mm

Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Se alle skribentens artikler

Kære DSB, hvorfor pastvang til toget?

KOMMENTAR – Kære DSB, jeg elsker at køre tog gennem landet. I har fine tog og en fornuftig køreplan. Men i de seneste år har DSB søreme fået nogle helt nye og uigennemskuelige ideer. En af dem stiftede jeg bekendtskab i Lyntoget fra Herning, skriver Maria Helleberg.

Normalt bestiller og køber jeg rejser over jeres ligeledes funktionelle app. Hurtigt, nemt, handy. Men når jeres app går ned, er man henvist til at gå ind gennem rejseplanen. Her er det ikke nok at bestille og betale, man skal i den grad identificeres. Man skal kobles med en form for identifikation: pastvang til toget, med andre ord.

Har aldrig forstået hvorfor. Billetten kan ikke kopieres, og den er skrivebeskyttet. Hvad er DSB bange for?

Kunden kan vælge mellem forskellige ID-muligheder: Dankort, pas, kørekort, opholdstilladelse… Men det er vel ligegyldigt, hvilken person der sidder på hvilket sæde?

Med denne billetform er jeg afskåret fra at overdrage billetten til den, som tager afsted i mit sted, hvis jeg bliver forhindret. Og jeg skal bikse rundt efter to ting i stedet for min billet, når jeg skal bevise, at jeg har ret til at sidde, hvor jeg sidder (bare rolig, jeg køber altid pladsbillet, men dem tjekker DSB aldrig).

Hvis man kunne kopiere billetten, så ville der jo nok være to mennesker, som sloges om siddepladsen efter kopiering? Det har jeg endnu aldrig observeret.

Hvad er risikoen? Hvad er det for en forbrydelse, man søger at undgå? Er alle kunder potentielle forbrydere, der kan finde på at overdrage en personlig billet til mærkelige andre passagerer?

Og den ene billet, man har købt, den er jo ikke personafhængig. Mig bekendt er den sådan set bare købt. Ens navn står på billetten. Har det noget at gøre med, at de fæle terrorister ellers kunne hvidvaske terrorpenge ved at… køre enormt meget rundt i IC3-tog?

Billetter købt på app’en på mobil eller tablet, kan man køre på uden at skulle vifte med pas eller kørekort.

Hvad er risikoen? Hvad er det for en forbrydelse, man søger at undgå? Er alle kunder potentielle forbrydere, der kan finde på at overdrage en personlig billet til mærkelige andre passagerer?

Fatter ikke systemet, men har oplevet meget skæg med DSB i de sidste år. For eksempel mener man ikke, at vi, kunderne, har godt af at kunne købe vand/mad i toget. Jo, to gange pr. tog kan man erhverve chips, chokolade og danskvand. Så lukker biksen igen.

Det medfører, at familier skal medbringe ret så megen fetalje/proviant til en tur f.eks., fra Frederikshavn til København. Og må efterlade en hel del brugt emballage. Angiveligt havde man udskilt serveringen fra resten af togdriften og definerede et underskud, som så kun kunne elimineres ved også at eliminere forplejningen.

Kunne man håbe på, at DSB en dag begyndte at tænke som passager? Ikke som enten fangevogtere eller DJØF’er.

Hovedfoto: Wikimedia Commons.

Kategorier