Torsdag tager Sussie Furendal afsted på den længste rejse i sit liv – til øen St. Croix i det tidligere Dansk Vestindien. Hun er tip-tip-tip-oldebarn af en af øens hvide plantageejere, Richard Smith. Men hvad hendes blå øjne og lyse hår ikke afslører er, at hun også er tip-tip-tip-oldebarn af en af plantageejerens sorte slavinder.
Med denne blandede slægtshistorie med både slaveejere og slaver blandt sine forfædre, har den 50-årige social- og sundhedsmedhjælper fra Taastrup selvfølgelig spekuleret en del over det med Danmarks rolle i slaveriet. Over spørgsmålet om skyld – og om det med en undskyldning.
Jeg fortalte min faster det. Hun græd jo næsten. Hun var så lettet. Jeg kunne mærke, det betød meget for hende
”Jeg synes godt, at den danske stat kan undskylde. Men jeg synes ikke, vi andre sådan kan. Fordi, det er jo langt tilbage”, siger Sussie, der glæder sig usigeligt til, når hun og kæresten sætter sig i flyet og sætter kursen mod Caribien.
”Vi skal bo i Christiansted på St. Croix. På Hotel Holger Danske. Det er lige ved siden af en bygning, som min tipoldefar har boet i. Government House, hedder bygningen. Hans mor står opført som housemaid dér, forklarer Sussie Furendal.
Faster Ediths ønske
Hun taler som en inkarneret slægtsforsker. Sidder dér i sofaen og jonglerer ubesværet med navne, årstal og familieanekdoter, mens hun kæler med Walther, hendes amerikanske ragdoll-kat.
Men faktisk er det kun en få år siden, at Sussie begyndte at interessere sig for alt det med stamtræer og slægtstavler. Det var hendes faster Edith, der tændte den interesse.
”Min faster havde altid sagt, at vi kom derovrefra. Fra Dansk Vestindien. Som barn var det meget sjovt, men jeg tænkte ikke nærmere over det. Men så for fem-seks år siden, der begyndte jeg at slægtsforske, beretter Sussie Furendal.
”Faster Edith var blevet 95-96 år. Og hun ville så gerne vide noget mere om sin mormor, som jo er min oldemor. Så jeg begyndte at grave i det. Og så fandt jeg frem til Bertram, fortæller hun videre.
Bertram Christian Müller er Sussies tipoldefar. Far til Sussies oldemor Christiane Regine Møller. Som var identisk med den mormor, gamle faster Edith så brændende ønskede at få noget mere at vide om.
Jagten på Bertram forældre
Sussie satte alt ind på at finde ud af mere om denne Bertram, hendes tipoldefar, der var født på St. Croix, den største af de tre øer i Dansk Vestindien.
”Det var svært at finde ud af, hvem hans mor og far var. Jeg tror, jeg brugte to-tre år på det. Kunne ikke selv finde ud af det”, fortæller Sussie.
Gennembruddet kom, da hun gennem en dansk kvinde kom i forbindelse med George Tyson, en historiker på St. Croix, der i mange år har forsket i slavernes historie.
”Og han bryder koderne. På to dage, så har George Tyson fundet ud af, hvem min tip-tip-oldemor og tip-tip-oldefar er. Og hvor de har boet. Hvor mange søskende han havde. Jeg var bare sådan: ‘Han har fundet dem. Han har fundet dem’”, fortæller Sussie.
Hun ringede da også straks til sin gamle faster Edith med nyheden.
”Jeg fortalte min faster det. Hun græd jo næsten. Hun var så lettet. Jeg kunne mærke, det betød meget for hende”.
Faster Edith døde i 2015, 99 år gammel. Men med den viden, hun sådan havde ønsket sig om sin mormor og hendes familie i Dansk Vestindien.
Faderen var Bertram Christian Müller. Født på St. Croix i 1804. Faderen var en dansk embedsmand, toldinspektør Jacob Lindberg Müller. Moderen var hans farvede elskerinde, Francisca Smith – datter af den hvide plantage- og slaveejer Richard Smith og en af dennes sorte slavinder.
Den viden synes jeg da, man skal have. En viden om, at vi ikke altid har været så gode her i Danmark. At vi også har været nogle sataner
Toldinspektør Müller boede i Government House, regeringsbygningen i Christiansted. Det samme gjorde Francisca Smith, der var den stedlige tjenestepige. Og her var det så, de fik sønnen Bertram.
Bertram Christian Müller emigrerede til Danmark omkring 1820. En ung vestinder, der har været lidt mørk i huden, fordi moderen var ”mulat”. Sussie Furendal har fundet ud af en række ting om denne hendes tipoldefar fra Dansk Vestindien.
”Han bliver konfirmeret i Helligåndskirken i København i 1823. Og i ’24 stjæler han så en kjole”, siger Sussie og slår en skraldlatter op.
Hun viser den dom frem, som Københavns Byret afsagde mod hendes tipoldefar i oktober 1824.
Den viser, hvordan tiltalte snedkersvend Bertram Christian Müller i Skindergade havde snuppet en bunke klæder fra en tjenestepige, ”hvorefter Tiltalte løb bort med Klæderne, af hvilke han pantsatte Kjolen og Vesten paa Assistentshuset”.
Den unge indvandrer kom dog på ret køl. Bertram giftede sig med en københavnsk pige, og parret fik ni børn. Den yngste af disse, Christiane Regine Møller, var Sussie Furendals oldemor. Et fotografi af hende viser en kvinde med en antydning af afrikanske ansigtstræk.
Christiane fik blandt andre datter Kirstine Agnes. En glad og ukuelig pige – i hvert fald, hvis man skal tro klassebilledet med hende fra ca. 1890. Der sidder hun som nummer to fra venstre i midterste række. Hendes krøller og lidt mørke teint afslører, at hun nok har udenlandske aner. Men hun er den eneste af alle pigerne, der griner.
”Ja, netop. Det har vi også snakket om i familien”, udbryder Sussie Furendal.
Kirstine Agnes blev gift og fik sønnen Henning i 1918. Henning Furendal blev slagter i København, og far til Sussie Furendal. Et ungdomsbillede af ham afslører på ingen måde hans afrikanske aner. Højst en smule bølger i håret. Og hos datteren er der end ikke en antydning tilbage.
Sussie Furendal kan ikke huske, at hendes far nogensinde snakkede om sine slaverødder. Det interesserede ham vist ikke. Det var kun noget, der interesserede hans søster Edith.
Og det var så også gennem hende, at Sussie fik interessen for Dansk Vestindien og hendes rødder dér. I skolen lærte Sussie aldrig noget om Danmarks tre øer i Caribien – og slet ikke om det slaveri, danskerne praktiserede der.
”Jeg lærte intet om det i skolen”, siger Sussie. ”Overhovedet ikke noget. Jeg anede intet. Det er tankevækkende”.
Sussie Furendal kan næsten ikke vente med at komme afsted. Om et par døgn er hun ovre i det tidligere Dansk Vestindien. På St. Croix. I Christiansted. På Hotel Holger Danske.
”Jeg har aldrig været så langt væk i hele mit liv”, siger hun og smiler.
Hun glæder sig især til en ting under turen. På den danske kirkegård i Christiansted skal hun besøge grav nr. 15. Og se den lille gravsten med inskriptionen:
”Her hviler min afdøde Veninde FRANCISCA SMITH født den 29de August 1769 og døde pludselig den 14. Juli 1816. J.L. Müller”.
Gravstedet over Sussies farvede tip-tip-oldemor, tjenestepigen fra Government House. Sat af Sussies hvide, danske tip-tip-oldefar, toldinspektøren.
”Det er en meget sød tekst på hendes gravsten, så han må have elsket hende”, siger Sussie Furendal.
Hendes ophold i det tidligere Dansk Vestindien varer 10 dage. Under besøget markerer indbyggerne 100-årsdagen for overdragelsen af øerne til USA. Det er den 31. marts. ”Transfer Day”, som de kalder dagen derovre.
Danmarks statsminister besøger øerne i den forbindelse. Og de lokale indbyggere, såvel som de mange danskere, der er derovre på dagen, venter spændt på, hvad han vil sige om Danmarks næsten 250 år på øerne. Om han vil gå videre, end da han under sin nytårstale kaldte slaveriet ”et grusomt kapitel i vores historie”. Om Lars Løkke Rasmussen vil sige undskyld.
”Jeg kunne godt tænke mig, at statsministeren sagde undskyld for det, vi har gjort. Det, danskerne har gjort. På vegne af den danske stat. Det er da det mindste, man kan gøre”, siger Sussie Furendal.
Det er ikke så længe siden, at hun på nettet faldt over nogle opgørelser fra sin tip-tip-tip-oldefars plantage på St. Croix.
”Man kunne se, at så mange mulatter havde han. Og så mange sorte. Så sad jeg og tænkte: ’Det her er liiige lidt grænseoverskridende’. Men sådan var det jo”.
Det er i sidste ende et spørgsmål om at få tingene frem i lyset, synes Sussie Furendal. Også noget, som hun mener bør udstrække sig til skoleundervisningen.
”Jeg synes, at skolebørn skal vide noget om det her. Det er jo historie. Den viden synes jeg da, man skal have. En viden om, at vi ikke altid har været så gode her i Danmark. At vi også har været nogle sataner”.
Også dine forfædre?
”Ja, nemlig.”
Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096
Topfoto: Philip Sampson. Familiefotos: Sussie Furendal.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her