INTEGRATION & COVID19 // DEBAT – “Hvis myndigheder, boligforeninger og foreninger skal opnå en mere effektiv coronaindsats er det en forudsætning, at man tager kultur-skyklapperne af og tænker mere helhedsorienteret i indsatserne. Og hvis jeg skal give et indspark til, hvilke kulturelle forskelle der skal medtænkes i indsatserne, vil jeg pege på manglende tillid til myndigheder, familiekulturen og ungekulturen og selvfølgelig den kulturelle sygdomsforståelse” skriver Henrik Kokborg, som har arbejdet med integration, flygtninge og indvandring i 20 år.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Siden coronapandemien kom til Danmark, har der været store udfordringer med at holde coronasmitten nede i vores udsatte boligområder. Blandt ikke-vestlige borgere og efterkommere har smitten været høj siden starten af pandemien. Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere udgør 8,9 pct. af befolkningen, men 23 pct af de smittede indtil videre i år.
Vores myndigheder har haft stort fokus på og iværksat målrettede indsatser i de udsatte boligområder. Og alligevel kommer disse boligområder jævnligt i søgelyset pga. alt for høje smittetal.
Fagfolks og eksperters årsagsforklaring er mangelfuld
Årsagerne til det høje smittetryk er livligt blevet diskuteret. Forklaringer om at vores ikke-vestlige medborgere og efterkommere har sværere ved at isolere sig, da de bor flere i lejlighederne, at de arbejder i borgernære jobs, har ringe uddannelsesniveau, ringe sprog, har sociale problemer osv. er hyppigt fremsat.
Og selvfølgelig er alt dette en del af forklaringen, men det er bare langtfra hele forklaringen.
Faglig modstand mod at arbejde med kulturforskellene
Det, som kendetegner vores udsatte boligområder med mange beboer med ikke-vestlig baggrund, er, at de er præget af en form for parallelkultur, der har rod i beboernes oprindelseslandes kultur. Og det er efter min erfaring også en vigtig del af årsagsforklaringen til de høje smittetal. Men at pege på kulturforskelle som en medvirkende årsag til de høje smittetal er ikke populært. Hverken i de omtalte boligområder eller hos mange fagprofessionelle. Og det er en skam.
Det, der kendetegner de indvandrergrupper, hvor vi ser smitteudfordringer, er, at familierne oprindeligt kommer fra lande hvor tilliden til politikere, myndigheder og presse er ekstremt lav. Her er man vant til, at de eneste man stoler på, er ens familie og dennes netværk
Det er min oplevelse, at der altid har været en berøringsangst hos fagprofessionelle i at inddrage kulturforskellene som en del af årsagsforklaringen og dermed også for at gøre dem til en del af løsningen. I det hele taget bliver kulturforskelle næsten altid øjeblikkeligt fejet af bordet af de ”såkaldte eksperter”, som medierne oftest benytter sig af.
En af de tunge i debatten er overlæge Morten Sodemann fra Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital. Han har fra starten af pandemien fastholdt, at kultur intet har med de høje smittetal i de udsatte boligområder at gøre. Også han peger på, at årsagen ligger i sprogvanskeligheder og i, at mange bor sammen i lejlighederne.
Men, at han definitiv frikender kulturen som en medvirkende årsag, giver for mig slet ikke mening. For en af årsagerne til at familierne bor mange sammen i lejlighederne, er netop en anden familiekultur end den, vi ellers ser i vores samfund. Derfor spiller kulturen også en rolle her.
Da Morten Sodemann er ansat på en særlig oprettet afdeling for ikke-vestlige indvandrere og netop her arbejder dagligt med kulturforskelle som fx. sygdomsforståelser og sundhedsopfattelser, er det mig derfor en gåde, hvordan han kan frikende kulturen som en medvirkende årsag til de høje smittetal i de udsatte boligområder.
Kulturen er en medvirkende årsag til de øgede smittetryk
Hvis myndigheder, boligforeninger og foreninger i de udsatte boligområder skal opnå en mere effektiv coronaindsats er det en forudsætning, at man tager kultur-skyklapperne af og tænker mere helhedsorienteret i indsatserne.
Og hvis jeg skal give et indspark til, hvilke kulturelle forskelle der skal medtænkes i indsatserne, vil jeg pege på manglende tillid til myndigheder, familiekulturen og ungekulturen og selvfølgelig den kulturelle sygdomsforståelse. Men sidstnævnte vil jeg ikke komme ind på her, for så bliver dette indlæg alt for langt.
Manglende tillid til myndigheder
Det, der kendetegner de indvandrergrupper, hvor vi ser smitteudfordringer, er, at familierne oprindelig kommer fra lande, hvor tilliden til politikere, myndigheder og presse er ekstremt lav. Her er man vant til, at de eneste, man stoler på, er ens familie og dennes netværk.
Politikere og myndigheder betegnes ofte som en korrupt og diktatorisk magtelite. Og pressen som myndighedernes instrument for at misinformere befolkningen. Dermed ses de ofte som fjender af familien og dennes netværk.
Det er derfor vigtigt at der arbejdes målrettet med at skabe tillid mellem myndigheder, politikere og presse
Mange ikke-vestlige indbyggere i udsatte boligområder har langt hen ad vejen også denne opfattelse af de danske politikere, myndigheder og ikke mindst presse. Derfor stoler de ikke på det som politikere, myndigheder og presse siger. I stedet er holdningen ofte, at de agerer ud fra en diskriminerende agenda.
Således er der desværre også eksempler på, at grupper i visse udsatte boligområder modarbejder eller direkte forsøger at hindre myndighedspersoners arbejde med at nedbringe smitten.
Det er derfor vigtigt, at der arbejdes målrettet med at skabe tillid til myndigheder, politikere og presse. Og det gøres bedst ved, at de, der arbejder med denne målgruppe, har en mere dybdegående viden om kulturforskelle og deres indvirkninger på normer, værdier og på den enkeltes adfærd.
Familiekulturens betydning
En del familier med ikke-vestlig baggrund fungerer efter helt andre kulturelle normer og værdier end en typisk danske familie. I store dele af verden fungerer familien som det primære sikkerhedsnet for det enkelte individ. Jo stærkere en familie holder sammen, og jo flere individer den består af, desto stærkere et sikkerhedsnet udgør den.
Derfor tænker man også familiebegrebet meget bredere, end vi sædvanligvis gør her i Danmark. I sådanne familiekulturer regner man alle, der kan puttes ind under begrebet familie, som den nære familie. Den kan være spredt ud over hele verden og styres efter et alders- og køns hierarki. Dem, der er ældst, har som regel også magten over de yngre familiemedlemmer – uanset hvor i verden man befinder sig.
Men i nogle ikke-vestlige familier vil man tænke, at alle i familiekollektivet jo netop tilhører den nære familie
I familiekollektivet er man ofte ikke opdraget med en individuel identitet som i det danske samfund. Men i stedet med en familiekollektivistisk identitet, der bygger på dette kollektivs normer og værdier. Derfor er man i familien meget tæt knyttet til hinanden. Således er tilliden indbyrdes ofte langt stærkere end til det øvrige samfund.
I familien er det ofte en norm, at børnene bor hjemme, til de bliver gift. Forældrene opdrager deres børn til, at de har et særligt ansvar over for deres forældre. Det betyder, at børnene er forpligtet til at føje forældrenes ønsker og yde den hjælp, forældrene efterspørger. Det betyder ofte, at børnene bosætter sig i umiddelbar nærhed af deres forældre, når de bliver gift.
Det er selvfølgeligt godt og trygt for forældrene. Men når vi tænker bekæmpelse af Coronapandemien ind i denne familiekultur, kan der opstå nogle udfordringer, vi skal medtænke i indsatserne i de udsatte boligområder.
Myndighedernes samarbejde med familierne kræver viden om deres kultur
Når sundhedsmyndighederne anbefaler, at vi kun må mødes med den allernærmeste familie, så vil jeg tænke, at jeg skal undgå, mest muligt, at mødes med andre familiemedlemmer end min kone og mine børn. Min kone og jeg har således ikke mødtes med vores forældre og søskende mere end 1 gang siden marts 2020.
Netværkspleje er utrolig vigtig i den kollektive familie, da netværket udgør det udvidede sikkerhedsnet for hele familiekollektivet
Men i nogle ikke-vestlige familier vil man tænke, at alle i familiekollektivet jo netop tilhører den nære familie. Og da man ofte bor i umiddelbar nærhed af hinanden, mødes man med forældre, fætre, onkler, kusiner mv. langt hyppigere, end en etnisk dansk familie typisk gør under pandemien.
Derfor er der en opgave for myndigheder og fagprofessionelle i at få formidlet det vigtige i at nedsætte kontakten med den udvidede familie. Det gør man bedst ved en målrettet indsats over for hele familiekollektivet. Især er det vigtigt at få de ældre familiemedlemmer i tale og få forklaret dem, at de ikke skal presse den øvrige familie til at besøge hinanden. For har de ældre forstået budskabet, er der også langt større chance for, at det bliver efterlevet af de øvrige familiemedlemmer. Alene pga. det kulturelle aldershierarki.
En mindre udfordring er, at myndighederne kun udstikker retningslinjer som anbefalinger. En del ikke-vestlige indvandrere er vant til at leve i en kultur, der er præget af nogle sort/hvide normer og regler. Så når myndighederne siger, ”vi anbefaler, at I ikke mødes med mere en 5 i det private”, tænker nogle, at så er det jo ikke forbudt, og derfor må vi godt.
Ungekulturen
I den kollektive familie bliver piger og drenge som oftest opdraget bevidst forskelligt. Det gør man af kulturelle årsager. For i den kollektive familie har kønnene hver deres forud bestemte rolle. Kvindens ansvarsområder er – forenklet sagt – familiens hjem, madlavning og børn.
Mandens ansvarsområder er – ligeledes forenklet sagt – at tjene penge, beskytte familien og at netværke med de andre familier.
Netværkspleje er utrolig vigtig i den kollektive familie, da netværket udgør det udvidede sikkerhedsnet for hele familiekollektivet. Således er drengene opdraget til, at en stor del af deres liv skal foregå uden for familiens hjem. Her er de ude at mødes/netværke med unge fra andre familiekollektiver.
Det haster med en målrettet indsats, da det snart er Ramadan
Af den grund har unge drenge og mænd kontakt med langt flere, end unge drenge og mænd har i det øvrige samfund. Og da mange familier bor i små lejligheder, bliver smitten hurtig bredt, hvis en ung kommer smittet hjem.
Pigerne har typisk langt fra så mange kontakter uden for familien som drengene og mændene. Deres kulturelle kønsrolle gør nemlig, at de opholder sig langt mere i familiens hjem.
Kulturforskelle og corona
Der er altså nogle kulturforskelle, som kan være en medvirkende årsag til at coronasmitten bliver ved med at florerer i de boligområder, der huser mange med ikke-vestlig baggrund samt deres efterkommere.
Når eksperter og fagprofessionelle blankt afviser, at kultur har nogen betydning for smittetrykket blandt ikke-vestlige indvandre og efterkommere, misser man chancen for at appellere til den kulturelle side. Og dermed også i at bruge kulturen som en ressource i bekæmpelsen af pandemien.
Ramadanen er lige om hjørnet, og derfor er der brug for en hurtig indsats
Hvis de kulturelle aspekter ikke indgår i corona-bekæmpelsen, kan vi lige så godt forberede os på den næste smittebombe ude i de udsatte boligområder.
Og det haster med en målrettet indsats, da det snart er Ramadan, en højtid, som starter i midt april og strækker sig over en måned frem. Traditionelt bringer Ramadanen familier og netværk sammen på kryds og tværs mange gange i løbet af højtiden. Således kan Ramadan måneden få smitten til at eksplodere, hvis der ikke sættes målrettet ind.
Topfoto: Summercamp i Tingbjerg 2010 – med Rocket Cheerleaders og dengang tæt kontakt ikke var et problem. Flickr.com.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her