MUSIK //ANMELDELSE – I Beatles sidste tid udtalte George Harrison engang, at han egentlig helst bare ville være tredjeguitarist i et amerikansk turnérockband. Han tænkte på Allman Brothers Band eller Grateful Dead. Det blev han ikke, men han tog en session med Bob Dylan. Den er netop udgivet for første gang, og Jakob Brønnum har hørt den.
Det spektakulære samspil mellem Dylan og Harrison skete 1. maj 1970 og rummer ni sange, bl.a. Dylans egne One Too Many Mornings, Gates of Eden, Mama You Been On My Mind og covers af Everly Brothers All I Have to Do Is Dream og Carl Perkins Matchbox, som Beatles havde indspillet allerede 1963-64. Sangene indgår i en ny udgivelse med tre cd’er i den mindre kendte af Bob Dylans to genudgivelsesserier, som kommer på markedet med jævne mellemrum. Albummet har slet og ret titlen 1970.
Det er først gennem lytningen af denne version, at jeg har indset, at sangen er en slags pendant fra Dylan til Harrisons klassiker Here Comes The Sun
Den mest kendte er jo Bootleg Series, hvor Dylan har udgivet mere end 30 cd’er med markante, ofte slet og ret magiske koncert- og uudsendte studieoptagelser fra hele karrieren. Den anden serie har mere grundlæggende betydning for Bob Dylans arv og arkiv, eftersom det er en serie af copyrightforlængende udgivelser, der er kommet siden 2012, hvor det var 50 år siden, Bob Dylan lavede sine første indspilninger: Udsendte han ikke de ubrugte optagelser fra disse indspilninger igen, ville de overgå til public domain.
De første versioner af de her udgivelser kom i så lidt som 50 eksemplarer, og helt uden tegnede omslag, under den lakoniske titel Dylan Copyright Extension Collection, og jeg kender dem kun gennem lån fra venner, som har været heldige at få fat på dem. Men nu har man kunnet se en fordel i at udgive materialet i et større oplag. Og vi får et meget ujævnt og meget spændende og meget sjovt og sine steder rigtig, rigtig godt tre cd-sæt at dykke ned i.
Det rummer også rene skæverter, ufærdige sange og små og større instrumentfejl, hvorfor Dylan har ladet pladeselskabet anføre, at albummet udkommer i almindeligt salg “by public demand” – fordi folk vil have det, ikke nødvendigvis fordi Dylan synes det kunstnerisk er det værd.
If Not For You
Enhver, der har fulgt med, har kendt til samarbejdet mellem George Harrison og Bob Dylan ved denne tid eftersom en bestemt Dylan-komposition forekommer både på Dylans og Harrisons udgivelser omkring 1970.
Det er det forårsglade If Not For You. Nummeret indleder Bob Dylans eklektiske og mystiske album fra 70, New Morning. Og det er med på George Harrisons tredobbelte mesterværk All Things Must Pass fra samme år. I den nye udgivelse forekommer det i to versioner i forskellige tempi. Man kan høre Bob Dylan nynnende angive det karakteristiske George Harrison-guitarriff fra nummeret, et meget enkelt skalaløb, i begyndelsen af den første version.
Det er først gennem lytningen af denne version, at jeg har indset, at sangen er en slags pendant fra Dylan til Harrisons klassiker Here Comes The Sun, der blev udsendt året inden; noget enklere, men med fuldstændig den samme naturmetaforik som forløsende for kærlighedsbillederne. Harrison gør det i øvrigt selv senere med sangen Here Comes The Moon i midten af 1970’erne.
Stritter i alle retninger
1970-sættet er fra Dylans mest uafklarede periode. Men det er på enhver måde en investering værd. Det stritter i alle retninger, ligesom Dylans officielle albumudgivelser gjorde på det tidspunkt. Lige fra countryalbummet Nashville Skyline til New Morning, hvor Dylan for første gang afprøver jazz, og det meget ujævne, men charmerende, delvis livedobbeltalbum Selfportrait; tre album, der udkom mellem april 1969 0g oktober 1970.
Dylans parforholdssange sange handler tværtimod altid om den frihed, man må give hinanden i en relation
Der indgår en interessant, tidlig version af Went To See The Gypsy fra New Morning. Sangen er en groft undervurderet klassiker af Dylan, en mærkværdigt enkel sang med en nærmest løst dinglende klaverledsagelse, som vi her kan høre på vej mod sin endelige form. Jeg har ikke kendskab til, at Dylan senere er vendt tilbage til den.
Went To See The Gypsy handler efter sigende om et møde og en flygtigt ordskifte i en svingdør med Elvis Presley, som har eller ikke har fundet sted. Dylan havde allerede dengang udviklet bizarre eller blot meget mærkværdige personlighedstræk, og jeg tror, der ligger en forfængelig fornærmethed eller tilsvarende på Presley, der i 1966 havde haft et mindre hit med en Dylan-sang, som Dylan selv havde forkastet, Tomorrow Is A Long Time. En sang, Bob Dylan skrev samtidig med Blowing In The Wind, og som er næsten ligeså god.
Han valgte Tomorrow Is a Long Time fra til albummet, hvor Blowing In The Wind står, Freewheelin‘ (1963). Og bortset fra en enkelt gennemspilning i studiet midt i 1960’erne, havde han ikke rørt ved den. Hvorfor? Jeg har i min bog om Dylans sange forsøgt at argumentere for, at det skyldes, at den handler om noget andet end det, han normalt skriver om, nemlig to menneskers positivt opfattede, gensidige afhængighed af hinanden. Dylans parforholdssange sange handler tværtimod altid om den frihed, man må give hinanden i en relation.
Dylan har på et tidspunkt udtalt, at Elvis’ indspilning af den uudgivne Dylan-sang er “the one recording I treasure the most“. Det må simpelthen være løgn, som så meget andet Dylan siger i interviews. Den er dårlig. Og der er lavet langt, langt bedre genindspilninger af Dylans sange, f. eks. Jimi Hendrix’ ikonografiske All Along The Watchtower og teenageren Van Morrisons lammende godt fraserede It’s All Over Now Baby Blue.
Elvis forstår ikke sangen. Han misforstår dens eksistentielle omkvæd om at ligge i en seng som en seksuel metafor, hvad man tydeligt kan høre på Elvis-versionen, sammenlignet med Dylans egen version. Dylans version er en liveoptagelse fra 1962, der langt om længe kom på et af Dylans allerbedste album, More Bob Dylan Greatest Hits i 1971, til trods for, at Dylan netop ikke havde haft et hit med den, al den stund, han ikke havde indspillet den i et studie eller udsendt den. Det var Elvis, der havde haft hittet.
Det ny copyrightforlængende album 1970 rummer flere versioner af Tomorrow Is A Long Time, hvilket understreger pointen, at verdens største populærmusiknavn har haft et hit med en sang, skrevet af Dylan, som Dylan selv havde afvist.
Sangen har pirket til Dylan. Han “ville være kalif i stedet for kaliffen,” som det sagdes i en berømt tegneserie. Han har ærgret sig. Og Elvis har ikke kontaktet ham eller takket for sangen. I det perspektiv bliver teksten til Went To See The Gypsy mere forståelig.
Dylan og Yesterday
Flere af Dylans genfortolkninger af egne sange på copyrightalbummet 1970, som f. eks den ligeså tidlige One Too Many Mornings, rummer værdifuldt dylanologisk vidnesbyrd om sangens vandring fra The Times They Are A-Changing i 1964, hvor den er en indadvendt folkesang, til den mageløst vellykkede liveversion på albummet Hard Rain i 1976, optaget under Rolling Thunder Revue-turnéen.
Yesterday kunne meget vel have indgået på CBS-coveralbummet Dylan, hvis det havde været lidt mere færdigt, men Dylan synger piv-falsk i slutningen af sangen
Noget lignende gør sig gældende med et andet gammelt Dylan-nummer fra de allerførste album, Mama, You Been On My Mind, som også først får sin endelige fuldkomne skikkelse sent, nemlig i opførelsen på The Bootleg Series Vol. 5: Bob Dylan Live 1975, The Rolling Thunder Revue.
En af de sange, man vil kigge særligt efter på 1970 er jo indspilningen af det tidløse Beatlesnummer Yesterday af Paul McCartney. Den forekommer på udgivelsen, sammen med flere af de covernumre som Bob Dylan havde under overvejelse i denne periode, og som CBS udsendte i 1973 for at drille Bob Dylan, på et album, der hedder Dylan – hævn for at Dylan kortvarigt havde forladt pladeselskabet.
Albummet Dylan fra 1973 har således udelukkende covernumre, bl.a. af Can’t Help Falling In Love, som Elvis Presley jo havde indspillet og som også er med i en version her på 1970. Der er dem, der mener, at albummet Dylan fra 1973 er Dylans dårligste album. Jeg mener, det er et af hans mest slidstærke. Et del af disse covernumre fra disse sessioner, hvor Dylan afprøver berømte sange, såsom Paul Simons The Boxer og The Everly Brothers Let It Be Me tog Dylan med på Selfportrait.
Yesterday kunne meget vel have indgået på CBS-coveralbummet Dylan, hvis det havde været lidt mere færdigt, men Dylan synger piv-falsk i slutningen af sangen, og CBS har ikke kunnet bruge den til sit drillealbum. Men, hvad mere er, Dylan fanger sangens air helt og holdent. Det er en rigtig god fortolkning, frem til omkring 2/3 henne. Noget må have gjort, at Dylan bevidsthedsmæssigt forlader sangen midt i det hele, så den går i stykker til sidst.
Blandt de andre covers er en fantastisk flot fortolkning af Sam Cooke-nummeret Cupid, en optagelse jeg ikke havde hørt før. Herefter følger All I Have to Do Is Dream, endnu et Everly Brothers pophit, som Dylan derimod ikke rigtig får fat i.
Kernen i de tre CD’ers mere end 50 sange er åbenlyst kompositioner, der forberedes for New Morning, Dylans næste studiealbum efter disse optagelsessessioner. De fleste af New Mornings skæringer er med her i én eller anden form og i flere versioner, og det er spændende lytning, for de er jo endnu ufærdige.
Fælles for dem alle er jo, at Bob Dylan i dag ønsker at bevare copyright på dem. Ellers ville de ikke være blevet udsendt nu ved 50-året. Og det betyder jo, at han stadig kan se noget i dem. Det kan vi andre også.
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER
Bob Dylan – 1970 (50th Anniversary Collection)
CBS, 3 cd
Foto: CBS Pressemateriale
Opdateret 28.02 med enkelte korrektioner af albumangivelser efter venlige læserbemærkninger/jb
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her