20 år siden i dag: Da Danmark vendte 0-2 til 3-2 i den syditalienske septemberregn

af i Historie/Sport

HISTORIE // FODBOLD – Med årstallet 1989 på personattesten har jeg altid følt mig ked af at være for ung til at have været en del af fodboldlandsholdets 86-magi i Mexico, som utallige i mine forældres generation altid har peget på har været det bedste fodboldlandshold nogensinde. Der er ikke noget værre, end når de ældre generationer kipper med nostalgiflaget og påpeger fortidens storhed, der aldrig vil komme igen. Det skulle måske lige være, at jeg selv er ved at blive en af dem, der har et behov for at fortælle om landsholdets fortidige bedrifter. En sådan størrelse var 3-2-sejren over Italien d. 8. september 1999, og det er 20 år siden i dag.

”Spillerne tænker mere på at spille for deres klubber, der betaler dem enorme lønninger, mens de stort set ikke får noget særligt for at spille på landsholdet.” Det kunne lyde som et uddrag fra sidste års debat om det danske fodboldlandsholds strejke, men citatets afsender er den italienske sportsredaktør Massimo Franchi, der skrev om det italienske landshold dagen efter, at de azurblå havde lidt nederlag til Danmark.

Bortset fra Martin Jørgensen, der på daværende tidspunkt spillede i Firenze-klubben Udinese, var det også sparsomt med superlativer om det danske landshold i den italienske sportspresse. Måske Franchi skrev i vrede over, at hans eget Italien skuffende tabte 3-2 til et hårdt kæmpende dansk kollektiv: ”Spillerne løber meget og kæmper godt for hinanden, men det er ikke noget stort hold som Brasilien, Argentina eller Frankrig.”

Det var, dengang Bosch lavede mobiltelefoner, Arla hed MD Foods, mor og far købte cd’er i Fredgaard og landsholdet skulle finde en ny rytme efter brødrene Laudrups exit efter VM-slutrunden i Frankrig i 1998

8. september 1999, dagen inden Franchis vrede, sad jeg i en bordeaux hjørnesofa i enderækkehuset i Smørum og var uvidende om, at det danske landshold ville besejre Italien. Det var, dengang Bosch lavede mobiltelefoner, Arla hed MD Foods, mor og far købte cd’er i Fredgaard og landsholdet skulle finde en ny rytme efter brødrene Laudrups exit efter VM-slutrunden i Frankrig i 1998, da vi heroisk røg ud efter kampen mod Brasilien.

Min påklædning var silkeunderbukser og Schmeichels blå målmandstrøje. Jeg ved ikke, hvad der var mest kikset: min ekvipering eller vores ILVA-rædsel af en sofa, jeg slangede mig på foran husalteret. Sikkert var det dog, at der var middelalderuge på skolen, så jeg skulle tidligt op dagen efter og sy videre på min prangerpung, for ikke at nævne fodboldtræningen senere på eftermiddagen. Vigtighederne lå som perler på en snor, må du forstå, så det var godnat og sov godt, hvis ikke der skete noget spændende i kampen. Med børstede tænder var jeg klar til at dratte om på sofaen, hvis trætheden overmandede mig – sådan var aftalen i familien Korfix Schultz, når fodboldkampe startede 20.45.

”Fodboldkampen er flyttet – så flytter vi da også vores rejse”

Mens min aftale om tandbørstning inden kickoff ikke stod til diskussion, var Folketingets daværende Skatteudvalgs planer anderledes bøjelige og fleksible. Udvalget havde i første omgang planlagt en studietur til Rom for at blive klogere på, hvad Italien gjorde ved sort arbejde. Rejsen blev imidlertid rykket til Napoli, da landskampen mellem Danmark og Italien var blevet rykket til – Napoli. Det gjorde, at formanden for skatteudvalget, Peter Brixtofte (V), i lufthavnen på vej mod det syditalienske måtte retfærdiggøre ændringerne.

Han sagde om Napolis borgmester: ”Han er tidligere minister, og (…) ved meget om emnet.” Dertil spurgte journalisten fra Ekstra Bladet: ”Hvis nu landskampen blev spillet i Venezia i stedet, skulle udvalget så i dag have haft et møde med Venezias borgmester?”. Brixtofte svarede: ”Ja, sandsynligvis. Borgmestre er jo altid vigtige personer at tale med.” Meget kan man sige om Peter Brixtofte, men hans lune kunne man ikke tage fra ham – han var selv borgmester i Farum på daværende tidspunkt.

0-2 efter 34 minutter

Ingen tvivl om, at det ville blive ligeså svært at komme sort arbejde til livs, som det ville være at slå italienerne: Vi skulle op mod gruppens stærkeste modstander. Men vi overgik os selv i lodtrækningsuheld ved EM-slutrunden i Holland og Belgien sommeren efter. Her endte vi med at kvalificere os blandt andet på grund af denne kamp i Napoli mod et stærkt italiensk hold bestående af verdensstjerner som Inzaghi, Vieri og Buffon.

Vieri var sådan en angriber, der gav mig ondt i maven, hver gang han nærmede sig det danske felt. Det var ikke et spørgsmål, om han ville score, men hvornår han ville score

Bo Johannsons tropper og undertegnede var hin septemberaften 1999 dejligt uvidende om de læsterlige klø, vi senere skulle få ved EM 2000. Vi havnede i dødspuljen bestående af værtsnationen Holland, de forsvarende verdensmestre fra Frankrig og slutteligt Tjekkiet, der havde et godt hold i sluthalvfemserne og startnullerne med prominente navne som Nedvěd, Koller og Šmicer. Med en samlet målscore på 0-8 røg vi (forventeligt) ud og kom lidt ned på jorden, der hvor det tjener os bedst, som Grundtvig skrev i sin tilbageholdende hyldest til dansken i 1820.

Italienske sportsaviser var inden kampen påpasselige med at udråbe Italien til favorit, og havde respekt for de ”hårdtarbejdende danskere”. Men det så alligevel sort ud, da italienerne havde bragt sig komfortabelt foran 2-0 efter 34 minutter. Først på et formidabelt frispark af Diego Fuser og senere et mål af Christian Vieri. Vieri var sådan en angriber, der gav mig ondt i maven, hver gang han nærmede sig det danske felt. Det var ikke et spørgsmål, om han ville score, men hvornår han ville score. Jeg pillede GOAL-plakaten af ham ned fra drengeværelset i pausen, da vi var bagud 1-2 – han skulle fandeme ikke hænge der og kigge på mig, næste gang jeg ikke kunne sove.

Måske regnen og Schmeichels skældud, der ville få selv den mest hidsige klubpædagog til at fremstå konfliktsky, ville få danskerne i gang

Italienernes to mål i første halvleg var uretfærdige: 1-0-målet var en fejlkendelse: Søren Coldings tackling var ren på det frispark, den hollandske dommer fløjtede for, og 2-0-målet kunne have været undgået, hvis det ikke var for regnen, der gjorde bolden glat i Schmeichels ellers sikre favn.

Der havde efter Italiens føring været en chance til Ebbe Sand, ellers så det sort ud. Men måske regnen og Schmeichels skældud, der ville få selv den mest hidsige klubpædagog til at fremstå konfliktsky, fik danskerne i gang. Først fik Jon Dahl et straffespark, som Martin Jørgensen sikkert satte ind. Håbet genvakt. Min far kiggede over avisen. Morten Wieghorst, der senere blev udvist i kampen, og nu snart kan kalde sig landstrænerassistent, udlignede med sin råstyrke til 2-2. Måske fordi italienerne manglede Paolo Maldini, der havde brækket lilletåen et par uger inden, for Ebbe Sand der stod for assisten fik plads i italienernes venstre bagrum, hvor Maldini ellers huserede. Far lagde avisen fra sig. Nu havde vi muligheden for ikke bare at komme hjem med italiensk knowhow om skattefusk og en remis, men også – langt vigtigere – at tage alle tre point.

Gu’ skulle vi ej holde os på jorden, der hvor det tjener os bedst – nu var det mere H.C.Andersensk: Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Umiddelbart efter den danske udligning lavede Jon Dahl selv et mål, der på heldig vis blev afrettet af det italienske forsvar så Buffon, der i øvrigt er eneste spiller fra kampen i 1999, der stadig er aktiv, var chanceløs i regnen. Nu skulle vi holde stand en halv time. Det var den bedste medicin til at holde sig vågen på. Og selvfølgelig kørte vi den hjem. Gu’ skulle vi ej holde os på jorden, der hvor den tjener os bedst – nu var det mere H.C.Andersensk: Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland! 3-2 og hjem til Dannevang med selvtilliden i orden.

Intet er slut før det sidste fløjt

Kampen mod italienerne står for mig som et fodboldhøjdepunkt, dels fordi det var en gudekamp af det danske landshold, og dels fordi jeg lærte, at intet er slut, før det sidste fløjt har lydt. Det er kampe, hvor et hold har været helt nede i kælderen, men har rejst sig, jeg husker bedst og værdsætter oplevelsen af.

Eksemplerne er legio: Brøndbys comeback mod Bayern München i 1998. Manchester United, der vendte et truende 0-1 til 2-1 på få minutter i overtiden mod Bayern München få måneder inden den danske sejr i Napoli i Champions League-finalen. Liverpools comeback i Champions League-finalen i 2005 mod AC Milan. I nyere tid FC Barcelonas vanvittige 6-1-sejr efter at have tabt første af to opgør mod Paris St. Germain. Og ja: Danmarks comeback mod Italien d. 8. september 1999.

Nu er det ikke længere Helveg, Colding og Tøfting i startelleveren, men Eriksen, Kjær og Braithwaite, der skal få danske fodboldelskere til at drømme. Og drømme må man aldrig stoppe med, særligt ikke når ens hold er bagud.


Illustration: