Nina Teisen

Jeg er fuldtids-freelancer og lever af mine tekster. Hos POV er det kun læseren, der betaler: dig! Det kan du gøre på MobilePay til 2296 4533. Hvis alle læsere betaler en krone kan jeg leve af mit arbejde, så beløbet behøver ikke at være stort.

Jeg er uddannet Cand. Comm., har tidligere arbejdet med kulturformidling på Færøerne og i Finland, miljøprojekt på Fiji, og rejser væk fra civilisationen ved enhver given lejlighed. Blandt andet har jeg vandret tre måneder i norsk og finsk Lapland og cyklet New Zealand rundt. Du kan finde mig her: www.gornogetandet.com.

Kvindens skygge – som levende og død

TEATER – Dramatikeren Elfriede Jelineks genfortælling af Orfeus-myten bliver slående aktuel på baggrund af #MeToo, skriver Nina Teisen om Aalborg Teaters opsætning af “Skygge – Euridike siger”. I døden bliver Eurydike den skygge, hun egentlig altid har været, og vil først ikke opgive sin kødelige ham, de smukke kjoler der har skjult hende hele livet.

Eurydike siger rigtigt meget, når hun endelig får muligheden for at fortælle sin side af historien. Måske er det derfor, man siger, at kvinder taler så meget; når vi endelig får chancen er det en nærmest endeløs strøm af ord, der vælter ud.

Eurydike vælter i det hele taget rundt på scenen i skikkelse af Ena Spottag, Nanna Skarup Voss og Kathrine Høj Andersen, ikke-yndigt masturberende, u-feminint og grotesk poserende i bizarre stillinger med tungen ud af munden i en parodi på døden. Eurydike er uden tvivl vred, fyldt med vulgære udsagn om rockmusiker-Orfeus og hans småpigefans – både manden og alle de andre kvinder får med grovfilen – ‘Skrig, hyl, hvin, med deres fiskemunde, deres små pigefissemunde!’

‘Han opfører sig som om han er berøvet, men det er mig, der har mistet hele mit liv!’

Meget mod hans vilje vil Eurydike ikke tilbage til livet, da Orfeus vil hente sin smukke kone fra dødsriget – Orfeus er musiker, der vist mest bare skal have noget pænt hængende på armen: Eurydike tilhører ham, og hvor vover hun at dø, og frarøve ham hans retmæssige ejendom? Men som Eurydike siger det så dobbelttydigt: ‘Han opfører sig som om han er berøvet, men det er mig, der har mistet hele mit liv!

Kathrine Høj Andersen, Ena Spottag og Nanna Skaarup Voss.

I døden bliver Eurydike den skygge, hun egentlig altid har været, og vil først ikke opgive sin kødelige ham, de smukke kjoler der har skjult hende hele livet.

Hvis man ikke er smuk som kvinde, hvad er man så? Det kan virke som en ironisk kommentar til #MeToo – tag det som et kompliment, han synes jo, bare du er smuk, og så findes du, kvinde.

Hvem er kvinden

Men hvad, eller rettere hvem, er kvinden, når man fjerner alle civilisationens lag, der skjuler det, der findes indenunder? Er det sandheden, der dukker op?  Det er tvivlsomt, og jeg kommer til at undre mig. Det er nok meningen – for hvad er sandheden, er der overhovedet noget derinde under den smukke kjole? Hvor mange inkarnationer og kvindeklicheer kan man kaste fra sig, før man finder en mulig inderste kerne?

Dramatikeren Elfriede Jelineks stykker lader meget være op til skuespillerne og publikum. De kræver opmærksomhed, og de er ikke for alle. Det er Jelinek i det hele taget ikke. Hun fik Nobelprisen i 2004 som en af de mest omdiskuterede modtagere nogensinde. Der er for det meste heller ikke meget ved ting, som alle kan lide.

Kvinder har stadig meget at frigøre sig fra, og meget er svært definerbare forventninger, som vi da bare kan lade være med at leve op til og blive hvad? En skygge?

Skygge (Eurydike siger) kaster både utroligt morsomme replikker af sig i al deres tragiske indpakning og tankevækkende udsagn – Depression er sorg, der har gået i skole – og skuespillerne præsterer flot og med et bredt spænd i castingen, der også gør forestillingen ekstra interessant.

Skygge (Eurydike siger) er bizart, morsomt, grotesk, fascinerende, uforståeligt og inspirerende. En feministisk diskussion har unægtelig stadig en stor berettigelse, også i et samfund som vores, hvor forsmåede parter hellere end gerne stiller sig op på hver sin side af kønskløften i en råbekonkurrence om, hvem det er mest synd for.

Kvinder har stadig meget at frigøre sig fra, og meget er svært definerbare forventninger, som vi da bare kan lade være med at leve op til og blive hvad? En skygge? Det betyder dog ikke, at det er irrelevant at se for mænd, tværtimod.

Aalborg Teater, 3-24 februar 201, Lille Scene
Forfatter Elfriede Jelinek
Oversætter Karen Maria Bille
Instruktør Anna Andrea Malzer
Scenograf Ida Grarup
Lysdesigner Mia Jandje Willett (praktikant)
Lyddesigner Kristian Berg

Fotos: Lars Horn/Aalborg Teater

Kategorier