POV SPORT // DAG 1 – På en halv regnvejrsdag under Wimbledon kunne man sagtens bruge tiden på at læse Anders Haahr Rasmussens lille tenniseventyr: “Da Frederik vandt Wimbledon”.
Den kom næsten ud af ingenting, forsvandt umærkelig hurtigt igen. De færreste husker doublekampe i tennis med mindre, vi er ovre i rekordafdelingen for længstvarende kampe med holdte servepartier i uendelige femte sæt, som der nu er sat en stopper for. Heldigvis, mener nogle, andre begræder traditionens endeligt.
Hvis man vil forstå Wimbledon. Anatomien, historien, følelsen, er førstedagen af årets showudgave af verdens mest prestigefyldte turnering, som ATP-tåberne har valgt at frarøve ranglistestatus, fordi turneringsledelsen havde modet til at udelukke russiske og hviderussiske spillere i overensstemmelse med den britiske regerings politik som fordømmelse af Ruslands aggressive krigsfremfærd i Ukraine, oplagt til lige at lægge et 130 siders tilpas letlæseligt eventyr ind i dagsprogrammet.
”Den drager,” som salig Misse Møhge sikkert ville have formuleret det i en anden TV-tid
Specielt fordi denne åbningsmandag bød på en næsten lige så forudsigelig fire timer lang regnvejrspause, så danske Clara Tauson først kom i gang med sin førsterundekampe omkring spisetid. Den kan du læse mere om POV Sport Kort senere mandag aften.
Wimbledons tiltrækningskraft er uomtvistelig. ”Den drager,” som salig Misse Møhge sikkert ville have formuleret det i en anden TV-tid.
Årets show-status ændrer ikke på, at der fremdeles er mange, mange millioner kroner på spil, og for ti år siden var det de færreste, der havde troet, at danske Frederik Løchte Nielsen på nogen som helst måde skulle have bare den mindste andel i dem. Ikke mindst ham selv.
Hvordan han lige fik det, beskriver ovenstående lille delikatesse af en biografisk litterær genialitet fra en af Danmarks mest vidende, skæve og hudløse tenniskommentatorer, Anders Haahr Rasmussen.
“Da Frederik vandt Wimbledon”
Historien bor i den nu pensionerede og passionerede dansker, der af genetisk oprindelse rækker helt tilbage til starten af 50’erne og frem, da hans farfar, Kurt Nielsen, som useedet dansker spillede sig i den første af tre Wimbledon-finaler for dog at tabe dem alle. Men så rigeligt til at komme blandt ”the final eight”, som til ens dødsdag giver adgang til et lille murstensklubhus og billetter til den fornemme adresse SW19 i udkanten af London.
I single kræver det en kvartfinale, i double en semifinale, fordi reglen kun omfatter otte personer, og så må det rettelig være sådan. Da Frederik Løchte var dreng, levede han godt af farfars privilegium, fordi han hvert år gjorde ham følgeskab, indtil han selv begyndte at rejse rundt på tenniscirkussets verdensomspændende tour som spiller. På 3. klasse. Og ingen, ej heller ham selv, havde nogensinde troet på, at han ville sikre sig adgang til klubhuset og billetter til Wimbledon på livstid.
Men det gjorde han. Hvordan det skete, fortæller Anders Haahr så hårfint, at man næsten kan følge hver eneste tanke og bold i det skælsættende år 2012 for Frederik Løchte Nielsen, som i al skønhed lever op til titlen: ”Da Frederik vandt Wimbledon – et tenniseventyr”.
Som naturligvis efter forordet begynder med: ”Der var engang…” For sådan lyder de tre første ord i ethvert eventyr. Og det er der retteligen tale om.
Frederik og farfar
Nok var Frederik Løchte en sportens journeyman, der rejste verden tynd for småpenge og førsterundenederlag som singlespiller. Men han var mere end det. Han var ét med sin sport, som fan og udøver. Ikke noget med at fare ud af byen, som de små tenniskonsortier, verdensklassespillere i dag udgør. Han blev ved det træ, han var faldet, lænede sig op ad det, drak nogle øl, ”hang ud” som man siger på nudansk og sugede atmosfære og spil til sig.
Han var singlespiller, fordi det var sjovere og repræsenterede det, han kalder en værdibaseret holdning til sin sport
At han som 28-årig pludselig skulle gå hele vejen i den største turnering af dem alle, udgjorde end ikke et komma i hans velformulerede tankesæt. Heller ikke i double. Men det skete året efter, hans farfar havde takket farvel til verden som 80-årig, og Frederik Løchte delte loftsværelse hos sin onkel i London med Kurt Nielsens enke, Helle. Frederiks farmor vel at mærke.
Sammen med briten Jonathan Marray vandt han i 2012 sensationelt Wimbledon i herredouble. Den eneste danske Wimbledon-sejr nogensinde på seniorniveau. Som i sagens natur kunne have givet ham blod på tanden til at gå all in i double, men det gjorde Frederik Løchte ikke. Sådan så han ikke sig selv. Han var singlespiller, fordi det var sjovere og repræsenterede det, han kalder en værdibaseret holdning til sin sport.
Så efter triumfen levede han i års tid godt af de nyvundne ranglistepoint og spillede de store turneringer, inden pointene og rangeringen slap op, og han igen måtte nøjes med Challenge- og Future-turneringer. De sidste år af sin karriere, som han indstillede tidligere i år som 38-årig, spillede han dog udelukkende double.
Ellers var han tro mod sin beslutning. Hvilket også i den grad lader sig aflæse i hans samlede karriereindtjening. I single, som han spillede allermest, tjente han sammenlagt omkring 130.000 kroner. I double nåede han næsten op på 10 millioner kroner.
Som Anders Haahr beskriver Wimbledon-titlen i bogen:
”Hertugen af Kent overrækker dem hver sit trofæ. Publikum ikke så meget jubler som brøler af begejstring. Som var det her en sejr for alle verdens vandbærere. For de usynlige og de glemte. For romantikerne og for alle dem, der bliver ved med at følge deres drømme.
Frederik løfter trofæet op over hovedet. Han ryster på hovedet, slår ud med armene. Hvad skete der lige her? Der skete en de mest usandsynlige bedrifter i nyere sportshistorie. Og nu kigger han over mod sin familie. Han kigger på farmor Helle. Hun kigger tilbage. Hvis man tror på den slags, kan man forestille sig farfar Kurt kigge med fra oven, Ham, der fodrede lille Frederik med videobånd og anekdoter fra den store tennisverden. Ham, der tog Frederik med til Wimbledon år efter år. Ham, der akkurat ikke lykkedes med at vinde i 1953 eller 1955 eller 1958. Fjerde gang var lykkens gang – familien fik sin pokal.”
Det handler om, hvad der giver mig smil på læben. Jeg spiller tennis, fordi jeg er tennisfan
Eller når Frederik Løchte forklarer sin værdibaserede tilgang til 20 år i tenniscirkus:
”Det er at have en livsfilosofi. Ligesom Barcelona, der spiller tiki-taka. Det er en filosofi. Andre hold tænker måske, at nu skal vi bare vinde den her kamp, så i dag smider vi nogle høje folk op foran og losser bolden frem til dem og skaber noget forvirring. Det kan måske give noget på kort sigt, men på lang sigt bliver det sværere at have kontinuerlig succes.”
Hvordan lyder din livsfilosofi?
”Mit mål med livet er at få spillet så meget tennis som muligt. Det handler om, hvad der giver mig smil på læben. Jeg spiller tennis, fordi jeg er tennisfan. Glæden ved sporten driver værket. Det er også det, der skal tage beslutningerne for mig. Hvis jeg prioriterer det finansielle, så handler det ikke om glæden ved sporten, så handler det om pengene.”
Da Frederik vandt Wimbledon – et tenniseventyr
Forfatter: Anders Haahr Rasmussen
Forlag: Forlaget Momenta
Sider: 130
Pris: 249 kr.
Er udkommet
Selv store sportspræstationer har det med at blive glemt, næsten inden de er fordøjet, fordi tidens altfortærende carpe diem-livsindstilling udvisker fortiden og indregner knap nok, at der også og forhåbentlig er en dag igen i morgen.
Champions League-pærevælling
Jo, TV2 genviste EM-finalen i 1992 på 30-årsdagen søndag på flow-TV2 Sport, fordi det næsten ikke kan blive større i dansk kontekst. Grundlovsdag og 4-2 over Sovjetunionen i det daværende Idrætsparken står også lysende klar for mig, mens nutidens Champions League-finaler vælter rundt i en stor pærevælling i min erindring.
Givetvis aldersbetinget, og nutidens unge husker af gode grunde den magiske EM-fodboldjuni sidste sommer. Jeg selv inklusive. Om end Christian Eriksens kollaps og hjertestop skubber den frem på nethinden.
Men sætcifrene, modstanderne, endsige årstallet for Frederik Løchte Nielsens totaltriumf på Centre Court i London fyldte uendelig lidt i min bagage af spildt sportsparatviden. Heldigvis ikke længere. Heldigvis heller ikke hos Frederik selv, ej heller hos Anders Haahr Rasmussen, og derfor er den slags velskrevne og nedskrevne perler af erindringsglimt vigtig for så mange andre end netop de to…
Se resultater fra Wimbledon her
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
