Ole Blegvad: Pang! Strålende, satirisk, hyperaktivt politisk teater

af

Pang!

Om testosteron, magtpositioner og våbenhandlere.

Pang!

Om feminisme, hustruvold og sexisme.

Pang!

Om reality-tv, Miss Universe og Årets Kamp.

Pang!

Om religiøs fanatisme, klimaforandringer og racisme.

Pang!

Om økologi, menneskerettigheder og humanisme.

Pang!

Om egoisme, dobbeltmoral og storhedsvanvid.

Pang!

Om tolerance, respekt og værdighed.

Pang!

Om verden af i dag.

Pang! Pang! Pang!

Det Kongelige Teater spiller netop nu forestillingen Pang! af den tyske dramatiker Marius von Mayenburg.

Som man forhåbentlig kan se af indledningen til artiklen, er der tale om teater på amfetamin. Emnerne og problemstillingerne ryger rundt i luften, så man både skal holde tungen lige i munden og acceptere en galoperende teaterforestilling i ekstremt høj tempo.

Jeg er vild med Pang! i Madame Nielsens oversættelse (ham der også hedder/hed Claus Beck-Nielsen, Das Beckwerk, Nielsen), i Heinrich Christensen iscenesættelse, i scenografien af Jonas Fly

Gør man det, så venter der til gengæld et festfyrværkeri af en teateroplevelse.

Rolf Pang i lyseblå sweaters, tromme, maskingevær. Baggrunden er kvindefingre nær vagina. Det foto fylder hele bagscenetæppet.
Foto: Camilla Winther, DKT pressefoto.

Jeg er vild med Pang! i Madame Nielsens oversættelse (ham der også hedder/hed Claus Beck-Nielsen, Das Beckwerk, Nielsen), i Heinrich Christensen iscenesættelse, i scenografien af Jonas Fly.

Jeg er vild med de seks skuespillere Mads Rømer Brolin Tani, der spiller drengen Rolf Pang. Stine Schrøder Jensen, der spiller Rolfs mor, Rikke. Morten Burian, der spiller faren, Dominik. Simon Bennebjerg, der spiller tv-producenten, Tom Rørbæk. Christine Gjerulff, der spiller blandt andet naboen Nete, barnepigen Natalia. Morten Christensen, der også har flere roller, blandt andet som jordmoderen Mathilde, våbensælgeren Stall og nabomanden.

Jeg fik en teateroplevelse, hvor jeg var underholdt, hvor jeg grinede, hvor jeg blev overrasket, hvor jeg tænkte, ”ups, det er for meget”, hvor jeg så genialt udtænkt scenografi, og hvor jeg på vej hjem fik noget at tænke over.

Jordmoren (Morten Christensen) tilser lille Pang (Mads Rømer Brolin Tani). Foto: Camilla Winther, DKT pressefoto.

Råt for usødet – Rolf for usødet

Forestillingen begynder inden forestillingens hovedperson, drengen Rolf Pang, overhovedet er født. Det vil sige, Rolf står i et hjørne og skyder mod publikum med sin finger. ”Pang, pang, pang.” Du er død. Som han siger: ”Så længe jeg ikke er født, så kan forestillingen ikke gå i gang. Uden mig, sker der ingenting i aften.”

Rolf, der altså endnu ikke er født, slår tonen an. Han fortæller om denne dødsyge verden, vi lever i. En verden som et lyskryds, som skifter fra rød til grøn, fra grøn til rød, fra rød til grøn, som om hele verden er ved at gå i stå af bare kedsomhed. En verden, hvor det ikke er rart at lytte til tiden, for hver gang vi lytter, så nærmer døden sig på stilletter.

Vi bliver nu præsenteret for Rolfs forældre. Rikke og Dominik Pang. Lykkelige, middelklasseforældre, der venter deres første barn. Dominik er underdirektør i firmaet Pengustaio, der producerer designkøkkenmaskiner. Rikke og Dominik spiser økologisk og sundt, de er pacifister, imod krig, for ligestilling, handler fair trade, så deres varer ikke er lavet af børnearbejdere, og de er imod vold.

Moren bliver straks nervøs. Hun er klar til rollen som curlingmor, men er allerede på barselsgangen nervøs for, om Rolf kan komme på gymnasiet, om han kan lære at tale mandarin og lære at spille violin

På barselsstuen er overlægen og jordmoderen klar til at tage imod forældrene. Mod alle odds, så venter Rikke tvillinger, men situationen er alvorlig. Den lille dreng i moderens mave har nemlig dræbt sin tvillingsøster under svangerskabet. Er det ikke bare typisk manden at slå kvinden ihjel inden fødslen, lyder det fra overlægen. Patriarken, der vil bestemme og sætte sig på magten.

Det barn skal I passe på, han er ikke normal, lyder det fra overlægen. (hun vil senere få en betydelig rolle i handlingen, som vi ikke vender tilbage til i denne artikel, men som man selv må opleve i teatret.)

Moren bliver straks nervøs. Hun er klar til rollen som curlingmor, men er allerede på barselsgangen nervøs for, om Rolf kan komme på gymnasiet, om han kan lære at tale mandarin og lære at spille violin. (Sjovt, her er et lille kiks i den tysk-danske oversættelse. I den tyske middelklasse er det et mål, at børnene lærer at spille et instrument. Sådan er det ikke rigtigt i Danmark, her vil forældrene hellere have deres barn bliver god til sport!)

Rolf bliver nu født. I en fødselsscene, jeg sjældent har set før på et teater, kommer Rolf til verden, ud af et stykke livmoderplastik, livagtigt smurt ind i rødt (se fotos øverst på artiklen).

Fødslen er filmet af Tom Rørbæk, tv-producent. Han streamer live til 40 millioner seere verden over og skal lave en dokumentarfilm om usædvanlige børn. (Publikum kan følge optagelserne fra Toms videokamera på en stor tv-skræm på scenen.)

Pang! Stykket kan for alvor begynde.

Rolf Pang (Mads Rømer Brolin Tani) er igang med Metoo-lignende-adfærd mod en kvinde bagstage (Christine Gjerulff). Tom (Simon Bennebjerg) filmer til alverdens seere – og publikum der følger optrinnet på tv-skræm på scenen.
Foto: Camilla Winther, DKT pressefoto.

Absurde, tankevækkende paradokser

Herfra begynder en række absurde begivenheder og optrin i familien Pang. Vi er hjemme, hvor der spises økologisk, og kælderen er fyldt med kvinder, som er på flugt i denne frygtelige verden styret af mænd. Kvinder i en verden, som måske ville se anderledes ud, hvis man i en femårig periode fratog alle med testosteron i kroppen deres magt.

Vi er på legepladsen, hvor de fleste forældre er forsynet med kaffe i papbægre, siddende med deres mobiler og sms’er mens børnene leger. Men ikke Rolfs forældre: De er nærværende. Og da Rolf har slået et andet barn, må pacifistiske Rikke-mor forklare den anden mor; at drenge skal lære at slå igen, ellers overlever de aldrig i denne verden.

Vi er med Rolf til violinundervisning, der ender med, at Rolf tager sin violinbue og stikker den igennem øjet på læreren Sjøgren. Violinlærerens hårde disciplin blev for meget for Rolf

Vi er hjemme, hvor naboens kone, Nete, kommer ind og søger ly hos familien Pang. Netes mand slår hende. Hustruvold, overgreb. Den lede stodder skal få igen.

Mor-Rikke er rasende, men forstår samtidig ikke, at Nete ikke vil filmes live, så alverdens kvinder kan lære af Netes historie. Drengen Rolf afskyr vold mod kvinder, men forstår ikke, hvorfor tanken om at slå kvinder ikke er tilladt. Nabomanden Schmidt er et svin, men i en verden fuld af svin, må man bare sørge for selv at være det største svin.

Vi er med Rolf til violinundervisning, der ender med, at Rolf tager sin violinbue og stikker den igennem øjet på læreren Sjøgren. Violinlærerens hårde disciplin blev for meget for Rolf.

Vi er med, da barnepigen Natalia bliver fyret, fordi hun ifølge moren har været seksuelt nærgående overfor Rolf. Men hverken barnepigen eller Rolf forstår noget. For det er jo faren, der siger: at have Natalia som babysitter i huset uden at måtte kneppe hende, er som at have en Lamborghini stående i garagen uden at måtte køre i den.

Årets boksekamp mellem Pangs far og den voldelige nabomand er netop slut. Pang (Mads Rømer Brolin Tani) kommenterer fra dommerstolen, videojournalisten Tom (Simon Bennebjerg) speaker til millioner af seere, mens moren (Stine Schrøder Jensen) og faren (Morten Burian) jubler. Foto: Camilla Winther, DKT pressefoto.

Forestillingen eskalerer, lag på lag bygges på. Rollerne bliver tydeligere og tydeligere. På overfladen er det de voksne, dem med de rigtige og fornuftige holdninger, der gang på gang krakelerer.

Rolf er den gennemskuende part. Måske populisten, der gennemskuer råddenskaben og egoismen og i sin egen søgen mod succes og magt skyr alle midler. Er Rolf en lille Trump?

Og vi vil ikke nøjes med otte afsnit af en krimiserie, vi vil have 60 mord, før vi er tilfredse, og vi vil ikke nøjes med én pædofil præst, vi vil have mange

Hele forestillingen eksploderer, forløses og forvirres af to livetransmitterede begivenheder: Boksekampen mellem far, Dominik og voldspsykopaten, naboen Ejnar Schmidt.

Og Miss Universe-konkurrencen om at få verdensherredømmet. (Begge scener er forrygende, men du må selv hoppe en tur i teatret, hvis du vil vide mere. Spoilers er dødupopulære.)

Pangs mor (Stine Schrøder Jensen) i Miss Universe-kostume, men faren (Morten Burian) er forarget. Hvad sker der med deres lille søn, som manipulerer med alle, selv moren. Foto: Camilla Winther, DKT pressefoto.

Det hele vises på tv-skærmen, hvor vi vil have mere og mere. Vi vil have smadrede Formel 1-vogne, skiløbere der brækker ben, og faldskærme der ikke folder sig ud, og bungee jump hvor elastikken knækker. Og vi vil ikke nøjes med otte afsnit af en krimiserie, vi vil have 60 mord, før vi er tilfredse, og vi vil ikke nøjes med én pædofil præst, vi vil have mange.

Kikset tyske teatertradition på dansk

Tysk teater har en gammel tradition for at involvere publikum. Skuespillerne stopper op i teksten, kigger ud i salen og stiller spørgsmål eller går hen og rører ved tilskuerne. En slags regibemærkninger udført fra scenen til publikum. Ellers skuespillerne bevæger sig ud i salen til publikum. På Det Kongelige Teater har man taget den del af stykket med, men det er ikke en dansk teatertradition, og da salen (desværre) kun var en fjerdedel fyldt, så faldt mange af disse adoptioner til jorden.

Publikum virker forvirret, som om den ene halvdel frygter at blive involveret, den anden halvdel tænkte, hvorfor pokker begynder han nu at tale til os på den realistiske måde?

Og uden at kunne læse Mads Rømer Brolin Tanis tanker (det er ham, som mest interagerer med publikum), så virkede han lidt i vildrede, når han prøvede at fange personer til at deltage. Der er flere episoder, for eksempel en hvor Rolf Pang pludselig siger: Nete, hvor mange roller spiller du egentlig? Eller Christine Gjerulff hedder du vist i virkeligheden. Du spiller et hav af roller i denne forestilling, jeg spiller én. Jeg er Rolf Pang, jeg har hovedrollen.

Publikum virker forvirret, som om den ene halvdel frygter at blive involveret, den anden halvdel tænkte, hvorfor pokker begynder han nu at tale til os på den realistiske måde?

På den tyske teaterscene er det mere reglen end undtagelsen, at der tales til publikum, så enten skal vi danskere overføre den tradition til vores scener, ellers skal vi klippe de passager ud af teksten, når det forekommer. Personligt synes jeg, at det er sjovt og fint, men hvis salen ikke er med, så falder det mere til gulvet end det løfter.

5-årige Rolf Pangs ikke-skjulte hentydninger til Donald Trump. Tør han trykke på knappen? Skuespillerne Mads Rømer Brolin Tani og Morten Christensen. Foto: Camilla Winther, DKT pressefoto.

Jeg elsker galskaben

Pang! havde, med titlen Peng, premiere i forsommeren på det anerkendte teater Schaubühne i Berlin. Marius von Mayenburg stykke vil rigtigt mange ting, og det mødte voldsom kritik hos flere af de tyske anmeldere. Var det et stykke om kvindekamp? Et stykke om mandens magtliderlighed? Om ekstremisme, der giver lederskab til ledere som Donald Trump? Et stykke om terror i hjemmet og i verden? Er stykket en fake news-alarm om en medieverden, der er gået amok i reality-tv i jagten på høje seertal?

Hvis teateret skal være et spejl, så sad jeg og kiggede på mig selv i cirka to timer. Pang! var præcist så forvirrende og så absurd, som jeg opfatter verden. Det eneste, der er givet, er, at det smukke er grimt og det grimme er smukt

Jeg har det nærmest modsat. Jeg kramme-elsker den galskab, som stråler ud fra scenen. Den måde, hvor både det venstreorienterede og det højreorienterede menneske bliver udstillet. Teksten balanceret mellem det absurde komiske, det tankevækkende og det rablende vanvid. Marius von Mayenburg sender os i alle retninger, så den enkelte tilskuer selv må finde sine helte og skurke.

Hvis teateret skal være et spejl, så sad jeg og kiggede på mig selv i cirka to timer. Pang! var præcist så forvirrende og så absurd, som jeg opfatter verden. Det eneste, der er givet, er, at det smukke er grimt og det grimme er smukt.

Så hvis der skal ruskes lidt op i de indgroede fordomme og de stereotype verdensbilleder, så gå trygt ind at se Pang!

Mod slutningen af stykket er den 5-årige Rolf Pang nu den eneste på scenen. Mads Rømer Brolin Tani. Foto: Camilla Winther, DKT pressefoto.

Skuespilhuset, Mellemgulvet.
29.11.2017 – 07.02.2018

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Ole Blegvad

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste indlæg fra

Gå til Top