Der er fuld fart på i teaterkoncerten Der var engang en sang der hed Arne, hvor Wikke og Rasmussens sangskat fra film og tv bliver foldet flot ud af fire velspillende skuespillere og et ditto liveband på scenen i Skuespilhuset. Den moderne familie er omdrejningspunktet i en forestilling, hvor kærlighed og livsglæde er nøgleord, skriver Ole Blegvad. Han giver forestillingen fem stjerner.
Der var engang en sang der hed Arne – iscenesættelse: Michael Wikke og Steen Rasmussen – Det Kgl. Teater/Skuespilhuset – premiere 7. januar 2017.
Man skal være gjort af et mærkeligt stof, hvis man ikke nynner lidt med på Brug dit hjerte som telefon, Voldsom Volvo eller Tak skal I ha’!, når man forlader Skuespilhuset efter at have overværet Der var engang en sang der hed Arne. Midt i januarkulden og vinterdepressionen virker forestillingen som et shot af humøreliksir.
Far, Mor, Børn
Det Kongelige Teater kalder selv forestillingen “koncertteater for hele familien for alle fra 7-97 år. Et syng-med-besøg hjemme hos Arne”. Og det er, hvad man får.
Det hele begynder med en lille introduktion til teatret, som selveste Willy Shakespeare (eller hvad han nu hedder; han ved i hvert fald meget om teater) giver gennem højttalerne. Her er det tilladt at klappe, råbe, danse, pifte og spille luftguitar. Og så kan stemmerne fra loftet (Wikke & Rasmussen) ellers sætte det hele i gang. Med skuespillere, lys, kostumer, kulisser og et orkester. Mod salen spørges der om lege, som skuespillerne kan udføre. Fangeleg, gemmeleg og sidst Far, mor, børn, som er forestillingens tema.
Far og mor flytter ind i en villa. Eller det vil sige en halv villa. For det er en gennemsnitsfamilie, så alt er halvt. Et halv hus, en halv stegepande, en halv tallerken og en halv liter mælk. Og 1,57 barn i gennemsnit, så forældrene går i gang. Til verden kommer lille Arne – en dejlig reference til figuren fra Wikke & Rasmussens 1980’er-radiotegneserie på P3, Pas på varerne Arne.
Kongeligt 80’er festfyrværkeri
Arnes hjemmestrikkede trøje i regnbuefarver er motoren i forestillingen. Skuespillerne bytter roller og opgaver. Kønsrollerne byttes rundt, så snart spiller kvinde mand og omvendt. Arnes trøje bliver symbolet på den moderne familie.
Vi suser gennem Wikke & Rasmussens tekstunivers i kendte tv- og filmsange fra blandt Far, Mor og Bjørn, Der var engang en dreng som fik en lillesøster med vinger, Sonny Soufflé Show, Hannibal & Jerry og Flyvende Farmor.
I Maja Ravns elegante, enkle og effektive scenografi kommer vi rundt i et liv. Fra Arnes fødes, over børneårene og teenagerårene til det hele ender med gentagelsen; Arnes kone er gravid.
De fire skuespillere optræder med en energi, som jeg sjældent har set på en teaterscene. Marie Dalsgaard, Rasmus Fruergaard og Stine Schrøder Jensen suppleres på fornemmeste vis af Michael Lundbye Slebsager
På scenen er et kongeligt festfyrværkeri af 80’er-stemning, når kapelmester Poul Halberg, der selv spiller guitar, slår takten an for Jette Schandorf på bas, Klaus Menzer på trommer og Lars DK Nielsen på keyboard. Halberg er selv komponist til flere af numrene, og når orkestret virkelig giver den musikalsk gas, så føles det næsten som at være til koncert dengang i 80’erne.
De fire skuespillere optræder med en energi, som jeg sjældent har set på en teaterscene. Marie Dalsgaard, Rasmus Fruergaard og Stine Schrøder Jensen suppleres på fornemmeste vis af Michael Lundbye Slebsager. Som skrevet, så skiftes de fire til at have familiens forskellige roller, sågar den som vovse. Det giver en skønt flow og tempo, at der skiftes tøj, at der skiftes køn, at der løbes rundt om huset, og at der løbes op på 1. salen. De fire synger og danser med en entusiasme, der smitter ud i salen. Det er et kongeligt 1980’er-festfyrværkeri, publikum er vidne til. Udført af musikerne fra dengang med skuespillere, der knap nok var født.
Græsted Teaterbiks
Med Der var engang en sang der hed Arne får Michael Wikke og Steen Rasmussen et velfortjent klap på skulderen fra nationalscenen. De to har i over 30 år leveret crazy og begavet underholdning til danskerne med deres Græsted Radio, Film og Tv. Det hele begyndte i DR i begyndelsen af 80’erne med titler som Robin Hat, Tonny Toupé, Sonny Soufflé, Fredløse Folkeblad og ikke mindst Brødrene Bisp. Senere fulgte filmklassikere som Russian Pizza Blues, Hannibal og Jerry, Motello, Flyvende Farmor. Det er også tidligere blevet til forestillinger på Odense Teater og Riddersalen.
I Skuespilhuset sætter de to selv i scene. Det er gjort enkelt og uden for mange sidespring. På en time og ti minutter bliver publikum fodret med glæde og kærlighed – den gode og rare musikoplevelse fremfor løftede pegefingre og komplicerede tekster.
Og her tre dage senere lytter jeg til Wikke & Rasmussens sange på mit anlæg. Det er vel i grunden ikke så dårlig et udbytte af en forestilling, hvor målet er, at jeg skal synge med
Jeg kunne godt have tænkt mig, at de to havde turdet været lidt mere Wikke & Rasmussen-agtig. Lidt mere af deres særkende, som ofte er den gakkede humor. Der er tilløb, som da mor og far ser tv, og fortæller Arne, at det altså er topsjovt, at der inde i fjernsynet er en biskop, som siger FUK og så viser lillefingeren. Mere af det ville have klædt forestillingen.
Det er og bliver den syng-med-forestilling, som teatret har lovet på forhånd. I modsætning til alle andre teaterkoncerter, så har Wikke & Rasmussens udfordring måske været, at der i forvejen findes en visuel fortolkning af numrene, fordi sangene er kendt fra film og tv. I andre teaterkoncerter er musikken oftest hentet fra vinyl eller cd’ere. Men takket være de veloplagte og velsyngende skuespillerne og musikere på scenen, så glemmer man helt, at Paprika Steen og Martin Brygmann var first movers i nummeret Brug dit hjerte som telefon, og Jytte Abildstrøm faktisk var Flyvende Farmor.
Da jeg forlod teatersalen, nynnede jeg:
Brug dit hjerte som telefon
så ‘det let at tale med nogen
og du vil aldrig blive alene igen
hvis du taler med hjertet min ven
Og her tre dage senere lytter jeg til Wikke & Rasmussens sange på mit anlæg. Det er vel i grunden ikke så dårlig et udbytte af en forestilling, hvor målet er, at jeg skal synge med.
Fotos: Det Kongelige Teater/Natascha Thiara Rydvald.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
