Hvad har Vladimir Putin, Donald Trump, Recep Tayyip Erdoğan, Ungarns premierminister Viktor Orbán og formanden for det polske Lov og Retfærdighedsparti til fælles? De er alle illiberale demokrater og ser alle markedsøkonomien som et redskab til at styrke statsmagten, skriver Polens tidligere finansminister Jacek Rostowski. Han advarer mod ledere, som udformer deres politik med det mål at styrke statsmagten og svække den dømmende magt. I sidste ende vil det underminere velstanden og deres respektive landes stykepositioner og således også i sidste ende deres egen berettigelse.
BUDAPEST – Populister som Donald Trump, Polens de facto leder, Jarosław Kaczyński, og autoritære præsidenter som Tyrkiets Recep Tayyip Erdoğan og Ruslands Vladimir Putin, deler ikke kun Ungarns premierminister Viktor Orbáns begreb om det såkaldte ”illiberale demokrati”. De går også hver især ind for en form for ”illiberal kapitalisme.”
Men hvad indebærer en illiberal kapitalisme, og hvor sammenlignelig er den med et illiberalt demokrati? For det første betragter nationalister, som Trump, Kaczyński, Erdoğan, Putin og Orhán, ikke markedsøkonomien som et middel til at hæve velstanden, effektiviteten eller den individuelle frihed i et samfund, men ser den hovedsageligt som et redskab til at styrke statsmagten.
Den russiske kommandoøkonomi
Historisk set har den autoritære højrefløj været delt i spørgsmålet om forholdet mellem markedet og staten. I et ekstremt eksempel etablerede nazisterne en kommandoøkonomi ved at bevare retten til privat ejendom sammen med en høj ulighed i indkomst. I et andet ekstremt eksempel advokerede sociale darwinister i Europa og USA i det 20. århundrede for frie hjemmemarkeder, hvor kun de ”stærke” ville overleve for på den måde at gøre landet mere robust.
Under Ruslands yderst komplicerede ejerskabsstrukturer er Kremls kontrol med formuer synonym med politisk kontrol. Frem for at forsøge at kontrollere millioner af mennesker fra de velstillede klasser, kan staten udkommandere et hemmeligt politi til at styre 20-30 oligarker
I dag befinder Rusland sig i den ene ende af det illiberale-kapitalist spektrum. Putin ser i det store hele Sovjetunionens sammenbrud som en økonomisk fiasko, og han anerkender, at privat ejendom og et marked kan gøre den russiske økonomi mere modstandsdygtig over for Vestens sanktioner.
Men han mener også, at ejendomsretten er underlagt behovene fra den russiske ”sikkerhedsstat”, hvilket betyder at ejerskabet altid er betinget.
Meget passende for en tidligere KGB-officer mener Putin derudover, at den russiske stat har den ”ultimative ejendomsret”, når det gælder borgeres private aktiver – ikke kun i Rusland, men også i udlandet. Russiske oligarker og virksomheder, der opererer internationalt – såsom dem der har interageret med Trump-organisationen – er således potentielle redskaber i udarbejdelsen af Ruslands udenrigspolitik.
Hitler berømte spøg om at bolsjevikkerne nationaliserede produktionsmidlerne, mens nazisterne gik skridtet videre og nationaliserede selve folket, runger i baghovedet. Hitlers spøg er i store træk identisk med Putins egen forståelse af forholdet mellem kapitalister og staten, ifølge hvilken selv de rigeste russiske oligarker i sidste ende er statens træl.
Trumps økonomiske populisme vil højst sandsynligt manifestere sig i en afholdenhed fra pro-marked initiativer, der åbenlyst vil komme til at skade den hvide arbejderklasse
Under Ruslands yderst komplicerede ejerskabsstrukturer er Kremls kontrol med formuer synonym med politisk kontrol. Frem for at forsøge at kontrollere millioner af mennesker fra de velstillede klasser, kan staten udkommandere et hemmeligt politi til at styre 20-30 oligarker.
Amerikansk protektionisme under Trump
Trump befinder sig i den anden ende af nutidens illiberale-kapitalist spektrum. Han er ikke mindre tilpas med store indkomstuligheder end Putin, men han er ikke nær så tilbøjelig til at bruge staten til at favorisere bestemte forretningsfolk (andre end ham selv). Og hans administration har som et resultat heraf brugt dekreter som redskab til at tilbagerulle mange af de regulativer, som den tidligere amerikanske præsident, Obama, indførte.
Trods det er der undtagelser i Trumps støtte til det frie marked. Han foretrækker protektionisme og lavt forrentede lån, tilsyneladende fordi sådanne standpunkter spiller godt sammen med hans politiske kernevælgere – den hvide arbejderklasse.
Vælger Trump at følge protektionismens vej, vil USA’s handelspartnere imidlertid svare igen med forholdsregler rettet direkte imod grundpillerne i hans politik, som da den Europæiske Union for nylig truede med at belægge Kentucky Bourbon med afgifter. I lyset af den trussel vil Trumps økonomiske populisme højst sandsynligt manifestere sig i en afholdenhed fra pro-marked initiativer, der åbenlyst vil komme til at skade den hvide arbejderklasse.
Allerede da Erdoğan kom til magten afholdt hans støtte til frie markeder ham ikke fra at fordømme fantasifulde økonomiske konspirationer. Men hvis han prøver at indvarsle en tilbagekomst til etatisme, vil Tyrkiets voksende entreprenørklasse vende sig imod ham
I Tyrkiet kom Erdoğan til magten i 2003 som forkæmperen for den gudfrygtige og muslimske del af de anatolske entreprenører. Ved at opponere mod Tyrkiets regerende kemalistiske elites traditionelle etatisme indførte Erdoğan pro-marked reformer og lod som om han forpligtede sig til at få Tyrkiet optaget i EU ved at støtte landets demokratiske institutioner.
Nu hvor Erdoğan har opnået flere af sine politiske mål, doserer han sine forpligtigelser til demokratiet. Det vil vise sig, om han vil gøre det samme med markedskapitalismen. Men selv da Erdoğan kom til magten afholdt hans støtte til frie markeder ham ikke fra at fordømme fantasifulde økonomiske konspirationer. Hvis han prøver at indvarsle en tilbagekomst til etatisme, vil Tyrkiets voksende entreprenørklasse imidlertid vende sig imod ham.
Angreb på uafhængige domstole
I Ungarn har Orbáns indgangsvinkel til kapitalismen været mere kompleks. Selv om han ofte bliver kaldt ”populist” i Vesten, kombinerer hans politik social darwinisme med nationalisme. På den ene side har han indført en flad indkomstskat, der tilgodeser de velhavende og en børneskat, som kun gavner husholdninger med høje indkomster. På den anden side holder han – ligesom Putin – fast i en klike af rige oligarker, som hjælper ham med at bevare magten, bl.a. ved at kontrollere de ungarske medier.
Kaczyńsk er den største økonomiske populist blandt de illiberale kapitalister. Han startede ud som social darwinist ved at indføre en børneskat, der senere skulle inspirere Orbán. Men siden hans Lov og Retfærdighedsparti vandt magten tilbage i 2015, har Kaczyńsk kernepolitik været en månedlig ydelse på 115 euro til polske familier for hvert barn bragt til verden efter den første.
Det er ikke tilfældigt, at alle fem ledere nævnt i denne artikel har angrebet den dømmendes magt uafhængighed i eget land … i hvert tilfælde er uafhængige dommere blevet set som rivaliserende magtudøvere
Derudover har Kaczyńsk presset på for at hæve minimumspensionen – frem for at hæve alle pensioner – og for at sænke tilbagetrækningsalderen, hvilket vækker begejstring blandt lavindkomstvælgerne i landdistrikterne, også selv om det gør pensionssystemet mindre bæredygtigt. Når det kommer til handel har Kaczyńsks regering protesteret højlydt mod protektionisme rettet mod Polens interesser, som det var tilfældet,da Frankrigs præsident Emmanuel Macron foreslog at ændre reglerne for udsendt arbejdskraft.
Nutidens eksempler på illiberal kapitalisme spænder fra at tolerere ekstrem ulighed til at favorisere en stor omfordeling, og fra overdreven etatisme til brede dereguleringer af markedet. Bortset fra et fælles syn på protektionisme, ser disse ledere ikke ud til at have meget til fælles.
Men langt mere vigtig end hver enkelt regerings økonomiske politik er dens politiske orientering.
Det er ikke tilfældigt, at alle fem ledere nævnt i denne artikel har angrebet den dømmendes magt uafhængighed i eget land. Putins og Erdoğans hårde kurs har utvivlsomt været langt mere effektiv end Trumps ytringer på Twitter eller Lov og Retfærdighedspartiets forhalede forsøg på en retsreform denne sommer. Men i hvert tilfælde er uafhængige dommere blevet set som rivaliserende magtudøvere.
I politik er det fristende at bøje loven, så den passer til ens egne formål. Men uden retsstatsprincipper mister erhvervslivet troen på, at kontraktaftaler og den private ejendomsret vil blive håndhævet uafhængigt. Dermed kan økonomien ikke fastholde en langvarig og robust vækst. Det er derfor at illiberale demokrater, som udformer deres politik med det mål at styrke statsmagten, i sidste ende vil underminere velstanden og deres respektive landes stykepositioner og således også i sidste ende deres egen berettigelse.
Project Syndicate og POV International.
Oversat af Kristian V. Jensen.
Topbillede: Istanbul skyline, WikiMedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
