Hvor meget skal der til, før I lytter til os? Hvor mange gummikugler skal smadre hvor mange kraveben? Hvor mange tons vand og hvor meget saltsyre skal fyldes i kanonerne på jeres pansrede indsatsvogne? Hvor mange mennesker skal på gaden, før I indser, at vi vil have lavet tingene om?
Verden brænder, men I tæller penge og snakker vækstrater. Polerne smelter. Oceanerne dør. Regnskoven forsvinder. I tæller knapper og leger med kuglerammer, anført af forretningstroldmænd i ceremonielle habitter. Luften er giftig. I ved det godt. Men det er lovligt, og hvis ikke det er lovligt, står solen ikke op i morgen, truer I. Hvis bankerne går ned, står solen ikke op i morgen, truer I. Så bomuldsgarnet om Rullesteg Sapiensis skal lige skiftes ud med pigtråd og stålwire og strammes lidt hårdere. Og lidt hårdere. Det må vi forstå.
Det værste er, at det er løgn. Det er det, man kalder en ‘Red Herring‘.
En afledningsmanøvre. Klassisk politik. Hvis ikke vi lader jer spille os ud mod hinanden, står solen ikke op i morgen, truer I. Det kommer fra udlandet, truer I. Det er de andres skyld, truer I.
Det er statskundskabslære på første dag. Indenrigspolitiske problemer afværges bedst via ydre fjender. Og hvis der ikke er fjender, må man skabe dem selv. Det er de andres skyld, truer sultanen. Det er de andres skyld, truer zaren. Det er de andres skyld, truer præsidenten og statsministeren, de andres. Altid de andres. De venstreorienteredes skyld. Konspirationsteoretikernes skyld, de samfundsnedbrydende anarkisters, døgenigtenes, dagdrivernes, drømmernes og drankernes skyld at solen ikke står op i morgen.
Og på særligt onde dage truer de: Det er din egen skyld. Det er dit eget valg. Det er DIN skyld, hvis solen ikke står op i morgen. Så du må hellere makke ret, truer de. Du må hellere passe dit arbejde og svare enhver sit, truer de, og gå lige hjem i din opbevaringsenhed uden svinkeærinder og tænde for dit elektroniske drømmespejl og fylde dig med giftigt fedt og sukker og glæde dig over, at naboen har det værre end du selv, og så ellers håbe, at solen den står op i morgen.
Man kunne fristes til at tro at det politiske apparat egentlig kun eksisterer for at skabe illusionen om medbestemmelse hos slaverne og opretholde magtens status quo, så magthaverne verden over forbliver magthavere og kan gøre lige hvad de vil, og det, de vil, er at lege med kuglerammer og skrabe lagkage til sig, som små børn med jernkroner i deres luksuskravlegårde med vagtværn og private hære og nul vindmøller i baghaven.
(Men det ville jo være en konspirationsteori).
Hvis ikke vi makker ret, står solen ikke op i morgen, truer I. Det er løgn. Det eneste, som er sandt, er, at I vil gøre hvad som helst for at beholde taburetten. Ligesom fætter Assad, vil kusine Erdogan hellere have borgerkrig end at miste taburetten. I det mindste har de brasilianske marionetter indrømmet indrømmelser.
Hvor mange skal på gaden? Hvor mange parlamenter skal vi brænde? Hvor mange politikere skal i gabestok, før I forstår, at vi mener det. At vi vil vandre en anden vej. Sammen. At vi vil have rent vand og ren luft og fødevarer uden giftige pesticidrester, ftalater og genmodificeret materiale. At vi vil have beklædningsgenstande og legetøj, som ikke skader forplantningsevnen og giver os cancer, allergi og hjerneblødninger.
Hvis vi ikke står op og går på arbejde, står solen ikke op i morgen, truer I. Hvis vi ikke hytter vores eget skind og anerkender, at vi er sjælløse automater i en verden uden håb, står solen ikke op i morgen, truer I. Hvis vi tager vores løn ud af banken hver den første og brænder pengene for at få jer i tale, står solen ikke op i morgen, truer I.
Det er løgn. Det er løgn. Det er løgn.
I er industriens lakajer. I er taburetryttere uden format. I er de sjælløse marionetter. Ikke os. Vi er jordens salt. Vi er menneskeheden. Vi er de 99 procent. Og hvis vi ikke kan få jer i tale, står solen stadig op imorgen, mens I graver jeres egen grav, et spadestik dybere for hver tom floskel I spiser os af med. Et spadestik dybere for hver løgn I serverer på glitrende sølvfade. Et spadestik dybere for jeres mangel på fremsynethed og vision udover næste valg. Et spadestik dybere for hver lovgivning I presser igennem for at beskytte jer selv. Et spadestik dybere for hver gang I lader uligheden mellem os vokse.
Et spadestik,
et spadestik,
et spadestik dybere gaver I jeres grav.
Adlyd, truer I. Vær taknemmelige, truer I. Forstå, formaner I. Tingene må forblive, som de er. Ordnung muss sein, truer I. Arbeit macht frei, truer I. Forstå det så. Solen står ikke op i morgen.
Det er løgn.
Vi er solen.
Vi er solen.
Vi er solen. Og vi står op i morgen og strækker os og spreder vores arme over en verden som er vores fælles projekt. Hvor der ikke længere er plads til myten om uhæmmet industriel vækst.
Hvor nulvækst og gaveøkonomi har afløst grådighedens altødelæggende felttog mod alt vidunderligt, uberørt og fantastisk.
Vi er solen. Det er vores verden. Det er vores mirakel. Vi er solen.
Gå med os, eller brænd op og bliv aske og bliv båret væk med vinden til et sted, hvor ingen husker jeres navne men hvert år tænder et kemikaliefrit lys, og fejrer at solen står op om morgenen,
selvom der ikke længere er åger,
selvom den fascistiske alliance mellem stat og forretningsliv er en sort saga blot,
selvom der ikke længere er ejendomsret eller kolossale firmaer.
Selvom det er gået op for os at vi er gjort af det samme stof, det samme kød og samme ånd.
At vi hænger sammen ligesom luften og vandet og jorden og ilden i solen,
på himlen over alle jeres kunstige landegrænser og i vores hjerters ubegrænsede kærlighed.
Hvad skal der til for at I forstår at jeres herredømme er forbi.
Skal i smage jeres egen medicin?
Er det det der skal til?
Skal i have taget alting fra jer, før I forstår?
Skal jeres børn miste håret i utide, før I forstår?
Skal vi brænde det hele op, før I forstår,
tudende I jeres gabestokke på de offentlige pladser.
Hvad skal der til før I besinder jer.
Hvad skal der til for at I forstår at vi er i samme båd.
Vi er hinanden.
I er en del af os.
Vi er solen. Vi står op i morgen.
“Brandtale” er titeldigtet fra Claus Ankersens civilisationskritiske digtsamling af samme navn. “Brandtale” udkom i 2016 på Det Poetiske Bureaus Forlag.
Illustration: Claus Ankersen.
Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du hjælpe fattiglusen med et beløb på: MobilePay +4571844591
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
