemer gennem med løsninger, der er hentet i det 21. århundrede. Det kræver faktuel og opdateret viden om verdens problemer. Mit svar er en klimastat, som ikke tager udgangspunkt i ideologiske problemstillinger, men forholder sig til faktuelle udfordringer, som de er beskrevet af forskere og andre eksperter.
I klimastaten er det – ud over en konstant opdateret faktuel viden om verdens problemer – afgørende med løbende nye og frie diskussioner af, hvilket samfund vi ønsker, og hvordan vi ønsker at løse problemer. Ønsker vi en klimapolitik, der øger ulighed? Eller ønsker vi et demokratisk og lighedsorienteret design for klimapolitikken? Hvorvidt klimapolitik vil øge eller mindske ulighed, afhænger af, hvilke politiske instrumenter der bliver brugt.
Derfor er det ikke nok blot at sige, at vi skal have mere klimapolitik. Det er afgørende at diskutere hvilken type af klimapolitik. CO2-afgifter er for eksempel typisk ulighedsskabende, mens rationering af CO2-forbrug typisk vil være lighedsskabende.
Derudover er en vigtig pointe, som jeg uddyber i kapitel 4, at den faktuelle viden og de moralske diskussioner forudsætter et demokratisk samfund. Den første udfordring for klimastaten er derfor at etablere et solidt vidensfundament. Det kræver velfungerende demokratiske institutioner og velfungerende vidensinstitutioner, således at borgere er i stand til at forholde sig til klimakrisen som et politisk spørgsmål.
Her er en udfordring, at konkurrencestaten – ud over ikke at kunne drive den grønne omstilling – indirekte er med til at underminere de demokratiske vidensinstitutioner. Derfor spiller konkurrencestaten en uheldig dobbeltrolle i forhold til at forstå, hvorfor vi som samfund i øjeblikket fejler med at løse klimakrisen.
I kapitel 2 kigger vi nærmere på den første direkte rolle, som består i, at det moralske ansvar for klimakrisen ifølge konkurrencestatens logik gives til nogle, som ikke er i stand til at påtage sig det ansvar. Den anden rolle er indirekte, hvilket uddybes i kapitel 4. Her er den centrale pointe, at konkurrencestaten er med til at understøtte og fremme den populistiske og antidemokratiske bølge, der har præget store dele af verden det sidste årti.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her