KUNST // MEDIER – Hvis det står til den danske digter og kulturvært Caspar Eric, skal vi også vænne os til at tale meget mere unervøst om kunst. Hans nye programrække på P1, Uden titel, handler lidt om kunstværker og meget om mennesker. Ikke mindst om, hvad der sker, når kunst rører os.
Digteren Caspar Eric blev med sin debut 7/11 (2014) udnævnt til at være #generationhashtags store stemme. I et mundret og popkulturelt flow fortalte han om at være ung, at have kærestesorg, at tænke på sex med frugter og om at performe sig gennem et utal af roller. Debuten blev fulgt op af digtsamlingen Nike (2015), der drejer sig om, hvordan den handicappede krop i verden også er en fuckfinger til det etablerede – og igen om at være et ungt menneske. Den til tider provokerende form er også en tagen bladet fra munden, som forfatteren senere har taget med sig ind i sin nye karriere som radiovært på DR i programmet.
Oplevelsen af kunst versus kulturel kapital
Det gennemsnitlige middelklassemenneske mærker en let uro ved udsigten til at åbne munden og ytre sig særligt overbevisende i de snævre korridorer og store balsale rundt omkring i det institutionaliserede kunstmuseum-Danmark. Må man sige, at man bare er vild med farven? At den portrætterede ligner ens farmor? Eller at man godt kender følelsen?
Og hvad med samtalen i gallerierne? Må man overhovedet spørge om prisen? Eller være der til ferniseringer, når man ikke kender kunstneren og dennes smarte venner i Y2K-tøj og med pandehår?
Museumsbutikkerne fyldes, det er det sikre sted: en butik er jo en butik og dens kode relativt enkel, mens udstillingsrum er steder, hvor man risikerer at mangle sprog, holdning, begreber.
Kunsten er en vild markedsvare og mødet med den en sanseoplevelse og en social aktivitet – vi venter os noget af den, og det skal vi også
Men hvorfor egentlig? Få af os er kunstnere eller kunsthistorikere, hvorfor vi ift. professionel status på ingen måde kan afkræves historisk viden om Magrittes piber eller aktuel samtidsindsigt i en ny generations formsprog i gummi og strømninger, der er øko.
Der er en negativ forventning. Forestillingen om en særlig dannelse, man skal leve op til, og som man ved, er en kulturel kapital, der ikke kan erhverves natten over.
Som modspil ligger den positive forventning – mæcener og rigmænd og siden nationalstater har i århundreder indkøbt kunst og skabt udstillingsrum for den. Kunsten er en vild markedsvare og mødet med den en sanseoplevelse og en social aktivitet – vi venter os noget af den, og det skal vi også.
Når kunst rører os
Hvis det står til den danske digter og kulturvært Caspar Eric, skal vi også vænne os til at tale meget mere unervøst om den. Han peger i sit nyeste radioprojekt på muligheden for en slags demokratisering af kunstsamtalen. Programmet hedder Uden titel og handler lidt om kunstværker og meget om mennesker.
Caspar Eric siger selv følgende om formatet: “Jeg ville gerne lave et program om kunst, der flyttede den evige snak fra ‘hvorvidt kunsten kan bruges til noget’ hen mod et sted, der bare handlede om, hvad der sker, når kunst rører os. Og så blev jeg selvfølgelig også spurgt, om jeg ikke gad prøve at lave et format, hvor vi tog samtalen om kunst lidt ned på jorden, uden at det af den grund betyder, at den bliver mindre nørdet eller mindre klog. Jeg tror at rigtig mange derude, går og holder sig lidt tilbage med at turde dele deres oplevelser af et kunstværk, de holder af, måske ofte fordi de ikke føler sig kloge nok, og det gad jeg da godt at bidrage til at lave om”.
Ja? Tænker man måske i sit stille sind med tanke på, at P1 jo ellers er en rimelig ”klog” kanal med et ret fasttømret segment og en stærk profil ift. kulturstoffet, mens man måske også overvejer, om der egentlig er brug for, at kunstnere taler med flere kunstnere om kunst på samme P1-agtige flade?
Det er klart, at det ikke er os alle sammen, der har haft samme mulighed for at tænke, at der kan være noget på P1, som er for os. Men det må vi jo så prøve at ændre på.”
Caspar Erics klare svar lyder: ”Jeg ved ikke lige, hvad du mener med P1-agtigt, men jeg må jo bare sige, at jeg ikke lige selv kan huske, hvornår der sidst har været et samtaleprogram om kunst i radioen. Og slet ikke ét, hvor man hørte fra kunstnerne på tværs af genrer i bred forstand. Så hvis det er P1-agtigt, så er P1 sgu for fedt.
Jeg går i hvert fald ikke så meget op i de der kanalidentiteter. Jeg har en ambition om at lave radio, som alle kan få noget ud af, og som kan være underholdende og inspirerende på forskellige niveauer.
Så for mig selv, om det så er digte eller radio jeg laver, så har det også tit handlet om at overskride de der typiske kasser, selvom det er klart, at det ikke er os alle sammen, der har haft samme mulighed for at tænke, at der kan være noget på P1, som er for os. Men det må vi jo så prøve at ændre på.”
Kunstrum
Uden titel er også et forsøg på at se på kunst og menneske i hverdagshøjde og forstå, hvordan vi konstant forholder os til den, omgiver os med den, og påvirkes af den. Konceptet er, at dine (kunstner-)gæster får lov at vælge et værk og til at fortælle, hvad det betyder for dem – hvad ville du egentlig selv vælge, hvis du var din egen gæst?
Caspar Eric: ”Haha, det dejlige ved for en gang skyld at være vært er jo, at jeg bare får lov til at invitere nogle gæster. Jeg synes, det er svært, men jeg har fx en ide om, at vi skal lave et program, der handler om, hvordan DSB-togkupeen er. Altså både om den er æstetisk stimulerende, og så også bare at se på den som noget mere end et transportrum vi opholder os i, fordi den jo også er et sted, hvor mange af os sidder og læser på vej fra A til B.
Så jeg ville nok lave noget om et rum, vi ikke lige umiddelbart tænkte på som kunst. Men jeg elsker sådan set også bare at få lov til at stå og stene foran et maleri i en ramme, og så prøve at tale med folk om det, når jeg selv er på museum.
Måske fordi jeg også har haft det meget tøjbutiksagtigt med museer tidligere i mit liv, og bare ligesom har skyndt mig ind og rundt og ud og videre.”
Om programmet:
Forfatter og cand.mag. i moderne kultur Caspar Eric er værten i centrum, men som hørt tidligere i programserien Det vi går rundt med, er gæsten i centrum gennem Caspar Erics nænsomme delen ud af eget liv.
Programmet drejer sig om forskellige personers oplevelser med kunst og er blandt andet et stilfærdigt spark over skinnebenet til det politiske Danmark, som ift. kulturlivet har blottet sig som lamt, uambitiøst, utidssvarende og uartikuleret under hele coronaperioden.
Her får vi faktiske, sjove, banale, dybe, overfladiske og meget personlige oplevelser med kunst serveret i en let og åben samtaleform. Det er ikke en revolutionær tilgang til taleradioen, men mindre kan også gøre det, og det er i høj grad en venlig og relevant måde at gå til kulturformidling på i dag. Også selvom det ikke er et fagligt program, men måske snarere handler om det, man så fint kalder perception, altså hvordan noget opleves eller opfattes af modtageren og i mindre grad om værket i en f.eks. kunsthistorisk kontekst.
I det hele taget skal programmet skal høres for sine nære samtalers skyld, man hører en ægte glæde ved at dele kunstoplevelser og andre oplevelser, mens de omtalte værker præsenteres ujævnt og noget usammenhængende for den ikke-seende lytter.
Det har dog sin egen måske lidt ufrivillige pointe, lytterne skal selvfølgelig selv ud og finde selve kunstoplevelsen uden for programmet.
Uden Titel, P1 torsdage kl. 11.03
Vært og tilrettelægger: Caspar Eric
Producer: Hanne Budtz-Jørgensen.
Produceret af Munck Studios København
Om Caspar Eric:
Caspar Eric, f. 1987, uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.
Caspar Eric debuterede i 2014 som forfatter med poesiudgivelsen 7/11. Med hans egne ord er det en bog om at være ung i 2014, om popsamfundet og angsten for at blive outdated. Caspar Eric modtog debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat 2015 på 50.000 kr. for 7/11.
I 2015 udgav Caspar Eric langdigtet Nike. Her var udgangspunktet Caspar Erics egen cerebrale parese (spastisk lammelse), og han reflekterede over, hvilken betydning det har at leve med et handicap i det moderne samfund.
Januar 2017 var Caspar Eric aktuel med sin tredje digtsamling, Avatar – hvori de otte digte eller suiter er baseret på forskellige tekster, udsagn eller kunstværker af og om unge mænd, der har begået selvmord, og som tematiserer melankoli, kapitalisme, kravet om det gode liv og selvmordet.
I august 2018 udkom hans fjerde digtsamling, Alt hvad du ejer.
Caspar Erics femte digtsamling, Jeg vil ikke tilbage – Digte fra dage med COVID-19, blev udgivet i november 2020. I den forsøger han at fastholde COVID-katastrofen med et digt om dagen i 80 dage.
I november 2021 udkom den sjette digtsamling, Vi kan gøre meget, der er tolv digtsuiter fra og om en verden i undtagelsestilstand.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her