KULTUR // TV – Vi kender næsten alle sammen til det at være lidt nervøs for, hvad næste sæson af vores yndlingsserie vil bringe. Holder den niveauet? Kommer der for mange urimelige sidehandlinger? Forsvinder en yndlingskarakter? Som regel udløses spændingen, når den nye sæson kommer efter få måneder. Med tredje sæson af Lars von Triers Riget skulle der gå cirka 25 år. POV’s filmredaktør Mikkel Stolt har set de første to afsnit, og han er stadig lidt nervøs, viser det sig.
Vi fattigrøvs-medier, der ikke var til filmfestival i Venedig, har i modsætning til festivaldeltagerne kun fået lov til at se to ud af fem afsnit af Lars von Triers opfølger til de to gamle sæsoner af Riget.
Og det giver mig et problem nu, hvor jeg anmelder denne opfølger og afslutning(?) på en tv-serie, som spøgte på skærmene dengang i midt-halvfemserne, og som inspirerede andre folk i tv-verdenen så meget, at selv tvivlsomme talkshows kunne finde på at filme med rystet, håndholdt kamera og klippe umotiveret mellem forskellige men næsten ens billeder.
Riget – og det gælder nok mest første sæson – var både så underholdende og nyskabende, at alle andre også ville prøve at være netop dét, og det lykkedes dengang ikke for ret mange andre end Trier. Bevares, Trier trak selv på forskellige udenlandske inspirationskilder – Twin Peaks og et par andre henholdsvis amerikanske og franske tv-serier – men resultatet var så umiskendeligt dansk og trier’sk, så man kun kunne blive glad, overrasket og imponeret.
Men jeg sidder alligevel ofte undervejs og er lidt nervøs for, at de vil overgøre en humoristisk pointe
Så nu er spørgsmålet, om det også lykkes for ham nu, men efter to afsnit er jeg sgu ikke sikker. Lars von Trier har jo næsten altid noget i ærmet eller bag øret, men det er efter min mening altså ikke rigtigt kommet til udtryk endnu. ”Det føles som en gentagelse,” siger Bodil Jørgensens karakter, ’Karen’, der er den nye ’Fru Drusse’ (spillet i sin tid af Kirsten Rolffes), og det har hun ganske ret i.
”Men det er en god gentagelse, tror jeg”, fortsætter hun, og så bliver ens analytiske sans uheldigvis vakt. På den ene side er det lidt morsomt, at serien er så utroligt selvrefererende og selvrefleksiv, men det trætter nu også lidt i længden.
Meta: filmen i filmen
Tredje sæson starter med, at ’Karen’ sidder og ser slutningen af Riget sæson 2 og er svært utilfreds med den ikke-slutning, som hun bliver budt på. Vi lærer hurtigt, at hun er søvngænger (om ikke af anden grund, så fordi nogle har skrevet det på hendes hoveddør) og er i kontakt med noget åndevæsen.
Hun føler i løbet af natten, at selve Rigshospitalet stadig har noget uafklaret over sig, og derfor ender hun til sidst foran glasdørene på Blegdamsvej. Her følger en formidabel scene, hvor hun først ikke kan komme ind – badet i koldt lys, som hun er – men med en fugls mellemkomst, åbner glas-rulledørene sig. ’Karen’ kan nu træde ind, og fra da af skifter lys, lyd, kamera- og klippearbejde til det kendte rødbrune, kornede og både uheldssvangre og morsomme univers, som vi kender så godt.
Straks derefter kommer så en anden selvreference, idet portvagten svarer på ’Karens’ spørgsmål om, hvorvidt hun kan møde ’Fru Drusse’. ”Den gamle tv-serie har sgu ødelagt så meget,” eller hvordan han nu lige formulerer det. Så er vi jo uvægerligt i gang, men selve handlingens udvikling over hele sæsonen kommer jeg altså ikke til at kunne vurdere her.
Det var en anden tid, hvor serien aktivt arbejdede med kontraster, forventninger og overraskelser
Men der kommer gang i løjerne, da svenske ’Helmer Junior’ (Mikael Persbrandt) ankommer på selvpromoverende og selvglad facon i en helikopter. Han skal tiltræde en stilling som overlæge, men vil først og fremmest for at finde ud af, hvordan dette lille, latterlige land kunne drive hans far, ’Stig Helmer’ (Ernst-Hugo Järegård fra de to første sæsoner) til vanvid.
Og rivaliseringen mellem Danmark og Sverige er et stort tema, hvilket både giver anledning til sjove scener og replikker og til mere åbenlyse og lidt for banale udsagn, som ærligt talt også virker lidt gentagende og uelegante.
’Helmer Jr.’ tager for eksempel ligesom sin far også sine hjulkapsler af bilen, når han parkerer, og da han senere bliver introduceret af lægen ’Anna’ (Tuva Novotny) til det hemmelige svenske selskab i kælderen (en parallel til den gamle loge, vi kender fra de forrige sæsoner), så er det morsomt, at der i baggrunden står hele reoler fyldt med Volvo-hjulkapsler, som de andre svenskere får opbevaret, mens de uheldigvis er på arbejde på det danske hospital.
Men så er det som om, at man ikke rigtigt tror på, at vi har fattet det, og derfor klippes der til Persbrandt, der står foran reolerne og kigger kælent på dem, mens han med ærefrygt og stolthed siger ordet ”Volvo”. Der bliver den ellers magiske humor alt for tydelig efter min smag.
En anden tid?
’Anna’ er også omdrejningspunkt for en sidehandling vedrørende gensidigt samtykke og den nye svenske overlæge forlanger også, at man ”henificerer” patienterne, hvilket vil sige, at man ikke skal kunne se hvilket køn, de har, men omtale alle som ”hen”.
Det giver naturligvis de forudsigelige problemer i andet afsnit ved to hjerneoperationer, men den hårfine balance mellem satiren og idiosynkrasien i seriens beskrivelse af nogle af de store dagsaktuelle emner i debatten er i det store hele intakt. Når overlægens sekretær (Birthe Neumann) henter to personer fra rengøringsholdet for at gøre lægestaben mere etnisk divers, som den jo åbenbart skal være nu om dage, er det morsomt. Men jeg sidder alligevel ofte undervejs og er lidt nervøs for, at de vil overgøre en humoristisk pointe.
”Det var en anden tid” er jo et udsagn, man tit hører, når talen falder på fortidens synder udført af privilegerede personager, men det er også et udsagn, som falder mig ind, idet jeg ikke er blæst bagover af disse to afsnit. Og en af grundende har at gøre med castingen, det vil sige, hvilke skuespillere, der er valgt til rollerne.
Der bliver forhåbentlig skåret lidt ned på det selvrefererende og det små-studentikose meta-lag i de næste tre afsnit
De to første sæsoner blev i hvert fald til en vis grad så utroligt vellykkede, for det var en stor fornøjelse at se hæderkronede og elskelige Matador-skuespillere stille sig til rådighed for denne groteske fortælling, som serien jo i virkeligheden var med dens fokus på det bizarre og deforme. At se Korsbæks ’Bankdirektør Varnæs’ (Holger Juul Hansen) stå med en dildo stå bag et forhæng, hvor hans skygge var alt for tydelig for ’Ingeborg’ (Ghita Nørby, i Riget med karakternavnet ’Rigmor’), så var det en plat humor, der virkede. Fordi det var en anden tid, hvor serien aktivt arbejdede med kontraster, forventninger og overraskelser.
Men i mellemtiden har vi set utroligt mange danske film og serier, hvori nogle af Rigets nye skuespillere har opført sig underligt, åndssvagt eller irrationelt, og så har det bare ikke længere samme appel at se f.eks. Nicolas Bro (som et ekko af Jens Okkings ’Bulder’) eller Nikolaj Lie Kaas (’Dr. Naver’) agere på en måde, som var de med i en film, der hedder ”Adams Blinkende Grønne Høns”.
Eller det har ikke samme appel på mig, men måske er denne anke helt irrelevant for alle under 45 år, og måske har jeg endnu ikke helt fattet, at det netop er derfor, det er sjovt. At Trier kan mærke sin egen indflydelse på danske film, og at han derfor kvitterer på denne måde? Se, dét ville jo være lidt sjovt.
Forfængelig, plat … og klog
Lars von Trier er jo uden tvivl vores mest spændende, kompromisløse og innovative instruktør nogensinde, så jeg ved, jeg formoder, jeg håber inderligt, at han har gemt noget guf til os.
De enkelte afsnit afsluttes ligesom i gamle dage med Trier selv, der spinder en ende over det, vi har set. Denne gang forbyder forfængelighed ham at stå frem, siger han, hvorfor vi kun ser hans sko bag det røde Twin Peaks-gardin. Jeg har ikke hans tekst på skrift og kan naturligvis ikke huske den ordret, men han nævnte, at ”forfængelighed lader til at drive de fleste af karaktererne”. Det gælder altså så også ham selv, og hans navn nævnes jo også direkte i serien af forskellige karakterer, så ja, han er også en medvirkende.
Efter andet afsnit opstiller han forskellige modsatrettede ordpar, der skægt leger med seriens implicitte og eksplicitte temaer, f.eks. granit (Sverige) og kalk (Danmark) og ikke mindst plat og klogt. Jeg ved (og formoder og håber og bla-bla), at han ved, hvad han gør, og at han vil ende med at være den kloge, selvom hans serie indtil videre gør, hvad den kan for at være plat. Det har jeg ikke i sig selv noget imod (ovennævnte dildo-scene fra 2. sæson, afsnit 2, er virkelig morsom), men der bliver forhåbentlig skåret lidt ned på det selvrefererende og det små-studentikose meta-lag i de næste tre afsnit.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
