HEBRON // KOMMENTAR – En dokumentarfilm om Hebron udstiller kontrasten til Tel Aviv. Er mennesker i stand til at forstå besættelsen uden at se den eller opleve den, eller forbliver det noget abstrakt, set på afstand?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
TEL AVIV – Det er fredag eftermiddag, og Tel Aviv begynder at sætte farten ned efter endnu en travl uge. En ung kvinde kommer ud fra en nærbutik med en halv vandmelon og andre indkøb, og man kan mærke, at byen forbereder sig på sabbatten, ugens jødiske helligdag, som begynder ved mørkets frembrud om nogle timer. Endnu ligger gaderne badet i forsommerens lune solskin, og det hele emmer af ro og normalitet.
Byen er ved at forberede sig på en gigantisk folkefest. Gay Pride Parade, som med omkring 300.000 deltagere er årets ubetinget største event i byen, finder sted fredag den 10. juni. Det er allerede synligt ved, at der hænger regnbueflag i mange lygtepæle.
Selv dette brag af et arrangement synes dog ikke at forstyrre byens tilsyneladende harmoni. Det er en så integreret del af byens sjæl, af dens pluralisme og åbenhed, at det på mange måder ville virke som et brud på normaliteten, hvis det ikke fandt sted. Det er noget af det, der får mange israelere til at betegne Tel Aviv som en boble, der lever sit helt eget liv midt i det mellemøstlige kaos.
En helt anden verden
Disse indtryk ligger i baghovedet, når jeg træder indenfor i Cinemateket, som er i gang med DocAviv, den årlige dokumentarfestival. Jeg er taget ind for at se filmen H2: The Occupation Lab, hvor to israelske filmskabere har sat sig for at skildre besættelsen, som den opleves i Hebron, en stor palæstinensisk by på den sydlige del af Vestbredden.
Jeg har ikke tænkt mig at belemre POV’s læsere med en anmeldelse af en film, som muligvis aldrig bliver tilgængelig for et dansk publikum. Det er en film, som i udpræget grad henvender sig til et israelsk publikum, men idet den fortæller nogle væsentlige ting om, hvad der foregår i Hebron, giver den også et indblik i besættelsens ubehagelige dynamik, og det er på den anden side af stor principiel betydning.
”Dette er en film om en helt anden verden,” siger en mand, der præsenterer sig som sikkerhedspolitisk korrespondent for Kanal 13, en af landets store tv-stationer.
Han er her som indleder til visningen, og bagefter vil han være ordstyrer, når de to instruktører besvarer spørgsmål fra publikum. Cinemateket har valgt at vise filmen i den store sal, da det nok betragtes som en vigtig film, men her er langt fra fuldt.
”I begyndelsen overvejede vil at lave en film omkring Elior Azaria,” fortæller en af instruktørerne, Idit Avarahami, inden filmen går i gang.
Hun taler om den israelske soldat, der i marts 2016 skuddræbte en allerede hårdt såret palæstinenser, efter at denne med en kniv var gået til angreb på bosættere ved Tel Rumeida, en af bosætterenklaverne i det centrale Hebron. Azarias handling var helt umotiveret, og sagen gav anledning til stor debat i Israel. Soldaten blev idømt fængselsstraf, men løsladt efter ni måneders afsoning, og i dag er det ikke noget, man længere taler om i den israelske offentlighed.
”Vi indså, at Azaria kun var én af besættelsens mange ubehagelige episoder, og derfor besluttede vi at fortælle hele den store historie gennem vores film,” tilføjer Avrahami.
Shimon Peres talte om demokrati
Derfor begynder både filmen og fortællingen i 1967, hvor Israel erobrede Vestbredden, og dermed også Hebron under de seks dages krig i juni dét år. Vi ser, hvordan israelerne erklærede undtagelsestilstand i byen, og hvordan højttalervogne kørte omkring og beordrede folk til at holde sig inden døre. Indtil videre. Ikke for at terrorisere lokalbefolkningen, lyder forklaringen, men for at opretholde ro og orden og begynde på en frisk.
De israelske myndigheder gik i nært samarbejde med byens borgmester, Muhammed al Ja’abari, der selv så nogle muligheder i dialog og kontakt mellem parterne. Ja’abari stillede sig således ikke imod, da de første bosættere kom til byen i 1968. Forud for israelerne havde Hebron oplevet den jordanske besættelse, og før dem briterne og osmannerne, hører vi ham sige. De var alle kommet og gået, så hvilken forskel kunne det gøre at 50 jøder bosatte sig i byen, som oven i købet er hellig i deres tradition? Desuden mente Ja’abari, at der i løbet af fem år ville komme en løsning med autonomi eller selvstændighed for palæstinenserne.
Det blev som bekendt ikke udviklingen, og slet ikke i Hebron. I dag lever der 800 bosættere, som anses for at høre til de mest radikale, og byen er nærmest i konstant beredskab. Den israelske politiker Shimon Peres var tidligt inde i billedet med en vision om at sikre roen i Hebron ved at indføre demokrati – en af hans grundtanker for hele Mellemøsten.
Byen er et mikrokosmos for besættelsens mange elementer, men i den radikale version som det ofte er med laboratorieforsøg
Tanken er naturligvis smuk, men viste sig helt malplaceret på daværende tidspunkt i Hebron. Borgmesteren stod i spidsen for byens mest magtfulde familie, og han var en udtalt aristokrat, lyder det i filmen. Demokrati i vestlig forstand var en fremmed størrelse for ham, og store dele af byens befolkning så det hele som et israelsk forsøg på at lukke luften ud af modstanden mod besættelsen ved at skabe en stemning af ro.
Resultatet blev, at en række oppositionsgrupper kom aktivt på scenen, og Ja’abaris pragmatiske samarbejde med israelerne har i den forbindelse uden tvivl bidraget til, at han ved kommunalvalget i 1976 mistede magten. Den nye borgmester var en Qawasmeh, den anden store Hebron-familie, og han lagde ikke skjul på sit samarbejde med de grupper, som ønskede at bekæmpe besættelsen med væbnede midler.
Tilsyneladende ro, for enhver pris
”Hebron er gennem årene blevet et laboratorium for besættelsen,” siger filmens anden instruktør, Noam Sheizaf, og kommer dermed med forklaringen på filmens titel.
Byen er et mikrokosmos for besættelsens mange elementer, men i den radikale version som det ofte er med laboratorieforsøg. De israelske myndigheder har brugt byen som sted, hvor forskellige metoder kunne afprøves, så man kunne bruge erfaringerne andre steder på Vestbredden. Og hele vejen igennem har det været gennemsyret af forsøget på at opretholde en tilsyneladende ro for enhver pris.
I det perspektiv kommer Baruch Goldsteins massakre til at stå som et grelt vendepunkt. Der er tale om en jødisk familielæge fra Kiryat Arba, en stor bosættelse lige udenfor Hebron, som den 24. februar 1994 trængte ind i den store helligdom midt i Hebron og dræbte 29 bedende muslimer, inden palæstinenserne fik uskadeliggjort ham med en brandslukker.
I dag er Hebron en by uden at være en by. Det er en spøgelsesby
Yehuda Shaul
Stedet hedder i jødisk tradition Patriarkernes Grav, fordi det er her, de gammeltestamentlige patriarker, Abraham, Isak og Jakob, ligger begravet. Men Hebron er også hellig i islamisk tradition, idet den samme Abraham optræder som profet i Koranen, hvilket er grunden til at den samme bygning også hedder Ibrahimi-moskeen.
”Hebron er Guds gave til menneskeheden, fordi dér ser vi det hele,” siger således Yehuda Shaul i filmen. Han er stifter af organisationen Breaking the Silence, der består af israelere, der som han selv har tilbragt værnepligtstiden med at gøre tjeneste i Hebron. De tidligere soldater bryder tavsheden ved at berette om deres ofte grumme oplevelser, og for Yehuda Shaul står Goldstein-affæren som endnu et skarpt hjørne, hvor udviklingen i Hebron gik fra ondt til værre.
Her ligger den anden del af filmens titel. Massakren i Ibrahimi-moskeen førte til den såkaldte Hebron-aftale, hvor byen blev skarpt opdelt i H1, som er den palæstinensiske del af Hebron, og H2 – den lille enklave hvor bosætterne holder til og hvor helligdommen ligger.
”I dag er Hebron en by uden at være en by. Det er en spøgelsesby,” siger Yehuda Shaul.
Igen var det bestræbelserne for at opretholde roen i Hebron med alle midler, som lå bag oprettelsen af H1 og H2. Det ligner endnu et laboratorieforsøg, som har ført til at H2 nu stort set er affolket. Der er et stort og permanent sikkerhedsopbud, og på overfladen hersker der ro, men en mulig løsning for Hebron fortoner sig mere og mere.
Når soldaten Elior Azarias drab på en allerede uskadeliggjort palæstinenser på åben gade vakte furore hang det, ifølge filmen, nært sammen med at en af de få palæstinensere, der fortsat er tilbage i H2 filmede hele optrinnet fra et hustag.
Højteknologi
”På den israelske venstrefløj ser man en klar tendens til, at når et problem virker uløseligt, så engagerer man sig ikke,” siger Avrahami.
Det ser hun som et klassisk træk ved Tel Aviv. Og når der tilsyneladende er fred og ro i Hebron, som virker fjern og som en helt anden verden, er den brede offentlighed også bedøvende ligeglad.
”Hvor mange af jer har rent faktisk været i Hebron, set og oplevet byen?” spørger hun ud i biografsalen, hvor de tilstedeværende ligner indbegrebet af midaldrende og velmenende venstrefløj.
Et lille dusin hænder bliver rakt i vejret, mens mange andre pludselig får travlt med at tjekke et eller andet på mobiltelefonen eller blot ser væk.
Soldater er i færd med at fotografere de tilbageværende palæstinensere, og de unge stiller op med store smil til kameraet. Uden til fulde at være klar over, at et nyt kontrolsystem er ved at blive sat i værk
”Hebron svarer fuldstændig til hovedvej 443,” følger hun op, for nu at skære det ud i pap.
Hun refererer til en hovedvej, der fører fra den tætbefolkede kystslette omkring Tel Aviv op til Jerusalem. En del af vejen fører ind over Vestbredden, og da fredsprocessen endnu levede, var det tanken, at den skulle betjene både Jerusalem og det palæstinensiske Ramallah. Denne vision er lagt på hylden for mange år siden, og nu fører 443 kun til Jerusalem. Omkring vejen er der hegn, militære vagttårne og kameraovervågning, men det vælger de fleste ikke at lægge mærke til. For det er jo fred og ro på vejen, og så behøver man ikke tænke længere.
Faktisk knytter filmens allersidste minut sig til denne problematik. Her ser man, at myndighederne nu er ved at indføre højteknologisk ansigtsgenkendelse i H2. Soldater er i færd med at fotografere de tilbageværende palæstinensere, og de unge stiller op med store smil til kameraet. Uden til fulde at være klar over, at et nyt kontrolsystem er ved at blive sat i værk.
”Vi ser altså en bevægelse bort fra et folkeligt engagement og demokratisk opfattelse,” siger hun og refererer måske til Shimon Peres i begyndelsen af besættelsen. ”Demokratiet er ved at blive afløst af overvågningssamfundet. Det sker også i det besatte Hebron, og ingen synes at bemærke det.”
Mangel på synlighed
På vej ud af biografens airconditionerede uvirkelighed taler folk om en filmisk oplevelse. En kvinde taler med sin veninde om dens æstetiske udtryk, mens nogle få mumler noget om besættelsens gru.
Men da vi kommer ud på pladsen foran Cinemateket er Hebron stadig meget lagt borte. Solen står lavt og skyggerne begynder at blive lange. På en bænk er en hjemløs mand faldet i søvn. Byen er nu endnu mere stille, og der er næsten ingen biler i gaden.
Regnbueflagene hænger slapt, men deres blotte tilstedeværelse gør den kommende folkefest synlig og lettere at forholde sig til end besættelsen, dybt inde på Vestbredden. Det er denne divergens, både de to instruktører og en ildsjæl som Yehuda Shaul søger at gøre op med, for så længe, man ikke kan se det og mærke det, føler kun de færreste en trang til at gøre noget. Og dermed får hele sagen måske en meget almenmenneskelig dimension.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her