CORONA // ESSAY – En visuel dagbogsreportage: Vaccinerne flyves fortsat ind i store kvanta. Virussen muterer, nægter at slippe sit strangulerende greb. Pandemiens luner er mange, ændrer karakter, griber stadig ind i vores liv på alle planer. Ingen af os ved reelt, hvornår denne epoke er ovre. Vi er i samme båd, men også mentalt udmarvede og isolerede. Og i de mennesketomme gader, men også ved vand og i skov, går en musikant – med kameraet fremme. Gorm Bloch skriver visuel dagbog.
Fakler og hekseafbrænding, Nørreport, 23. januar 2021
Demonstration. Men in Black. Fakler i gaden. Vrede kampråb, kampklædt politi. Mindelser om Ku Klux Klan. Massepsykotisk oprørsstemning. Aftenen kulminerede for optoget, der siden var decimeret til rundt 100 personer med den yderst makabre afbrænding af en statsministerdukke. Ifølge referat i andet medie fik dukken siden skilt hovedet fra kroppen. Dette tilsat en utvetydig dødstrussel på et papskilt. Det motiv har formentlig printet sig ind i mange danskeres bevidsthed.
Skrækindjagende – og en påmindelse om at selv en højt udviklet civilisation som vores i en enkeltstående horribel gestus kan vende sig selv på vrangen og give efter for en yderst primitiv inklination, om end i symbolsk form. Naturligvis en ide sat i scene af en diminutiv, fanatisk fraktion blandt demonstranterne. Men stadig: surrealistisk, utilgiveligt, ufatteligt og en kulturel skamplet for vores nation.
Skrækindjagende – og en påmindelse om at selv en højt udviklet civilisation som vores i en enkeltstående horribel gestus kan vende sig selv på vrangen og give efter for en yderst primitiv inklination
I La France har de en stærk tradition for at storme parlamentet, og det er tankevækkende at det er såvel det yderste højre som yderste venstre, der samles i disse oprørsaktioner. I Frankrig handler det også om indignation over den krænkelse af frihed, som pandemiens restriktioner har medført. Disse rammer både den individuelle og kollektive frihed, så på den måde samles den folkelige opposition og vrede tværpolitisk henover aksen.
Noget lignende gør sig gældende omkring skepsis og modstand over for det europæiske projekt og EUs bureaukrati og overstatslige interventionsradius. Men med pandemien er vi helt nede og flå og rive i grundlæggende menneskerettigheder, brutalt så det kan mærkes på daglig basis og alle planer, så det virker indlysende med disse kontra- og protestaktioner.
Dette ses ved de folkelige optøjer, hvor folk mødes omkring en fælles sag, men ikke nødvendigvis er enige om løsningen og ingenlunde er politisk enige
De måtte komme, for i Danmark er vi møre, og det samme gælder Europa og formentlig store dele af resten af verden. At hærværk, vold og anholdelser er en del af billedet kan desværre næppe undgås.
Pandemiens paradoks, Ordrup, 24. januar 2021
Morgenkaffetanker: At fællesskabet og solidariteten styrkes, samtidig med at vi som følge af isolation og frustration polariseres. Dette ses ved de folkelige optøjer, hvor folk mødes omkring en fælles sag, men ikke nødvendigvis er enige om løsningen og ingenlunde er politisk enige.
Momentan massepsykose og potentiel destruktiv adfærd som vold, hærværk og gadekamp er allerede en realitet herhjemme, hvilket demonstrationerne både 9. januar og igen i går aftes viser. Polarisering udtrykkes også stærkt og nådesløst ved samfundets udsatte, der rammes måske endnu hårdere. Det tema vender jeg nok tilbage til.
Hvordan mon med skilsmisseraterne, de psykiatriske ambulatorier, Mødrehjælpen, Ret & Råd, Familieretshuset, lægernes venteværelser uden udsigt, apotekerne, salget af stærk D-vitamin, fiskeolie og Gerimax?
Drevet af nysgerrighed efter netop forbrugsmønstre på apotekerne besøgte jeg for nylig to lokale apoteker i Gentofte. De kunne bekræfte, at kundeflowet var lavere, at der havde været rationering på lette smertestillende midler tilbage i marts 2020. De kunne også berette at salget af D-, C- og K2-vitamin var gået op, da vi trådte ind i det mørke efterår. Interessant med netop K2, da det vitamin siges at supplere en ensidig kost, om end effekten er tvivlsom.
Salget af beroligende medicin var steget fra medio december 2020. Ikke dramatisk, men dog med en øgning i salg af især sovemedicin, men også andre kategorier af beroligende medicin. Til gengæld havde de ikke oplevet en ændring i afsætning af ordineret psykofarmaka og antidepressiva. Ergo har vores praktiserende læger, psykiatere og ambulatorier på dette punkt tilsyneladende håndteret tingene nøgternt og ansvarligt. Det overrasker mig faktisk, at anvendelsen af humørpiller ikke er accellereret.
Polarisering udtrykkes også stærkt og nådesløst ved samfundets udsatte, der rammes måske endnu hårdere
Men hvordan med de gamle på plejehjemmet eller egen lejlighed, der knapt tør røre den færdigtilberedte mad og sidder og stirrer på falmede familiebilleder, Matador eller Badehotellet med et tomt blik og hungrende, gamle hjerter? Hvordan med skolepsykologernes onlinemøder med elever i krise, skoleledernes kaffeposeøjne og den hidsige trafik af beskeder om udeblivelser, forsinkede afleveringer og uro i klassen på Aula?
Hvordan med den psykotiske effekt af ligegyldige filmanmeldelser – vi kan jo ikke gå i biografen – og kvalm madlavning i Go’ Morgen Danmark, dræbende nyhedsloops på TV 2 News, radioen der kunstigt prøver at peppe en festlig fredagsstemning op med de samme evindeligt glade dansehits?
Gemeinschaft og blå himmel, Klampenborgport, 24. januar 2021
Kan vi for en stund eller måske endda en hel dag med blå himmel og solskin glemme corona? At dømme efter denne søndag er det faktisk muligt. Sen eftermiddag på broen til Klampenborgport: Tre små kaffevogne, et flow af smilende mennesker på spadseretur. Familier med børn og barnevogne, unge mennesker, ældre borgere, hestetrukne droscher som ruller stille af sted.
De trygge, sikre tramp fra hestehove på den knitrende asfalt. En opløftende og berusende antitese til den skulende og eksplosive, trykkede stemning på Nørreport Station i går. Jeg spillede musik på broen. Der var vink og applaus og i det hele taget en euforisk og forløsende positiv atmosfære.
Mødte en professionel fotograf, som optog video af hele sceneriet og undertegnede. Vi udvekslede kontaktinfo og fik over en kop gratis kaffe fra en af kaffevognene en hyggelig snak om fotokunst og -teknik, skønheden i lysskærene fra bilerne som passerede under broen i skumringen, de dansende børn og de gamle droscher, som nærmest drejebogspræcist passerede forbi og blev foreviget af den årvågne kameralinse.
Også jeg dyrker både det klassiske i form af storladne ballader og episke sange, men også musikalske udtryk og fortællinger, som er mere subtile og gådefulde. Livet må aldrig blive trivielt. Hver eneste dag skulle helst byde på noget nyt
Jeg har via mine mange optrædener rundt i byen og provinserne efterhånden mødt et hav af forskellige mennesker. Det er altid et eventyr, og der sker altid noget uforudsigeligt. Har også mødt flere fotografer. En fra Finland, to danske og nu filmfotografen i dag. De er på jagt efter motiver. Ikke nødvendigvis de klassiske, men i lige så høj grad de uventede. Skønheden i det oversete eller underkendte. Et tilskåret optisk snit af et større motiv. Bombastiske eller spidsfindige fænomener og detaljer.
Synekdoker som eksempelvis superzoom-shot af et dødt pindsvin i en vejkant, et rustrødt sejl på havet, en lille piges flagrende hår i vinden, med en blåsort himmel som baggrund. Jeg er selv på jagt efter motiver i form af billeder. Både de taktile som havner i telefonens harddisk, men også de som inspirerer til nye tanker, ord eller musik.
De trygge, sikre tramp fra hestehove på den knitrende asfalt. En opløftende og berusende antitese til den skulende og eksplosive, trykkede stemning på Nørreport Station i går
Også jeg dyrker både det klassiske i form af storladne ballader og episke sange, men også musikalske udtryk og fortællinger, som er mere subtile og gådefulde. Livet må aldrig blive trivielt. Hver eneste dag skulle helst byde på noget nyt. Der findes givetvis nogle paralleller mellem gadefotografernes og min egen sensibilitet, metodik og fortælleglæde.
Kontraster i et socialt boligbyggeri, Ordrup, 11. februar 2021
Vågner tidligt, en halv time inden mit vækkeur. Linder på gardinet. Det sner! Omsider. Hvor er det dog smukt at stå op til. En snedækket fælleshave. Lydløst dalende, florlette hvide krystaller. På med morgenkåbe, lave kaffe i stempelkanden, nyde duften, stilheden derude, den perfekte kaffe og den lige så perfekte dagens første cigaret ud ad køkkenvinduet.
En herostratisk koncert som blev fuldstændigt ødelagt for både publikum og mig af en sindsforvirret hjemløs på stoffer og forkert medicin
Taknemmelighedsfølelse fylder mig. Overtrumfer det lunefulde, svigefulde, men forhåbentligt også snart detroniserede covid-bæst derude. Dette trods let negative mentale efterdønninger fra gårsdagens optræden med min musik ved Svanemøllen Station.
En herostratisk koncert som blev fuldstændig ødelagt for både publikum og mig af en sindsforvirret hjemløs på stoffer og forkert medicin, som endte med at blive lagt i låsegreb og taget med af det tilkaldte politi. Så har man prøvet det med. Den dårlige oplevelse fungerer dog samtidig som relief for mine langt over hundrede gadekoncerter gennem det sidste år. De har nemlig alle været præget af kærlighed til musik, glæde, overraskelse og opløftning i en mærkelig epoke, hvor vi i den grad har haft brug for oplevelser, ikke mindst de spontane og uventede.
Stilheden og de lyriske snefnug afbrydes brat af en arrig stemme og et par lettere vanvittige, skulende øjne. En fyr fra min ejendom er suset gennem vores lille atrium og står nu neden for mit køkkenvindue og brøler, efter at jeg venligt har sagt godmorgen. Hans voldsomme, xenofobiske deklamationer er ikke henvendt mod mig, men derimod, lad os bare sige, nydanske segmenter.
Lad os diplomatisk sige, at det var knapt så pæne og forsonlige gloser, som blev anvendt. Der var tale om en regulær krigserklæring. Derefter en demonstrativ stor spytklat, som fyres langt ud over den snedækkede plæne. Fyren suser ned ad trappen til kælderen, knalder jerndøren i med imponerende kraft, og så er han væk.
Men samfundets udsatte og utilpassede er faktisk endnu hårdere ramt. De kører i forvejen på pumperne og er presset til det yderste, med misbrug, radbrækket økonomi og formørkede hjerter og tanker
Jeg finder lidt senere ud af, at den armerede rude i døren blev knust ved den aktion. Møder nemlig vores vicevært, da jeg er nede med vasketøj, og vi slår en kort passiar af. Han kommer med en god pointe, som jeg nu omskriver med egne ord: Det kan godt være, at denne pandemi rammer alle og også de rige hårdt. De kan ikke komme på skiferie, må aflyse deres fine receptioner, teaterbesøg og gallamiddage i pomp og pragt.
Men samfundets udsatte og utilpassede er faktisk endnu hårdere ramt. De kører i forvejen på pumperne og er presset til det yderste, med misbrug, radbrækket økonomi og formørkede hjerter og tanker. Under pandemien har de oveni mistet deres stamværtshus og delvist deres væresteder og herberger som følge af restriktionerne.
Det overlevelsesbærende lille fundament, som de trods alt er vant til at have, på godt og ondt, er revet væk, og nu er de helt overladt til sig selv, desperat ensomhed og gadens svidende vinterkulde og uendelige tomhed. Det er barskt.
Om aftenen går jeg tur i lokalområdet. Inspicerer på min rute et projekt, jeg er med i, omkring etablering af tag på vores åbne pavillon i haven. Lyset er skønt og solnedgangen smuk. Fænomenet er optisk logisk, men opleves som en nærmest religiøs åbenbaring, da jeg i et vindue i ejendommen ser genspejlingen af himlen og et træ.
Vi skøjter livsglæden tilbage, Gentofte Sø, 13. februar 2021
Vores danske søer er ved at være bundfrosne, så nu kan der skøjtes. Det er en sand velsignelse. Ikke mindst børnene nyder at kunne lege igen. Gad vide, hvordan vores kære ynglinge forholder sig til al denne undtagelsestilstand? Et er at de gennem snart et år on/off har været isoleret hjemme, henvist til fjernundervisning og berøvet samvær med klassekammerater og skolens refugium. For ja, skolen er jo et miljø, hvor de trods udfordringer også kan “slippe for” deres forældre, hjemlige pligter og rutiner.
Heldigvis, og det er en fantastisk følelse og et stærkt håb: Foråret er lige om hjørnet, og inden alt for længe får vi forhåbentlig vores normale tilværelser tilbage. Og det på en historisk set helt unik måde
Man taler om, at de udover at være fagligt kørt agterud også rent socialt har fået negativ social slagside. Hvordan mon det påvirker deres humør. Bliver de triste og frustrerede, udvikler de egentlige depressioner eller neuroser i denne tid?
Og hvordan med den voksne del af befolkningen? Jeg kender ikke statistikkerne, men er ikke i tvivl om, at depressionsraten har været opadgående gennem det seneste år, og at den måske endda topper nu. Min mikroresearch af trends på to apoteker i lokalområdet for godt to uger siden modbeviser, at det skulle være tilfældet. Men måske en del borgere er så mentalt lammede, at de end ikke reagerer på egne fornemmelser og symptomer?
Familiens biografture, børneteater, cafehygge, børnefødselsdage for hele klassen, pyjamasparty for gode veninder eller lejrtur i en idyllisk spejderhytte ude i en skov
Alle de ensomme gamle, som ikke tør forlade deres hjem. Alle de hjemmearbejdende forældre, som slider på forholdet til hinanden og deres børn, fordi de er tvunget til overdrevne mængder af samvær derhjemme. Jovist, det er hyggeligt at samles om juleklip, søndagsserier i tv, fredagsslik og fællesbrunch om lørdagen i familiens køkken. Men dag ud og dag ind? Og hvad med alt det, som ikke kan lade sig gøre: Familiens biografture, børneteater, cafehygge, børnefødselsdage for hele klassen, pyjamasparty for gode veninder eller lejrtur i en idyllisk spejderhytte ude i en skov.
Det er altså en sejtrækker af dimensioner. Heldigvis, og det er en fantastisk følelse og et stærkt håb: Foråret er lige om hjørnet, og inden alt for længe får vi forhåbentlig vores normale tilværelser tilbage. Så skal der indhentes oplevelser og samvær på adskillige konti, og det bliver en gigantisk forløsning. For børnene og for borgere i vores land i alle aldre.
Djævlens sendebud eller voodoodukke? Ordrup Station, 15. feb. 2021
Går endnu en aftentur. Tankerne kværner som et højhastighedstog og i ustyrlige retninger. Ubestemmeligt humør, men den tørre og kolde aftenbrise gør godt. Tæt på mit hjem møder jeg et sælsomt syn. Sat i scene af en person med udsøgt humor, en betænksom sjæl, eller er vi ude i paranormal aktivitet? Ikke flere ord for nu. Vi lader dette billede få det sidste denne gang.
LÆS FLERE INDLÆG AF GORM BLOCH HER
Alle fotos: Gorm Bloch
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
