STORBRITANNIEN // ANALYSE – Efter kun to år som premierminister ser det ud til, at Boris Johnsons embedsperiode er ved nå sin slutning.
NEWCASTLE – Selvom de to store britiske partier kan sidde i en årrække, bliver premierministeren som regel afløst på et eller andet tidspunkt.
Han ved godt, hvad en kam skal bruges til, men sådan en har han ikke brug for i sin karriere
Hvis Boris Johnson nu går af i 2022, risikerer han at have slået rekorden som kortest siddende premierminister siden 1979. Onde tunger vil, at han er så sårbar politisk, at han kun har en ambition tilbage, nemlig at overleve så længe, at han i det mindste er premierminister længere end sin forgænger, Theresa May.
Den typiske karriere som britisk regeringschef?
Det forenede kongedømme, UK, er på mange måder et klassedelt samfund uden den store sociale mobilitet.
Ser man helt kort på Boris Johnsons karriere, så virker den på mange måder helt almindelig.
Han har gået på en elitær privatskole, Eton og på et fint universitet, Oxford. Han læste klassiske studier, før han blev elev på The Times, senere Europa-korrespondent og politisk kommentator for The Daily Telegraph. Så fulgte seks år som redaktør for ugebladet Spectator, og i den periode blev han også valgt ind i parlamentet for de konservative.
Derpå fulgte otte år som borgmester for millionbyen London, en periode hvor han lærte at delegere til dygtige ansatte og skabte sit image, sit personlige brand som ”Boris”, den joviale og hyggelige politiker med det sjove hvide hår. Han ved godt, hvad en kam skal bruges til, men sådan en har han ikke brug for i sin karriere.
Han blev så leder for den kampagne, der førte til, at UK gik ind for Brexit, og selvom han ikke blev premierminister lige med det samme, så nåede han omsider til nationens politiske top i juli 2019.
”Fodnote”
Johnsons historie, som den her er blevet præsenteret, mangler naturligvis en hel masse detaljer.
At nævne dem kan virke som småligt personligt sladder, men det er en kendsgerning, at Boris Johnson undervejs skabte et indtryk af at være en mand, der ikke har nemt ved af kende forskel på løgn og sandhed, og som er lige lovlig liberal i sine forhold til kvinder.
Han er nu gift for tredje gang og har med tiden fået syv børn med tre kvinder, hvoraf han kun var gift med de to. Den tredje barnemor var en af mindst fire elskerinder, han var sammen med, mens han var gift.
Han er blevet fyret fra både The Times og Spectator på grund af sin manglende personlige og professionelle moral.
Han bliver ustandselig anklaget for at lyve i parlamentet, men en politiker, der lyver, det har man jo hørt om før.
Han prøver at smyge sig udenom – ingen fortalte ham, selskaberne var ulovlige, han var der ikke, eller næsten ikke, eller ikke ret længe eller han tænkte på noget andet, mens han var der, for han havde så travlt
Derfor måtte han finde sig i ikke at kunne opstille til posten som partileder og premierminister efter Brexit-folkeafstemningen i 2016. Hans partner som leder af Brexit kampagnen, Michael Gove, forrådte ham i sidste øjeblik og nægtede at støtte ham. Gove blev faktisk kandidat i stedet, men tabte til Theresa May.
Og da vinderen, Theresa May, så gav Johnson en stor ministerpost som udenrigsminister i sin regering, gav hun alle de interessante udenrigsministerjobs til andre, nyskabte, ministerier.
Johnson blev en uduelig udenrigsminister og forlod omsider Mays regering i 2018. I den tid holdt han en lav profil, og han har nok forberedt sig på at vende tilbage til magtens tinder. Før eller siden ville May miste premierministerposten.
Så var tiden inde, så var det endelig Boris Johnsons tur.
Parlamentsvalget 2019
I november 2019 vandt han og hans parti et parlamentsvalg, der gav de konservative et solidt flertal på firs mandater. Boris Johnson kunne, om end kun billedlig talt, nærmest gå på vandet. Vælgerne elskede ham, hans parti anerkendte ham som den ubestridte leder.
Et af de mest spændende aspekter af valgets resultat var, at så mange titusinder af traditionelle Labour-valgkredse gik over til de konservative. Brexit-folkeafstemningen havde vist, at nationen var delt nogenlunde lige over i borgere, der var for og imod Brexit.
Ved parlamentsvalget kom der lidt mere kød på splittelsen.
Den drejer sig også om sociale og økonomiske skel i UK. Den store udfordring for Johnsons konservative var at vise, at de kunne og ville gøre noget ved det, for ellers kunne de nemt tabe de vælgere ved næste parlamentsvalg.
Corona…
Før der var tid til at gøre noget ved nationens sociale og økonomiske skel, fik Johnson sin første store udfordring som leder.
Det bliver ikke nogen politisk triumf, trods de mange skræmmende rapporter om covid19’s hærgen verden over, vil Johnson til at begynde med forlade sig på flokimmuniteten.
Det fører til mange ekstra dødsfald i den første tid, men så lærer den konservative at lytte til eksperterne og bruge statistikerne til at styre udviklingen (efter beskub) med nedlukninger og vaccinationer.
Boris Johnson vil øge skattetrykket for at få penge nok til blandt andet det pressede britiske sundhedsvæsen. ”Opfører han sig ikke lige lovligt meget som en Labour politiker?” spørges der
Johnson ser ud til at have et traditionelt, klicheagtigt billede af sine medborgere som indædte og stædige individualister, der stoisk finder sig i deres skæbne og nægter at følge med flokken.
Han tager helt fejl. Briterne er lovlydige og regelbundne, gør som de får besked på, finder sig i mange afsavn. Og de er dybt berørte over den katastrofetilstand, nationen befinder sig i. Naturligvis er der masser af undtagelser, men den moderne brite er ikke den, man (måske) kender fra halvtredsernes sort-hvide krigsfilm, hvor briterne trods mange fortrædeligheder vinder anden verdenskrig (med støtte fra USA og USSR).
Nye tider, nye briter, og de anderkender, at regeringen faktisk med tiden håndterer coronakrisen godt.
Fest i gaden – Partygate
I november 2021, altså for et par måneder siden, beretter den britiske presse, at der skal have været afholdt en fest i premierministerens hovedkvarter, 10 Downing Street.
Det skal være sket den 14. december 2020, på et tidspunkt hvor det var forbudt ved lov, at holde selskaber indendørs.
I januar 2022 hører vi så, at der skal have været afholdt to sammenkomster i 10 Downing Street, den 16. april 2021.
Det er dagen før prins Philips begravelse. Under begravelsen fra kapellet i Windsor Palace ser man i medierne, at dronning Elizabeth d. II sidder alene i kapellet, i korrekt corona-afstand fra sin familie.
Nationen beundrer dronningens holdning og deler hendes sorg (som man gør det i de situationer). Forargelsen over festerne i 10 Downing Street er nu solidt forankret i borgernes bevidsthed. Boris Johnson undskylder overfor hendes majestæt.
Borgerne er ikke desto mindre rasende. Pressen er fuld af historier om borgere, der har lidt alle mulige personlige afsavn under nedlukningerne. Og så har man samtidig festet nede hos premierministeren.
Han prøver at smyge sig udenom – ingen fortalte ham, selskaberne var ulovlige, han var der ikke, eller næsten ikke, eller ikke ret længe eller han tænkte på noget andet, mens han var der, for han havde så travlt.
Selvom en del vælgere er tolerante og gerne under de 450 hårdtarbejdende mennesker inde i 10 Downing Street en pause og et glas øl, så er det her blevet katastrofen, der ikke kan skjules. Boris Johnson er i regulær krise som premierminister.
Sue Grays rapport
Den officielle rapport udkommer 31. december 2021. Hvis man er vant til at læse officielle dokumenter, er rapporten en sand gyser.
Rapporten offentliggøres ikke i sin fulde udstrækning, for politiet har nu indledt en undersøgelse og vil ikke have alle detaljer ud i det offentlige med det samme.
Men Sue Grays konklusioner er meget klare.
Man kan, skriver hun, vanskeligt retfærdiggøre de tolv selskaber, der omfattes af rapporten, man har ikke fulgt den standard for opførsel, man kan forvente af regeringen. Man har vist manglende ledelsesevne og dømmekraft.
Hvem har ansvaret?
Som premierminister er Boris Johnson naturligvis ansvarlig for, hvordan kulturen er i hans ministerium. Det anerkender han. Han lover bod og bedring.
Nogle af det konservative partis ”elder statesmen” siger direkte, at der er brug for ikke bare en ny ledelsesstil men en ny leder, og i denne uge skriver konservative ledere om, at der er brug for en anden, mere traditionel form for konservatisme i partiet. Boris Johnson vil øge skattetrykket for at få penge nok til blandt andet det pressede britiske sundhedsvæsen. ”Opfører han sig ikke lige lovligt meget som en Labour politiker?” spørges der.
Går Boris Johnson af?
Der har været meget rod i Boris Johnsons liv og i hans karriere.
Det blev han mindet om, da han blev premierminister i 2019. ”Kunne man måske ikke glemme fortiden?” hørte jeg ham stilfærdigt sige under et møde med pressen.
Det er ikke nemt. Johnson har selv opbygget sit brand gennem mange år, både med vilje og ved simpelthen at opføre sig skamløst, som sig selv. Der står Boris skrevet over alt, hvad han foretager sig.
Kun to år inde i sin embedsperiode som premierminister står han midt i en krise, han selv har skabt.
Der er forargelse blandt vælgerne, og der er vrede – ind imellem direkte og offentlig afstandtagen – blandt en del af hans egne parlamentsmedlemmer.
Alligevel er det for tidligt at afskrive ham.
Måske forfængelighed spiller ind? Hvis han kapitulerer nu, vil hans omdømme som premierminister bestå i at have styret UK gennem coronakrisen efter den besynderlige tøven tidligt i perioden. Og i øvrigt vil han så blive husket for at have ført sit land ud af EU. Som om det var det eneste, han kunne bruges til, før, måske, den gamle konservative garde kom til og tog roret.
Han har ambition om at ændre sit land, de økonomiske skel skal udlignes – ”levelling up” kalder man det. Der skal skabes et nyt og bedre, konservativt post-Brexit United Kingdom.
Hans fremtid som premierminister et stadig uvis. Men nu kæmper han imod. Han har ansat nye rådgivere i Downing Street, lover at reducere størrelsen på personalet (450 har ikke været nødvendigt før), vil (siger han) gøre det nemmere for det menige konservative parlamentsmedlem at få indflydelse på hans beslutninger.
Fire af de ledende embedsmænd i Downing Street måtte tage deres afsked forleden, de var nævnt i forbindelse med de mange fester.
En femte tog samtidig sin afsked. Munira Mirza havde været en af hans faste støtter siden hans tid som London-borgmester. Den 31. januar prøver Boris Johnson i parlamentet at svine Labour-lederen Keir Starmer til. Han antyder, at Starmer som leder af statsadvokaturen ikke har retsforfulgt en berygtet pædofil.
Man aner, at Johnson begynder at bruge Donald Trumpske metoder for at redde sit politiske skind. Mange, også blandt de konservative, forlanger en undskyldning, men den vil Johnson ikke komme med
Fornærmelsen skiller vandene, politisk. Man aner, at Johnson begynder at bruge Donald Trumpske metoder for at redde sit politiske skind. Mange, også blandt de konservative, forlanger en undskyldning, men den vil Johnson ikke komme med.
Og Munira Mirza tager direkte afstand fra ham. Det havde hun håbet, Johnson havde holdt sig for god til.
Men det gør han ikke. Politik er som bekendt det muliges kunst, og sommetider skal der tricks til, hvis man vil blive på toppen.
Hvad der tæller allermest i Johnsons kampagne for at blive i Downing Street er den lille rokade, han har foretaget i sin regering, en rokade, der styrker den konservative højrefløj og Brexit-fløj i regering og parlament.
Han har nok lagt mærke til, at nogle kalder ham en udvandet version af en Labour-premierminister med sine skatteforhøjelser og brug at skattepenge til at hjælpe rundt om i samfundet. Konservative politikere skal sænke skatterne og gøre borgerne mere selvstændige. Det bliver en balancegang, men han har tydeligvis tænkt sig at prøve.
Indtil vi har set den endelige version af Sue Gray-rapporten og måske indtil landet har været igennem maj måneds lokalvalg, er det faktisk meget muligt, at landets første katolske premierminister, manden de kalder ”Boris”, sidder på skamlen en tid endnu.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
