SPORT // BASKETBALL – Basket handler om følelser, og dem var der nok af, da det danske herrelandshold i basket mødte Kosovo. En tæt kamp udviklede sig til et mål-orgie, hvor især debutanten Bakary Dibba fik følelserne frem hos publikum. Basketball er fremtidens sport i Danmark, og med Iffe som ambassadør er basket på vej til at blive allemandseje.
Det her er ikke historien om, hvordan det danske landshold slog Kosovo. Det er en fortælling om rå følelser i en must-win kamp, om hvordan fans kan løfte et hold, og hvordan det føles, når forventninger overgås. Men mest af alt er det en fortælling om et hold, der kan mere, end vi hidtil har troet.
Det er altid specielt at se de rød-hvide farver. Se DANMARK på brystet af spilletrøjerne og tilskuerne klædt ud og med danske flag. Der er noget i det danske sammenhold, når det repræsenteres af de rød-hvide farver, der gør én lidt rørt. Lidt stolt. Det i sig selv er grund nok til at tage ind og se en landskamp. Men det behøver man ikke nøjes med. For de danske herrer can hoop (red. spille med de bedste).
Stortromme, koklokke og truthorn
Dansk basket er på vej frem og op, flere og flere kender Iffe (Lundberg) og nævner ham i samtaler, når jeg fortæller, at jeg skriver om basket og NBA. “Iffe!” siger de og smiler. Han er blevet allemandseje, og det er godt for sporten.
Men for at det hele ikke skal handle om NBA, er jeg taget til herrelandsholdskamp i Næstved en sommeraften sidst i juni, hvor Danmark møder Kosovo i præ-kvalifikationen til EM.
Jeg vil tage temperaturen på dansk basket, se på Danmarks niveau i en must-win kamp og mærke stemningen på tilskuerrækkerne. Derfor har jeg også bedt om en plads på tribunen i stedet for med resten af pressen. Og det får jeg – endda lige foran stortromme, koklokke og truthorn.
Debutanten Dibba fløj og publikum gav ham vinger
Så er humøret sat – og beatet. De lige over tusind tilskuere og fans vidner om en sport, der på trods af, at den stadig er lille i Danmark, er i vækst, og folk er ankommet fra nær og fjern til Næstved Arena.
De er ikke bare casuals, som man kalder dem, der følger sporten, når der lige er en kamp på tv. De er mere end det – de er diehard fans, de er del af basketmiljøet og de ved, hvad de taler om. Eller ser i dette tilfælde. De ved, at basket handler om sammenhold, om mentalt overskud, om fællesskab – og om følelser. Mere om det senere.
Veteraner gik forrest
Sammen med stortrommen og truthornet bag mig fik vi den torsdag aften en oplevelse ud over det sædvanlige.
Jeg kan tale om statistikker og roster-opbygning, om at landstræner Arnel Dedic har valgt at gå nye veje med landsholdet, og at der derfor var flere debutanter på banen den aften.
Men det vil jeg ikke gøre denne gang. Kampens erfarne veteraner – Mads Bonde Stürup fra Basquet Girona (Spanien), Daniel Mortensen fra Thor Thorlakshofn (Island), Kevin Larsen fra Movistar Estudiantes (Spanien) og Jonas Zohore fra Frata Nardo (Italien) – sørgede for et solidt angrebsspil i de første to perioder.
Med fokus på postspillet af de to big men, Zohore og Larsen, og på 3-pointsskud, forblev Danmark stabilt foran i hele første halvleg. Efter pausen gik holdet dog ind med en ny, mere aggressiv attitude og pressede Kosovo i forsvaret, og flot forsvarsspil resulterede i flere turnovers og nemme point i den anden ende. Det gjorde, at de danske drenge endte tredje periode med en imponerende føring på 76-53.
Debutanten Dibba fløj, og publikum gav ham vinger
Det gav plads til flere debutanter i fjerde periode. Blandt andre Magnus Møllgaard fra Bakken Bears og Bakary Dibba fra Tigers Tübingen (Tyskland) gjorde god figur, ligesom både Leonardo Carlino fra Horsens IC/BMS Herlev og Liam Churchill fra Idaho State University (USA) havde gjort i perioden før.
Men det var den 21-årige debutant, Bakary Dibba, der med sine 206 cm er det, man i NBA vil kalde athletic, der satte rigtigt gang i publikum. Athletic på NBA-måden er altså ikke noget, vi ser særlig ofte i Danmark på dette niveau. Inden for et minut dunkede han bolden eftertrykkeligt i kurven, og begejstringen blandt publikum var til at tage at føle på.
Det var, ligesom om at hele salen drog et kollektivt suk for derefter at udbryde i vild jubel. Men Dibba var ikke færdig. Næste angreb scorede han på endnu et dunk, og de danske fans’ spontane “Dibba, Dibba, Dibba”-tilråb kunne høres helt nede på banen.
Publikum begyndte at stille sig op for at se, hvad han nu ville finde på, og Dibba leverede. To overbevisende blocks fik begejstringen til at nå nye højder, og efter endnu et dunk kunne man både se og føle, at den unge spiller var rørt over publikums reaktion.
Der var niveauforskel på de to hold den aften i Næstved, og fremtiden for det danske herrelandshold ser lys ud. At så mange fans møder op i rød-hvide farver, malet i ansigtet, med flag og parykker, og skråler med på sangene for fuld hals, er et sikkert tegn på, at dansk basket har et stort potentiale og en spændende fremtid.
Det viste debutanterne på imponerende vis i Arenaen den sommeraften. Og som en basketfan og -skribent, der mest følger NBA, kan jeg forsikre om, at dansk basket på ingen måde er hverken kedeligt eller under niveau. Det er i hvert fald ikke den sidste landskamp, jeg skal se.
Få dage efter slog holdet tilmed også Norge i en tæt kamp og endte som vinder af gruppen. Dermed går de videre til næste runde. Se billederne fra landskampen under boksen.
Følg med her
På TV: Sport Live sender alle landsholdskampe
Som tilskuer: Find information om kommende kampe på DBBF
Læs med her: Fullcourt.dk
Spil med her: Find den nærmeste basketball-klub
Læs mere om basket på POV her.
Følg med i basketsnakken på Twitter. Følg mig på @M_Robertson100
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her