mm

Birgitte Vestermark

Birgitte Vestermark er journalist, forfatter og foredragsholder med speciale i Mellemøsten. Hun har været Mellemøstkorrespondent for Berlingske og Mellemøstanalytiker på P1 programmet Orientering på Danmarks Radio, har rejst i hele regionen og boet tre år i Jerusalem. Hun har desuden netop afsluttet en kandidatgrad på Mellemøststudier på Syddansk Universitet. Hun har også skrevet flere bøger herunder lærebogen "Det moderne Mellemøsten". Hun bor i Hvidovre med sin familie. Hvis du vil bidrage til Birgittes fortsatte skriverier på POV, kan du donere til hende på hendes Mobile Pay: 93 95 98 64.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Birgitte Vestermark
på Mobile Pay: 93 95 98 64

Mørke tider i Mellemøsten

ANALYSE – Trods Islamisk Stats nederlag er der ikke meget at glædes over i Mellemøsten i øjeblikket. Udviklingen går ganske enkelt den forkerte vej, både når det drejer sig om demokrati, fred og fremskridt, skriver Birgitte Vestermark i en analyse.

2017 bød på en række markante udviklinger i Mellemøsten, og flere af dem vil trække spor langt ind i det nye år. Den seneste rystelse ramte regionen i december, hvor USA meddelte, at landet anerkender Jerusalem som Israels hovedstad og følgelig agter at flytte sin ambassade til den hellige by – som både israelere og palæstinensere gør krav på som hovedstad.

Det risikerer at føre til voldsomme protester ikke bare i de palæstinensiske områder, men i store dele af Mellemøsten, hvor vreden over den amerikanske beslutning er stor

Beslutningen førte ikke overraskende til stor glæde i den israelske regering og til lige så stor bestyrtelse og forargelse i det meste af den øvrige verden. For hvad vil der blive af incitamentet til at forhandle en fredelig fremtid mellem to stater, hvis Israel allerede har sikret sig international anerkendelse af Jerusalem som Israels evige (og måske endda også udelelige – det er stadig uafklaret) hovedstad.

Få uger efter Trumps kontroversielle melding fulgte Guatemala trop og anerkendte ligeledes Jerusalem som Israels hovedstad. Mens et stort flertal i FN’s Sikkerhedsråd umiddelbart inden jul fordømte, den ensidige amerikanske beslutning.

Hvornår USA og Guatemala agter at virkeliggøre deres løfter om at flytte ambassaderne melder historien ikke noget om. Det bliver tidligst juni 2018, og det risikerer at føre til voldsomme protester ikke bare i de palæstinensiske områder, men i store dele af Mellemøsten, hvor vreden over den amerikanske beslutning er stor.

Den hellige by Jerusalem – som både israelere og palæstinensere gør krav på som hovedstad. Foto: Luis Cardador.

Udrensning i det saudiske kongehus

En måned før Trump kastede sin ”ambassadebombe,” var der en veritabel udrensning i gang i den saudiske kongefamilie. 320 fremtrædende prinser, forretningsfolk, embedsmænd og medieejere (hvoraf en del falder ind under flere af kategorierne) blev sat i husarrest, anklaget for korruption.

Det skal ikke benægtes, at mange af anklagerne formodentlig er sande, men eftersom hele det saudiske kongehus er gennemsyret af korruption, så virker det mere end en anelse hyklerisk, at kronprinsen kaster med sten fra sit glaspalads. Snarere er der tale om, at han ville rydde reelle så vel som indbildte rivaler af vejen, eller som minimum give dem en advarsel.

Men der er mere end en magtkamp om arvefølgen i det saudiske kongehus på spil. Der er hele landets fremtid og sammenhængskraft, som trues af lave oliepriser, og af en ung befolkning, der står uden beskæftigelse.

Stilstanden i det saudiske kongehus har været et karakteristika i årtier. Men under den unge kronprins Mohammed bin Salman, der oftest bare omtales ved sine initialer MBS, er en sand revolution sat i gang.

Kronprinsen har begrænset det religiøse politis magt og har omsider givet de saudiske kvinder lov til at køre bil. Det er banebrydende nyheder for saudierne, og det hilses velkomment af mange af landets unge, men møder samtidig modstand både fra præsterne, som er kongehusets traditionelle støtter og fra andre indflydelsesrige grupper.

Derfor er der meget der tyder på, at MBS har valgt at sætte sine potentielle rivaler bag lås og slå frem for at risikere at lade en intern flanke ligge åben, som hans modstandere kan alliere sig med.

Hungersnøden truer i Yemen

De tiltagende regionale spændinger gør det også nødvendigt for MBS at sikre sig en stærk magtbase i Saudi-Arabien. Siden præsident George W. Bush var så venlig at drage i krig mod Saddam Hussein og eliminere en af Irans stærkeste regionale rivaler har magtbalancen i regionen – set med saudiske øjne – været rent af lave.

Der er desværre ingen tegn på, at magtkampen mellem Saudi-Arabien og Iran aftager i nær fremtid og derfor kun ringe håb om, at livet bliver bare marginalt bedre for indbyggerne i Yemen i det nye år

Uden Saddam til at holde det iranske præstestyre i skak, har iranerne øget deres regionale indflydelse i en grad, så det truer Saudi-Arabiens regionale førerposition. Derfor har vi igennem de senere år set en række konfrontationer mellem de to regionale rivaler – det sunnimuslimske Saudi-Arabien og det shiamuslimske Iran.

Konfrontationen har ofte været forklædt som lokale stedfortræderkrige mellem sunni og shiaer – i Libanon, til dels i Bahrain, i Syrien og senest i Yemen, hvor Saudi-Arabien i et forsøg på at forhindre iransk indflydelse har bombet Yemen sønder og sammen.

Det har haft katastrofale menneskelige omkostninger. En tredjedel af Yemens befolkning er i dag tuet af hungersnød og oveni kommer den hastigst voksende koleraepidemi, der nogensinde er registreret. Det har fået FN til at advare om, at det ludfattige land risikerer at stå i den største humanitære krise siden 2. verdenskrig.

Der er desværre ingen tegn på, at magtkampen mellem Saudi-Arabien og Iran aftager i nær fremtid og derfor kun ringe håb om, at livet bliver bare marginalt bedre for indbyggerne i Yemen i 2018.

En kvinde ser ude gennem et vindue i Aden, Yemen, der er truet af hungersnød. Foto: Flickr/Brian Harrington Spier.

Tværtimod kommer vi formodentlig til at se et Mellemøsten, der i 2018 bliver stadigt mere ustabilt. Her er Libanon, der traditionelt fungerer som politisk vejrhane et godt sted at kigge. Og Libanon var i alvorlige problemer, efter at den saudiske kronprins i november efter alt at dømme tvang den libanesiske premierminister, Saad Hariri, til at opgive sin samlingsregering med (det shiamuslimske og iransk-støttede parti) Hizbollah og dermed forsøgte at skabe en regeringskrise i landet.

Efter internationalt pres fik Hariri lov til at vende hjem til Libanon, hvor han straks trak sin afskedsbegæring tilbage, den akutte krise blev afværget, men man kan ikke udelukke, at den unge saudiske kronprins vil forsøge på nye udenrigspolitiske pressionsøvelser.

Demokrati og civilsamfund under pres

Også når det gælder civilsamfund og demokratiske rettigheder, er regionen på vej i den forkerte retning. I Tyrkiet har præsident Erdogan strammet grebet om magten, efter at en folkeafstemning i foråret gav ham næsten enevældige beføjelser.

Han fortsætter klapjagten på politiske modstandere, så arrestationer, razziaer og konspirationsteorier må ventes at fortsætte også i det nye år.

Og i Egypten har præsident Sisi med henvisning til statens sikkerhed godkendt en ny NGO-lov, der gør det væsentligt sværere for NGO’er at operere. Mohamed Zaree, der er direktør for det egyptiske program ved menneskerettighedsorganisationen Cairos Institute for Human Rights Studies stemplede i et interview med nyhedsbureauet Reuters den nye lov som ”den værste nogensinde” og tilføjede, at den i praksis vil forbyde NGO’er at arbejde i Egypten. Ikke meget tyder på, at det bliver bedre i 2018 – hverken i Tyrkiet eller Egypten.

Foreløbigt farvel til Islamisk Stat

Sker der da slet ikke noget positivt i den hårdtprøvede region, fristes man til at spørge, og jo, der findes et lille glimt af håb for 2018. Et lys for enden af tunnelen.

I oktober mistede Islamisk Stat sin selverklærede hovedstad – Raqqa i Syrien, og i november røg terrorgruppens sidste bastion i Irak. Det skete, da den mindre by Rawa i det nordvestlige Irak blev generobret af en kombination af vestlige luftangreb og irakiske styrker.

2017 har været en lang nedtur for den yderliggående islamistiske gruppe og det kalifat, de under stor bevågenhed udråbte i sommeren 2014. Men derfor er det stadig for tidligt at løfte armene i triumf og udråbe sejren over terrorbevægelsen. Husk på at CIA-direktør Michael Hayden i maj 2008 erklærede Islamisk Stats forgænger – al-Qaeda i Irak – for at være ”på nippet til et strategisk nederlag.”

Den vurdering skulle snart vise sig at være lidt for kæk, for allerede fem år senere var organisationen tilbage i Irak, båret af en voksende utilfredshed med den irakiske regerings marginalisering og diskrimination af Iraks sunnimuslimske mindretal.

IS er allerede i færd med endnu en metamorfose

Som så ofte før i Mellemøsten og andre steder spredte opfattelsen af, at min fjendes-fjende-er-min-ven, sig blandt befolkningsgrupper, som følte sig forbigået og forfordelt, og den sindsstemning kan sagtens brede sig igen, hvis ikke Irak får gjort noget grundlæggende ved de store problemer, der eksisterer i landet.

Hassan Hassan, medforfattter til bogen” ISIS: Inside the army of terror”, advarede i dagbladet the National i november om, at IS allerede er i færd med endnu en metamorfose. Gruppen er gået fra at administrere landområder til at være en mere klassisk guerillagruppe, der gennemfører nålestiksaktioner.

Ifølge Hassan er det IS’s plan at begynde en udmattelseskrig for at nedbryde fjenden gennem en trættende og uophørlig terrorkampagne bestående af nålestiksaktioner.

Gruppen kontrollerer fortsat byområder i det østlige Syrien, der kan tjene som base for angrebene, og det er værd at huske, at en guerillagruppe, der kan slå til hvor-som-helst og bagefter forsvinde er langt sværere at få has på end en gruppe, som står stationært i et klart defineret landområde.

Foto: Wikimedia Commons. A Palestinian child wears a Hamas headband and aims a toy gun during a rally to support of Gaza, after Eid prayers at the Al-Aqsa Mosque, in Jerusalem’s Old City, on July 28, 2014. Palestinian Muslims mark the end of the holy month of Ramadan, as Israel’s military offensive on Gaza, operation ‘Protective Edge,’ enters its third week, with over 1,000 Palestinians killed so far. Photo by Sliman Khader/Flash90

Analysen er oprindelig skrevet som en nytårsstatus 31. december 2017.

Kategorier