Vi kan vælge de gode populister

af

Populismen er dagens ret i moderne politik. Og det behøver ikke at være dårligt. Havde Demokraterne f.eks. valgt venstrepopulisten Bernie Sanders fremfor Hillary Clinton, og var han endt i Det Hvide Hus, ville vi have fået en præsident, hvis instinkt kunne have tilskyndet til ydmyghed. Et karaktertræk der er afgørende for at tøjle impulsive instinkter hos indehaveren af verdens mest magtfulde embede. Sanders ville også have respekteret tredelingen af magten, og han ville ikke have tilsmudset præsidentembedet med daglige kaskader af løgne og narcissisme, siger historiker og tidligere israelsk diplomat og toppolitiker Shlomo Ben-Ami.

MADRID – “Vi må uddanne vore herrer”, sagde Robert Lowe, en britisk politiker, til sine kolleger efter vedtagelsen af the Second Reform Act af 1867, en lov, der føjede over en million vælgere til valgregistret. For Lowe var en veluddannet offentlighed den bedste måde, man kunne sikre et ægte deltagelsesdemokrati i Storbritannien på.

Her 150 år senere har liberale demokratis uddannede ’herrer’ åbenlyst lært meget lidt. Og man må formode, at Lowe ikke ville være videre imponeret af de populistiske tendenser, der forblænder dem, der bestemmer.

Som Brexit folkeafstemningen i UK og valget af Donald Trump til præsident i USA demonstrerede, bliver vælgerne alt for nemt narret af fordomme og falske løfter. Kritisk tænkning bliver i stigende grad afvist som et elitært forehavende, mens ansvarsfrie sociale medier, “fake news” og “alternative fakta” dominerer den offentlige debat. I et ignorant miljø, bliver de, der føler sig ignorerede, villigt bytte for populistiske politikere.

Følelser fremfor fornuft

Men netop fordi disse politikere appellerer til så mange borgere, har man en forpligtelse til at se nøje på dem, og mindst ligeså meget som på de let påvirkelige vælgere. Spørgsmålet er nemlig, om den type politik, der truer det liberale demokrati, ikke kan omformes for at redde det.

Der er i dag to slags populister: de udnyttende og de oplyste. Trump repræsenterer førstnævnte. Med en administration fuld af tidligere Goldman Sachs ansatte og en dagsorden, der lover skattelettelser til de superrige, mens Medicare og uddannelse skal privatiseres, kan Trump ikke undgå at skuffe de hvide arbejderklassevælgere, der bragte ham ind i Det Hvide Hus.

Automatisering, ikke handelsaftaler, er grunden til tabet af produktionsarbejdspladser. Naturgas, ikke miljøregler, har ført til lukningen af den amerikanske kulindustri.

Trump kan ikke undgå at skuffe de hvide arbejderklassevælgere, der bragte ham ind i Det Hvide Hus. Automatisering, ikke handelsaftaler, er grunden til tabet af produktionsarbejdspladser. Naturgas, ikke miljøregler, har ført til lukningen af den amerikanske kulindustri.

Men Trumps opkomst handlede ikke bare om økonomi. Det handlede også om at vende en nationalistisk amerikansk identitet mod minoriteter og indvandrere.

For demagoger er det altid mere effektivt at spille på folks følelser end at appellere til deres “sunde fornuft”, som George Orwell forklarede i sin anmeldelse af Hitlers Mein Kampf. Dette gælder for Trump i USA, ligesom det gælder for højreorienterede populister som Marine Le Pen i Frankrig, Frauke Petry i Tyskland, og Geert Wilders i Holland.

MERE POV
Danmarks Omdømme: Den måske mest effektive rebranding-kampagne i nyere tid

Bernie Sanders – den gode populist

Men demokratier kan også afføde en mere oplyst type af populisme som den, senator Bernie Sanders bød på.

Hvis han var blevet Demokraternes præsidentkandidat (i stedet for Hillary Clinton), og hvis han havde vundet præsidentembedet, ville hans løfte om at vende op og ned på den amerikanske socioøkonomiske samfundsorden og indføre socialdemokratiske tilstande efter skandinavisk forbillede have ophidset store dele af vælgerkorpset.

Kongressen ville formodentlig have forpurret hele den liste af ædle mål, der udgjorde hans platform – sundhedsreform, gratis universitetsuddannelse til alle, reform af finansiering af valgkampe og opsplitning af de store banker – med begrundelsen, at det var uacceptabelt dyrt, hvis ikke ligefrem “uamerikansk”.

Ikke desto mindre kunne Sanders have ført Amerika tættere på Lyndon B. Johnsons vision om the Great Society uden fattigdom eller racediskrimination. Han ville uden tvivl have respekteret tredelingen af magten, og han ville ikke have tilsmudset præsidentembedet med daglige kaskader af løgne og narcissisme.

Der er i dag to slags populister: de udnyttende og de oplyste. Trump repræsenterer førstnævnte. Sanders’ moralske kompas og sociale sindelag tilskynder til ydmyghed, et karaktertræk der er afgørende for at tøjle impulsive instinkter hos indehaveren af verdens mest magtfulde embede

Sanders’ moralske kompas og sociale sindelag tilskynder til ydmyghed, et karaktertræk der er afgørende for at tøjle impulsive instinkter hos indehaveren af verdens mest magtfulde embede.

Foragt for moralske standarder

Sanders’ godartede populisme var ikke blot et middel til at opnå magt; det var en oplyst indsats for moralsk og social fremgang. Det Demokratiske Partis fravalg af ham forhindrede Amerika i at få en enestående valgkamp mellem to diametralt modsatte typer af populisme.

Hvis Hannah Arendt havde ret angående den “morbide tiltrækningskraft”, som “foragt for moralske standarder” har på massernes tankegang, ville de vrede herrer måske alligevel have stemt på Trump.

Men at vinde det folkelige flertal – hvad enten det er ved Brexit folkeafstemningen i UK, valg i vestlige demokratier eller sågar afstemningen om fredsaftalen med FARC i Colombia – fordrer en anerkendelse af den populistiske politik.

Det er tilsyneladende et vilkår nu, at det etablerede system skal gennemhegles – selv når kandidaten er en del af det. Det er simpelt hen normen. Vælgerne står tilsyneladende overfor at skulle vælge mellem leverandørerne af udnyttende ideer eller oplyst lederskab.

Outsideren som den nye leder

Trumps evige anti-establishment kampagne viser, at han selv som præsident agter at dyrke et outsider image. Det er den klassiske form for udnyttende lederskab. På det punkt har han og den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, meget til fælles. Gennem sine 11 år i embedet har Netanyahu fortsat sit angreb på Arbejderpartiets påståede dominans og på de traditionelle medier.

MERE POV
Genbrug med japansk grundighed

Men end ikke oplyste populister kan sige sig fri for risikoen for et dobbeltspil; de er også ofte tvunget til at forråde deres vælgere.

Før det valg, der bragte ham til magten, sagde en anden israelsk premierminister, Yitzhak Rabin eksempelvis, at “den leder, der vil give ordre om tilbagetrækning fra Golanhøjderne, selv som prisen for fred, må være skør”. Alligevel startede Rabin forhandlinger med det formål at sikre fred med Syrien i bytte for tilbagetrækning fra de strategiske højdedrag.

De vestlige demokratier synes med andre ord at være fanget i et dilemma. Systemet vakler, når vælgerne ikke kan træffe velinformerede beslutninger baseret på kandidaternes partiprogrammer.

Men i det lange løb er løsningen at uddanne “herrerne” og imødekomme deres bekymringer med fakta – som Lowe for halvandet århundrede siden slog til lyd for.

I mellemtiden er den oplyste populisme måske den bedste mulighed. Hvor end demokrati praktiseres, må vælgernes mangel på information og ekspertise ikke give plads til ledere, der fører en politik, som svækker selve demokratiet.

Oversættelse: Lisa Rasmussen.

Topillustration: POV International med LunaPicEditor.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Shlomo Ben-Ami

Shlomo Ben-Ami (1943) er uddannet historiker fra Tel Aviv University og St Antony's College Oxford, hvor han blev dr.phil. i historie. Han taler flydende hebraisk, spansk, fransk og engelsk og fungerede som leder af historiefaget ved Tel Aviv University fra 1982-86. Hans biografi om den tidligere spanske diktator, general Primo de Rivera (1923-1930) er bredt anerkendt som den mest autoritative lærebog i feltet. Fra 1987 til 1991, før han gik ind i politik, var han Israels ambassadør i Spanien. I 1996 blev han valgt til Knesset for Arbejderpartiet. Ben-Ami er tidligere israelsk udenrigsminister (2000-2001) og tidligere minister for indre sikkerhed (1999-2000). I dag er han vicepræsident for tænketanken the Toledo International Center for Peace. Han har skrevet bogen Scars of War, Wounds of Peace: The Israeli-Arab Tragedy (Oxford, 2006).
 
 

Seneste indlæg fra

Gå til Top