Tell it-teater for Lou

af

Koncert for Lou virkede ikke som et historisk dokument, det virkede ikke som samfundskritik, og som kunst, i et medie der udtrykker noget sublimt, præcist eller ligefrem nyt, var det hverken det ene, det andet eller det tredje. Det er, “Tell it, don’t show it”. Ulrik Frost har været på Teater Republique, men venter stadig på den dag, hvor teatret vil fri os for kærligheden, tegne den nye republik eller bare give os et glimt af en hvilken som helst ny verden.

Koncert for Lou
Idé & oplæg: Charlotte Thaning, Cille Buch & Line Bie Rosenstjerne
Tekst: Suzanne Brøgger
Instruktion & dramatisering: Line Paulsen
Spilleperiode: 1–11. marts 2017
Spillested: Republique, Lille Scene

Jeg har ikke let til tårer. En håndfuld gange i mit liv er de blevet fremkaldt af sorg, et par gange af glæde, men de sjældneste er trillet, når mine personlige fortvivlelser er blevet sysselsat, fordi en anden har kunnet sætte ord på det, der har naget og knaget – når jeg har fået en åbenbaring.

Én person, der således er steget helt op på min piedestal, er Suzanne Brøgger. Da jeg som en seksuelt afvigende, kønsforstyrret og gennemmelankolsk teenager havde lukket den sidste side i Fri os for kærligheden, fyldtes mine øjne for første gang med åbenbaringens tårer, som giver en lyst til at vende alle tåbelige konventioner ryggen og skabe nogle bedre. Ikke mindst indoptog jeg kritikken af monogamiet.

Og netop samlivet og de dertilhørende diskussioner om monogami, jalousi, kærlighedens former og seksualitets væsen havde Republique sat i scene ved forestillingen Koncert for Lou med tekster af Suzanne Brøgger.

Skrå brædder 

”Lou Andreas-Salomé vendte 1900-tallets kvindesyn og de gængse opfattelser af kærlighed og ægteskab på hovedet. Lou gik ind for erotisk frihed og levede selv i åbne forhold med flere partnere”, lokkede teatret i deres beskrivelse, så min skjorte var strøget og bukserne pressede, for jeg ville se brandgodt ud, når jeg skulle opleve det, jeg troede, ville blive min første store og rørende teateroplevelse.

I dag skulle det blive anderledes. Brøgger var ansvarlig for teksten og temaet var som tappet ud af mit hjerte.

Lad mig være ærlig: Jeg er typen, der altid forlader teateret med den bitre bemærkning: ”Hvorfor kan jeg aldrig få lov til at opleve den følelse, publikum fik, da Nora smækkede døren op i fjæset på Helmer eller hørte Stockmanns ruder knuse?”. Teatret står for mig som en institution, der har glemt, at dengang scenerne blev bygget, var det fordi, man manglede de skrå brædder til at udtrykke sig på, og ikke fordi de skrå brædder i sig selv havde værdi.

Men i dag skulle det blive anderledes. Brøgger var ansvarlig for teksten og temaet var som tappet ud af mit hjerte. Og måske var det netop derfor, at jeg forlod teater med skuffelse, for hele stykket igennem sad jeg med bevidstheden om, at jeg var i teatret.

Alt på bordet, ikke mere at komme efter

Det lagde ellers godt for med en enkel sceneopsætning bestående af to flygler, et sort og et hvidt. De tre medvirkende, en pianist, en sopran og en skuespiller, indtog scene i tre kostumer, der ledte tankerne hen på Lous tid.

Men teaterkoncerten lod til at være bygget på mantraet: ”Tell it – don’t show it”. Jeg gik derfra med følelsen af at have fået kastet en række replikker i ansigtet, som lagde alt frem på bordet, så der ikke var mere at komme efter. Slidte filosofiske floskler blev gentaget, så ikke en eneste blandt publikum var i tvivl om, at:

MERE POV
Territoriet // - en novelle

”Gud er død”. Det var den replik, der blev gentaget flest gange og i flest varianter. Den blev sunget, skreget, forkyndt, råbt, hvisket og parafraseret. Nietzsche ville nok undre sig en smule, hvis han hørte, at det 117 år efter hans død, var det af hans guldkorn, der var mest in vogue. Faktisk var det i sig selv imponerende, at skuespilleren og sopranen kunne fremføre udsagnet med så stor variation, for dets hyppighed i manuskriptet må have været en kunstnerisk udfordring.

Fra mit eget levede og erfarede liv ved jeg, at de post-monogame eksperimenter er nået meget længere, end det Lou satte i system. Diskussionen om, hvorvidt vi skal leve monogamt, er for længst passé – i dag diskuterer og afprøver vi, hvordan samlivet ser på den anden side.

”Vi lever i to etager: Tænkningens og drifternes”, blev også til en af Lous foretrukne gengangere, så dem, der bekender sig til freudianske psykoanalyser, hvad Lou gjorde, fik behovet stillet, mens vi, der for længst er begyndt at tænke dybere over vores drifter og har erkendt, at selv de kan kultiveres, spurgte os selv, hvad vi skal bruge denne Lou til i dag?

Frygt, dengang og nu

”Alle vores institutioner er bygget på frygt”, nåede Lou også at konstatere – ikke mindst med henvisning til ægteskabsinstitutionen –, og der blev mine ører spidse, for endelig begyndte det at smage af det, vi som første skridt må forstå, hvis vi vil ændre os selv og verden: At frygten er vores største begrænsning. Hvis mennesket vil leve frit og med flest mulige valg, må vi forstå hvilke strukturer, vi er underlagt og at alle de institutioner, der er med til at opretholde disse, opdrager os med frygten som sit mest effektive våben: Hvis ikke du finder en kæreste, bliver du ulykkelig! Hvis ikke du gifter dig, bliver du endnu mere ulykkelig! Hvis ikke du får børn, er din ulykke fuldbragt! Den analyse kunne man lave på Lous tid lige såvel som i dag.

Vi skal videre

Det var i det hele taget mere eller mindre symbolske replikker og vage monologer, der blev fremført i halvanden time akkompagneret af et klaver og en sopran. Det var de allerførste skridt på emancipationens lange vej, vi fik genfortalt, og derfor gik jeg ikke derfra med en eneste ny tanke eller nyt perspektiv.

Fra mit eget levede og erfarede liv ved jeg, at de post-monogame eksperimenter er nået meget længere, end det Lou satte i system. Diskussionen om, hvorvidt vi skal leve monogamt, er for længst passé – i dag diskuterer og afprøver vi, hvordan samlivet ser på den anden side. Monogamiet har allerede tabt, så at fremføre dets åbenlyse begrænsninger er som at argumentere for slaveriets ophævelse. Nu skal vi videre, men det kom vi ikke med Koncert for Lou.

Det virkede ikke som et historisk dokument, for dertil havde det ikke nok detaljer. Det virkede ikke som samfundskritik, for dertil var det ikke skarpt nok i sin kritik.

Jeg er ikke større kunstkritiker, end jeg ved, hvornår noget virker, og hvornår noget ikke virker, og jeg ved, at Koncert for Lou ikke virkede. Det virkede ikke som et historisk dokument, for dertil havde det ikke nok detaljer. Det virkede ikke som samfundskritik, for dertil var det ikke skarpt nok i sin kritik. Og som kunst, som i et medie, der udtrykker noget sublimt, præcist eller ligefrem nyt, var det hverken det ene, det andet eller det tredje.

MERE POV
Fængsling af journalister er en sikkerhedstrussel imod os

Hvorfor får jeg så altid denne nagende og knagende fornemmelse, når jeg går i teatret af, det det er en institution, som har glemt, hvorfor den er til? Jeg ved med sikkerhed, at drama som genre kan ophidse mig, for jeg sluger Ibsens tekster ligeså råt som en lille missekat, der lapper sin mælk i sig. Men når alle premierens gæster i fred og fordragelighed kan stå og sniksnakke om alt mellem himmel og jord over et glas brut efter tæppefald, så ved man, at der ikke for alvor var nogen, der følte sig oprevet – så ved jeg, at det ikke bare er mig, den er gal med.

Der var ingen ægtepar, der straks måtte afprøve nye metoder på toilettet eller kvinder, der følte ægteskabets lænker og måtte skride fra deres mænd. Åbenbaringens handlekraft blev ikke fremkaldt i så meget som én øjenkrog at dømme ud fra publikums søvnige applaus og uimponerede ansigtsudtryk.

Men jeg fyldes i højere grad af en undren over scenekunstens manglende evne eller lyst til at sige mig noget, end jeg fyldes af at være blevet sagt noget.

Det eneste tidspunkt, hvor min lattermuskel aktiveredes, var, da sopranen hen imod slutningen parafraserede fra det dybe F til det høje C over ordet ’polyamorøs’, som om hun var Brünnhilde. Det var skideskægt!

Men jeg fyldes i højere grad af en undren over scenekunstens manglende evne eller lyst til at sige mig noget, end jeg fyldes af at være blevet sagt noget. De skrå brædder fyldte mere i min oplevelse, end det, der blev fremført på dem. Derfor glæder jeg mig til den dag, hvor teatret vil fri os for kærligheden, tegne den nye republik eller bare give os et glimt af en hvilken som helst ny verden, der kan røre mig som tilskuer i en sådan grad, at jeg glemmer, at jeg er i teatret. Man kunne jo starte ud med forestillingen om det postmonogame samfund.

Fotos: Nikolai Østergaard/Teater Republique

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Ulrik Frost

Ulrik Frost er en manipulerende, åndfuld, idealistisk, anarkomarxistisk, feministisk, anti-kapitalistisk, kulturkritisk og skamløs skribent. MobilePay 20615541.
 

Seneste indlæg fra

FAR FAR VEL

Emilia van Hauens far er død. I denne tekst, som løber over
Gå til Top